Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016

NÅR DEN REJSENDE VENDER SIG OM

Leonard Cohen 1934-2016

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 2016: Leonard Norman Cohen blev født i Montreal den 21. september 1934. Han døde i Los Angeles den 7. november, kort efter udgivelsen af albummet You Want It Darker. Sangeren blev 82 år.

   Cohen betød så meget for så mange, og hans død kommer sent i et mærkeligt år, der har været ét kolossalt memento mori. Bowie, Prince og mange andre musikalske helte falder fra. Eneste lyspunkt er Dylans Nobelpris. Det er i hvert fald ikke Brexit og det amerikanske præsidentvalg.

   Nu har alle skrevet nekrologer og fortalt, hvilke sange de holder mest af. Jeg vil ikke gøre det kort, for stemmen var også et anker for mig, men jeg vil prøve at skrive noget andet. Cohens liv i kunst blev en lang og mangfoldig historie, som kan læses fra talrige vinkler. Det kan alle liv vel i grunden. Men Cohen levede sit i fuld offentlighed.

HAN voksede op i Westmount-kvarteret, en engelsktalende enklave i det frankofone Quebec. Hans far solgte tøj og var en respekteret støtte i det jødiske samfund. Han døde, da drengen var ni. Cohens mor havde russiske rødder og blev meget gammel. Hun døde i 1978. Han synger bevægende om hende i »Night Comes On« (fra Various Positions, 1984):

   »She said, I’ll be with you/ My shawl wrapped around you/ My hand on your head when you go/ And the night came on/ It was very calm/ I wanted the night to go on and on/ But she said, Go back to the World.«

 

   

COHEN gik på McGill University, hvor han blandt andet læste jura. Han spillede guitar i countrytrioen The Buckskin Boys og gik til litteraturtimer hos digterne Irving Layton og Louis Dudek. De første tekster blev trykt i tidsskriftet CIV/n i 1954. I 1956 udkom debutsamlingen Let Us Compare Mythologies.

   I 1961 fulgte The Spice-Box of Earth med flere tekster, som senere blev til sange. Cohen fik et arbejdslegat og tog til London for at skrive på Flowers for Hitler (1963). Han så et solbrændt ansigt i regnen og købte hus på den græske ø, Hydra, hvor han mødte norske Marianne Ihlen, som også er død her i år.

   Alle må have hørt historien om, hvordan hun blev forladt af sin mand, forfatteren Axel Jensen, og flyttede sammen med Cohen. De har i hvert fald hørt »So Long, Marianne« (fra Songs from a Room, 1969).

   På Hydra skrev Cohen samlingen Parasites of Heaven (1966), hvor prosatekster og digte er blandet. En af de bedste linier lyder: »Don’t call yourself a secret, unless you mean to keep it«. Han skrev også digtene i The Energy of Slaves (1972), som i lang tid var den sidste digtsamling.

   Judy Collins indspillede tre af hans sange, og Cohen flyttede til New York, skønt han aldrig solgte huset på Hydra. I 1967 skrev han kontrakt med Columbia Records og indspillede The Songs of Leonard Cohen.

   Herefter følger standardhistorien om digteren, der blev sin tids mest romantiske sanger, en kunstner med global udbredelse og legendarisk menneskevarme.

COHEN vil naturligvis blive husket for sine sange, men bøgerne er andet og mere end mellemstationer. The Favorite Game fra 1963, som på dansk hedder Yndlingslegen, er en klassisk udviklingsroman om digteren Breavman (»Berøveren«), der vokser op i 40ernes og 50ernes Montreal i skyggen af sin døde far og med en appetit på livet, der ligner Cohens egen sult.

   Beautiful Losers fra 1966, der på dansk hedder Dejlige tabere, er derimod en kompleks, eksperimenterende tekst, som bruger mange slags stemmer og stilarter til at skildre et trekantsforhold mellem en afdød kvinde og to levende mænd, en militant anarkist og en antropolog. Sidstnævnte skriver på en afhandling om Catherine Tekakwitha, »den irokesiske madonna«, som levede fra 1656 til 1680. Bogen blev en skandalesucces i Canada, hvor man så den som et pornografisk værk i ånden fra William Burroughs.

   Det er en stor og bevidsthedsstrømmende satsning, skrevet på ouzo og amfetamin i solen på taget af huset på Hydra. At læse de to bøger sammen er som at komme fra klarhed til kreativt kaos, fra Dublinfolk til Ulysses. Det er flammende, potent magi. Buffy Sainte-Marie satte musik til afsnittet »God is Alive, Magic is a-Foot» på albummet Illuminations (1970).

   Beautiful Losers havde nær taget livet af Cohen og var ifølge Marianne Ihlen den direkte årsag til, at han fremover ville satse på sange.

   
BEGGE bøger forholder sig til en tradition og ligner noget, som var der i forvejen. Det kan man ikke sige om Death of a Lady’s Man, som udkom i 1978 og lukkede en lang skrivepause. Bogen består af korte tekster, som blander prosa og poesi, aftrykker udkast fra dagbøger og notesbøger, kommenterer sig selv meget kritisk og fælder en dom over ægteskabet.

   Det er forfatteren Cohens mest helstøbte og originale værk. I virkeligheden var det en gravskrift over hans forhold til Suzanne Elrod, som han levede sammen med i ti år. Parret fik sønnen Adam og datteren Lorca. Men i bogen bliver ægteskabet et billede på alle pagter, også dem mellem Gud og individet, Musen og digteren, sangeren og hans fans, magthaverne og de undertrykte.

   Bogens bedste tekst hedder »Hvordan man læser digte højt«. Det handler om ikke at opføre dem, men udtrykke sig i neutrale vendinger, som skulle man tale for et jævnbyrdigt selskab, for eksempel i Globetrotternes Klub.

SANGEREN døde den 7. november. Familien ventede med at offentliggøre nyheden til efter præsidentvalget. Alligevel mente mange, at Trump tog livet af Cohen.

   Cohen vidste godt, at der sagtens kunne komme en mand som Donald Trump. Han forventede halvt, at nykristne fundamentalister ville tage magten i landet en dag. Cohen ventede sig hvad som helst af USA – og ikke kun i negativ forstand. På albummet The Future (1992) er sangen »Democracy« en karikeret forudanelse om alt det, der vil og kan komme:

   »It’s coming to America first/ The cradle of the best and of the worst/ It’s here they’ve got the range/ and the machinery for change/ And it’s here they’ve got the spiritual thirst/ Democracy is coming/ to the USA«.

   På samme album taler titelsangen profetisk om, hvordan privatlivet vil eksplodere: »There’ll be a breaking of the ancient western code/ Your private life will suddenly explode/ There’ll be phantoms/ There’ll be fires on the road/ and the white man dancing...«

   I løbet af 90erne gik de besværgende fantasier i opfyldelse, kulminerende i terrorangrebet den11. september 2001. Cohen var ikke overtroisk – men der er ikke flere sange i den profetiske stil efter »The Future«. Hvor dansen til gengæld går lystigt, og tidsånden er beskrevet perfekt:

   »Give me crack and anal sex/ Take the only tree that’s left/ and stuff it up the hole/ in your culture/ Give me back the Berlin Wall/ Give me Stalin and Saint Paul/ I’ve seen the future, brother:/ It is murder.«

JEG må have været 13 eller 14 år, da jeg hørte Cohen første gang. Det var hos en kammerat, hvis storesøster spillede det første album i sløjfe. På hendes værelse stod kun et bord og en stol (»I choose the rooms that I live in with care/ The windows are small and the walls are almost bare/ There’ s only one bed and there’s only one chair/ and I listen all night for your step on the stairs«). Væggene var tapetseret med Cohens tekster på A4-ark.

   Det var »The Butcher«, »The Old Revolution« og »Bird on a Wire«, der først gjorde indtryk. Forstod jeg de politiske og historiske henvisninger i »The Old Revolution«? Jeg forstod i hvert fald, at sangen brugte dem på samme måde som Dylans »Desolation Row«, der også lå højt på min liste. Men med Cohen var der altid en særlig slags fortrolighed. Enten var man uberørt. Eller også talte han som en bror.

   Jeg begyndte at følge med Cohen og lærte selv at spille de sange. Det kunne også lade sig gøre at få stemmen til at ligne lidt. Songs of Love and Hate (1971) gjorde værelset større. Vi elskede alle sammen »Diamonds in the Mine« (med linjen om fyldt chokolade) lige så højt som »Avalanche« og »Joan of Arc«, der efter »Story of Isaac« var den anden helt vellykkede religionstime.

   New Skin for the Old Ceremony (1974) er det smukkeste af de ældste album med sange som den selvironiske »Field Commander Cohen« (hvor Cohen ser sig selv som »the patron saint of envy and the grocer of despair/ Working for the Yankee dollar«) og »A Singer Must Die«, der svarer både bødlerne og kritikerne: »Your vision is right/ My vision is wrong/ I’m sorry for smudging the air with my song«.

   På samme album er der en helt enkel sang, »I Tried to Leave You«, hvor melodien bliver blues’et, og Cohen i tre vers beskriver, hvad der sker, når en familie får børn: »The years go by/ You lose your pride/ The baby’s crying/ So you do not go outside/ And all your work is right before your eyes...«

    Men samtidig bliver glæden filtret ud af den samme desillusion: »Good night, my darlin’/ I hope you’re satisfied/ The bed is kinda narrow/ But my arms are open wide/ And here’s a man still working for your smile.«

COHEN har skrevet så mange slags kærlighedssange, hvor et jeg og et du prøver kræfter og elsker, så Ordet bliver til kød. Nogle er høviske, andre er pornografiske. Nogle er vrede, andre er lyksalige. Der er næsten altid en åben taknemlighed. Som i »Alexandra Leaving« (fra Ten New Songs, 2001): »Do not say the moment was imagined/ Do not stoop to strategies like this«.

   Især er der kærlighedssange, som skildrer det modsattte af de sædvanlige fraser. »Paper-Thin Hotel« handler om at høre sin kone elske med en anden gennem væggen på Chelsea Hotel: »The struggle mouth to mouth and limb to limb/ The grunt of unity as he came in«.

   »The Gypsy’s Wife« handler om at vente hele natten på, at kvinden kommer hjem. »Iodine« beskriver skammen ved ikke at kunne få erektion og vreden ved at blive trøstet med kys, der stinker af jod: »You covered up the place I couldn’t master/ It wasn’t dark enough to shut my eyes/ So I was with you/ O sweet compassion/ Compassion with the sting of iodine«.

   Der bliver til gengæld kompenseret med sange om erobring. I sangen »Memories» sætter Cohen et jernkors i sin jakke og går hen til »the tallest and the blondest girl« for at spørge, om de skal danse til Frankie Laines version af »Stardust«: »In solemn moments such as this/ I have put my trust/ And all my faith to see/ I said, All my faith to see/ Her naked body«.

DER er også en håndfuld sange, der vil samle det hele: manden og kvinden, kønnet og digtet; musikken, når den endelig lykkes. »Hallelujah« (fra Various Positions) er det store eksempel, fordi melodien følger med konflikten og det lykkelige klimaks i teksten, hvor sprog og tro og kød smelter sammen:

   »They say there was a secret chord/ That David played and it pleased the Lord/ But you don’t really care for music, do you?/ It goes like this/ The fourth, the fifth,/ The minor fall, the major lift/ The baffled king composing Hallelujah.«

   Ikke uden grund bliver »Hallelujah« fortolket af mange kolleger. Som Bob Dylan har sagt: »Hans særlige gave eller geni er hans forbindelse til sfærernes musik. »Hallelujah« giver genlyd i mig. Der er igen en smukt konstrueret melodi, som stiger op, udvikler sig og falder tilbage, alt sammen på meget kort tid (...) Sangene er store, dybe og sandfærdige som altid, med mange dimensioner, forbavsende melodiske: De får én til at tænke og føle.«

EFTER The Future holdt Cohen en pause på ni år og brugte en stor del af tiden i zen-refugiet på Mt. Baldy, hvor læreren Roshi vejledte ham. Alle kender historien om, hvordan Cohen var ruineret, da han kom ned. Sekretæren og manageren Kelley Lynch havde brugt Cohens penge. Han var i minus, og han skyldte, så han var tvunget til at tage ud på vejen igen.

   Han indspillede straks Ten New Songs, som Sharon Robinson hjalp til med at skrive. Herefter turnerede han i årevis. Ten New Songs er et pragtfuldt album med sange som »A Thousand Kisses Deep«. Det var efter dét, at Cohen fik den status, som Dylan taler om ovenfor: ambassadøren for alle slags sange om hjertet.

   Der kom en fjerde akt med sange, som følger en udmærket formel og afstår fra at udvikle rummet. Dear Heather (2004) er et interessant album, fordi det stritter i mange retninger, og Cohen er tæt på at være i stofnød. Men på Old Ideas (2012), Popular Problems (2014) og You Want It Darker sidder formen nagelfast: korte, hårdt rimede linier, en stadig dybere stemme af grus og programmerede melodier med enkelte levende islæt.

I 1978 debuterede jeg som musikskribent med et forsvar for Death of a Ladies’ Man, som ingen forstod på det tidspunkt. Så kom jeg til at skrive om Cohen hver gang. Jeg interviewede ham fem gange i løbet af 80erne og 90erne, og jeg oversatte to af hans bøger. Derfor har jeg dedikerede eksemplarer af Death of a Lady’s Man og Book of Mercy, hvor han siger tak »with gratitude«. Var jeg stolt eller hvad? Jeg har også brev og et postkort. Med Cohen var jeg altid en fanboy – som de fleste musikjournalister blev hen ad vejen.

DET bedste øjeblik var i 1988, da Cohen kom til København for at lancere I’m Your Man. Klaus Lynggaard, Lars Dan og jeg sad ved mesterens fødder. På et tidspunkt sagde han:

   »Jeg har det egentlig meget som en storebror i den her samtale. Hvad siger man til sine yngre brødre? Hele historien er dér, lige for øjnene af jer. Manden lyder bitter, men han har et smil på læben. Sangen handler om tab og død, men den får mig til at føle glæde, hver gang jeg hører den. Dét er det hele i en nøddeskal. Der er ikke nogen løsning på noget problem, man kan give videre til sine yngre brødre og søstre. Det hele hænger sammen alt i alt.«*

   Siden stod vi foran scenen ved alle koncerter. Der var en særligt magisk én på Rosenborg Slotsplads, hvor månen kom helt frem og lyste, mens Cohen spøgte med, at han skrev disse sange, da han var naiv ung knægt på bare 50. Der var altid charmen og elskværdigheden. Men der var ingen adgang for gæster bag scenen. Selv Marianne Ihlen blev ikke inviteret backstage i Oslo.

COHEN har været en god stemme at have i svære som i florlette tider. Han skrev nogle sange, som var vores salmer og hymner, oder og evergreens. Han skrev disse bøger, som åbnede verden og sproget for mange, der selv ville skrive. Et ikon er især et eksempel. Det var dét, som Cohen blev over tid.

   Der er i alle hans arbejder, hvad man kunne kalde en åndelig årvågenhed. Også når det gælder verdslige emner bruger han religiøse billeder. Det gælder hele vejen fra Let Us Compare Mythologies til You Want It Darker.

   Book of Mercy fra 1984 er en samling på 50 nummererede tekster, der umiddelbart ligner prosa, men bliver til salmer i kraft af sproget og rytmen. Den sidste af dem lyder:

   »Jeg fór vild på min vej, jeg glemte at kalde på dit navn. Det nøgne rå hjerte slog imod verden, og tårerne faldt for min tabte sejr. Men du er her. Du har altid været her. Verden er kun glemsel, og hjertet er en rasen af retninger, men dit navn forener hjertet, og verden løftes på plads. Velsignet er han som venter i hjertet, når den rejsende vender sig om.«

DET sidste album blev præsenteret i Los Angeles den 13. oktober. Pressemødet blev filmet. Undervejs bliver Cohen spurgt om det religiøse. Han forklarer sig langsomt og besværet, men taler som altid i færdige sætninger:

   »Jeg har aldrig set mig selv som en religiøs person. Jeg har ingen spirituel strategi. Snarere halter jeg videre, som så mange af os gør, gennem disse områder. Fra tid til anden har jeg følt velsignelsen ved et andet nærvær, men det er ikke noget, jeg kan bygge nogen form for åndelig struktur på.«

   Så følger en ret god forklaring på alle de metafysiske billeder:

   »Det religiøse sprog er en terminologi, som jeg voksede op med. Dette bibelske landskab er meget velkendt for mig, og det er naturligt, at jeg bruger dets landemærker som henvisninger. Engang var det universelle henvisninger, som alle kendte og forstod. I dag er det ikke længere tilfældet, men alligevel er det stadig mit landskab. Så jeg bruger de henvisninger. Jeg prøver at gøre det på en måde, som ikke er for svær eller dunkel. Men bortset fra det kan jeg ikke – jeg vover ikke – at kalde noget i det religiøse rige for mit.«

   Det må være dét. Alligevel er det stadig mit landskab. Til sidst var Cohen strandet i tiden, men han blev aldrig en anakronisme. Som ung stak han af. Som voksen bar han traditionen. Som gammel lagde han sværdet og satte endelig sit glas. Men sangene var sat i verden. Vi vil lytte til dem længe endnu.

Se også Leonard Cohen: A Crack in Everything; Marianne & Leonard: Words of Love (2009); Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]; Den dybeste skæring: Leonard Cohens 'Queen Victoria'; Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 [Popular Problems]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019)

*) Interviewet er trykt i  Andre stemmer - Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews. Forlaget Per Kofod, 1995

Fotos: Gorm Valentin/ Sharon Robinson/ Columbia Records/ Sony Music/ McClelland and Stewart/ Simon & Schuster/ André Deutsch Publishers/ YouTube Music/ Wikimedia Commons/ Google Images etc.

Nekrologen stod i Weekendavisen Kultur 18.11.2016