Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995)

GODE MENNESKER
Manden der ville være Valjean

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN kræver en smule forklaring. Skønt snart sagt alle træk og tråde i Claude Lelouchs panoramiske Les Misérables på en eller anden måde forholder sig til handlingsgangen og ånden i Victor Hugos magnum opus fra 1862, er der ikke tale om en filmatisering i gængs forstand. Og skønt Henri Fortin – den centrale skæbne hos Lelouch – føler sig så forbundet med romanfiguren Jean Valjean, at det grænser til en besættelse, er der heller ikke tale om en moderniseret genfortælling af Hugos store skabelsesvævning. Lelouchs Les Misérables er således et hverken-eller i bund og grund. På dette beror dens anselige styrke, og samtidig er det hér, man skal finde årsagen til den nærved-og-næsten atmosfære, der hviler over dele af filmen.

DET er på sæt og vis århundredets historie, som Lelouch har sat sig for at fortælle, og Henri Fortin er århundredets barn. Netop nytårsaften 1900, da Henri er fem år gammel, indtræffer den begivenhed, der bliver bestemmende for hans skæbne. Henris far bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, og havner i et fængsel, der er mindst lige så umenneskeligt som dét, der hærdede Jean Valjean. Hans hustru bliver derfor kombineret servitrice og prostitueret hos en Thénardier-agtig familie på et gæstgiveri i Normandiet, hvor sønnen vokser op. Første gang han for alvor bliver bevæget, er da kroen foreviser en stumfilmsudgave af De elendige. Allerede som stor dreng står Henri bag lærredet og føler, at fortællingen handler om ham.*

CLAUDE Lelouch, som for altid har en plads i vore hjerter, fordi han i 1967 skabte Un homme et une femme (da. Manden og kvinden), bruger 40 minutter på at udfolde denne prolog. På bare fem panoreres der så hastigt hen over årene til den dag, da Henri som forhenværende bokser og nuværende flyttemand igen får kontakt med sin skæbne som vort århundredes Jean Valjean. Under Vichy-regeringen hjælper han en jødisk familie med at flygte.

   Der er mange krøller på denne historie, for Lelouch lægger samme vægt på det kosmiske tilfælde som Hugo, men det korte af det lange er, at Henri Fortin får chancen for at følge Jean Valjeans eksempel, da familien Ziman én gang har vist ham, hvem han er. Og i 1940'ernes splittede Frankrig løber man hele tiden på evige skæbner, der kunne være – og, eftersom skuespillerne går igen, også er – ajourførte versioner af nedrige, nidkære, gode, grove og kærlige mennesker som Javert, Thénardier, Fantine, Cosette, Marius, Éponine m.fl.

MANUSKRIPTET er skrevet, og filmen er skudt, med stor og fin fornemmelse for, hvornår pastichen bliver ren kopi, og hvornår værket fortsat har egenliv. Det er dog hverken den ujævne dialog eller den patetiske handlingsgang, der bærer Lelouchs store hyldest til litteraturen i almindelighed og Victor Hugo i særdeleshed. Det er kontrasten mellem den aldrende Jean-Paul Belmondos sprukne, men stadig spillevende gavtyvefjæs og de suverænt poetiske billeder, som i flere scener får lov at tale alene sammen med musikken, der skyldes alle Lelouchs gamle allierede, fra Francis Lai til Michel Legrand.

EN balscene indvier århundredet, og valsen drejer i fem minutter, uden at et ord bliver sagt. Den sårede André Ziman (Michel Boujenah) ser træernes grene blive skarpe, disede og skarpe igen, da han ligger på ryggen i sneen, hvor tyskerne har mejet de jødiske flygtninge ned. Stædigt holder Lelouch fast i enkelte ansigter – især pigen Salome (Salomé Lelouch) og kvinden Elise Ziman (Alessandra Martines) – mens årene drejer som sætstykker. Det er evige typer på tidens bagtæppe. Som øverste autoritet inddrages filmlegender som Annie Girardot (1931-2011) og den 82-årige Jean Marais (1913-1998), der i rollen som Monseigneur Myriel inkarnerer kristen godhed til alle tider.

ENESTE skønhedsplet er de scener, der decideret fortolker og dramatiserer Les Misérables med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Det er ét lag for mange i konstruktionen og ligner i skæmmende grad løse rester af den regelrette filmatisering, som sikkert har været Lelouchs oprindelige projekt.**

   Størstedelen af filmen sidder man dog både forført, billedsalig og bevæget til godhed og storhed, mens filmen tager sig den tid, der skal til for at sætte århundredernes legende i værk. For Lelouch som for Hugo er præmissen, at tingene aldrig ændrer sig, at to eller tre grundhistorier er dømt til at gentage sig evindeligt, men at muligheden for forandring alligevel er til stede, så længe der findes gode mennesker.

   Til disse gode mennesker bliver Les Misérables da en hyldest. Og for tilskueren en vemodig, men ægte og dybfølt glæde, der fungerer som kærkommen modgift til den tjekkede kynisme, der var toneangivende ved årtusindeskiftet. Denne kynisme kaldes ofte tidssvarende og realistisk, men Les Misérables minder os om, at der er flere farver i mennesket.

RIP Jean-Paul Belmondo 1933-2021 

Se også Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Claude Miller | Philippe Grimbert: Un secret | En hemmelighed (2007); Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019).

*) Der er to store stumfilmversioner: Albert Capellanis Les Misérables fra 1912 varer tre timer og blev distribueret i fire dele (Jean Valjean; Fantine; Cosette; Cosette et Marius). På samme måde udkom Henri Fescourts monumentale filmatisering fra 1925 i fire akter eller »epoker« (Jean Valjean; Fantine; Marius; L'Epopée de la rue Saint-Denis), som varer 359 min. Fescourts film cirkulerede internationalt i to dele med titlerne The Soul of Humanity og Barricade. Galejslavens flugt og Galejslavens endeligt havde dansk premiere i oktober 1926. Begge blev i 1934 fortrængt af Raymond Barnards filmatisering (288 min), den første med et lydspor, der fik premiere som tre enkeltstående titler (Une Tempête une cràne; Les Thénardier; Liberté, liberté chérie). I 1935 fik den konkurrence af Richard Boleslawskis amerikanske Les Misérables – med Fredric March og Charles Laughton – som opgav den panoramiske ambition om at rumme hele romanværket og koncentrerede Valjean/Javert-motivet på 108 min. W.P. Lipscomb bearbejdede bogen efter produceren Darryl F. Zanucks anvisninger. Det gør herefter stor forskel, om Hugo bliver filmatiseret i eller uden for Frankrig. Britiske Eureka! har udgivet Barnards Les Miserables på dvd og blu-ray i sin Masters of Cinema-serie. Ekstramaterialet inddrager klip fra de stumme versioner. Endvidere Capellanis pionerarbejde Le chemineau fra 1905, som bruger scenen, hvor Valjean bryder ind hos Myriel. Vagabonden er håndtintet og varer kun seks minutter. Det må være den første filmatisering.

HENRI og hans mor ankommer til kystbyen i Normandiet, hvor det moderne Thénardier-par driver værtshus, kort før nytår 1901. Det passer nogenlunde med tiden, hvis det er en scene fra Capellanis Jean Valjean, som operatøren drejer med hånden i kroen, hvor Henri Fortin vokser op. Han sidder bag lagenet, som billederne er blæst op på. Samtidig korresponderer hans mor med hans far, som er straffefange. Ingen i familien kan læse eller skrive, så Henris mor får hjælp af en empatisk kirketjener (den utålmodige præst har for travlt), mens Henri senior assisteres af en medfange, der har arbejdet for (og bedraget) Gustave Eiffel. Henris mor fortæller om drengen. Henris far svarer i et brev, hvor der står »jeg elsker dig« 27 gange. Den venlige kapellan læser hvert eneste »Je t'aime«. Da Henri senior forsøger at flygte bliver han fanget i sneen og som straf sat i et udendørs isolationsbur. Her råber han sin trods ud og holder sig varm ved at træne. Snebillederne fra fængslet er noget af det smukkeste i filmen. 30 år senere bliver D-dag, landgangen i Normandiet og befrielsen, der kommer til Frankrig, et andet visuelt højdepunkt. Undergrundsbevægelsens modstandskamp skal hos Lelouch fungere som barrikaderne i 1832 gør hos Hugo. 

**) JEAN-PAUL BELMONDO (1933-2021) var 60 år, da han medvirkede i Les Misérables. »Bébel« og Lelouch lavede tre film sammen. Der var først et lille tilløb. De mødtes i 1963, da Lelouch optog et arbejdsportræt af det varme franske nybølgenavn. Fordi Lelouch stod i gæld efter produktionen af debutspillefilmen Le Propre de l’homme (1961), som ikke var nogen succes (og som han siden forsøgte at slette af værklisten), påtog han sig at instruere en række korte portrætter af stjerner i tiden. Filmene svarer til de Bag kameraet-film, der siden blev standardudstyr på dvd’er og Blu-ray. Filmen med Belmondo har ikke overlevet. 

   Belmondo og Annie Girardot (1931-2011) danner par i Un homme qui me plaît (1969, da. En mand jeg kan li’), som var Lelouchs tredje film efter gennembruddet med Un homme et une femme i 1966. En fransk skuespillerinde (Girardot) er på optagelse i USA, hvor instruktøren ønsker filmkomponisten (Belmondo) til stede, så stemningen kan sættes med manér. De forelsker sig for alvor og får svært ved at vende hjem til deres respektive familier i Frankrig, da Love is a Funny Thing er i kassen.

  Filmen, som arbejder bevidst med sin ramme af metafiktion, blev optaget i sekvens, scene for scene, på locations, som filmholdet fandt undervejs. Det var i de år, at Belmondo kom tættest på at blive en international stjerne. Han besluttede at blive i Frankrig og prøvede aldrig at lære engelsk: »I prefer a national film to an international film. Something is lost. Look at what happened to Italy when they went international.«

 

   

TYVE år senere er Itinéraire d’un enfant gâté (1988) en skelsættende film for begge mænd. Itinéraire er co-produceret af Les films 13 og Belmondos eget Cerito Films. Belmondo var begyndt at tage alderen på sig og vælge roller med indlejret tyngde. Der er ikke flere actionkomedier. Der er derimod en erkendelse af, at ingen har tilbudt ham krævende roller siden Jean-Luc Godard (À bout de souffle og Pierrot le Fou), François Truffaut (Mississippi Mermaid) og Jean-Pierre Melville (Leon Morin og Le Doulos) i nouvelle vague-tiden.

   Bébel gjorde klar til at trække sig ud, men først skulle der sættes et mindeværdigt punktum. På Théâtre Marigny tog han livtag med to store roller, som man tvivlede på, at han havde farverne til: Edmund Kean i Kean, Jean-Paul Sartres opdatering af Alexandre Dumas' drama om Shakespeare-skuespilleren, og Cyrano i Robert Hosseins opsætning af Cyrano de Bergerac. I filmsammenhæng ledte han efter en rolle, der kunne bære og samle karrieren. Lelouch havde set Belmondo i Kean og skrev Itinéraire specielt til Bebél.

   Det er fortællingen om trapezkunstneren Sam Lion, som blev en succesrig entreprenør, da en ulykke tvang ham væk fra manegen. Da han fylder 50 og mener, at han har svaret enhver sit, forlader han familie og forretning og rejser til Afrika for at finde sig selv på savannen. Han bliver indhentet af sin fortid i skikkelse af den unge Richard Anconina og kommer ad omveje hjem til fællesskabet.

   Itinéraire fik ikke dansk premiere; i Sverige hed filmen Att möta ett lejon. I Frankrig solgte den 3,7 mio. billetter og blev Belmondos sidste store succes. Han modtog en Cesar for bedste mandlige hovedrolle. Fem år senere er forvandlingen fra ungt ikon til gammel institution tilendebragt i Les Misérables.

   Un homme qui me plaît, Itinéraire d'un enfant gâté og Les Misérables er samlet i Blu-ray-bokssættet Lelouch Belmondo fra Metropolitan Film & Video (2021). De er alle restaureret i 2K HD, og der er omsider kommet engelske undertekster på. Det er de samme kopier, som indgår i det overvældende Lelouch 60 ans de cinéma-bokssæt fra 2023.

OG for endelig at blive personlig. Jeg er født i 1955 og ikke helt gammel nok til at have oplevet la nouvelle vague-tiden live. Min årgang så den fra grundskolehøjde. Jeg må have været ti år, da jeg så La tulipe noire (1964, da. Den sorte tulipan eller Den sorte musketers hævn) til en eftermiddagsforestilling i Kastrup Bio og blev betaget af Alain Delon, der havde rollen som den sortklædte fægtemester. Jeg er sikker på, at de også viste Cartouche (1962) med Belmondo i en lignende swashbuckler-rolle.

   På en måde har jeg fulgt de to musketerer fra begyndelsen til slutningen. Med Delon var man altid betaget af stilen. Han har den hele vejen igennem, uanset hvilken slags rolle han spiller, uanset hvor kold eller varm han var som person; der er intet, der bider på Le samourai. Belmondo er altid varmere, har sværere ved det og føler tingenes tryk som vi andre. Der er intet mysterium. Han kan ikke spille ond for alvor. Endvidere har han selvironi, en kvalitet som mangler helt hos Delon.    

   Jeg faldt pladask for Belmondo i 1973, da han spillede Bob St. Clair i Philippe de Brocas Le magnifique (da. Agenten der ikke ku’ knaldes), en fransk pendant til Walter Mitty og Billy Liar. Filmen om forfatteren, der dagdrømmer sig ind i de kioskromaner, han skriver på samlebånd, var et riff på den i Frankrig uopslidelige L’homme de Rio (1964, da. Orlov i Rio), som i sig selv var et satirisk spoof på agentfeberen, der bredte sig med James Bond og epigoner. Som ung blev Belmondo berømt for selv at udføre sine drabelige stunts. Det er i L'homme de Rio, at han hænger i armene fra en helikopter. 

   Fyrre år senere var jeg i Cannes, da Belmondo modtog en ærespris for sit virke og blev hyldet af Vincent Perrot i portrætfilmen Belmondo itinéraire... Det var en lokal fransk ting, som fandt sted i udkanten af festivalen, men jeg gik til gallapremieren, som var en Her-er-dit-liv-forestilling med alle endnu aktive vidner på scenen. Den gangbesværede stjerne var i godt humør, men i dårlig form efter et slagtilfælde i 2001.

ALAIN DELON (1935-2024) fungerede som en slags vært. Han fortalte endnu en gang anekdoten om, hvordan han og Belmondo som unge løver sad på en særlig café ved Les Halles og ventede på at blive opdaget. Det blev de cirka samtidig, og i teenårene så vi dem sammen i Jacques Derays Borsalino (1970). 

   Delon producerede selv Borsalino (samt to fortsættelser). Jeg har genset den, og den holder ikke på samme måde som Derays La piscine (1969), men det var fra Delon, at Belmondo havde ideen om selv at producere. Han var en af de første, som fik skrevet ind i sin kontrakt, at hans navn skulle indrammes på plakaten. Det blev det ikke på Borsalino. Så Belmondo stævnede Delon.

   De ting blev der ikke talt om i Salle Debussy den 16. maj 2011, da vi var til Hommage à Jean-Paul Belmondo. Det var en elskelig aften, der føltes som et pusterum. Belmondo har været 78. Han var 88, da han døde i september 2021. Det samme var Delon, da han forsvandt i august 2024.

   Delons fysik var stærkere, og han var bedre til at gøre sig hård. Og han var med i flere film, der står som ikoniske hovedværker. På sigt bliver Belmondo husket for À bout de souffle, for Leon Morin, prêtre og for Pierrot le Fou. Måske ikke engang for L’Homme de Rio eller Itinéraire. Og desværre ikke for Les Misérables.

   Les Misérables blev ikke et stort tilløbstykke, men filmen gik verden over og tjente sig hjem. I USA fik den en Golden Globe, da Golden Globe endnu havde betydning. Claude Lelouch er 87 år i 2025. Han var senest i Venedig for at præsentere svanesangen Finalement, som fik fransk premiere i november 2024. Det bliver hans spillefilm nr. 60.

Les Misérables (Les Misérables). Instr. & manus Claude Lelouch. Foto: Claude Lelouch, Philippe Pavans de Ceccatty. 175 min. Frankrig 1995. Dansk premiere: 22.03.1996.

Fotos: Les Films 13/ TF1 Films Production [Photos: Fabian – SYGMA]/ Canal+/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Framegrab [TF1 Video]

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig bl.a. på Amazon Store 

2K Blu-ray fra Metropolitan Film & Video [i bokssættet Lelouch Belmondo Trois films Inoubliables 1965-1995] 02.12.2021

Les Misérables indgår endvidere i Blu-ray-bokssættet Claude Lelouch 60 ans de cinéma, som Metropolitan udgav i december 2023. Her er 44 film af Lelouch samlet på 50 discs. Alle har engelske undertekster.

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.03.1996