Translate

søndag den 23. februar 2020

Landet bag Muren: Good Bye, Lenin! (2003)




LANDET BAG MUREN
Vemodig gravskrift over en annuleret livsform 

Af BO GREEN JENSEN


DER var engang et mægtigt land, hvor alle i princippet var lige. Da det kom til stykket, var nogle naturligvis mere lige end andre, men ikke desto mindre var der tale om et dristigt og unikt eksperiment. 
   Hverken før eller siden har en forfatning i så høj grad sat den laveste fællesnævner som norm. Ikke blot var småborgerligheden sat i system. Den var ophøjet til ideal, og enhver som afveg blev fjernet. Alle havde arbejde, alle havde tag over hovedet. Man gik ens klædt, spiste det samme og lod systemet tænke de store tanker.
   Og nej, det er ikke det nyliberalistiske Danmark under Anders Fogh, men det socialistiske Østtyskland under Erich Honecker, som denne floromvundne fortale vil mane frem. Landet lå bag Muren, som skilte Øst og Vest i en generation.
   Engang er ikke engang længe siden. Konstruktionen af »Die Mauer«, som i Øst var en »Antifaschistischer Schutzwall«, blev påbegyndt natten til den 13. august 1961. Muren stod i 28 år. Næsten henkastet blev den så åbnet den 9. november 1989. Østtyskland havde netop fejret 40-årsdagen for sin grundlæggelse. DDR afgik ved døden den 3. oktober 1990, da det delte Tyskland blev genforenet.



SNART væltede resten af det sovjetrussiske imperium med tilhørende satellitstater. Efter fire årtier med Jerntæppet, talte man henført om en Fløjlsrevolution, og en kort euforisk tid kendte jubelen ingen grænser. Så genopstod de uhyrer, der havde ligget i dvale bag Muren. Der var krigene på Balkan, og i det nye Tyskland kunne ingen være i tvivl om, hvem der var andenrangsmennesker, uanset hvor højt man byggede skyskraberne på Potsdamer Platz.
   Ingen savnede Stasi, det forhadte hemmelige politi som i en mindre menneskealder havde kontrolleret befolkningens adfærd. Til gengæld fik man hurtigt et realistisk forhold til konsumerismens velsignelser. Man begyndte at savne stemninger, genstande og øjeblikke fra tiden med Muren. Evigt ejes kun det tabte. På papiret fik man frihed, men den var intet værd i praksis, og hvad med de kulturelle værdier, som døde da arbejderstaten blev opsagt?



WOLFGANG Beckers svært lune, underfundigt alvorlige og paradoksalt bevægende komedie Good Bye, Lenin! tager udgangspunkt i den nære fortid, som allerede synes fjern. Filmen udspiller sig i tiden mellem Murens fald og den endelige genforening af de tyske stater otte måneder senere. Vor helt er en ung mand på 20 år, Alex (Daniel Brühl), som stadig bor sammen med sin mor (Katrin Sass) og lillesøsteren Ariane (Maria Simon) i den lejlighed, hvor familien gik i stykker. Det skete, da Alex’ far – en læge som nægtede at melde sig ind i Partiet – fik nok af at vente på bedre tider og derfor hoppede af.



I FILMENS første flashback sidder Alex og Ariane på gulvet foran fjernsynet, mens to mænd fra Stasi udfritter moderen om forældrenes ægteskab. Mens Alex’ mor beder mændene tie stille og lade hende være i fred, følger børnene med i transmissionen fra den første rumflyvning, der havde en østtysk kosmonaut ombord.
   Denne store søn af arbejderstaten hedder Sigmund Jähn. Han får siden en hovedrolle i den udførlige fantasi, som Alex konstruerer for moderens skyld. De flimrende tv-billeder fra det russiske Sojus-fartøj har samme nostalgiske virkning som de billeder vi plejer at se fra Apollo 11’s månelanding. Der var ingen grænser for de forvandlinger og mirakler, som fremtiden ville bringe.



EFTER faderens forsvinden fik moderen en svær depression, talte ikke til sine børn og syntes fuldkommen forstenet. Så kom hun hjem, sendte faderens tøj til det nødlidende Afrika og engagerede sig med krop og sjæl i ungdomsarbejde og partirelateret virksomhed. På karakteristisk østtysk vis blev hendes iver en hæmsko. Systemet nærede mistro til det ufejlbarlige. Moderen blev fjernet fra skolen, hvor hun underviste. Så dirigerede hun pionerkoret og blev en klageinstans i nærsamfundet. I de sarkastiske breve til tøjfabrikanter og lokalmyndigheder, som hun skriver på naboers vegne, træder moderen i karakter som en forstandig humoristisk kvinde med betydelig sans for den spidse formulering.



I 1989 går i hun i koma, da hun genkender Alex i en demonstration, som finder sted ved den smuldrende Mur. Otte måneder senere vågner hun med et hjerte, der ikke kan tåle den mindste belastning. Hun ved intet om nationens afvikling. Alex må derfor indrette hendes værelse som en socialistisk mindestue, vise bånd med gamle tv-nyheder og støvsuge Berlin for de statsprodukter, der ikke føres i det nye slaraffenland. Moderen længes intenst efter Spreewälder Gewürzgurken, syltede agurker. Når Alex siden står i en krise, kan han når som helst glemme alle problemer, hvis hans blik zoomer ind på en autentisk sæbeæske eller en falmet pakke med gryn.



SNART bliver det nødvendigt at filme nye indslag og fabrikere kreative fortolkninger af de ubegribelige billeder, som trods alt trænger ind til moderen. På skærmen ser man skarer af mennesker kravle over Muren, uden at vagterne griber ind. Det bliver i Alex’ udlægning til, at indbyggerne i Vest-Berlin flygter ind i Øst og får politisk asyl. Et Coca-Cola banner rulles ned over gavlen på huset overfor. Alex og kammeraten Dennis (Florian Lukas), som hjælper vor helt med at pynte på sandheden, får dog drejet historien til alles fordel. Faktisk synes Alex bedre og bedre om det DDR, der genopstår i hans personlige udlægning. Det er mindre, som det faktisk var, og mere som han altid har ment, at det skulle være.


SLØRET rives næsten fra moderens øjne i en storslået og bevægende scene, hvor hun snubler alene ud i det nye Berlin. En helikopter glider over himlen med en kæmpemæssig statue af Lenin. Filmen tager sin titel fra dette sært vemodige billede, som ville have været endnu mere mindeværdigt, hvis ikke grækeren Theo Angelopoulos havde vist passagen med Lenins stenhoved, der hejses op på en pram og fragtes ned ad Donau i Balkan-elegien Odysseus’ blik (1995).




DET er således en film med flere dagsordener. Becker har tidligere hudflettet den nye velfærdsstat i Das Leben ist ein Baustelle (1997, da. Livet er en byggeplads), som han skrev i samarbejde med Tom Tykwer (Vintersoverne, Lola, Babylon Berlin). Da jeg talte med Tykwer i 2003, sagde han følgende om Good Bye, Lenin!, som han var med til at producere:
   »Det er ikke nogen særlig politisk film i måden, som den er lavet på, men det er en meget politisk film i måden, som den bliver opfattet på. Det er meget interessant. Den er fantastisk populær i Tyskland, noget i stil med Jurassic Park. Man tror det måske ikke, når man ser den, men filmen repræsenterer jo både Østens og Vestens perspektiv. Det har altid været enten det ene eller det andet, og det er en meget kompleks problemstilling.
   Vi er alle sammen enige om, at det var godt at Muren faldt. Men måden, som den faldt på, kunne have været bedre. Noget gik tabt, da DDR forsvandt. Det kan man godt være bekendt at beklage. Det må vi indrømme nu, samtidig med at vi anerkender den gevinst, som Murens fald førte med sig. Good Bye, Lenin! er den første film, som inddrager alle disse rodede holdninger, følelser og synsvinkler.«*

   
DET er også den første film, som giver efter for nostalgien og lader savnet af fortiden blive konkret. Med fetichistisk nænsomhed fremdrages genstande fra hverdagen i DDR, og Martin Kukulas kamera elsker dem alle, uanset om det gælder officiel politisk kitsch, militære regalier eller antikveret emballage. 1980erne i Østtyskland lignede 1950erne herhjemme. Det er tiden og tingene selv, som er stjerner i Beckers vemodige gravskrift over en annulleret livsform.
   Her er samtidig plads til Alex’ forelskelse i en russisk udvekslingsstudent, hans afmålte gensyn med faderen, et satirisk men forsonligt blik på søsterens kæreste og en sidste revision af hængeregnskaber fra Murens tid.
   Bagefter har man en håndgribelig fornemmelse af, hvordan der var i det delte Tyskland. Jeg kan ikke mindes nogen anden film, som skildrer livsfarven i DDR så fint, nuanceret og frejdigt. Man har lyst til at se den igen, og når man gør det, træder nye detaljer frem af mangfoldigheden. Der har ikke i umindelige tider været en tysk film, som så mange kan have både gavn og stor fornøjelse af.



FEBRUAR 2020: Jeg så Good Bye, Lenin! første gang på Berlinalen i 2003. Det år havde mange film omvæltningerne i Europa og forvandlingen af Berlin som et tema. I dag kan man næppe forestille sig euforien og optimismen. Kritikken af måden, som DDR blev afviklet på, var der også allerede, men den blev fejet væk i generel begejstring. Det var forunderligt at træde direkte fra biografsalen ud i den store location. Og nyttigt at checke detaljerne live.
   Good Bye, Lenin! modtog Der Blaue Engel-prisen (for bedste europæiske festivalbidrag), som ikke længere uddeles. Ved European Film Awards var den nomineret i ni kategorier og vandt seks priser, bl.a. for bedste film, instruktion, manus og mandlige skuespiller. Danske Filmkritikere gav den en Bodil som årets udenlandske, ikke-amerikanske film. Beckers kritik var profetisk. I 30-året for die Wende er Tyskland præget af social og politisk polarisering, etnisk motiveret vold og ny ekstremisme, der har sine rødder i de østlige forbundsstater. 

*) Samtalen handlede om Tykwers egen Der Krieger + die Kaiserin (2000, da. Krigeren og kejserinden), som var hans første film efter det internationale gennembrud med Lola rennt (1998, da. Lola). Den stod i Weekendavisen den 11.04.2003. 

Good Bye, Lenin! Instr.: Wolfgang Becker. Manus: Bernd Lichtenberg og Wolfgang Becker. Foto: Martin Kukula. 118 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 29.08.2003

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.08.2003

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar