DEN TYSKE ROSE
Sophie Scholl 1921-1943
Af BO
GREEN JENSEN
OLIVER Hirschbiegels
Der Untergang (2004), filmen om de
sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale
eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er
konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer
lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det
nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig
pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en
forløsning.
Somme tider må der unge øjne til, hvis en
gammel sandhed skal træde klart frem. Der
Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på
Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.
Hirschbiegel citerer
direkte dokumentarfilmen In toten Winkel
– Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld,
manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst
i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu
ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet,
kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men
naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.
I Der
Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er
det Junges egen stemme fra interviewet i In
Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:
»Jeg har nok stillet
mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste
noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie
Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg,
og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik
mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man
måske også havde kunnet få noget at vide.«
MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc
Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten
Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die
Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da
de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’
ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved
Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk
princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De
opfordrede til civil lydighedsnægtelse.
Sophie Scholl blev
arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren
Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22.
februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære
Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen
blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme
eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af
guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45
2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og
patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller
erklærede ingen spørgsmål at have.
HOVEDPARTEN af
Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler
mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har
løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.
Mohr
var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et
princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen.
Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske
forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev
åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.
Filmens hjertested er
imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen,
tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt
gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i
hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske
folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen
werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt
kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.
SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været
det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af
verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som
Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven
skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod
fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.
Det er selve ungdommen,
der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med
periodedetaljer. På trods – og på grund – af de mange epokale ugerninger, som
skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien
en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det
handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.
Det
unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi
hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af
Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.
Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005,
hvor Julia Jentsch modtog en Silberner
Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for
bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen
International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.
Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005
Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar