SOMMERFUGLE I MAVEN
Nazismen set med børneøjne
Af BO GREEN JENSEN
PRÆMISSEN er skæv som en cykel, der slingrer.
Det er 1944 i Tyskland, og krigslykken er vendt for længe siden. Stadig ældre
mænd bliver indkaldt. Hitlerjugend træner små drenge op som soldater, mens Den
Røde Hær nærmer sig østfra. Nedtællingen til der Untergang er begyndt.
Midt i kaos har Jojo sin barndom. Johannes Betzler er ti år og brænder for
sagen. Han er opfostret med nazistiske værdier. Han har lært, at den ariske race
er skabelsens konger. Jøder har horn og hænger fra loftet som flagermus, når de
sover. De er i lag med kommunisterne, som er næsten værre skadedyr. Der er
mange dæmoner, som truer en tysker. Jojo vil dræbe og dø for sit land.
PROBLEMET er, at Jojo ikke altid har magt, som han har agt. For egentlig
er han bare en god dreng, der savner sin far og sin søster, som døde. Han får
sit øgenavn af tropsføreren, da han ikke kan bringe det over sit hjerte at vride
halsen om på en kanin. Jojo bliver grundigt kanøflet. Hans far er deserteret. Han
er alene med sin mor, som har klare kommunistiske tilbøjeligheder.
Det er en farlig tid at leve i. Jojo har derfor en fantasiven, der giver
ham gode råd og bakker op, når det kniber. Vennen hedder Adolf og er en alternativ
udgave af Adolf Hitler. Han er legesyg og trættekær, blød som et æg under
skallen og først til at flygte, så snart det bliver farligt. Det er Føreren,
som en dreng på ti år kunne se ham.
Adolf er dog altid klar med paroler om jøder og kommunister. Han har vilde
ideer og giver Jojo dårlige råd. Det er Adolf, der får Jojo til at gribe en
håndgranat under træningen. De løber sammen gennem skoven, nej de svæver
i en sejrsrus. Men granaten rammer et træ og rikochetterer. Sådan får Jojo sit døde
ben og arret, der dækker hans ansigt. Det er slut med at være i træning til fronten.
DA filmen slutter, er det med »Helden«, David Bowies tyske udgave af
»Heroes«, på lydsporet. Undervejs høres klassiske stykker af Strauss (»Frühlingsstimmen«)
og Gounod (Faust), men det er Arthur Lee og Love, som synger »Everybody’s
Gotta Live«, mens Det Tredje Rige går under. Det er filmens strategi at sætte et
filter af kulturelle klicheer. Kun de onde karakterer taler med accent. Alle
andre taler almindeligt engelsk.
Scenografien er gennemført realistisk. Det ligner virkelig år nul i
Tyskland, da byen bliver skudt i stykker til slut, og fordi man tror på den rationerede
hverdag, kan fantasien gribe bogstaveligt ind. Da Jojo forelsker sig i den
jødiske pige, Elsa, som hans mor har givet husly, får han sommerfugle i maven. Han
står midt på gulvet i stuen og har en hel sværm af dem flagrende under brunskjorten.
Det er et fantastisk røntgenbillede.
INSTRUKTØREN Taika Waititi, som
selv spiller Adolf, er newzealænder med maori-baggrund og rødder i russisk
immigrantkultur. Hitler ville hade ham af princip. Waititi lagde verden for sine
fødder med Hunt for the Wilderpeople (2016), en grænse- og genreoverskridende
skrøne. Han har siden instrueret Marvel-filmen Thor: Ragnarok (2017),
som var en kassesucces. Det må være derfor, at Fox Searchlight Pictures, som er
arthouse-afdelingen i det nu Disney-ejede selskab, har ladet ham satse hele
butikken på et eventyr om en dreng, der har Føreren som fantasiven.
Jojo Rabbit er viklet ind i vittigheder og fyldt med æstetiske raffinementer.
Men i sit hjerte er filmen enkel og alvorlig. Jojos mor viser ham fem hængte
landsforrædere på torvet i byen (der aldrig får navn, men kunne være Wien – som
i romanen Caging Skies af Christine Neunes, Waititi har bearbejdet). Det
er vigtigt for hende, at han ser dem. Jojo spørger, hvad de gjorde. »Hvad de
kunne«, svarer hun.
FORDI alt er set fra Jojos vinkel,
bliver rammen kun klar efterhånden. Det står værre til, end han gør sig begreb
om. Hans mor er politisk aktiv, men vægrer sig ved at indvie drengen, der er
hjernevasket af skole og partisystem. Da Jojo opdager Elsa, slår de en handel
af. Hun skal røbe jødernes hemmeligheder, så han kan rapportere til
Hitlerjugend. Til gengæld vil han lade nåde gå for ret og tie stille.
Filmen ender ikke godt. Den ender som Tyskland i ruinerne, og vi får
pladsen med de hængte dissidenter at se flere gange. Der er velkendte sko på de
dinglende fødder, men der er også håb for fremtiden. Adolf får, hvad han
fortjener, og de bedste karakterer foretager en indre rejse. Det er helt efter
bogen – og dét har man brug for i den forvrængede verden, hvor Jojo er blevet en
10-årig Hamlet.
ROMAN Davis og Thomasin McKenzie overbeviser som drengen og den unge
kvinde, der mødes i sandhed. Scarlett Johansson giver Jojos mor en tragisk
værdighed, men den stærkeste karakter bliver spillet af Sam Rockwell. Han er den
excentriske kaptajn Klenzendorf, som træner drengene til krig. Han ligner først
en kvæstet kyniker, der drukner sine sorger. Men han handler for det gode på et
afgørende tidspunkt, da hele verden hænger på en fiktiv fødselsdato.
Klenzendorf er endnu en af de kompromitterede rollemodeller, som Rockwell
har spillet så godt og så ofte, fra astronauten i Moon (2009) og badelandsbestyreren i The Way Way Back (2013) til sheriffen, som vælger side i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
(2017). Jojo Rabbit kan ses alene for Rockwell. Man får derimod nok af
den komiske Hitler.
DET er ikke første gang, at Hitler bliver
til forvandlet til komediestof. Charles Chaplin og Ernst Lubitsch var tidligt
ude med Den store diktator (1940) og At være eller ikke være
(1942). Det kan næsten kun gøres i høj farceform – og det skal helst være
ofrenes børn, der fortæller.
David Wnendts filmatisering af Timur Vermes’ satiriske roman Er ist
wieder da (2015) lod Hitler komme tilbage og være et spejl for moderne
fadæser. I Danmark fik filmen kun netpremiere, og det kan man sagtens forstå. Både
bogen og filmen giver en sær eftersmag på de steder, hvor de flirter med næsten
at give Hitler ret.
Det bedste og mægtigste foreksempel er Mel Brooks’ The Producers
(1967, da. Forår for Hitler), hvor Zero Mostel og Gene Wilder for forsikringspenges
skyld skal lave en teaterforestilling, som med garanti bliver en fiasko. Musicalen
Springtime for Hitler er fuld af dansende stormtropper og nazister i kåd
forårsstemning. Forestillingen bliver – naturligvis – en meget ubekvem succes.
JEG havde Fox og Disney mistænkt for at tænke i lignende baner, da jeg
kun havde hørt om grundideen i Jojo. De skal sikkert bruge en
film, der går dårligt af regnskabstekniske grunde. De vil skabe et underskud,
der kan afskrives og modregnes gevinsten på de store popcornfilm.
Nu er Jojo Rabbit blandt de ni titler, som konkurrerer om at
blive årets Oscar-vinder. Filmen er et veludført jonglørnummer, der formår at
holde alle bolde i luften: fjollet farce (når alle heiler evindeligt), dyb
komedie, dunkelt drama og noget ægte historisk. Der er mange trick og gimmicks,
som lykkes på én gang, når svikmøllen drejer.
Men der er mere i Jojo Rabbit. Filmen skildrer en karakter, som tager
form. Den handler om at miste alt og rejse sig i tomheden. Den taler for alle
sårede krigsbørn, og det gør den helt uden løjer og pynt. Waititi har en særlig
tilgang til stoffet. Han tager ikke historiske hensyn, der er ingen nedarvet
fordom. Der er bare Jojo og Elsa. I de bedste scener bliver filmen til magisk
realisme. Og er da en lykkelig dannelsesskildring.
Jojo Rabbit er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted i aften. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho), 1917 (Sam Mendes) og Ford v Ferrari/ Le Mans '66 (James Mangold).
Jojo Rabbit. Instr. & manus: Taika Waititi. Foto: Mihai Malaimare Jr. 108 min. New Zealand-Tjekkiet-USA 2019. Dansk premiere: 16.01.2020.
Fotos Searchlight Pictures/ TSG Entertainment/ Defender Films/ Piki Films/ Czech Anglo Films/ Disney+/ CineMaterial (Poster Art)/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.01.2020.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar