Translate

søndag den 31. januar 2021

Todd Robinson: Lonely Hearts (2006) [Noir 100]


DETEKTIVENS HISTORIE
Et blødere blik på The Honeymoon Killers 

Af BO GREEN JENSEN


TO handlingsspor støtter og nærer hinanden i Todd Robinsons effektivt castede Lonely Hearts. Tiden er 1940ernes slutning, og stedet er et prosaisk USA, hvor uskyld er en absolut mangelvare. Prologen skildrer et ubegribeligt selvmord, som begåes af en kvinde, hvis hænder netop har tilberedt en bryllupsdagskage. Hun skærer sine pulsårer over ved håndledet, og man ser blodet brede sig i badekarret. Det vises oppefra, i en afsindig optik. Man ser ikke kvindens ansigt, og i den første ordinære scene er der allerede gået tre år.
   Nogle eftersøgte mordere er blevet pågrebet, og kriminalassistent Charles Hilderbrandt (James Gandolfini) fortæller i hårdkogt detektivjargon om sin gode ven og kollega Elmer C. Robinson (John Travolta), der ikke kunne hvile og ikke ville give slip, før han havde fundet og fanget de berygtede »Honeymoon Killers«, som efterlod sig et stadig bredere spor af dræbte enlige kvinder og lemlæstede børn.
   Det er også Hilderbrandt, som præsenterer de hæmningsløse mordere. Ray Fernandez (Jared Leto) er en effektiv bondefanger, der reflekterer på enlige kvinders kontaktannoncer. Hvis brevene dufter af penge, slår den tidligt tyndhårede Romeo til. Iklædt toupé og grænseløs selvtillid dræner han sine ofre for penge. Den seriøst sexfikserede og rablende gale Martha Beck (Salma Hayek) er egentlig et offer, som nægter at lade sig vrage. Hun følger efter ham og gør sig uundværlig. For første gang kan manden ikke sige nej.


DET monstrøse par er skabt for hinanden. En sociopat møder en psykopat, og sammen har de kronede dage. Fraskilte kvinder og yngre krigsenker charmeres, forføres og ægtes. Fernandez får pengene ind på sin konto, mens Beck poserer som hans søster. Ligene skaffes lemfældigt af vejen, støbes ned i et gulv, begraves i marken, parteres og kasseres. For Beck er den hede sex allerbedst, når hun og Fernandez er sammen ved siden af ofrenes endnu dampende kroppe.
   Dræberne opererer i solskin. Kriminalbetjentene er derimod natdyr, som bærer bløde hatte og regnfrakker, også når jagten fører dem ud på knastørre marker i Midtvesten. Skønt Hilderbrandt fortæller, er Robinson i fokus. Han er ved at gå til af skyldfølelse. Han taler dårligt med sin teenagesøn og prøver forgæves at skjule sit forhold til kollegaen René (Laura Dern). Han er lige så irrationel med dette, som Fernandez er forfængelig med sin toupé. Robinson føler instinktivt, at han kan rette balancen, hvis han fanger de flygtige Lonely Hearts Killers.


HISTORIEN er ikke grebet ud af luften. Virkelighedens Beck og Fernandez blev pågrebet i 1949, sigtet for 17 drab, hvoraf de tilstod 12, og henrettet i Sing Sing-fængslet den 8. marts 1951. Det er også sandt, at de mødte hinanden via en kontaktannonce. Martha Beck var dog fysisk forskellig fra Salma Hayek, der hér er stylet som en yngre Jane Russell.
   Den virkelige Martha Beck var en neurotisk ulykkelig sygeplejerske, som vejede mere end 100 kilo. Hendes henrettelse måtte udsættes, fordi den elektriske stol skulle justeres. Den spinkle Fernandez var ingen Adonis, men han kunne bedre skrue sin selvfølelse op. Noget sagde klik, da de mødte hinanden. To misfits fandt sammen for at tage hævn.
   Deres historie er filmet flere gange, bl.a. i Leonard Kastles kultfilm The Hooneymoon Killers (1970), en subversiv kultursatire med Shirley Stoler og Tony LoBianco, der fik premiere i kølvandet på Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967). I Luís Buñuel-lærlingen Arturo Ripsteins Profundo carmesí (1996, amr. Deep Crimson) er navnene ændret og handlingen henlagt til Mexico. Manden bærer dog stadig toupé, og kvinden i forholdet vejer for meget.


BEGGE fremstillinger solidariserer sig med de monstrøse dræbere. Todd Robinson undgår dette med æstetiske kunstgreb og narrative filtre. I Hayeks skarpe skikkelse er Beck så sindssyg og giftig, at man studerer fænomenet, snarere end at leve sig ind. Frem for alt viser Robinson ofrene, uden at ironisere over deres patetiske træk. Som weekendbruden Janet Long har Alice Krige sin bedste rolle i mange år.
   Endelig er Lonely Hearts detektivens historie. Elmer C. Robinson stirrede sig så blind på sagen, at man kunne frygte for hans forstand. Bagefter slap han imidlertid taget, forlod detektivarbejdet og gik sin vej for at leve et andet sted med sin søn og kvinden som havde ventet, mens besættelsen rasede ud. For så vidt som filmen besidder et hjerte, kommer det til udtryk i scenen, hvor Robinson afhører Beck og slår en ganske fin sprække i hendes porcelænsklokkeagtige narcissisme.


LONELY Hearts er en langt bedre film, end man tror, når man først ser plakaten og hører den lurvede baggrundshistorie. Finessen er formentlig, at instruktøren Todd Robinson er barnebarn af den nidkære Elmer C. Det burde sikkert ikke gøre en forskel - man véd det, fordi man har læst det – men giver ikke desto mindre filmen følelsesmæssig autenticitet.
   Filmen er eksemplarisk fortalt og fornemt designet. Politifolkenes scener er neo-noir i traditionen fra Curtis Hansons L.A. Confidential (1997) og tabloidfotografen Weegees grynede blitzskud af friske gerningssteder, mens Beck og Fernandez opererer i en realistisk genskabt solskinsudgave af 1940ernes USA.
   Robinson oplyser, at den visuelle reference var Paul Hendricksons sofabordsbog Bound for Glory: America in Color 1939-43 (2004), som samler de fotos af Roosevelts USA, der blev taget på vegne af Farm Security Administration og Office of War Information.* Det giver filmen en forførende stoflighed, som kunne stjæle opmærksomhed fra historien, hvis denne ikke var så rå og så rigtig. »Vi tænkte kun på to film, Badlands og In Cold Blood,« siger Robinson om filmens psykologiske register.


*) Hendricksons bog var kataloget til udstillingen af samme navn, som stadig [31.01.2021] ligger på Library of Congress' hjemmeside i en eksemplarisk kurateret onlineversion. Den er under alle omstændigheder værd at besøge.  

Lonely Hearts. Instr. og manus: Todd Robinson. Foto: Peter Levy. 108 min. USA 2006. Dansk premiere: 27.10.2006


Fotos: Millennium Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinty
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.10.2006

lørdag den 30. januar 2021

Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]



CALIFORNIENS HEMMELIGHEDER
Ånden fra Hollywood Babylon lever 

Af BO GREEN JENSEN

EL Royale er fra motellernes guldalder, da bilerne havde forkromede finner. Interiøret skulle ligne en blanding af skihytte, lounge og casino. Motellet ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, så der gælder forskellige love, alt efter hvilken fløj man bliver indlogeret i. For at dramatisere det geografiske særpræg, har management trukket en rød streg gennem det hele. Ellers er husstilen lurmærket americana.
   »Alle veje fører hertil,« står der skrevet. Det er et af den slags steder, man har set på film så mange gange, at banaliteten bliver surrealistisk, hvis man overnatter i virkeligheden. Hvem management, altså ejerne, er, bliver stadig mere interessant, i hvert fald i to af de sammenflettede historier, efterhånden som tingene udarter. Men først skal syv karakterer mødes i vestibulen, så fortællingen kan præsentere og checke dem ind.

I PROLOGEN ses et værelse i total. En mand kommer ind, skubber møblerne væk, ruller tæppet til side og bryder brædderne op. Han anbringer en taske i hullet og gør rummet i orden. Det banker på. Han åbner døren ud til regnen, vender sig og bliver skudt ned. Under hele forløbet spiller »26 Miles (Santa Catalina)« med The Four Preps. Det er gylden radiopop fra 1957. I en dansk film ville The Four Jacks have drejet i den store Wurlitzer-jukebox.
   Så står der »Ti år senere«. Der bliver aldrig sat nøjagtigt årstal på, men efter alle markører at dømme, er året 1969. Præsident Nixon er nyvalgt og lover at tage hånd om al balladen.
   En gammel præst (Jeff Bridges) og en sort sangerinde (Cynthia Erivo) har mødt hinanden på parkeringspladsen. I forhallen står en slesk støvsugersælger (Jon Hamm), som åbenbart er bekendt med stedet. Han fortæller, at El Royale havde stil, før det mistede sin bevilling. Han har ventet i evigheder. En nervøs receptionist (Lewis Pullman) kommer tumlende i piccolojakke. Lidt efter ankommer en hårdkogt hippiekvinde (Dakota Johnson), som skriver »Fuck You« i stedet for sit navn i gæstebogen.
   Bad Times at the El Royale har en hel æske fuld af forbundne historier. Nogle af dem er gode, og i hvert fald bliver de samlet og præsenteret så forførende, at tilskuerens begær er vakt. Der er nok til to en halv time, og tiden flyver endda. Det er lidt som at læse Agatha Christie, hvis hun skrev som James Ellroy. Lynch og Tarantino, jo, men måske endnu mere som Pirandello-dramatik for popkulturen: Syv personer søger en forfatter og har alle en drøm om at nå deres mål.


FILMENS styrke ligger i design og detaljer, der er fine udskæringer i skrinet. Naturligvis er ingen af personerne, hvad de giver sig ud for. Tættest på kommer soulsangerinden, der sagde nej til en slibrig, Phil Spector-lignende producer (instruktøren Xavier Dolan i en finurlig minirolle), både seksuelt og kunstnerisk. Han sagde, at hun ville ende som selskabssanger i Reno, og det er præcis, hvad der er sket. Næste dag skal hun synge på en klub i Reno, så hun sætter metronomen og giver sig til at synge Motown  som en engel.
   Motellet er et dukkehus, det er præstegården fra en britisk puslespilskrimi, bare henlagt til hårdkogt sen-60er-stemning. De forskellige historier bryder ind i hinanden, spoler tilbage, er forbundet på uventede steder og har alle en eksistentiel kant  som måske ikke altid overbeviser. Det hedder sig, at syv karakterer i løbet af natten får en sidste chance for at rette sig og finde tilgivelse. Det ved vi faktisk kun, fordi det står i forfatterens hensigtserklæring.


GODDARD
 vil give publikum små aha-oplevelser, hver gang en skjult skuffe bliver trukket ud. Jeg skal derfor ikke røbe meget. Men den første historie giver en idé om atmosfæren og forklarer, hvorfor kameraet kan se ind i værelserne. For Jon Hamms karakter sælger ikke støvsugere. Han giver sig til at finde skjulte mikrofoner i lokalet. Overraskende er der to sæt, så han ringer til »Direktøren« og fortæller om sin opdagelse. Der er en korridor bag værelserne. Man kan se ind gennem spejlene. Der står endda et kamera.
   Hamm ser mere, end han regnede med. Præsten har brudt gulvet op og leder under brædderne. Sangerinden øver sig, og han tænder for højttaleren, så han kan høre hende synge. Hos hippiepigen bliver en anden pige, som ligner den første, trukket ind og bundet fast til en stol foran spejlet. Mr. Hoover siger, at Hamm ikke skal gribe ind. Han skal bare finde filmen med det politisk belastende materiale. En vigtig person har været sammen med nogen. Der er henvisninger til døde Kennedy-brødre og en sadistisk senator, som går over stregen. Filmen er fuld af gotisk americana i den mørke tradition.


NOGLE ting er nyttige at vide. Den angrende receptionist har en fortid som snigskytte i Vietnam. Hippiepigen har reddet sin søster fra en Charles Manson-agtig kultleder, der bliver spillet af Chris Hemsworth. Emily har reddet sin søster, helt fra de var børn, og det var Far, de skulle gemme sig for. Men Ruth (Cailee Spaeny) er ikke altid enig med sin søster. Meget vil ske. Nogle vil dø. Alle lag hænger sammen og er pakket tæt med nostalgisk paranoia, vidtløftige konspirationsteorier og klassiske film noir-troper. Mennesker bliver fanget af deres grådige væsen. Men to karakterer får lov til at stråle. Det er lige netop værd at blive i fortællingen for.
   Det er tydeligt, at filmen er forelsket i sin tid, sit look og sin næsten okkulte mentalitet. Bad Times at El Royale er instrueret af Drew Goddard (The Cabin in the Woods), som har skrevet mange succeser for andre og nu får chancen med sit eget projekt.
   Der kommer flere af denne slags retroaktive auteurfilm. David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018) er en anden mørk fortælling fra Californien i legendernes tid. De nye film er udtryk for, at endnu en generation af filmskabere opdager Hollywood Babylon-tiden. De er Sunset BoulevardChinatown og L.A. Confidential for nu.
   Er man til denne slags americana, vil Bad Times at the El Royale både fascinere og falde på et tørt sted. Hvis man ikke kender kortene, vil spillet snarere irritere og genere. Jeg nød næsten alle de hurtige finter. I sin genre er filmen en delikatesse. 


Bad Times at the El Royale. Instr. og manus: Drew Goddard. Foto: Seamus McGarvey. 121 min. USA 2018. Dansk premiere: 18.10.2018


Fotos: Goddard Textiles/ Twentieth Century Fox/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på SF Anytime, Viaplay, Blockbuster, YouTube Movies, Google Play og iTunes/ Apple+ TV
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

fredag den 29. januar 2021

Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100]



BEGÆRLIGE NATDYR
Modeskaberens metafiktion

Af BO GREEN JENSEN

HÆVN og begær, afhængighed og grådighed, er hårde grundstoffer i den del af genrelandskabet, som stadig bliver kaldt film noir, skønt der kom farver i feltet for mange år siden. Det er også blevet en løsere form, som dækker mange slags skæbnefortælling. Af samme grund verserer betegnelser som neo-noir.
   Ægte noir er dog stadig – i sagens natur – en auteur-baseret genre, der som regel arbejder med beskedne budgetter, fordi misantropien og den fatalistiske grundstemning går imod behagesygen i den kommercielle hovedstrøm.
   Manhattan-galleristen Susan (Amy Adams) lever det gode liv i den hurtige bane. Hun er gift med en børsmægler (Armie Hammer), som bedrager hende for et godt ord og vist nok er ved at gå ned økonomisk. Der er hele tiden en stab af tyende og assistenter omkring de smukke ægtefæller, som er holdt op med at sige særligt meget til hinanden. De bor i et veloplyst glashus.
   

DET skal siges, at Susan har fået præcis det liv, som hun ønskede sig. Som ung var hun – det beskrives i flashbacks – en åben kvinde, der ville være kunstner selv. Da hun blev gift med Tony (Jake Gyllenhaal), en famlende forfatter, var det ikke kun for at trodse de rige forældre. Men det var Susans pragmatiske mor (Laura Linney), som forudsagde, at hun en dag ville gå fra den følsomme mand.
   Susan markerer ferniseringen på sin nye udstilling  af pornografisk trompe l’oeil-kunst og kolossale kvinder i stripper-outfits – med en fest, som der ikke er råd til. Bagefter er hun alene igen og får tid til at åbne pakken, som hendes assistent har lagt frem. Hun skærer endda sin finger på papiret og bliver sammen med tilskueren mindet om, at der findes andet end steriliteten og den monumentale vulgaritet i popkunsten.
   I pakken ligger manuskriptet til en roman med titlen Nocturnal Animals. Det viser sig at være en brutal historie om hævn og begær, afhængighed og grådighed, fortalt af eks-manden, som Susan hånede for hans fine æstetiske fornemmelser, da de var sammen. Nu har piben fået en helt anden lyd. I rå, taktile billeder beskriver bogen, hvordan en familie bliver udraderet.


FILMEN bruger lige megen tid i de to historier, men de er ikke for alvor flettet sammen. Snarere ligger Susans fortælling som en skal om Tonys beretning. Fiktionen i fiktionen får på den måde status som virkelighed.
   I manuskriptet får karakteren Edward sin verden revet over, da psykopatiske bøller voldtager og dræber hans hustru og datter på en landevej i Texas. Det sker om natten, og der er en langstrakt legen kispus mellem jæger og bytte. Alting er skildret så detaljeret, at tilskueren føler akut ubehag.
   Senere vil Edward finde gerningsmændene, der gjorde det for sjov. Han er – som sin forfatter – en mild amatør uden praktisk erfaring. Men rangeren Bobby Andes (Michael Shannon), en kræftsyg kæderyger, gør Edwards hævn til sin principsag – og insisterer på handling, når Edward bliver svag.


TYDELIGVIS er der tale om forbundne narrative kar. Både Tony og Edward bliver spillet af Jake Gyllenhaal. Det kan være, fordi Susan ser forfatterens ansigt for sig, mens hun læser, eller fordi Tony skriver om Edward med absolut indlevelse. I hvert fald har han fundet sin stemme. Der er reaktionsbilleder af den henførte Susan. Sjældent er læserens begær visualiseret så bogstaveligt.
   Da hun lukker bogen, er Susan forført, fortabt, helt våd og åben, parat til at gøre det hele igen. Hun sender Tony en bævende mail. Hun klæder sig på med grundig nydelse og venter i restauranten. Nu er hun endelig klar.


DESIGNEREN Tom Ford debuterede sent som filmskaber, da han instruerede Colin Firth i en dramatisering af Christopher Isherwoods A Single Man (2009). Han er en pertentlig fortæller med stor appetit på gennemførte billeder. Han har råd til også selv at producere sine film. Det gør ham til en effektiv ener.
   A Single Man havde et homoerotisk tema, som var personligt for Ford. Så kan han mon mere? sagde skeptikerne. Her leverer han et smukt stykke sanselig neo-noir, der et stykke af vejen deler terræn og virkemidler med David Lynch. Jeg har set ham kritiseret for ikke at være sær og foruroligende nok, men det er at misforstå ærindet. Ford vil hellere tale om psykologi og moral end dyrke det mærkelige for dets egen skyld.
   Fra titelsekvensens fantastiske frise af store kvinder, der stripper i slow-motion – som havde Federico Fellini animeret figurer af Lucien Freud og Francis Bacon – til det sidste Edward Hopper-beskårne glimt af Susan i restauranten, er der tale om original billedkunst. Forlægget er en thriller af Austin Wright, som de færreste har læst. Ford gør den til noget dunkelt og stærkt.


Nocturnal Animals. Instr. og manus: Tom Ford. Foto: Seamus McGarvey. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.


Fotos: Focus Features/  UIP DK/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.01.2017

torsdag den 28. januar 2021

Tom Ford: A Single Man (2009)


ENLIG HERRE, ENE MAND
Christopher Isherwoods sorgarbejde

Af BO GREEN JENSEN
HVER morgen vågner han tidligt, som sorgramte mennesker nu engang gør. Han er mere følelsesløs end fortvivlet. Som regel har han drømt om ulykken, der tog hans kæreste fra ham. Ved viljens magt tager manden sig sammen, går ud og står ret under bruseren, friserer og barberer sig, finder manchetskjorten, binder slipset –
 altid i en windsorknude  og tager brillerne på. Da er visiret på plads. Han er atter forklædt som George Falconer, der bor i en forstad til Los Angeles og underviser i litteratur.
   Denne konstruktion, professor Falconer, er en gåde for mennesket George. Han har levet lykkeligt med Jim, for denne skildring gælder mænds kærlighed, skønt følelsen ikke er kønsspecifik.
   George ved, hvad det kræver at tilhøre »den usynlige slags«, og han er omhyggelig med sin forklædning. Han er i sin tid flygtet fra London, ganske som forfatteren Christopher Isherwood (1904-1986), der i 1929 tog til Berlin og skrev bl.a. Goodbye to Berlin, forlægget for Cabaret, før han i 1939 kom til Hollywood sammen med W.H. Auden. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og slog sig ned i Santa Monica. Han vendte aldrig tilbage til England.
   A Single Man (1964, da. Enlig herre) var en af de første mainstreamromaner med homoerotisk motiv.* Den vakte opsigt i samtiden og var et bannerskrift for aktivisterne i Gay Liberation Movement. Den blev siden overskygget af værker – bl.a. Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds), Isherwoods egen erindringsbog – som var mere direkte i deres kritik af den heteroseksuelle monokultur. Romanen har dog dedikerede fans. Til disse hører modeskaberen Tom Ford, der debuterer som instruktør med en overraskende helstøbt filmatisering af A Single Man.


DET er helt og holdent Georges historie (både bog og film er jeg-fortalte). I filmen har Ford tilsat ekstra spænding ved at lade dette være dagen, da George planlægger at tage sit liv. Han lægger derfor en revolver i mappen, før han forlader huset i solen, og han møder alle sin verdens bipersoner med en hemmelig viden om at tage afsked.
   Der er en distinkt elegisk grundtone i filmen, snart ironisk og galgenhumoristisk, snart så romantisk-patetisk, at man kunne se Tom Fords version af A Single Man som LGBT-kulturens svar på Love Story (1970). Det gjorde flere ved premieren. Erich Segal, som skrev det ikoniske drama om sorg og katharsis, var netop død i 2010. Så tanken lå tættere på.**
   Præmissen er altså den samme som i Simon Stahos Dag og Nat (2004). En bitter mand kører rundt og tager afsked. Dog har skæbnen planer med George. Netop som han mener, at han ikke mere har grund til at leve, bliver han forelsket i den 30 år yngre Kenny (Nicholas Hoult). Isherwood fandt sammen med fotografen Don Bachardy, som bare var 18 år, da de mødtes. I A Single Man overvejer George for første gang at give slip på erindringen om Jim.


FORD satser hele filmen på George, der fremstilles indfølt og fejlfrit af Colin Firth. Man føler aldrig, at skuespilleren anstrenger sig for at være en anden. Han er George Falconer med alt, hvad det indebærer. Der er lagt megen vægt på hans besøg hos veninden Charley (Julianne Moore), som stadig mener, at hun og George kunne have fået et »rigtigt« forhold. Ellers er filmen forankret i mænd-med-mænds seksualitet. Ikke siden Jonathan Demmes AIDS-requiem Philadelphia (1993) er den martrede homoseksualitet i dén grad blevet heroiseret.


FILMEN foregår i 1962 og er forelsket i tiden på samme måde som Sam Mendes’ Revolutionary Road (2008) og Matthew Weiners fine tv-serie Mad Men (2007-2015). Fords kritikere har antydet, at han alene vælger perioden for at kunne iscenesætte hver detalje i George Falconers univers.
   Fetichismen er sandt nok en faktor. Det bliver tydeligt i scenen, hvor George har en blid dialog med den prostituerede Carlos (John Kortajarena) på parkeringspladsen bag den liquor store, hvor han henter gin og cigaretter før sit besøg hos Charley. Mændene sidder i solnedgangen og deler en cigaret. Bag dem ses Janet Leighs panikslagne øjne på en vægstor plakat for Alfred Hitchcocks Psycho. Det sitrer i cineasten, og det er en effektiv ramme om scenen. Det er også rendyrket reklamefilmsæstetik.


DER er dog andet og mere på spil. For det første er det en pointe, at George lever i Californiens gyldne storhedstid. For det andet har verden netop holdt vejret under Cubakrisen. En kollega fortæller George om det beskyttelsesrum, han har indrettet, og i et komisk indklip poserer kernefamilien à la American Gothic. I sin sorg og illusionsløshed er George stærkere end sine medmennesker. Som den eneste frygter han ikke det atomare ragnarok. Og netop som han atter kan frygte, har skæbnen også en bonus til ham.
   A Single Man er stærk, stilfuld og meget bevægende realiseret. 49-årige Colin Firth skaber sin karrieres bedste karakter og lægger afstand til signaturrollen som Mr. Darcy, der (for) længe har sat ham i bås. Filmen gør indtryk hinsides sin tematisering af køn og seksualitet. Den handler om livskraft; om sorgens væsen; om at stå ved, hvem man er; om at forlade og om at åbne sig for livet. En stor historie småt forklædt. Som den sorgramte George Falconer, der civiliserer sig foran spejlet.


*) Romanen udkom på Grafisk Forlag i 1964 i Georgjeddes oversættelse. Forlaget Turbine har genudgivet den i 2020, nu i Juliane Wammens oversættelse og med titlen Ene mand

**) Erich Segal (1937-2010) var en alsidig mand. Han var professor i græsk og latin, skrev adskillige akademiske værker om litteratur i Antikken (især den romerske komedie) og underviste på Harvard, Yale og Princeton. Samtidig havde han sans for sin tid og var heldig med hensyn til timing. Segal var medforfatter på manuskriptet til Yellow Submarine (1968), animationsfilmen som levendegør Beatles-sange, og han skrev romanen Love Story med en klar intention om at demonstrere den lutrende sorg i katharsis-begrebet. Hans agent kunne se en film i manuskriptet, så bogen og filmen udkom tæt på hinanden. Love Story var et kulturfænomen. Man skal næsten have været der for at begribe, hvor meget filmen fyldte i tiden. Også fortsættelsen Oliver's Story (1977) blev til efter tie-in princippet, og Ryan O'Neal repeterede sin rolle som Oliver Barrett IV. Segal skrev seks romaner mere. Den bedste er The Class (1985), som følger fem medlemmer af årgang 1958 på Harvard University.         

**) David Hockney: Don Bachardy and Christopher Isherwood, 1968. Acryl på lærred. 212 x 303,5 cm. Privateje. Calvin Brodie har fotograferet parret, der betragter sig selv. Bachardy og Isherwood mødtes i 1953 og levede sammen til Isherwoods død i 1986. Don Bachardy bor stadig i huset i Santa Monica. Han blev 86 år i maj 2020.

A Single Man. Instr.: Tom Ford. Manus: David Scearce og Tom Ford. Foto: Eduard Grau. 100 min. USA 2009. Dansk premiere: 04.03.2010.


Fotos: Fade to Black Productions/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Nordic, iTunes og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.03.2010

onsdag den 27. januar 2021

Damien Chazelle: First Man (2018)


SOM MÅNEN KASTER SKYGGE
Astronauten Neil Armstrong 1930-2012

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er en ren tour de force, mejslet med omhu og akkuratesse. Den sætter scenen nøjagtigt, samtidig med, at den desorienterer.
   Tilskueren kastes hovedkulds ud i et vidtåbent rum, hvor sanserne prøver at navigere. Der er ingen pejlemærker. Der er allerhøjst fornemmelsen af en horisont. Støjen er aggressiv og intens. Selve luften brøler i den kværnende turbine.
   Vi deler oplevelsen med piloten i et cockpit. Han trykker febrilsk på forskellige kontakter, men instrumenterne vil ikke reagere. »You’re bouncing off the atmosphere, Neil,« siger stemmen fra kontrolcentret. »Du preller af mod atmosfæren.« Og det gør flyet virkelig igen og igen.
   First Man suger effektivt publikum ind. Alle i salen får svedige hænder. Hvis året er 1961, må det være overlydsflyet X-15, som piloten prøver at lande. Projekt Mercurys raketfly var en forløber for Gemini-serien, som igen var en skitse til Apollo-programmet.


I SOMMEREN 2021 er der gået 52 år, siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på Jordens måne. Apollo 11-missionens tredje deltager, Michael Collins, blev ombord på kommandofartøjet, mens Armstrong og Aldrin satte landingsmodulet Eagle ned på den kridtørkenagtige overflade.
   Først sagde Armstrong: »Ørnen er landet«. Lidt senere: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.« Efter to en halv time i Stilhedens Hav begyndte Apollo 11 rejsen tilbage.
   Missionen markerede slutningen på rumkapløbet, som var en af de mest overvågede fronter i propagandakrigen mellem supermagterne. Sovjetunionen havde ført siden opsendelsen af Sputnik 1 (1957), Sputnik 2 med »rumhunden« Laika ombord (1957) og kosmonauten Jurij Gagarins første supersoniske jordomflyvning (1961). Men USA vandt finalen.
   Det havde kostet adskillige menneskeliv og mange millioner dollars. Det triumferende Moonshot var Vestens stolteste øjeblik. Alligevel sad flere tilbage med en følelse som i sangen af Leonard Cohen: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«


FILMEN First Man beskriver – ikke kort, men til gengæld ret godt –
 Neil Armstrongs vej til Apollo-programmet. Der er tre effektfulde sætstykker: begyndelsen i raketflyet og den nervepirrende Gemini 8-flyvning i 1966, hvor det lykkedes at sammenkoble to fartøjer, men hvor missionen alligevel måtte opgives på grund af tekniske fejl; endelig den forløsende månelanding, hvor fortællingens strømme konvergerer.
   First Man vælger i alle scener at give en fysisk, konkret og subjektiv vinkel på situationer, som kunne være mere neutralt eksponeret. Filmen deler astronautens tunnelsyn. Armstrong er både motiveret og defineret af det personlige tab, som han og hustruen Janet lider i starten. Parrets datter dør af kræft, og Armstrong flygter ind i sit arbejde.
   Astronauternes venskab og rivalisering er en kontrast til de store rumøjeblikke. Filmen registrerer samtidens kritik af ressourceforbruget – forfatteren Kurt Vonnegut optræder uventet kritisk i et arkivklip, og sorte demonstranter synger om, hvordan »Whitey on the Moon« blot er endnu en racistisk markering. Denne mediestøj når knapt astronauterne. Den er noget, som ledelsen og PR-folk tager sig af.

FIRST Man skal stå distancen over for især to forgængere: Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning), som ramte den kliniske tone i Tom Wolfes bog om udvælgelsen af de første Project Mercury-piloter, og Ron Howards Apollo 13 (1995), som gjorde den eneste fejlslagne Apollo-mission til en langstrakt øvelse i varm patriotisme.
   Filmen er mere end kompetent instrueret af Damien Chazelle, som hidtil har været et navn, man forbinder med dans og musik. Han instruerede Whiplash (2014), og han genrejste den amerikanske filmmusical med La La Land (2016), der kunne fremstå som noget afgørende nyt, fordi Chazelle kender, behersker og holder af traditionen.
   Her arbejder han for første gang efter et manuskript, som han ikke selv har skrevet, og han forholder sig til en tid, som han ikke selv har levet i. Chazelle er født i 1985, da Apollo-programmet var lukket for længst, og rumrejserne havde mistet den romantiske aura, som konkurrerede med kritikken af NASA’s overforbrug.


RYAN Gosling fungerer udmærket som Armstrong. Claire Foy (fra The Crown) gør Janet Armstrong til en stærk karakter, der ikke uden videre vil spille rollen som passiv mønsterhustru. Hun tager hen til NASA og kræver en forklaring, da kontrolcentret lukker for lyden fra Gemini 8. Corey Stoll er forfriskende direkte som den frejdigt ambitiøse Buzz Aldrin.
   Chazelle kan sin filmhistorie og låner træk fra flere forbilleder. Blandt andet får Armstrong en Rosebud-erindring. Astronauten taler aldrig om sin døde datter, men han har hendes perlearmbånd i lommen, og det bliver endelig lagt på plads. Det er detaljen, som fastholder den humane synsvinkel midt i en grundlæggende inhuman proces.*
   Flere scener har en slående lighed med Christopher Nolans Dunkirk (2017). Der er den samme oplevelse af at være midt i et kværnende maskineri og gøre det nødvendige. Der er hverken overblik eller moral.


CHAZELLE har sit eget take på det hele. Hans musikalske præferencer kommer til udtryk i sjælere som Meredith Willsons »I Am the Moon« og Harry Revels »Lunar Rhapsody«. Det er musikken, som binder ægtefællerne sammen. Vi får aldrig deres historie. Vi hører den i de knasende sange.
   Egentlig skulle Clint Eastwood have instrueret. First Man var da blevet en helt anden film. Alle, som oplevede månelandingen live, har en vis portion nostalgi investeret. Fordi Chazelle er født længe efter det hele, kan han bedre sortere i stoffet og vurdere, hvad der har relevans.
   Mens historien sker, er der kun vilkårlig bevægelse. Perspektivet kommer med eftertiden, når månen kaster skygger, og vejen gennem skoven kan ses. Der vil da være krummer og småsten, som glimter. Måske var missionen ikke så skæv.



*Josh Singers manuskript bygger på First Man: The Life of Neil A. Armstrong (New York: Simon and Schuster, 2005), den autoriserede biografi, som James R. Hansen var adskillige år om at skrive, fordi Armstrong kun traf hurtige beslutninger, når han var ude i rummet. Armstrong nåede at godkende filmprojektet, før han døde i 2012. Både Hansen og Armstrongs to (nu midaldrende) sønner var rådgivere på filmen. Mark og Rick Armstrong siger, at adskillige scener i den kom fra dem. Især 
»The Talk«  den obligatoriske køkkensamtale, hvor Neil Armstrong fortæller hver søn om risici ved missionen, der venter  var selvoplevet. Også den bevægende detalje om Karen Armstrong, som fik en hjernesvulst og døde, er autentisk. Fotoet viser den virkelige Armstrong, som trækker datterens kælk gennem sneen i 1961. Det ligger som alt muligt andet på nettet. Jeg ved ikke, hvem der har taget eller lagt det op. Men tre år efter er det stadig Rosebud-detaljen, jeg husker fra filmen. Og så den fantastiske åbningsscene. 

First Man. Instr.: Damien Chazelle. Manus: Josh Singer. Foto: Linus Sandgren. 141 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.10.2018.


Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ UIP DK
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Google Play, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2018

tirsdag den 26. januar 2021

Damien Chazelle: La La Land (2016)




EN GENRE ER (GEN)FØDT
Der er langt mellem lysægte filmmusicals

Af BO GREEN JENSEN

DET er med musicals som med westerns. Engang var de klassiske genrer med et stort og medlevende publikum. Så støvede billedet til. Over tid blev de gamle formater uforståelige. Det var næsten som et sprog, der gik tabt.
   Westerns overlevede som revisionistisk historieskrivning. Musicals blev til filmet teater. Genren kom aldrig rigtigt igen efter 1967, da det begyndte at blive komisk, hvis karaktererne i en film gav sig til at synge og danse.
   Ud af det blå kommer så pludselig en film, der gør fem årtiers skepsis til skamme. Damien Chazels La La Land har bogstaveligt taget verden med storm. Efter mange falske forårstegn er musicals blevet sagen igen.


DET er kort fortalt historien om tilflytteren Mia (Emma Stone), som vil være skuespillerinde og går til alle slags auditions. Der er et sjovt sammenklip af eksempler. Mens hun venter med vigende entusiasme, arbejder hun som barista i kaffeshoppen hos Warner Brothers. Hendes inderste ambition er dog at skrive og opføre en monolog om at komme fra Boulder City, Nevada, til Drømmefabrikken i Englenes By.
   Andetsteds i »La La Land« – et kælenavn for Los Angeles – prøver jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling) stadig at få tilværelsen til at give mening. Han vil genåbne en legendarisk natklub, spille sin egen musik og præsentere koryfæer på scenen. Imens tjener han penge som hyggepianist, men bliver ofte fyret, fordi han ikke holder sig til det tandløse lounge-repertoire.
   Mia og Sebastian mødes som vrede bilister. Mens miljøerne bliver vist frem, er de meget som Don Lockwood og Kathy Selden – Gene Kelly og Debbie Reynolds – i Singin’ in the Rain (1952). De løber på hinanden, reviderer et negativt førstehåndsindtryk og når til at udforske byen som par.


SEBASTIAN skraber bunden i et partyband, der spiller 80ermusik. Han møder sin gamle ven, afroamerikaneren Keith (John Legend), der har succes med at spille fusionsmusik. Mia er forfærdet over den koncert, som hun overværer. Kritikere af La La Land – de findes skam – beskylder med nogen ret filmen for snobbisme: Kun det gamle er godt, og kun jazz er helt værdig musik.
   Så langt er La La Land en tidløs dreng-møder-pige historie. Det kommer heller ikke som en overraskelse, at Sebastian henter Mia i Boulder, da hun slikker sårene efter sit stykkes fiasko. På den måde bliver hun alligevel castet i rollen, som ændrer alt for dem begge.
   Det moderne twist kommer i sidste akt. Sebastian får sin jazzklub, og Mia får både en filmkarriere og en familie. Til gengæld giver de slip på hinanden. Spørgsmålet er altså, om man kan forene kunsten og livet. Det er det ofte hos Damien Chazelle. I hans film er der ingen genvej til det sublime.


DET usædvanlige er ikke, at La La Land er en musical. De kommer dog fra tid til anden: Moulin Rouge! (2001), Chicago (2003), Rent (2005), Mamma Mia! (2008), Nine (2009), Les Miserables (2012), Into the Woods (2014).
   Det særlige er, at der er tale om en original filmmusical. Den er ikke overført fra teatret, og det er ikke en jukeboxforestilling, der skærer genvej ved at bruge sange, som publikum kender på forhånd. Musikken er skrevet fra bunden, og koreografien er tænkt, ikke for et scenerum, men for et kamera.
   I Amerika er det ikke gjort, siden Martin Scorsese formgav New York, New York! (1977) som en selvbevidst hommage til genren, og Bob Fosse lavede All That Jazz (1979, da. Det er showtime!) som et (selv)portræt af den døende kunstner. Francis Ford Coppolas One from the Heart (1981) var vildt esoterisk, da den kom ud.
   Der er til gengæld europæiske eksempler. Christophe Honorés Chansons d’amour (2007) var særskilt vellykket. Simon Stahos Magi i luften (2011) sank som en sten. Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) er en nyklassiker.


LA LA Land åbner spektakulært med en kilometerlang bilkø på Los Angeles Freeway og mere end 100 dansere, der stiger ud og synger »Another Day of Sun«. Her ligger stilen ikke milevidt fra den fysiske akrobatik i Fame (1980).

   Siden bliver formen ét langt riff på Singin’ on the Rain, genrens kronjuvel. De fortrolige danse er hentet i førkrigsfilm med Fred Astaire og Ginger Rogers, der bare gav sig til at steppe, som var dét den naturligste ting. Sætstykket er »City of Stars«, der bliver sunget og danset i flere versioner, men den fineste tråd er vignetten »Planetarium«, som følger med Mia og Sebastian på date.
   I biografen ser de Nicholas Rays Rebel without a Cause – filmen der gjorde James Dean til James Dean – og bagefter slentrer de hjem. Nøglescenen i Rebel udspiller sig ved Griffith Observatory på Mount Hollywood. Netop hér giver Stone og Gosling sig til at steppe og danse soft shoe. Dét er ikke næppe gjort for alvor i nogen film på denne side af 1950.


DER er meget, som lykkes i La La Land, fordi det er er gjort uden selvironi. Man kan se, at parret anstrenger sig. Stone og Gosling er ikke billedskønne idoler. De ligner faktisk forelskede mennesker med alt, hvad det indebærer.
   For La La Land er ikke en opportunistisk idé, der blev undfanget på et bestyrelsesmøde. Det er ikke en kalkuleret film på den måde. Instruktøren følte sig længe som en stolt, misforstået anakronisme, fordi han havde den samme hang til gammelt stof som Sebastian.
   Chazelle var først en jazzforelsket trommeslager, der trænede under en benhård lærer på Princeton High School. Det blev inspirationen for den nervekrig mellem mester og lærling, som gjorde Chazelles forrige film, Whiplash (2014) til et intenst psykologisk drama – en slags jazz noir.
   Elskelige J.K. Simmons, der spillede den dæmoniske lærer i Whiplash, er med igen i La La Land. Her som den uimponerede natklubejer, der fyrer Sebastian, fordi han improviserer med breaks og synkoper.
   Endnu før da var Chazelle betaget af de musicals, han så som barn, først og fremmest to af Jacques Demy, Les parapluies de Cherbourg (1964) og Les Demoiselles de Rochefort (1967), som hans franskfødte mor viste ham.
   Pigen med paraplyerne var nyskabende, fordi al dialogen blev sunget til Michel Legrands gennemkomponerede score. Pigerne fra Rochefort brugte hele den lille by som location og hentede Gene Kelly ind som special effect. Der var altså allerede et element af pastiche og hommage.
   På Harvards filmskole mødte Chazelle komponisten Justin Hurwitz. De udviklede en afgangsfilm, der i 2009 blev til Guy and Madeleine on a Park Bench. Det er en musical om en jazztrompetist, der skal vælge mellem kunsten og sin kæreste. Den blev skudt i 16 mm sort-hvid og er umådeligt ambitiøs. Filmen rummer både Whiplash og La La Land i miniature.
   Chazelles debut blev vist på Tribeca og turnerede siden i festivalkredsløbet. En kritiker skrev, at det var den film, som John Cassavetes ville have lavet, hvis han var ansat på MGM i den klassiske musicaltid. La La Land er mere glatsleben, men ligner både i anslag og tematik.


JEG så første gang La La Land ved verdenspremieren på Venice Film Festival i 2016. Den åbnede festivalen og blev afgjort positivt modtaget. Her var en film, som hyldede princippet om, at »everything old is new again«. Overvejelsen gik mere på, om tiden mon var moden til at tro på musicals igen.
   Siden blev Chazelles film et certificeret kulturfænomen, Oscar-nomineret i 14 (!) kategorier (den vandt i seks, men fik – heldigvis – ikke Best Feature-trofæet, som Barry Jenkins modtog for Moonlight) og belæsset med en zillion andre priser. Der er solgt billetter for 450 mio. dollars.
   Der følger altid en modreaktion. Man synes pludselig, at filmen kommer for let til det hele. Jeg skal ikke pudse min glorie. Jeg har sagt til ganske mange, at jo, La La Land er da en god film, men den var nu også heldig med sin timing.
   Nu og her vil jeg gerne lovprise filmen. Den kommer fra hjertet og gør sine ting med en integritet, der svarer til Sebastians ubestikkelighed. Måske er Chazelle hverken Vincente Minnelli eller Bob Fosse, men han har genrejst en genre med stor kærlighed og givet det gamle stof en ny følsomhed.

Se også Damien Chazelle: Whiplash (2014)Damien Chazelle: First Man (2018); Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023].




La La Land. Instr. og manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. Musik: Justin Hurwitz. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.02.2017.


Fotos: Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMAterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Instant, Google Play og GRAND HJEMMEBIO
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.02.2017