Translate

fredag den 1. maj 2020

Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997)


DET TABTE PARADIS
Mesterens magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG ville han sikkert have undslået sig, men selv skarpe mænd bliver bløde med tiden. Derfor tager Nathan Zuckerman hjem til New Jersey og deltager i sin klasses 45. studenterjubilæum. Forfatteren er til og med en af de mest nostalgisk stemte mænd i lokalet, hvor resterne af årgang 1950 udveksler deprimerende historier om konkurser, impotens og forstørrede blærehalskirtler.
   Ganske vist er det først efter festen, »i mørket, i sengen, famlende efter en forståelse af hvad det var der havde ramt mig,« at han komponerer den blændende tale om at »huske energien«, som for alvor sætter scenen i Amerikansk pastorale. Men allerede under jubilæet, mens den til lejligheden hyrede røvballemusiker får sin synthesizer til at lyde som hele bandet bag Nat King Cole, Frankie Lane og Frank Sinatra, er Zuckerman atypisk sentimental:
   »Tidens Engel flyver hen over os og ånder med hvert åndedrag alt det som vi har gennemlevet - Tidens Engel lige så umiskendeligt til stede i Cedar Hill Country Clubs festsal som den knægt der spillede »Mule Train« ligesom Frankie Lane. Nogle gange greb jeg mig selv i at se på de andre som om det stadig var 1950, som om »1995« blot var det futuristiske tema for et skolebal hvor vi alle var mødt op i humoristiske papmaché-masker af os selv som vi muligvis ville komme til at se ud ved afslutningen af det tyvende århundrede. Den eftermiddag havde tiden kun været opfundet for at mystificere os.«*


SENT i livet har Zuckerman - som velsagtens deler fødselsår med sin skaber, forfatteren Philip Roth (1933-2018) - altså lært sig at omfavne, ja formelig hige efter den banale hverdag i virkeligheden, som han deler med resten af generationen. Han har ofte nok vrænget ad og spyttet på den, levet for alvor et helt andet sted, men i Amerikansk pastorale er der langt mellem Zuckermans karakteristiske anfald af menneskeforagt, og der er næsten ingen ironi i stemmen, som retorisk stiller sit spørgsmål til slut: »Og hvad er der galt med deres liv? Hvad i alverden er mindre dadelværdigt end familien Levovs liv?«


NOSTALGI betyder egentlig hjemvé, og sjældent har en bog haft så dyb en resonans af netop dét. Ydermere er det for en gangs skyld ikke Zuckermans egen historie, vi præsenteres for i Amerikansk pastorale. Også dét, at have overskud til at interessere sig for andre, ligner ham egentlig dårligt, men studenterjubilæet i Newark bliver for Zuckerman en anledning til at nå til bunds i historien om »Svenskeren« Seymour Levov.
   Levov, en tredjegenerations amerikaner af jødisk herkomst, fik kælenavnet på grund af sin lyse teint, sin tæft for sport og sin ulastelige all-American fremtoning. Ti år før jubilæet kontaktede han ud af det blå »Skip« Zuckerman. Zuckerman kunne mærke, at »Svenskeren« ville have ham til andet og mere end at skrive faderens historie, men Levov bøjede af, og Zuckerman afskrev hans uudgrundelighed som et banalt mysterium.
   Svenskeren giftede sig med Miss New Jersey 1949, en ikke-jødisk kvinde af irsk-katolsk familie, overtog driften af faderens handskefirma og gjorde aldrig mere ved den sportskarriere, man troede han skulle få. Han fik sønner og en datter. Han og hustruen Dawn slog sig ned i en ærkeamerikansk lilleby, Old Rimrock, hvor man hvert år afholder Thanksgiving, som var der tale om en amerikansk pastorale, en iscenesat forestilling om uskyld og et besværgende stykke hverdagsmagi. Men noget gik galt i Svenskerens liv. Zuckerman kunne mærke det, mens de sad og talte forbi hinanden.
   Efter Svenskerens død vil han kende hans gåde, og denne gang vil han forstå den. Således kommer romanen endelig undervejs. Den begynder for alvor på side 85, hvor Zuckerman finder ind til sin forestilling om Levov og sætter sig i hans sted den eftermiddag på stranden, hvor Svenskeren giver sin stammende datter på 11 år et kys, hvis voldsomhed overrasker dem begge.



DA Philip Roth introducerede Zuckerman for 12 bøger siden, helt tilbage i My Life as a Man (1974, da. Mit liv som mand), var den autofiktive tvillingebror blot en mere radikal, let karikeret gestaltning af de pågående, som oftest seksuelt bestemte besættelser, der havde rumsteret i forfatterskabet siden skandalesuccesen Portnoy's Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder).
   Roth lod ham endda indfatte i yderligere en fiktiv ramme. Zuckerman indgår i Mit liv som mand i to af de »Nyttige fiktioner«, hvormed romanens egentlige fortæller, forfatteren Peter Tarnopol, demonstrerer sin eksalterede tilstand.
   I flere år sameksisterede Zuckerman med gennemgående identifikationspunkter som nervemennesket David Kepesh, den »professor i lyst«, som Roth førte gennem sine mest åbenlyst Kafka-påvirkede fiktioner, den groteske forvandlingshistorie The Breast (1972, da. Brystet) og den ligeledes labyrintiske identitetsfabel The Professor of Desire (1977), der af en mystificeret og efterhånden utålmodig samtid blev læst som endnu et udkog af den desperate seksuelle humor i Portnoy's Complaint. I realiteten var den et blåtryk for identitetsproblematikken, hele den store leg med røg og spejle, der siden blev Roths foretrukne erkendelsesredskab.


ZUCKERMAN trådte for alvor i karakter med The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire), der skildrer hans læreår som discipel af og ven i huset hos den jødisk-amerikanske mester E.I. Lonoff, der har vendt verden ryggen i en ekstrem og egentlig pervers askese, som får ham til at skrive 27 versioner af den samme korte og kun ganske let ændrede tekst. Lonoff er prototypen på den eksklusive, elitære forfatter, der er tæt på at skrive sig helt ud af verden.
   Her får Zuckerman grund til at fantasere meningsfuldt om Anne Frank - ifølge eks-hustruen Claire Blooms erindringsbog Leaving a Doll's Life (1996) ligger dette træk ganske tæt på den relative og for Roth utvivlsomt banale »virkelighed«, som fiktionens sandheder udspringer af - og gør de erfaringer, som får ham til at skrive Carnovsky, der i Zuckerman-mytologien svarer til Portnoy's Complaint.
   Med sit stille tilbageblik på 50erne repræsenterer The Ghost Writer samtidig et brud med den gimmickbaserede postmodernisme, der prægede forfatterskabet i 70erne. Zuckerman Bound (1981, da. Den befriede Zuckerman) og The Anatomy Lesson (1983, da. Anatomitimen) fulgte forfatteren frem til et sted, hvor han i realiteten var blevet som Lonoff, neurotisk, bortvendt og hæmningsløst selvisk. Samtidig foregår hjemstavnen Newarks forfald et sted i den baggrund, der sjældent interesserer Zuckerman, men tydeligvis spiller en rolle for den øverste dukkemester.
   De fem tekster i The Counterlife (1986, da. Modliv) udgør Nathan Zuckermans tanker i forbindelse med broderen Henrys hjertesygdom. Han dør og begraves - eller måske alligevel ikke; måske er det Nathan, der dør, og Henry som holder begravelsestalen, bliver impotent efter en hjerteoperation, har eller ikke har et seksuelt forhold med livet som indsats, bliver eller ikke bliver i Newark.  


ROMANEN med Modliv foretager også nedslag i det britiske og på den besatte vestbred i Palæstina. Bogen er bemærkelsesværdig, fordi den helt ud i sin titel tilkendegiver, hvad den vil diskutere og sætte på spidsen, mens den for første gang lader os lytte til en varmere, mindre skråsikker Zuckerman, en mand med forankring i sin tid og sin slægt, et menneske der gør sig bekymringer. The Counterlife udgør, sammen med det lange brev, som romanfiguren Zuckerman skriver til Roth i selvbiografien The Facts (1988), en nøgle til hele projektet. Ved Henrys begravelse tænker Zuckerman om »modlivet« og de selvmodsigende, overlappende fiktioner, han nu selv er begyndt at fortælle:
   »Den overlegne kunstners ekshibitionisme er forbundet med hans fantasi; fiktion er for ham på én gang legende hypotese og en alvorlig formodning, en fantasifuld form for undersøgelse - alt det ekshibitionisme ikke er. Det er, om ikke andet, hemmelig ekshibitionisme, ekshibitionisme i det skjulte. Er det ikke rigtigt, at i modsætning til den almindelige antagelse er det afstanden mellem forfatterens liv og hans roman, som er det mest interessante aspekt ved hans fantasi?«**
   Det er denne afstand, som Philip Roth har udforsket i Zuckerman-serien, og det gælder lige fra Mit liv som mand til I Married a Communist (1998) og The Human Stain (2000, da. Den menneskelige plet). Så Nathan Zuckerman kender også til sult. I kortromanen The Prague Orgy, der er anbragt som coda i Zuckerman Bound: A Trilogy and Epilogue (1989), omnibusudgaven af romankredsen, valfarter han til Kafkas by, møder genfærd, mærker livet og udfritter med forstemmende resultat en gammel kvinde, som muligvis var »Kafkas skøge«.



DEN anden og mere frugtbare del af Zuckerman-scenariet foldes således ud i 90erne. Dialogromanen Deception (1990) er ganske vist stadig optaget af det cerebrale spil mellem en forfatterstemme og en ung kvinde, der til stadighed laver om på sin fortid. Men i Amerikansk pastorale og I Married a Communist er han begyndt at fortælle om sin tid og sin kreds på en måde, der kan minde om Tage Skou-Hansens praksis i Fortællinger fra det runde bord-sekvensen. I Amerikansk pastorale viser Zuckerman sig som en umådelig indsigtsfuld skildrer af den afstand og selve »Faldet«, som adskiller »Det erindrede paradis« fra »Det tabte paradis«.
   Han viser sig også at være en stor realistisk forfatter, der sjældent griber til tasken med tricks. Vil man opleve ånden fra det oprindelige Zuckerman-projekt og genopfriske bekendtskabet med den intellektuelle pornograf, »onanismens Raskolnikov«, som stadig tegner navnet Roth for de fleste, skal man gå til de værker, der er udkommet sideløbende med sekvensen. I den politisk-pananoide groteske Operation Shylock (1993) tager Philip Roth til Jerusalem for at følge processen mod en mulig nazistisk krigsforbryder, men også for at konfrontere den anden »Philip Roth«, som huserer i området.


I DEN robuste tragedie om Sabbath’s Theater (1995, da. Sabbaths teater) er seksualiteten lige så indædt ufortrøden som i de tyve og tredive år gamle romaner om Alexander Portnoy, Peter Tarnopol og David Kepesh. Den sidestilles ofte med en hedensk, granitagtig oprindelighed, og satyren Mickey Sabbath er om noget en trold, en frakkeklædt fallos med flettet skæg og en Casanova-agtig stemme, der kender sig selv og verden for godt. I sammenligning føles Amerikansk pastorale som et frisk pust på samme måde som Patrimony (1991, da. En søns far), den sobre og stilfærdigt store erindringsbog, som Roth skrev om sin fars sygdom og død.
   I The Dying Animal (2002, da. Det døende dyr) er det atter David Kepesh, som er i fokus, mens The Plot Against America (2004, da. Komplottet mod Amerika) følger drengen Philip og resten af Roth-familien i en parallelhistorisk udgave af 40erne, hvor antisemitten Charles A. Lindbergh bliver valgt som USA’s præsident.



MAN læser Amerikansk pastorale for Zuckermans stemme, men det er Svenskerens tragiske livshistorie, der får kronikøren frem i forfatteren. Og man spolerer ingen spænding ved at røbe, hvori syndefaldet består.
   Baseballstjernen og skønhedsdronningen, det konforme og fuldkommen assimilerede par, der i mange henseender udgør essensen af retskaffen amerikansk borgerlighed, får en datter som bliver terrorist. Hendes afsind har fatale konsekvenser, og ingen lærer nogen sinde at læse hendes mysterium. Datterens gerning bliver Svenskerens sår, og romanen former sig videre som en moralsk gennemlyst sædeskildring.
   Som altid hos Roth kan vi ikke vide, om Zuckermans version udgør sandheden: »Under alle omstændigheder drejer livet sig ikke om at forstå folk rigtigt. Livet består i at misforstå dem, misforstå og misforstå og atter misforstå dem, og derefter, efter omhyggelig genovervejelse, at misforstå dem én gang til. Det er sådan vi kan vide at vi er i live: vi misforstår.«
   Pointen er naturligvis, at det aldrig var et paradis. Dog er der holdt igen med ironien, og der er ingen parallelle udlægninger eller mulige divergerende tolkninger til at forplumre elegien over den amerikanske drøm, som Roth ville skrive ved denne lejlighed. Af samme grund blev Amerikansk pastorale hans bedste og mest tilfredsstillende roman.

*) Philip Roth: Amerikansk pastorale. Oversat efter »American Pastoral« (1997) af Peter Rønnov-Jessen. 388 s. Gyldendal, 1999, p. 47.

**) Philip Roth: Modliv. Oversat efter »The Counterlife« (1986) af Karen Mathiasen. 308 s. Holkenfeldt, 1989, p. 200. Faktisk er citatet fra bogens fjerde afsnit, »Glouchestershire«, hvor fiktionen i fiktionen er, at Nathan døde, så det er Henry, der siger mindeord over sin bror. Også i Modliv er man dog aldrig i tvivl om, at Nathan har den højeste narrative autoritet, og at Zuckerman som Roths stand-in er den øverste dukkefører i marionetternes teater.


Trykt første gang i Weekendavisen Bøger 16.04.1999

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar