DEN EVIGE HJEMSTAVN
Sidste del af Edgar Reitz' livsværk
Af BO GREEN JENSEN
ÅRET er 1842. Stedet er landsbyen Schabbach
i Hunsrück ved Rhinen i det sydvestlige Tyskland, dvs. det samme Preussen, som
Danmark lidt senere førte krig med. I Schabbach er der ofte unge mænd, som
vender hjem fra fjerne krige. De sætter sig og ser ind i ilden eller går lange
ture ud over markerne. Hjemstavnen tager dem altid tilbage. Her er
generationernes gang selve midten i verden.
ALLE de følsomme unge mænd længes væk. Det gjorde Paul Simon i de første 11 episoder
af Heimat – Eine deutsche Chronik,
som Edgar Reitz skrev tv-historie med i 1984. Det gjorde Hermann Simon,
filmskaberens alter ego, i Die zweite
Heimat – Chronik einer Jugend, som i 1992 brugte 26 timer og 13 smukke
tv-film på at skildre 68-generationens historie. Hermann tog til München og
gjorde karriere i musikken, men han vendte også tilbage. I Heimat 3 – Chronik einer Zeitenwende fra 2004 – en eftertanke på
sølle 6 episoder – blev nationen genforenet, og Herman byggede hus ved Rhinen.
Her sluttede den tyske saga ved årtusindeskiftet.*
HEIMAT 1-3 skildrede landets historie
fra 1919 til 2000. I Die andere Heimat
går den 80-årige Reitz tilbage til tipoldeforældrenes Schabbach og beskriver
den hede udlængsel, som greb tidens europæiske bønder. Smedesønnen Jakob Simon
(Jan Dieter Schneider) bruger al sin vågne tid på at læse om og længes efter et
nyt, paradisisk liv i Brasilien. Han lærer sig indianernes sprog og sætter en
sjælden fjer i sit hår, så veninderne Henriette (Antonia Bill) og Florine (Philine
Lembeck) må grine, men også begære ham lidt.
FAR er rasende over sværmeriet. Mor og Onkel holder hånden over den lyriske
drømmer. Hele Heimat er et ironisk
projekt om tyske drømme, der ikke bliver indfriet, i hvert fald ikke som man
havde tænkt. Sådan går det også Jakob. Storebror Gustav (Maximilian Scheidt)
kommer hjem fra krigen og vil bygge en dampmaskine til smedien. Det bliver
Gustav, som scorer den livfulde Henriette, mens den berusede Jakob gør fælles
sag med de revolutionære og ender i kejserens fængsel.
Gustav og Henriette oplever verdens største sorg og gør alvor af rejsen. Jakob bliver
i Schabbach, hvor han og faderen omsider forstår hinanden. Han gifter sig med Florine
og korresponderer med selveste Alexander von Humboldt om lingvistiske ejendommeligheder.
Landsbyen tror, at Erasmus vil prale. Så dukker Humboldt op i skikkelse af
Werner Herzog, og Heimat når endnu et
fint højdepunkt.
DER er mange flere skæbnetråde. Der er også en fimbulvinter, som Reitz
og fotografen Gernot Roll skildrer i grå billedtoner, der ligger mellem Michael
Hanekes Det Hvide Bånd (2009) og Béla Tarrs Hesten fra Torino (2011), så dette Heimat-afsnit er filmet i sort-hvid, men
strategiske detaljer – en hestesko, en mur, et flag – er digitalt farvelagt. Da
Jakob og Henriette taler om indianernes 26 ord for farven grøn, er det oplagt
at fremhæve væksterne. Helheden er dog tænkt monokrom.
DER har været flere tilføjelser i årenes løb. I 2006 var Heimat-Fragmente – Die Frauen et ret
svagt forsøg på at samle slettede scener, så de viste den unge Lulu Simons
forsøg på at lære historien om formødrene at kende. Oprindelig skabte Reitz Heimat, fordi han var forarget over miniserien
Holocaust (1978).
Alle
filmene er produceret i samarbejde med tyske tv-stationer, men har fået premiere
på en af de store festivaler, som regel i Venedig, hvor Die andere Heimat blev vist i 2013. Blandformen
stammer fra tiden, hvor også Bergmans Fanny
och Alexander (1983) og Jan Troells filmatiseringer af Vilhelm Mobergs
udvandrersaga (1971-72)blev til. Finansieringen forudsatte, at man tænkte i tv og film
på en gang. Det er derfor svært at sige, om den ene eller anden version er »den
rigtige«.
DEN sidste fortælling om Schabbach er blevet den smukkeste film. Det lykkes atter
Reitz at koncentrere en verdenshistorie i krønikeform. Denne gang gør han det
på bare fire timer, som får særlig vægt i biografmørket. Filmen går både i
hjernen og maven. Gamle fans har grund til glæde. Nye seere kan begynde her.
De
tre Heimat-krøniker findes i et samlet tysk bokssæt (med en
spilletid på 3364 minutter), hvor også Heimat-Fragmente er inkluderet. De
britiske bokssæt fra Tartan og Artificial Eye/ Curzon har nyttige undertekster og gode
introduktioner. Reitz har selv skrevet meget om Heimat. Til Die andere Heimat
er udkommet både »billedromanen« med Gerd Heidenreichs manuskript og kaffebordsbogen
Chronik einer Sehnsucht.
*) Edgar Reitz er født i Morbach, modellen for Schabbach, den 1. november 1932. I 2019 talte han med Anna Hepp i portrætfilmen 800 Mal Einsam - ein Tag mit den Filmemacher Edgar Reitz, som blev vist på filmfestivalen i Venedig. Hepp og den nu 87-årige Reitz sidder i en biograf og taler i 84 minutter. En stor del af samtalen kredser naturligt om Heimat-projektet, der har fyldt Reitz' liv i 40 år. Han fortæller om, hvor svært det var at få finansiering til og realisere Heimat 3, som han begyndte at arbejde på allerede før Genforeningen af Tyskland var en realitet. Den var fra hans side ikke tænkt en del af fortællingen om Schabbach, men han kunne kun gennemføre optagelserne, hvis tidehvervsfilmen blev pakket og distribueret som Heimat 3. Meget i manuskriptet blev skåret og ændret for at efterkomme producenternes ønsker. Han fortryder stadig, at han ikke stod fast og sagde nej. Heimat 3 blev produceret af Rewitz selv i samarbejde med tv-stationerne ARD, BR, WDR, Arte og Les Films du Losange.
Die andere Heimat – en fortælling om længsel (Die andere Heimat – Chronik einer Sehnsucht). Instr.: Edgar Reitz. Manus: Gert Heidenreich og Edgar Reitz. Foto: Gernot Roll. 230 min. Tyskland 2013. Dansk premiere: 27.02.2014
Foto: Edgar Reitz Film/ Camera Film
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.02.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar