Translate

mandag den 4. maj 2020

Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]



DEN TYSKE ROSE
Sophie Scholl 1921-1943

Af BO GREEN JENSEN

OLIVER Hirschbiegels Der Untergang (2004), filmen om de sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en forløsning.
   Somme tider må der unge øjne til, hvis en gammel sandhed skal træde klart frem. Der Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.
   Hirschbiegel citerer direkte dokumentarfilmen In toten Winkel – Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld, manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet, kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.
   I Der Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er det Junges egen stemme fra interviewet i In Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:
   »Jeg har nok stillet mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg, og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man måske også havde kunnet få noget at vide.«



MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’ ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De opfordrede til civil lydighedsnægtelse.
   Sophie Scholl blev arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22. februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45 2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller erklærede ingen spørgsmål at have.



HOVEDPARTEN af Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.
   Mohr var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen. Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.
   Filmens hjertested er imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen, tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.



SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.
   Det er selve ungdommen, der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med periodedetaljer. På trods – og på grund  af de mange epokale ugerninger, som skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.
   Det unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.
   Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005, hvor Julia Jentsch modtog en Silberner Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.




Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005


Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2005

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar