Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]

DEN SIDSTE RAKET
De mulige hjem er betagende verdener

Af BO GREEN JENSEN

DER er masser af science fiction på film, men de fleste historier er dystopiske fabler om samfundet nu, abstrakte eksperimenter med tiden, horror som i Alien-serien eller kulørt fantastik à la Star Wars. Det er sjældent, at en væsentlig filmskaber bestræber sig på at fortælle en realistisk historie om menneskets mulige fremtid i rummet.
   De ægte visioner kan tælles på en hånd. Nu og da kommer film, som gerne vil ligne: Brian De Palmas Mission to Mars (2000), Steven Soderberghs remake (2002) af Tarkovskijs Solaris (1972), Ridley Scotts Prometheus (2012). De falder somme tider heldigt ud, men er aldrig på højde med værket, det lykkedes for: Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey.
   Så forventningen før Interstellar er stor. Christopher Nolan skabte en stil med Memento (2000), gav Batman-figuren ny dybde i tre store film, fortalte ontologisk om illusioner i The Prestige (2006) og krængede sindet og verden helt ud i Inception (2010). Nolan laver tænksomme film i en krævende form, der har fået et stort publikum. I Interstellar er ambitionen at skabe hård science fiction af første karat: en tre timer lang film om menneskets sidste forsøg på at finde et hjem mellem stjernerne.
   

OM 20 år er verden plaget af sult og klimaforandring. USA hærges af støvstorme, der får 1930'ernes dust bowl til at ligne en gryde ved stranden. Enkemanden Cooper (Matthew McConaughey) blev trænet som astronaut, men nu er NASA lukket ned. I skolen lærer børnene, at fortidens rumfart var koldkrigspropaganda. Cooper dyrker majs i Midtvesten, mens hans svigerfar (John Lithgow) passer datteren Murphy og sønnen Tom. Majs er den eneste kornsort, der endnu ikke er bukket under for plantepest.
   Der falder bøger ud af reolen på Murphys værelse. De lægger sig i et mønster, der kan læses som koordinater, og Cooper bliver sendt til et hemmeligt sted, hvor resterne af NASA arbejder videre under ledelse af kvantefysikeren dr. Brand (Michael Caine) og hans datter (Anne Hathaway). Menneskeheden har ét skud tilbage. Der er sendt sonder gennem et ormehul ved Saturn. Tre af pionererne har meldt tilbage om muligvis beboelige verdener. Dr. Brand beder Cooper være pilot på den sidste raket, som skal undersøge, hvor en bæredygtig koloni kan grundlægges.

COOPER siger ja til missionen. Skønt rejsen betyder, at han må forlade Murphy og Tom, er det for børnenes skyld, at han rejser. Sønnen (Casey Affleck) forstår ham og overtager gården i en stadig mørkere fremtid. Datteren (Jessica Chastain) sender ingen beskeder, før hun har nået den alder, som Cooper havde, da han tog afsted.
   Den ældste generation falder væk. I rummet er Cooper og dr. Brands datter ved at undersøge de golde verdener bag ormehullet. Især hér skaber Nolan fantastiske billeder og høj, taktil troværdighed. Én planet er kun kværnende vand, og fra en tilfrossen udpost har dr. Mann (Matt Damon) sendt falske rapporter. Hvor tyngden er tættest, bliver tiden elastisk. En time på Vandplaneten svarer til syv år i jordisk tid. Cooper har lovet at hente sin datter. Han opgiver aldrig at vende tilbage.

DEN videnskabelige baggrund er ikke grebet ud af det blå. Fysikeren Kip Thorne har fungeret som rådgiver på manuskriptet, der blev påbegyndt i 2006 som en film, Steven Spielberg skulle lave. Thorne var også konsulent, da Robert Zemeckis i 1997 filmatiserede Carl Sagans roman Contact. Her var alt, hvad videnskabskvinden Jody Foster foretog sig, et forsøg på at nå en død far. På samme måde bliver kærligheden i Interstellar til et stof og en kraft, der er lige så virkelig som tiden.
   Universet bøjes og strækkes som i Inception, men Interstellar er fortalt i et roligt tempo, der fravælger Nolans sædvanlige hektiske klipning. Filmens svaghed er nok, at den tydeliggør. Dylan Thomas' digt om, at alderdommen må brænde, »Do Not Go Gentle«, så døden ikke får let spil, bliver citeret ti gange. Stadig gentager Michael Caine, at vi må rase imod lysets død. Det bliver også skrevet på hans grav. End ikke Spielberg ville hamre så hårdt.
   

DET lykkes dog Nolan at give kærligheden et værdigt menneskeansigt. I sin tredje time, da Jessica Chastain som Murphy begynder at løse det store paradoks, som jeg ikke skal ødelægge oplevelsen ved at forklare, kommer filmen endelig også til live i en form, der er genkendelig som Nolans visuelle centrifuge. Som i Contact bliver tingene vist i en form, den rejsende er i stand til at forstå. Men i Contact var højere magter indblandet. I Interstellar er der kun mennesket selv.
   De mulige hjem er betagende verdener. Lang spilletid er en forpligtende luksus, men her er der god brug for alle tre timer. Rejsen gennem ormehullet prøver ikke at overgå den psykedeliske passage gennem tid og rum i 2001. Det er trods alt heller ikke en film i samme urørlige klasse, men bestemt en bevægende oplevelse, som også er visionært tankestof.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]. 

Interstellar. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 179 min. USA-UK-Canada 2014. Dansk premiere: 06.11.2014.

Foto: Paramount Pictures/ Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Syncopy/ Lynda Obst Productionsthers/ SFStudios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Alle Christopher Nolans film er udgivet på Blu-ray og 4K UltraHD

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.11.2014