Translate

fredag den 24. april 2020

Oliver Hirschbiegel: Urmageren (2015) [Tysk modstandskamp 1]


MANDEN UDEN EGENSKABER
Håndværkeren som ville ændre historien

Af BO GREEN JENSEN

JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller i München.
   Her markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16 medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8. november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.
   Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske arbejder i særdeleshed.



HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.
   Hitler overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.
   Elser var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersoner indgik af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret som en tysk modstandshelt.



FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda. Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske agenter.
   Indadtil var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«



ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke under tortur:
   »Jeg tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen…  Jeg tænkte blot, at en lempelse af de politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«




OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke ekspert i nazismen, men blev det de facto i 2004, da han instruerede Der Untergang. I Elser genskaber han perioden, så den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern tid med andre moralbegreber.
   Manuskriptet holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering, som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet i Sjakalen.
   Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.



BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.
   I filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er et good cop/bad cop-team som forhørlederne Nebe og Müller.
   Elser blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.
   Urmageren er en solid og anstændig rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan man savne lidt af det heroiske scwung, som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv som Elser i Syv minutter (1989).*



*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.   

Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.


Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ SF Studios
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar