Translate

søndag den 19. september 2021

Guder og monstre: James Whale 1896-1957



EN NY TID FOR GUDER OG MONSTRE
Filmskaberen James Whale 1896-1957

Af BO GREEN JENSEN

DEN britisk fødte filmskaber James Whale (1896-1957) er nævnt i alle opslagsværker, men tælles kun blandt mestrene, når prioriteringen er genrebestemt.*
   Selv ville Whale helst huskes for gedigne mainstreamsucceser som Journey's End (1930) og Show Boat (1937), men for alverden blev hans navn synonymt med rædsel og gru af den grelleste slags.
   Whale instruerede både den første, i sig selv myteskabende Frankenstein (1931) og den suveræne forsættelse,The Bride of Frankenstein (1935, da. Frankensteins brud), som er tæt på at være bedre endnu. Begge er kanoniske kronstykker i Universals Monster Collection. Whale instruerede også Claude Rains i den første filmatisering af H.G. Wells' The Invisible Man (1933, da. Den usynlige mand).
   Dedikerede fans synes allerbedst om den karikerede The Old Dark House (1932), en gyser med farcepræg og metabevidsthed, der er forud for sin tid og bruger Boris Karloffs skamferede butler som komisk effekt.
   Whale levede og trivedes med genreopgaverne, som han fyldte med undertekst og beskeder. Få instruktører fra studiesystemets storhedstid er bedre egnet til at demonstrere auteur-teoriens validitet.
   Whale var lige så leveringsdygtig i melodrama (By Candlelight, 1933; One More River, 1934) og adventure (Sinners in Paradise, 1938; The Man in the Iron Mask, 1939), men hans hjerte var lige så lidt i det. For ham gik 1930erne ud på at realisere værket, der skulle være personligt og særligt: The Road Back (1937, da. Tiden der fulgte), som var en fortsættelse til All is Quiet on the Western Front (da. Intet nyt fra vestfronten).


ROMANEN var skrevet af Erich Maria Remarque, men Whale udviklede projektet sammen med landsmanden R.C. Sheriff, som han tidligt hentede til Hollywood. Sheriff havde skrevet skuespillet Journey's End, hvor begge mænd talte på vegne af krigsgenerationen.
   Da det lykkedes at producere The Road Back, blev filmen klippet om og redigeret af den nye ledelse på Universal Pictures, som havde fortrængt studiets grundlægger, Carl Laemmle, og hans søn. Som chefproducer havde Carl Laemmle Jr. været Whales faste støtte. Modtagelsen blev en stor skuffelse for Whale. 
   Whale var homoseksuel og lagde aldrig skjul på sin seksuelle identitet. Efter flere uoverensstemmelser med andre studier trak han sig tilbage til sin bungalow i Pacific Palisades, hvor han brugte tiden på at male og flirte med de unge, filmstuderende mænd, som kom for at beundre og interviewe ham. Hans sidste opgave som instruktør blev They Dare Not Love, et melodrama om eksilerede østrigske aristokrater i London, som Columbia Pictures producerede i 1941. De sidste femten år i Hollywood blev et langstrakt Kunne-Have-Været.  


DET er Ian McKellen, selv erklæret queer og LGBT-aktivist, som spiller Whale i Bill Condons Gods and Monsters. Filmen bygger på Christopher Brams roman Father of Frankenstein (1995). Det gør den trofast, skønt der bliver ændret i både i tekst og struktur. Bram har selv skrevet manuskriptet og udviklet filmen sammen med Condon.
   McKellen gør mere end at overbevise. Han ånder i rollen og giver den gestik og manierismer, så figuren bliver et menneske i fuldt format. Vi følger Whale i hans sidste måneder, da en hjerneblødning har slået ham ud af kurs og kortsluttet nogle forbindelser i hans bevidsthed. Uden at ville det, husker han ting, han havde fortrængt.
   Til den vrede unge havemand Clayton Boone (Brendan Fraser), en hjemvendt soldat, som er skiftevis forvirret, smigret og forskrækket over interessen, fortæller han sine historier, for én gangs skyld sandfærdigt, uden de røgslør han plejer at lægge, når interviewere går ham på klingen. Den aldrende filmskaber gør, hvad han kan, for at groome og forføre novicen.
   Whale maler Boones portræt, mens de taler. Eller rettere, han foregiver at gøre det, for fingrene og hjernen vil ikke længere samarbejde. Imens serverer hushjælpen (Lynn Redgrave) te og er meget bekymret, for »når folk har været ansat hos én længe nok, tror de, at de er gift med én.«


FILMEN havde næppe fungeret med andre end netop McKellen og Fraser. Det episodisk strukturerede manuskript er ganske vist fyldt med fine, stilfærdigt humoristiske situationer, som blander smerteligt vemod i Whales resignerede smil, men det har også en smag af teater i munden og flytter sig stort set kun ud af stedet, Whales hus, i to scener, som må have kostet det meste af filmens beskedne budget.
   Den ene er et haveselskab hos George Cukor, hvor Condon og Bram lader tidens berømtheder komme til live: Prinsesse Margaret, Elizabeth Taylor. Den anden er en liflig rekonstruktion af sættet, hvor Whale instruerer Elsa Lanchester og Boris Karloff i The Bride of Frankenstein. Sætstykket er en sort-hvid sekvens, hvor Whale mellem drøm og vågen bliver til monstret i »fødselsøjeblikket« fra den første Frankenstein-film. Colin Clive har Brendan Frasers træk, da han lægger det kærlige snit med stor omhu.
 


WHALES erindringer vises i glimt, snarere end som egentlige flashbacks: den fattige opvækst i England; kæresten som døde i skyttegraven i Flandern, hvor Whale lærte at neutralisere angst og rædsel med sort galgenhumor.
   Hans familie betragtede hans kreativitet med mistænksomhed, tog ham ud af skolen, da han var 14 år, og anbragte ham på en fabrik. »De var som bønder, der har fået en giraf foræret, og ikke kan finde på andet end at sætte den for ploven.« 
   Whale bliver avistegner – han lavede den første skitse af Karloff som Frankensteins uhyre – og kommer efter krigen til teatret. West End-forestillingen Journey’s End fører ham først til Broadway og siden til Hollywood. Horror-opgaverne pålægges ham som straf. Han fylder dem med ægte menneskelighed og megen selvbevidst, subversiv camp. Han trækker sig tilbage og går i glemmebogen, stolt og stilfærdigt rig i sin bunker.


BILL Condon fanger meget fint de mange farver i forholdet mellem Whale og Boone. Hvor romanen lader Whale revidere sit liv mere udførligt og kronologisk stringent, fokuserer filmen på den sidste tid og investerer en del energi i at give Clayton Boone en baggrund og identitet.
   Boone får et liv efter året med Whale og kan endelig imponere sin søn med et memento, som horrorfans ville dræbe for. Men hustruen sender ham bare ud med skraldet, og vi kan ikke engang se hendes ansigt, blot konstatere, at det altså ikke blev til noget med Lolita Davidovich, som kun kunne grine ad Whales film den aften, tv viste Frankensteins brud.
   Lynn Redgrave er som husbestyrerinden en hjertegribende komisk effekt. Både hun og McKellen var Oscarnominerede for deres roller. Det var det år, Titanic tromlede alting ned, men manuskriptet blev præmieret. Bram har jo selv forarbejdet sin roman. Han kan derfor tage sig udstrakte friheder og alligevel være trofast mod forlægget.


DEN uimodståelige titel citerer en ekstatisk linje fra Frankensteins brud, hvor den gale doktor Septimus Pretorius (Ernest Thesiger) forestiller sig »en ny tid befolket af guder og uhyrer«. Her står den for krigene, for fremskridtet, for alt hvad den døende kunstner på én gang frygter, forstår og begærer.
   Portrættet af Whale balancerer behændigt på en knivsæg af patos og ironi. McKellen har en af sit livs bedste roller, og Fraser yder ham værdigt modspil. Han er fremragende som begærets objekt, der aldrig forstår sin rolle til bunds, men føler sig værdsat og genkendt som aldrig før – og især ikke siden – tiden med Whale.
   I årene efter har særligt drømmesekvensen og slutscenen fået sit eget liv. Fraser går alene i mørket og regnen. Da han har gået et stykke, begynder han at gøre fagter og have stive, stolprende ben som Boris Karloff i signaturrollen. Bill Condon skabte en stor lille film, der handler om mere end de enkelte liv.

*) David Lugowski gør rede for den kritiske misrøgt (og årsagerne til samme) i en stor artikel på Senses of Cinema.com. Samme sted findes en nyttig bibliografi om filmværket. 



Gods and Monsters. Instr.: Bill Condon. Manus: Christopher Bram. Foto: Stephen M. Katz. 105 min. USA 1998. Dansk premiere 21.01.2000.


Fotos: CineMaterial/ WikiWand/ mckellen.com/ tvtropes.com/Lions Gate/ Universal 
Filmen streames i DK kun på iTunes - Lions Gate udgav Gods and Monsters på Blu-ray i 2019
Teksten tager afsæt i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 21.01.2000 - men er ændret til ukendelighed i september 2021 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar