Translate

torsdag den 21. maj 2020

Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends]



FJERNE SØSTER
Christa »Nico« Päffgen 1938-87

I

ENHVER, som har et forhold til Lou Reed, John Cale og The Velvet Underground, vil vide hvem Nico var. På det første album fra marts 1967, dét med Andy Warhols berømte »Bananas Are In Season«-cover, er det Nicos mørke, distinkt germanske stemme, der som modvægt til Reeds Brooklyn Cowboy-accent synger tre af de faktisk ganske små ballader, som siden skulle blive salmer i den internationale undergrund: »I’ll Be Your Mirror«, »Femme Fatale« og Warhols personlige favorit, »All Tomorrow’s Parties«.
   Egentlig var disse sange teatralske vignetter, melankolske mellemspil, som den dramatisk orienterede Reed mente ville ligge bedre for en anden stemme end hans egen. Når Nico alligevel var der, kunne hun lige så godt gøre nytte. Det var ikke Reeds og Cales idé, at den tyske isdronning skulle stjæle opmærksomheden. Det var Andy Warhols. Han havde taget bandet under sine vinger, sluppet det løs på den mondæne galleriscene og finansieret bananalbummet, som han selv forestod produktionen af.





JAMES Young, tangentspilleren i Nicos 80er-band The Faction, har skrevet en bog om de sidste år af hendes liv. Ifølge ham sagde (tyskeren) Nico i regelen om (jøden) Reed: »Lou kunne i virkeligheden ikke lide mig, på grund af det som mit folk gjorde mod hans folk.« For Young er sandheden mere banal: Reed ville ikke overskygges af Nico.
   Nico hed i virkeligheden Christa Päffgen. Hun blev født i Köln den 16. oktober 1938 og døde 49 år senere på Ibiza, formentlig af komplikationer i forbindelse med en hjerneblødning, som hun pådrog sig, da hun faldt på sin cykel. Det kan undre, at hun stod distancen så længe. For Nico var afhængighed med årene blevet en religion.
   Hun begyndte at spise amfetamintabletter midt i 60erne, da hun kom til New York og arbejdede som model for Eileen Ford. I tiden med The Velvets og Warhols Factory-kreds avancerede hun til hårdere stoffer. De sidste 20 år af sit liv var hun dybt afhængig af heroin og kokain, og modsat Reed og Cale, som efterhånden sanerede den ekstreme livsførelse, udviste Nico aldrig synderlig interesse for at komme ud af skyggerne. Først til allersidst forsøgte hun at barrikadere sig med en fast rutine og daglig metadon.
   Ifølge Young eksisterede The Faction udelukkende for at finansiere Nicos dyre vane. Dagen efter hendes begravelse gav sønnen Ari – kaldet »Le Kid« – sig til at sælge ud af både legenden og metadonlageret. Hun er begravet på Grünewald-Forst kirkegården uden for Berlin, skønt hun hadede sit fødeland. »Hver gang jeg kommer tilbage, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg rejste,« sagde hun efter en koncert i Berlin 1984, hvor hendes makabert monotone version af »Das Lied der Deutschen« blev mødt med fy- og naziråb.


I BEGYNDELSEN var Nico så smuk, at det næsten gjorde ondt i de mænd, som hun omgav sig med. Hun blev professionel model som 15-årig og arbejdede først i Berlin, siden hos Coco Chanel i Paris, hvor hun fik kælenavnet, som blev hendes fornavn. Det var med pengene fra modelarbejdet, at hun købte huset på Ibiza, som blev et af hendes hjertesteder, men i hovedparten af 80erne var hendes base Manchester i Nordengland, hvor både musik med kant og seriøst stofmisbrug havde frodige kår.
   I 1960 medvirkede hun i Federico Fellinis La dolce vita (da. Det søde liv) som en kun ganske let fortegnet version af sig selv. Hun er et af de dekadente blitzdyr, som Marcello Mastroianni møder på sin rejse gennem nattens Rom. Han er – som Fellini blev det – særligt fascineret af Nico med det lyse hår og den mørke stemme, som i filmen taler sit eget mærkelige sprog, »eskimoisk«. Midt i forstillelsen repræsenterer hun en paradoksal og livskraftig uskyld. Det var sådan, hun fremstod for mange i de fleste år.
   Efter filmen rejste Nico til New York og mødte sin gode fe i skikkelse af Andy Warhol. Sit første solo-album, Chelsea Girl, skar hun for MGM i oktober 1967, men det var med to forbløffende Elektra-albums, The Marble Index (1969) og Desertshore (1970), som John Cale producerede og iscenesatte, at Nico for alvor blev kendt som Dronning Dødstrip i det legendariske univers, der begyndte at vokse op omkring Velvet-folkene.
   

DOKUMENTARISTEN Susanne Ofteringer har lavet en portrætfilm, Nico Icon (1995), om sin landsmand. Ganske vist savnes en række nøglepersoner blandt de kronvidner, hvis udsagn Ofteringer registrerer og sammenklipper et fragmentarisk eftermæle af. Men her er fængslende fortællinger. Nico fik sønnen Ari med Alain Delon, det skarpe franske filmidol. Han anerkendte aldrig faderskabet, men hans forældre tog sig af drengen, når Nico var på turné. Da han var ti år, kom hun hjem fra Amerika efter et halvt år. Han var spændt på at se, hvilken gave han fik af sin travle, endnu feterede mor. Nico gav ham en appelsin. Delons mor tilgav hende aldrig.



IFØLGE flere af Ofteringers vidner ønskede Nico at blive grim. Hun følte sig indespærret i skønheden, kunne ikke kende sit ansigt i spejlet og arbejdede målbevidst på at nedbryde den lyse fuldkommenhed fra modelårene. Hun farvede håret mørkt og lod det gerne være fedtet. Hun blev tung og fik dårlige tænder. Måske har Freud et navn for syndromet. I hvert fald var der tale om en særpræget indadvendt ikonoklasme. Jo mere omgivelserne rystede på hovedet, jo mere autentisk følte hun sig.
   På coveret til The Marble Index har hun sort hår, sprukne læber og en hvidmalet Dietrich-maske med kindben. Med sit karakteristiske trædeorgel og John Cales guerillakrigsagtige strygerarrangementer som primær baggrund messer hun sig gennem store numre som »Frozen Warnings« og »Evening Of Light«: »The children are jumping in the evening of light/ Midnight winds are landing at the end of time.«

   
MYTOLOGIEN bliver yderligere forstærket på Desertshore, der efter besværgelser som »Janitor of Lunacy«, »Afraid« og »Mütterlein« munder ud i den drømmende »All That Is My Own«: »He who knows may pass by/ The word unknown/ And meet me on the desertshore/ Meet me on the desertshore// Your winding winds did sow/ All that is my own/ Where land and water meet/ Where on my soul I sit/ Upon my bed your ways have led me to bleed.«
   De musikalske strategier, som Cale i samme periode praktiserede på sine albums under eget navn, får endnu mere stringent konsekvens i Nicos mærkværdige blanding af sprukken uskyld og ekstrem erfaring. Det er i sandhed, som titlen på James Youngs bog konstaterer, Songs They Never Play on the Radio, »sange der aldrig spillet i radioen«: »Cease to know or to tell or to see or to be your own/ Have someone else’s will as your own/ You are beautiful and you are alone.«



DEN 1. juni 1974 samlede Kevin Ayers, en anden galionsfigur fra rockens skumringszone, nogle bekendte og allierede omkring sig ved en koncert i Londons Rainbow Theatre. Nico, Cale, Brian Eno, Mike Oldfield og Robert Wyatt optrådte hver for sig og sammen med Ayers. Albummet med den celebre event blev det tætteste Nico kom på et hit.
   Hun stod ved sit trædeorgel og henåndede Jim Morrisons »The End«, suppleret af Eno på atmosfærisk synthesizer. Koncertens dramatiske højdepunkt var John Cales teatralske versionering af Presley-klassikeren »Heartbreak Hotel«. Mest substans var der imidlertid i Ayers’ opførsel af titelsuiten fra albummet The Confessions of Doctor Dream and Other Stories (1969).
   På studieversionen sang Ayers duet med Nico på skæringen »Irreversible Neural Damage«, dvs. »uoprettelig hjerneskade«, der var skrevet specielt til det formål. Det er hér, at Nicos gådebillede bliver lagt endeligt fast. Ayers spørger: »Tell me something distant sister/ If I found my dream and kissed her/ Would this vision of perfection/ Turn into my own reflection?«
   Nico svarer ham ude fra kredsen, over en afgrund af ekko og sfæriske sløjfer: »Who or what I am escapes me/ Every changing minute shapes me/ What I get is what I yearn for/ Dreams are what I gladly burn for.« Det var denne myte om den Fjerne Søster, som Nico levede med til sin død.



I 1974 kom endvidere det trætte, ujævne album The End. Nico havde i 1967 haft en kort, intens affære med Jim Morrison, udødeliggjort i elevatorsekvensen fra Oliver Stones spillefilm om The Doors (1991). »The End« blev en slags signatursang for Nico, som dog aldrig fik andet ud af den end stiliseret resignation og manér.
   Til gengæld er der blåsort trods og bitter livskraft på albummet Drama Of Exile (1981), som fulgte efter syv års pause og juridiske problemer med misligholdte pladekontrakter. I sangen »Sixty Forty« tales der mere kvalificeret om spildte livsmuligheder end noget andet sted i 80ernes rock:

Will there be another time
Will there be another time
Another year another wish to stay
When the evening light wants to be so bright
And the morning sun is out of sight
Can there be another word to say
Or do we have to give it all away?

Many moons have to be found
At certain times you’ll hear them pound
You can hear the hell bells praying
It is for granted here they’re saying
We are all enchanted staying
Focusing on running down the drain
When those tears are carved inside your brain.

I 80erne iværksatte Nicos foretagsomme manager – James Young kalder ham »Demetrius« – en række obskure koncertalbums. Live Behind the Iron Curtain er således indspillet i en punkklub i Rotterdam, og The Blue Angel består af skitseindspilninger. Flere optagelser hævder at stamme fra »The Last Concert«, men faktisk er maxisinglen Procession (1982) og albummet Camera Obscura (1984) de eneste originale signaler fra Nicos sidste leveår. Eftermælet hviler på værkerne fra omkring 1970.



NICOS særegne sange er absolut an acquired taste, noget der kræver tilvænning, men inde i sin autistiske fjernhed, dette bizart renfærdige landskab af stemninger, hvisken og lyde i drift, har hun nu som dengang en masse at give.
   Vagn Lundbye skrev i 1969 en slags roman med titlen Nico. 18 år senere ristede han hendes rune i essayet »Nico – en rejse i død og forvandling« fra Hjemkomster (1987). Der er næppe skrevet bedre om den Fjerne Søster på noget sprog noget sted.
   Om stemmens egenart hedder det således: »Det var et fall out, et mareridt, et mausolæum af en stemme, som skubbede eller udelukkede alt andet end dette selvsamme øjeblik, denne tilstand af intet både den ene og den anden vej foran galskabens monolaterale dørvogter, »Janitor of Lunacy«, som hun forsøgte at forvandle til vejviser...«
   Lundbyes tekst er spændt ud mellem erindringen om to koncerter, to møder med Nico i Danmark i februar 1982, og erfaringen om hendes død seks år efter. Han finder i Nicos sange »en række negationer til ophøret og den død, som hun kredser om. Med orglets sammensatte søgen efter veje ud af den labyrintiske tilstand, bliver tomheden, det standsede og døden ikke sjældent til udveje og pludselige glæder.«



DERFOR er Nicos version af »The End« for Lundbye det mest prægnante øjeblik: 
   »Stemmens enorme, men også fjerne styrke gjorde rummet til en afgrund af sten. Røsten var en smertelig ensomhed, en tomhed, der ikke kunne holde sig selv ud, og således måtte fortætte eller materialisere sig i billeder, som trængte sig ind på enhver. Sådan som det især var tilfældet, da hun sang Jim Morrisons »The End«, i begyndelsen i en frasering, som genkendtes fra The Doors’ indspilning af denne apokalypse, men derpå forvandlede den, idet hendes store ansigt skiftede mellem en ægyptisk sfinks og et lysende kranium.
   En underverden af pseudopodier, der famlede sig ind i hendes stilstand, men i orglets ulmen og ordenes krypt tog skikkelse af tågede, drømmeagtige forestillinger. Indtil det hele blev til et lille dyr, der sort krummede sig sammen. En forstenet insectivore, et lysende, sort fossil, en frysende afventen, som også var én selv.«


NICO var i sjælden grad i stand til at fremkalde den slags henrevne reaktioner. Hun er for eksempel »the tallest and the blondest girl,« som Leonard Cohen byder op i »Memories«, sangen om 1950ernes mytologiske afdansningsbal, der lukker albummet Death of a Ladies’ Man (1977).
   Frankie Laine synger »Jezebel«, mens balloner og serpentiner daler ned over de dansende. Den jødiske mand fastgør et jernkors til jakkens revers og går hen til den højeste, lyseste kvinde. Han siger, han vil se hende nøgen. Hun siger, hun vil lade ham gøre alt muligt – »jeg ved, at du er sulten, jeg kan høre det i din stemme« – men han må ikke se hende nøgen.
   Nico er også den nedbrudte skønhed, der løsner sin blå kjole for digteren i »Take This Longing« fra New Skin for the Old Ceremony (1974): »Many men have loved the bells you fastened to the rain/ And many men who wanted you, they found what they
will always want again/ Your beauty lost to you yourself, just as it was lost to them – // Take this longing from my tongue,/ Whatever useless things these hands have done;/ Let me see your beauty broken down,/ Like you would do for one you love.«






I ÅRENE før den langstrakte nedtur havde Nico affærer med mange mandlige stjerner. Brian Jones, Serge Gainsbourg og Alain Delon, Morrison, Cohen og Jackson Browne; mest notorisk den tyske terrorist Andreas Baader, til hvem hun skrev »We’ve Got the Gold« fra The End»Very proud and very poor/ You’re walking on your prison floor/ A pity it does not bear a single flower.«
   Hun havde ikke høje tanker om nogen af dem, hverken som mænd eller kunstnere. For eksempel kunne hun ikke bruge Leonard Cohens elegante sofisteri. Nico troede på skærsilden og frygtede tvetydigheden, der hos Cohen var ophøjet til et princip for erkendelse. Alt var forudbestemt mellem himmel og helvede, sådan burde og skulle det være. »Alles passiert irgendwie. Es sind keine Zufälle, es ist alles vorherbestimmt. Ich bin sehr fatalistisch,« sagde hun i 1969 til det tyske månedsblad twen.



Jeg er meget fatalistisk. Den levende legende var mod slutningen et kvæstet idol, der for pengenes skyld lod sig fejre i Europa, Japan, Australien og USA. Det skete på de mindste scener i de mørkeste klubber. James Youngs bog skildrer med en sær blanding af skadefryd og ømhed, hvordan dagene på vejen var med en dopet Nico, en irriterende nyomvendt John Cale og et hold musikalske småfisk, som var nødt til at tilbede Månedronningen. For hvis hun var en has-been, måtte de jo være never-will-be’s.
   Cale nægtede på det mest bestemte at synge duet med Nico, når de turnerede. Hun drillede ham med hans relative succes, hans penge og hans nyfundne stoffrihed. Hun kaldte ham »Johnny Viola«. Alligevel var det Cale, der i marts 1988 gav hende en af de sidste stjernestunder i Palais des Beaux-Arts i Bruxelles. Han bar den tøvende Nico igennem en stærk aften, sang alligevel duet med hende og lod hende ikke slippe, når hun ville stikke halen mellem benene.






DEN fjerne søster fremstår i Youngs bog som en selvisk person, hvis mest tiltalende kvalitet var en fuldkommen mangel på illusioner. Andre mennesker kedede hende. For Nico var det sted, hvor livet egentlig foregik, ikke scenen, hvor hun trådte frem og lod sig blænde. Det var eftermiddagsværelset med tung musik og farvede telys, hvor hun siden puberteten havde dyrket stoffernes syntetiske ekstase.
   Det er på godt og ondt denne tilstand, hendes bedste sange giver indblik i. Nico havde nok fortjent en mere grundig bog end Songs They Never Play on the Radio, men blandt de sædvanlige hagiografier, som skrives om både levende og døde rockkunstnere, giver Youngs bog et velgørende anderledes billede af de tabets og faldets forspildte engle, som ude på overdrevet trods alt bærer musikken videre på deres skuldre.
    Samtlige album er genudsendt. Richard Witts har skrevet biografien Nico: The Life and Lies of an Icon (1993), som går længere ind i musikken, men ærlig talt ikke leverer på titlen. Serge Féray har redigeret Nicos tekster i Cible mouvante: Chansons, poèmes, journal (2001). Den er fuld af fejl, men samler værket på engelsk, tysk og fransk. Forlaget Pauvert har endvidere udgivet Aris L’amour n’oublie jamais (2001), en hjerteskærende erindringsbog med mange sjældne fotos. Fox Lorber har udsendt filmen Nico Icon på dvd. Songs They Never Play on the Radio. Nico – The Last Bohemian (1992) er udkommet på forlaget Bloomsbury og optrykt flere gange.


II

JEG skrev alt dette for længe siden, i 2005, da jeg troede, at Nicos sange skulle reddes fra glemselen, og at hendes sære liv omsider var sat i sten som en permanent fodnote til legenden om Andy Warhol og The Velvet Underground.
   Sådan er det heldigvis ikke gået. Folk finder stadig vej til musikken og reagerer både på den og mystikken. Shoegaze-bandet Toy (fra Sussex og aktivt i den britiske undergrund siden 2015) udsendte i 2019 albummet Songs of Consumption med coverversioner af deres favoritsange. En af dem er »Sixty/forty« af »C. Päffgen«.
   Toy har altså også lyttet til Drama of Exile i deres normative år, ganske – men ikke helt – som vi gjorde i 1970ernes slutning (for dengang levede Nico jo og gav som nævnt et par legendariske danske koncerter i 1982-83).
   Island og Aura genudgav næsten for tidligt The End og Drama of Exile, så de blev ikke remastereret, men bare overført til cd’er, som ikke lyder særligt godt. Først i 2007 blev The Marble Index og Desertshore istandsat, mixet fra bunden (af Andy Zax) og udsendt i et boxsæt, da Rhino (Elektra-Reprise-Warners historiske label) lancerede sin britiske filial.
   Eller boxsæt er så meget sagt. Nico: The Frozen Borderline 1968-1970 er en dobbelt-cd med de originale albums og kuraterede sjældenheder i form af outtakes, alternative versioner og demooptagelser – altså et projekt på linie med Dylans Bootleg Series (som har uforholdsmæssigt meget mere materiale at tage af og i skrivende stund er nået til Vol. 17).
   Det var ikke nødvendigvis en god idé at give udgivelsen sin egen titel og få et cheesy nyt cover designet. Men der er interessante ting i posen – som f.eks. invitationen til det eksklusive launch party for The Marble Index. Det må have været stort at være indbudt på Lower East Side, da både Warhol og Nico stadig havde deres look og legende. Den gyldne aura var væk for længst, da Nico spillede i Montmartre, Saltlageret og Stakladen.





NICOS albums var noget af det første, som udkom igen, da vinylformatet begyndte at vende tilbage i 2010. De bliver til stadighed genoptrykt i 180 gram-kvalitet med originalt artwork og diverse fake memorabilia. Jeg købte i 1981 den originale amerikanske Elektra-udgave af The Marble Index – som allerede da var en sjældenhed – i et antikvariat i New Haven for 15 dollars. I maj 2020 er albummet til salg for 723 GBP på Amazon.uk.
   I parentes bemærket havde jeg lyttet til Nico i 30 år – og beundret The Marble Index og skrevet om albummet mange gange – før det gik op for mig, at titlen – der er så perfekt uudgrundelig: en fortegnelse skrevet i marmor – stammer fra dannelsesdigtet The Prelude, som romantikeren William Wordsworth begyndte at skrive i 1799 og udgav i tre versioner frem til 1850, da værkets første to bøger var vokset til 14. Wordsworth betragter en statue af Isaac Newton og reflekterer over »his prism and silent face/ The marble index of a mind forever/ Voyaging through strange seas of Thought, alone.«
   John Cale – der stadig er aktiv – var som nævnt altid den, der kunne tøjle og koncentrere energierne i Nicos impressionistiske arbejde. Han er med rette stolt af sin indsats som arrangør og producer på hendes to Elektra-abum. I 2013 kuraterede han koncertgivenheden Life Along the Borderline: A Tribute to Nico, som blev afholdt i Brooklyn Academy of Music, hvor han og Lou Reed havde opført Songs for ’Drella til minde om Andy Warhol i 1990.
   Andy Warhol døde i 1989. Lou Reed faldt væk i 2013, 71 år. Kevin Ayers var 68, da han samme år døde i Montolieu i Frankrig (hans efterladte skrifter er samlet af datteren Galen Ayers i Shooting at the Moon: The Collected Lyrics of Kevin Ayers, som forlaget Faber udgav i 2019 – »Irreversible Neural Damage« indgår naturligvis også). Kun John Cale (78) og Brian Eno (72) – og for resten Maureen Ann »Moe« Tucker (75), som spillede trommer i The Velvet Underground og nu er aktiv i Tea Party-bevægelsen – er her stadig. 
   Nicos sange lever stærkt i en bestemt del af musikkulturen. Både goth og shoegaze har set hende som en skytsengel. Hun er der naturligvis altid selv som en tilstand og et særligt livssyn. Hele høsten syntes at være i hus efter Nico Icon-dokumentaren, Rhino-boxsættet og de forskellige markeringer af hendes jubilæer og mærkedage.
   Sønnen Ari – som egentlig hedder Christian Aaron Boulogne og ernærer sig som fotograf – er 57 år. Han er skiftevis stolt af sit ophav og »bitterness personified«, som en iagttager har udtrykt det. Alain Delon, som er 84 år, kom senest til Cannes i 2019 og modtog en ærespris for sit livsværk (under tilråb fra vrede #MeToo-aktivister). Han forsømmer ingen lejlighed til at mindes Romy Schneider, som han levede sammen med fra 1959 til 1963. Derimod har han aldrig bare nævnt Nico og Ari i offentligheden.





FILMSKABEREN Philippe Garrel, som i 2020 er 72 og viderefører de æstetiske strategier fra la nouvelle vague med stadig succes, blev i praksis en stedfar for Ari. Han instruerede Nico og brugte hendes sange i eksperimentalfilmen La cicatrice intérieure (1972), som er nem at se på nettet i dag, men var en sagnomspunden hellig gral i årtier. De stemningsfulde fotos fra coveret til Desertshore – af Nico som Ørkenens Dronning og »Le Petit chevalier«, som trækker en hvid hest ind i en cirkel af ild  stammer fra La cicatrice intérieure, som er en blanding af musikvideo og kunstinstallation, snarere end en gængs spillefilm.
   Garrel var ti år yngre end Nico. De levede sammen fra 1969 til 1979, da Garrel mødte Brigitte Sy (og blev far til skuespilleren Louis Garrel), mens Nico flyttede til Manchester. Det var her, at hun mødte James Young i november 1981. Som han skriver i Songs They Never Play on the Radio: »For a junkie Britain was the place to be, and Nico found herself a niche in Manchester, where there was, and still is, a thriving drug and music scene.« 
   Det er ved at være væk alt sammen. Nico ville i dag være 82 år. På fantastisk vis blev hun næsten 50, skønt hun var hardcore heroinmisbruger i 15 år. I 2005 kunne man lige så godt lukke bogen og lade Nico forsvinde, sammen med så meget andet, i en ikke særligt varm erindring om 80ernes faldne venner og helte.



III   

JEG blev derfor både forbavset og glad, da filmskaberen Susanna Nicchiarelli (f. 1975) præsenterede Nico, 1988 på Venedig Festivalen i 2017. Jeg havde hørt, at Trine Dyrholm (f. 1972) skulle spille Nico i en obskur italiensk biopic. Jeg kunne også se det for mig. Men jeg havde ikke forestillet mig, at filmen kunne blive så vellykket.
   Nicchiarellis film skraber Nico fri af 60er-mytologien og fokuserer på den trætte, tunge kvinde, der turnerer med The Faction og indretter alt efter sin heroinafhængighed. Hun er, som en japansk promoter sagde, »berømt, men ikke populær«. Der er i 80ernes byer altid en lille radiostation, en journalist, som husker 60erne og vil høre om, hvordan det var at synge med i The Velvet Underground. Medierne vil høre sladder og skrøner. Den nye musik forsvinder i støjen.
   Filmen er spændt ud mellem to punkter: pigen, som må være otte år, da hun står sammen med sin mor og ser Berlin brænde i horisonten, og den midaldrende kvinde, som ikke kan vide, at hun er ved slutningen, da hun tager sin cykel for at køre til byen på Ibiza.
   Faktisk er Nico, som Nicchiarelli beskriver det, begyndt at overveje en fremtid. Det sidste hun gør, før hun forlader Manchester, er at fortælle manageren Richard, at hun vil tage imod sin husværts ægteskabstilbud og begynde at arbejde i hans blomsterforretning. Hun er træt af musik. Hun har ikke længere tænkt sig at blive en fed, gammel junkie. Nu vil hun være en fin, gammel dame. Det hele begynder igen til september, når hun kommer hjem fra Ibiza.
   

FILMEN åbner i Manchester i 1986, da Nico igen sidder fast i et radiointerview med en vært, der vil høre om tiden med Andy Warhol, Lou Reed og The Velvet Underground. Hun kan nok så mange gange sige, at hun bare sang to sange med dem og ellers stod i baggrunden med en tamburin. Det gør ingen forskel. Det spiller heller ingen rolle, hvad hun fortæller eller griber ud af luften. Alle behandler hende som et historisk fabelvæsen. 
   Richard, som bliver spillet ydmygt og afvæbnende af John Gordon Sinclair, må være manageren, som James Young kalder Demetrius og skildrer som lidt af en charlatan i Songs They Never Play On the Radio. Her er han et af de få gode mennesker, som tror på Nico og hendes musik. »Lad være med at kalde mig Nico,« siger hun på vej tilbage fra interviewet, som han undskylder for at have aftalt. »Brug mit rigtige navn.« Så Richard siger Christa resten af tiden.
   Richard er en frafalden jurist, socialist og forhenværende Labour-politiker, som ejer en natklub og booker koncerter. Han finder de musikere, som er med på Europa-turneen i 1986, der udgør hjertet af filmen. Især violinisten Sylvia, som er fra Rumænien (og bliver spillet af Anamaria Marinca, som fik sit gennembrud i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage, der indvarslede 00ernes »rumænske bølge«), bliver som karakter en kontrast til den ældre sangerinde. Hun forelsker sig i guitaristen Alex (Calvin Demba), som er på vej ind i misbruget, der har ødelagt Nico. Senere bliver Sylvia kæreste med Ari (Sandor Funtek), da Richard har hjulpet Nico med at få sønnen udskrevet fra hospitalet.





FILMEN er god til at skildre livet på vejen, som her er i absolut budgetversion. Det er små, mørke klubber, og der er ikke altid råd til rigtige hoteller. I Anzio i Italien ligger hele bandet i ske hos arrangøren Domenico (Thomas Trabacci), som Nico falder for, da han finder cola og giver hende mad. Med på turen er også Laura (Karina Fernandez), Richards forelskede assistent. Da Nico spiller på torvet i Anzio, siger hun: »I think her music is hideous«.
   Richard og Domenico er derimod ægte fans. Uanset hvor selvisk og urimelig Nico er, uanset hvor dårligt hun behandler alle i folkevognsbussen, bakker Richard hende op og gør, hvad han kan for at skabe gode praktiske forhold. De spiller i Liege. De sidder alle sammen i daggryet ved tilskuerrampen på den gamle zeppelinerlufthavn i Nürnberg. De rejser på dramatisk vis – i udtoningen af Den Kolde Krig – ind bag Jerntæppet og spiller i Polen og det daværende Tjekkoslovakiet.
   I Prag synger Nico en forrygende, atypisk lidenskabelig udgave af »My Heart Is Empty« (fra Camera Obscura), mens arrangørerne af koncerten bliver arresteret. Det er filmisk flot, og der er bygget til scenen i samtaler, hvor Richard siger, at sangen er hendes bedste. Men det er filmens mindst realistiske afsnit, skønt præget af politistat er godt. Nico var aldrig så fysisk og nærværende ved nogen koncert. Hun blev siddende ved sit orgel. I klubben i Manchester synger hun »Janitor of Lunacy« præcis på den måde. Det er sådan, en koncert med Nico virkelig var.





TRINE Dyrholm er stærk og troværdig som Nico. Det er en af hendes bedste roller, fuldt på højde med de karakterer, hun skaber i Forbrydelser, Lille Soldat, Kollektivet og Dronningen. Hun synger Nicos sange med autentisk intonation. Hun synger også den version af pophittet »Big in Japan«, som spiller i bilen, når bandet kører mellem de europæiske byer.
   Nico, 1988 er et realistisk drømmeportræt. Nicchiarelli har gransket litteraturen og talt med forskellige vidner. En særlig tak rettes til Ari. Hun lader også Nico selv træde frem i flimrende erindringsglimt, der citerer fra Jonas Mekas’ optagelser med Warhol og The Exploding Plastic Inevitable, som var navnet på den performance, hvor Nico og The Velvet Underground optrådte sammen. Filmen blander behændigt fiktion, dokumentar og gråzonestoffet mellem de to positioner.
   »Jeg har set både toppen og bunden, og begge steder er tomme,« sagde Nico i virkeligheden. Det siger Dyrholm også i filmen. Hun rammer den sene, trancelignende tyngde. Hun synger »All Tomorrow's Parties« og »Nibelungenlied«, så det gjalder. Senere en lavmælt »My Only Child« fra Desertshore, da Ari prøver at tage sit liv.
   Forholdet til Ari bliver relationen, som fylder hendes liv til slut. Det var den måske også. Nicchiarelli begynder, som alle der skriver om Nico, med at romantisere hendes træthed, desillusion og livslede. Men hun slutter filmen i fortrøstningsfuld modus, med en lettere Nico, der har fået lys i øjnene og smiler, da hun og Ari rejser til Ibiza for sommeren. Det er ikke usandsynligt, at den version er mere sandfærdig end misbrugsmytologien.



DET er ikke en stor film, men den er dybere end de fleste biopics. Nicchiarelli har en ægte nysgerrighed på mennesket Christa Päffgen, og hun har sans for at skildre, hvordan den lille fortælling om det enkelte liv griber ind i den store historie. Om sin interesse for Nico sagde hun i Venedig:
   »Nico blev født lige før Anden Verdenskrig og voksede op i et delt og besejret Tyskland. Hun dør i 1988, da Europa kæmpede mod Murens Fald, et år før alting ændrede sig. Jeg er altid fascineret af menneskers liv og den måde, som disse liv hænger sammen med det store billede, med historien. Det er også, synes jeg, en meget interessant måde at få folk til at indse, at vores private liv aldrig er så private, som vi tror. Selv vores mest intime øjeblikke er på en måde en del af noget større og fælles.«
   Nicchiarelli er heller ikke blind for #MeToo-aspekterne i historien. Alle har udnyttet Nico. Hun føler sig fri til at udnytte dem, og hun føler sig fri til ikke at føle. Men hun er ikke helt kold med hensyn til sin musik. Filmen giver hende et mysterium. Når hun har overskud til at tænke på andet end det næste fix, går Nico rundt med en båndoptager og registrerer dronende, klikkende, brummende, stadigt pulserende lyde. Det kan være vandvarmeren i huset i Manchester eller iltapparatet på hospitalet, hvor Ari ligger livløs. Det kan være ekkoet i et teater. Hun optager det hele, og det er vigtigt for hende at have båndene med.
   En journalist har hørt om vanen og spørger, hvad det er for en lyd, hun leder efter. Det er lyden af noget, hun hørte som barn. Det er lyden af Tyskland, der bliver bombet. På samme måde synes hun om Manchester, fordi byen minder hende om Berlin efter krigen.  
   Nico blev voldtaget, da hun var 15 år, af en udstationeret amerikansk sergent. Det var uden tvivl med til at præge kvinden, som senere aldrig gav sig helt hen til nogen eller noget. Forbeholdet omkring historien er, at den kommer fra hende selv. Hun var god til at skære myterne ned, men også til at gøre dem større, når det passede i hendes fortælling. Men da Dyrholm ler og siger: »Americans, they’re everywhere!« – og ikke mener det positivt – må det næsten være dét, som filmen sigter til.
   Det er sært – for at sige det mildt – at Nico, 1988 ikke kom i dansk biografdistribution. Til gengæld lå den længe som slagtilbud på arthouse-streamingtjenesten Filmlounge.dk, der viste den med eneret. Jeg ved ikke, hvad der skete efter afviklingen af Filmlounge.dk i 2019. Men jeg ved, at filmen findes på blu-ray og dvd, for jeg har netop set den igen.

Nico, 1988. Instr. og manus: Susanna Nicchiarelli. Foto: Crystel Fournier. 93 min. Italien-Belgien 2017. Vist på CPH:PIX 29.09.2017. Filmen fik ikke dansk biografpremiere og er ifølge streamingguiden Playpilot 'ikke tilgængelig på nogen tjeneste' pr. 21.05.2020


IV



NOGET af det første, som jeg skrev og fik trykt på professionel vis, da jeg begyndte som forfatter og journalist af en slags, var tre lange introduktioner til de plader, som Lou Reed, John Cale og Nico havde lavet efter tiden i The Velvet Underground.
   Der var dengang, i punkens mest selvretfærdige fase – hvor alt, som kom før, skulle forkastes, og Joe Strummer fra The Clash kunne score billige point ved at stå på Thames-flodbredden og synge om »phony beatlemania« – en tendens til at nedskrive forløbere og forbilleder. Jeg skrev artiklerne som svar på en letkøbt afvisning, der beskyldte mine helte for at være mætte og selvtilfredse selvparodier.
   Artiklen om Nico hed »Kultobjekt og mørkemoder«. Den fylder tre sider i novembernummeret af MM  tidsskrift for rytmisk musik mm., som udkom i 1979. Altså for 41 år siden og endnu før filmen foregår. Artiklen er hæmningsløst heltedyrkende, men det er i store træk og et langt stykke af vejen det samme, som jeg ville skrive i dag. Og har gentaget i denne vildtvoksende tekst. Nico er stadig et land og en tilstand. Hun er en station, der sender på sin egen frekvens. Der er ikke noget, der ligner.
   Hun skal også stadig præsenteres hele tiden. Jeg gør det gerne igen om ti år.


Noget af første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 16.10.1992. Det indgik i anmeldelsen af James Youngs bog. I 2005 var teksten fremme og blev ajourført i et stort manuskript, der hed 'Engle og djævle'. Noget af sidste del stod i en festivalreportage ('Ude af balance') fra Venedig i Weekendavisen Kultur 08.09.2017. Rammen og resten af teksten er nye.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar