Translate

søndag den 2. februar 2020

Stil og substans: In The Mood For Love (2000) [Moderne mestre]



EN MAND OG EN KVINDE
Wong Kar-wai udfordrer sanseligheden

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Wong Kar-wai (f. 1958) kan lave billeder. Med markante arbejder som As Tears Goes By (1988) og Days of Being Wild (1990) gjorde den Hongkong-baserede filmskaber, der egentlig stammer fra Shanghai, sig tidligt gældende i festivalsammenhæng, og fra og med Chungking Express (1995) fandt hans markante stil også tilhængere herhjemme, hvor bl.a. Nicolas Winding Refn har hørt til kineserens fans fra begyndelsen. Wong skyder ofte lige fra hoften og kan for nemheds skyld betragtes som filmens svar på musikkens grunge og maleriets nye vilde, men faktisk ganske traditionsbevidste kunstere.



STEMNINGSSTYKKET Happy Together (1997), en visuelt brutal men samtidig mærkeligt nænsom fortælling om to kinesiske bøsser, der af aldrig oplyste årsager befinder sig i Buenos Aires, blev vist i et par danske biografer. Den nåede hertil via Cannes Festivalen, hvor Wong som regel har haft lejlighed til at give sine film premiere. Det var også dér, at han i 2000 vakte opsigt med den diskrete, formfuldendt udsøgte sjæler In the Mood for Love, som viser en anden, mere eftertænksom side af kunstneren.
   Filmen, der var produceret for franske penge, gik sin sejrsgang verden over og blev et kommercielt arthouse-hit. I 2020 er den en nyklassiker. I 2000 var den et gennembrud for Wong, der blev set som vanskelig og elitær, hvis han blev set overhovedet. Værket var faktisk gjort af et stof, som kun de færreste og hårdeste kunne undgå at lade sig henføre af. Aldrig - og det gælder stadig - har den voldsomme kineser arbejdet så stille og gennemført, og sjældent har han i denne grad grebet os.

  
DER er tale om en ganske lille skæbnefortælling. I 60ernes lidt mere langsomme Hong Kong, som Wong Kar-wai rekonstruerer i nostalgisk kærlig skitseform, bliver naboerne hr. Chow og fru Su, et genert arbejdsomt pligtmenneske og en smuk frustreret sekretær, efterhånden opmærksomme på, at deres respektive ægtefæller er dem utro. Hans kone og hendes mand har et forhold til hinanden og bliver stadig mere fjerne, tager stadig mindre hensyn i det daglige. Det falder derfor naturligt, at de forsmåede parter begynder at tilbringe tiden sammen.
  For tilskueren er det uden videre svært at begribe, hvordan ægtefællerne kan vende ryggen til to så eksemplariske mennesker. Men det er vel problemet: de har været der så længe, at de er blevet en del af tapetet. Manden og kvinden bliver fremstillet af stjernerne Tony Leung og Maggie Cheung, som også har et publikum i Europa og USA. Sidstnævnte får i In the Mood for Love sin hidtil bedste mulighed for at spille et menneskeligt væsen i tre dimensioner, og hun udnytter den maksimalt. Tony Leung er bedre vant, men også han giver et sjældent overbevisende portræt af et skæbneramt hverdagsmenneske.



FOR  hr. Chow og fru Su er udgangspunktet, at »vi vil ikke være som dem«. De vil ikke lyve, snyde og bedrage, men på ansvarlig vis forene kræfterne i et forsøg på at forstå, hvordan det begyndte. På kejtet vis improviserer de en mulig version af ægtefællernes sidespring. Så hjælper hun ham med at redigere den kungfu-føljeton, han i sin fortvivlelse har skrevet til en avis. Hun skifter kropsnære kjoler i en evindelighed, og de sniger sig ud og ind af hinandens lejligheder, mens værtindens familie spiller mahjong. Intet bliver nogen sinde sagt rent ud, men vi begriber jo, at de har forelsket sig.
   Spørgsmålet er så, om de vil følge instinktet og blive »som dem«. Der gives ikke noget entydigt svar. Filmen udspiller sig over en årrække – Wong ville egentlig opdele filmen i en 60er- og en 90er-del – og kommer både til Singapore og Cambodia. Som så ofte hos Wong Kar-wai er en tilbageskuende fortællersynsvinkel trukket ned over skæbnens små ironier. En skærmtekst beskriver, hvordan »han« ser fortiden som gennem et beskidt vindue, mørkt, lidt forvrænget og gnidret. Så tarvelig fremstår affæren dog ikke, mens manden og kvinden oplever den. Hver scene er fastholdt i glødende farver, og In the Mood for Love må overhovedet være en af årtiets smukkeste film.



MINDST lige så vigtig som billedsidens dvælen er filmens forførende smukke musik, der blander originale kompositioner af Michael Galasso med kinesiske radiokastanjer fra samtiden, kantonesiske operacitater og udsøgt eksotisk stemningsmusik, der er uden konkret geografisk forankring.
   Tony Leungs smertefulde ensomhed og rådvildhed får yderligere dybde, når Nat King Cole synger »Quizás, Quizás, Quizás« og »Te Quiro Dijiste«, som er de spanske versioner af hans amerikanske 60er-hits »Perhaps, Perhaps, Perhaps» og »Magic is the Moonlight«. En særstilling indtager kærlighedstemaet, som Galasso har baseret på i forvejen eksisterende filmmusik - Shigeru Umebayashis score til Seijun Suzukis Yumeji (1991). Det er en af filmens få specifikt lokale henvisninger. I Days of Being Wild skildrede Wong sin egen unge tid i Hong Kong. Japanerens film havde da kultisk status.
   Når Tony Leung smyger sig langs murene i byens magisk lyssatte aften, møder han i regelen den ikke mindre ensomme Maggie Cheung, der klæder sig pænt på og lægger udførlig make-up blot for at hente nudler til sin aftensmad. Christopher Doyles kamera ser hende typisk fra ryggen og lidt oppefra, mens bevægelserne gøres langsomme, så de følger strygermotivet i Galassos bedrøvede grundtema.
   Alle filmens kvaliteter smelter sammen i disse sekvenser, som Wong Kar-Wai med vilje og med rette repeterer og varierer så ofte, at helhedsvirkingen tangerer det hypnotiske. Disse stort set dialogløse scener er skær poesi i bevægelse. De er sindbilledet på en sensuel melankoli, som In the Mood for Love forløser smukkere og mere meningsfuldt end nogen nyere film, jeg kan mindes.




DET er fra flere sider blevet fremhævet, at Wong med In the Mood for Love hylder et bestemt motiv og tager afsæt i en rig tradition for film om sympatiske ægteskabsbrydere, der frister skæbnen og tåler dens anslag i lidenskabens navn. Især Brief Encounter (1945), David Leans klassiske Noel Coward-filmatisering, som på dansk hedder Det korte møde, er blevet nævnt som et stort fortilfælde og en mulig inspirationskilde. Ligheden gælder dog primært det følelsesmæssige leje. Begge film baserer sig på en moden, realistisk og i sagens natur ganske kompleks psykologi. Det for alvor originale træk hos Wong Kar-wai er imidlertid, at han fokuserer på de svigtede parter.


  

VI er vant til at identificere os med utroskabens aktive karakterer, manden og kvinden som møder kærligheden, giver sig hen til øjeblikket og begynder at lyve for deres nærmeste. I den slags fremstillinger kan man styre sympatien, simpelt hen ved at vælge hvor meget af ofrenes liv man vil vise. Også her gælder mundheldet ude af øje, ude af sind. Jo mindre vi ved om et menneske, jo ringere mulighed har vi for at sætte os i den pågældendes sted. Wong tager konsekvensen af dette og viser os ganske enkelt aldrig, hvordan ægtefællerne ser ud. Vi ser dem fra ryggen, og vi hører deres stemmer, men der bliver aldrig sat ansigt på hensynsløsheden. Vi lærer kun hr. Chow og fru Su at kende, så hvordan skulle vi kunne forholde os til andet end deres martrede synsvinkel?




MED enkle men raffinerede midler har Wong Kar-wai skabt en sjældent helstøbt og følelsesmæssigt tilfredsstillende film.
   In the Mood for Love vil muligvis skuffe og kede de fartglade tilhængere, der sædvanligvis hylder instruktøren for hans mere frapperende visuelle strategier i film som Ashes of TimeChungking Express og Happy Together. Til gengæld vil et stort publikum endelig få øjnene op for sårbarheden og sanseligheden hos denne unikt begavede filmkunstner.
   I de nævnte titler har Wong som regel sat stilen over substansen. Her balancerer alt så fuldkomment, at filmen blot behøver at vise Tony Leung, da han til slut står i Angkor Wat-templet og hvisker sin hemmelighed ind i hullet, hvor den siden vil ligge gemt for bestandig. Vi ved jo, hvad han siger. Der er ingen grund til at bryde fortryllelsen ved at lade publikum lytte med.





In the Mood for Love. Instr. og manus: Wong Kar-Wai. Foto: Christopher Doyle og Mark Li Ping Bing. 98 min. Frankrig-Kina (Hongkong) 2000. Dansk premiere: 14.09.01


Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.09.2001

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar