En skuespillers arbejde: Marlon Brando 1924-2004

DEN GAMLE MAND OG METODEN
Marlon Brando 1924-2004

Af BO GREEN JENSEN

MARLON Brando Jr. blev født den 3. april 1924 i Omaha, Nebraska, men voksede op i Libertyville, Illinois, sammen med søstrene Frances og Jocelyn, der blev skuespillere ligesom han. Mest markant i Brandos ungdom står et langstrakt faderopgør, som flere gange måtte forløses i vold og mange år senere udgør et hovedtema i selvbiografien Songs My Mother Taught Me (1994).*

   Faderen sendte Marlon i den hårde skole på militærakademiet, hvorfra han prompte blev bortvist. Han flirtede kort med en karriere som præst, før han i 1942 blev elev i Dramaværkstedet på New School for Social Research i New York. Han debuterede i Stanley Kaufmans Bobino, et musikalsk stykke børneteater, og fik sin første betydelige rolle i John Van Drutens I Remember Mama (1944), hvor han spillede naboens 15-årige søn. Det var selvsagt også som ung mand i New York, at Marlon Brando kom i kontakt med Metoden.

BRANDOS skæbne blev rollen som handyret Stanley Kowalski i Tennessee Williams' skuespil A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis). Det er egentlig Blanche DuBois, den skrøbelige skyggetante – en forkommen fantast og gedigent gribende karakter – med fattigfine fornemmelser, som udgør den centrale effekt i Williams’ freudianske udstillingsmontre. I den originale opførelse blev hun fremstillet af Jessica Tandy.

   Kowalski er kønnet i karikatur, lutter mut snerren og ram svedig brunst. Med sin metodeforankrede fremstilling fejede Brando stykkets øvrige spillere af scenen, da stykket fik premiere i 1947. John Garfield var castet, men instruktøren Elia Kazan overtalte produceren Irene Mayer Selznick (datter af Louis B. Mayer og på vej ud af ægteskabet med David O. Selznick) til at give Brando chancen, da Garfield fik anfægtelser.

   Brando spillede rollen i tre sæsoner, og det var i den periode, at metodelegenden gradvis tog form. Kazan instruerede også filmatiseringen fra 1951, hvor Brando spiller over for Vivien Leigh. Det har aldrig været en særligt god film, præget som den er af teatralsk overspil og massive metaforer for indestængt drift, men Brandos figur er fortsat et overvældende nærvær, det første ikon i en lang tradition for vrede unge mænd i t-shirts med trodsen krænget helt op i mundvigen og masser af kant i de stridbare skuldre.

BRANDOS Kowalski er indbegrebet af method acting. Metodeteorien, som i 1950erne endnu udgjorde en veritabel åbenbaring i skuespillerfaget, bygger kort sagt på de erfaringer og principper, som Konstantin Stanislavskij (1863-1938) fra Moskvas Kunstteater lægger frem i bøgerne My Life in Art (1924, da. Mit liv i kunsten) og An Actor Prepares (1936, da. En skuespillers arbejde med sig selv). Ideen er, at skuespilleren lægger sin egen personlighed fra sig. Han spiller ikke rollen, han lever den og er den for en tid. Han går heller ikke glad hjem og sover, men forbliver in character, indtil arbejdet er gjort.

   For Brando blev Kowalski-rollen et laboratorium, hvor han eksperimenterede med sine virkemidler og prøvede håndværket af. Den er dét sted i filmkarrieren, hvor han bruger Metoden mest kompromisløst. Eksemplet dannede skole. Også James Dean, Montgomery Clift og Marilyn Monroe arbejdede med Metoden – Clift med mere subtile resultater end Brandos; Monroe først og fremmest i terapeutisk øjemed. Metoden gav for alvor gevinst i generationen, som kom efter. Robert De Niros karakterer i Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980) er tidløse og grænseoverskridende, mens Kowalski lever i Cinemateket.**

METODEN er omgærdet af megen ufrugtbar mystik, for hvordan kan man se, om den virker? Er den egentlig bare en undskyldning for at opføre sig uanstændigt og lade hånt om regler og rammer i faget? Det er i sin sjette film, i rollen som den kvæstede bokser Terry Malloy i Kazans On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), at Brando for alvor yder noget stort og uforglemmeligt. Han er bevismateriale A for Metoden.

   Filmen blev til i forskrækkelsestiden (»The Red Scare«), da House Un-American Activities Committee (1938-1975) og superpopulisten Joseph McCarthy som formand for Senatets Permanent Subcommittee on Investigations (1953-54) gjorde industrien usikker med sin heksejagt på kulturlivets aktive og forhenværende kommunister. Mange gode kræfter blev blacklistet. Mange indkaldte vidner sagde fra og henviste til Forfatningens femte paragraf. Dramatikeren Arthur Miller har – i erindringsbogen Timebends (1987, da. Tidens krumning) – skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen.

   Kazan sagde ikke fra. Både han og Budd Schulberg, forfatteren til On the Waterfront, angav kolleger. De gjorde det uden at blinke, og deres film om den forhenværende bokser, som insisterer på at vidne og sige sandheden om de mafia-kontrollerede fagforbund, har derfor altid haft en prekær, usikker status, på trods af sine kunstneriske kvaliteter. On the Waterfront var muligvis Kazans forsvar for sine handlinger, men i rollen som Malloy er Brando det martrede menneske i koncentrat. Få film har bevæget sit publikum dybere.

1950ernes begyndelse var Brandos store, bestemmende år. Efter debuten som Ken Wilcheck, en af de traumatiserede hjemvendte soldater i Fred Zinnemanns The Men (1950, da. Stækkede vinger), fulgte gennembruddet i A Streetcar Named Desire og rollen som Emiliano Zapata i Viva Zapata! (1952), der ligeledes var instrueret af Kazan. John Steinbeck skrev manuskriptet til filmen om den mexicanske revolutionsleder.

   Brando prøvede kræfter med det klassiske teater i Joseph L. Mankiewiczs dristigt castede filmatisering af William Shakespeares Julius Cæsar (1953) og var mere overbevisende som Marcus Antonius, end han var som Johnny Strabler, en sej rebel med læderjakke og motorcykel i Laslo Benedeks The Wild One (da. Vild ungdom) fra samme år.

   Rækkevidden øges, men der bliver stadig mindre metode at se, i rollerne efter On the Waterfront. Brando ønskede ikke selv at spille Napoléon Bonaparte over for Jean Simmons og Merle Oberon i Henry Kosters Désirée (1954), en filmatisering af Annemarie Selinkos også i Danmark vildt populære tåreperser om kejserens kærlighedsliv. Det romantiske fag var aldrig Brandos force, men han lavede filmen for sin agent og for kontraktens skyld. Han ligner faktisk despoten en smule.

HEREFTER er 50erne præget af adspredte roller i lette projekter. Brando synger og danser udmærket i Guys and Dolls (1955), Joseph Mankiewiczs musical efter Damon S. Runyons humoristiske gangsterhistorier, men følte sig samtidig reduceret til en komisk effekt.***

   Han havde heller ikke høje tanker om sin rolle som tolken Sakini i Daniel Manns The Teahouse of the August Moon (1956, da. Det lille tehus), hvor Glenn Ford stjæler billedet som den forelskede amerikanske soldat. Denne stærkt klichébelagte figur kunne Brando selv tage på sig i Sayonara (1957), Joshua Logans film efter James Micheners bestseller. Så var der mere kød på rollen som nazistisk løjtnant i Edward Dmytryks filmatisering af Irwin Shaws The Young Lions (1958, da. De unge løver), hvor det imidlertid er Montgomery Clift, som gør indtryk med sin intense forpinthed.****

DET var i disse skævt centrerede år, som kunne have været velmagtsdage, at Brandos bitre forhold til branchen tog form. Han var låst fast i legenden om the Method og blev hakket på af pressen som et kompromitteret generationsikon. Stjernen reagerede ved at trække sig mere og mere tilbage. Han gav ikke interviews, kommunikerede via mellemmænd og forsømte ingen lejlighed til at udtrykke sin dybfølte foragt.

   Brandos mest kompromisløse uafhængighedserklæring finder man i One-Eyed Jacks (1961, da. Når mænd hader), som han selv instruerede. Det er en voldsom, stilfuld og snerrende misantropisk film, som foregriber både de europæiske spaghettiwesterns fra lidt senere i årtiet og de politiserede amerikanske løvfaldswesterns fra 1970erne. Karl Malden er Brandos dæmoniske modspiller i filmen, der lever sin hævntørst ud i det ekstreme.

   Brandos westernroller er oversete. Han fungerer eksemplarisk i Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), og ti år senere sidder en af hans bedste glemte roller i samme instruktørs The Missouri Breaks (1976, Duel i Missouri), hvor Jack Nicholson matcher ham scene for scene.

I 1960erne begyndte Brandos stjerne at blegne. Han gør, hvad han kan i John Hustons Reflections in a Golden Eye (1967, da. Glimt i et gyldent øje), men filmen efter Carson McCullers’ roman tilhører jo Elizabeth Taylor. Det er næppe heller Brandos skyld, at samspillet med Sophia Loren ikke fungerer i Charlie Chaplins anakronistisk kejtede A Countess of Hong Kong (1967. da. Hertuginden fra Hong Kong), men han var ikke længere en automatisk attraktion og havde svært ved at finde passende roller.

   To af Brandos tre ægteskaber blev afviklet i denne periode. Han fik i alt 11 børn med fem kvinder, men det blev i samlivet med polyneseren Tarita Teriipaia (f. 1941), som han mødte under (gen)indspilningen af Mutiny on the Bounty (1962, da. Mytteriet på Bounty), at han følte sig mindst udsat. Det var sammen med Tarita, at han købte en ø – atollen Tetiaroa –  ved Tahiti og trak sig definitivt ud af mediestrømmen. Denne handling var en personlig nødvendighed, men blev samtidig kunstnerens redning. På øen fik Brando endelig tilbudt de roller, der kunne udfordre og forløse den eksistentielle indsats, han var mere end villig til at yde. Endvidere kunne han sige nej til det løse.*****

BRANDO vendte majæstetisk tilbage i 1972, da han inkarnerede gangsteren Don Corleone i Francis Ford Coppolas The Godfather. Samme år skabte han en af filmhistoriens stærkeste maskuline figurer i Bernardo Bertoluccis Last Tango in Paris (da. Sidste tango i Paris). Modsat Kowalski i Streetcar er det sårede handyr i Tango ingen kliche. Filmen er fremdeles en stjernestund, både for amerikansk method acting og den europæiske art cinema.******

   Endnu mere omtalt i tiden var dog Brandos lille rolle som Jor-El, heltens far i den kryptoniske prolog til Richard Donners blockbuster Superman (1978). For ti minutter på lærredet modtog Brando et honorar på 4 mio. dollars, en sum som i dag skal ganges med fem. Livet på øen var således sikret. Efter endnu en rugbrødsrolle i John G. Avildsens thriller The Formula (1980, da. Den hemmelige formel) gik der ni år, hvor ingen hørte fra Brando.

   Mellem Superman og The Formula ligger den sidste af hans betydelige roller. Francis Ford Coppola fik et chok, da Brando ankom til Thailand for at medvirke i Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu). Stjernen var overvægtig, begyndte først på optagelsen at lære sine replikker og havde 67 ændringsforslag til hver af sine scener. Alligevel blev castingen af Brando en gevinst. Coppola filmede ham i mørke og gjorde tyngden til endnu et mystisk træk hos Colonel Kurtz, der venter på Martin Sheens Captain Willard for enden af floden i Mørkets Hjerte.

BRANDOS sidste årtier var svære. I 1990 blev sønnen Christian sigtet for mordet på sin søster Cheyennes kæreste, Dag Drollet. En kostbar retssag trak ud. Christian blev idømt ti års fængsel for manddrab i marts 1991 og løsladt før tiden i januar 1996. Cheyenne begik selvmord i april 1995. Brando brugte en formue på at føre Christians processer. For at rejse penge »skrev« han i 1994 selvbiografien Songs My Mother Taught Me (erindringer fortalt til Robert Lindsey), som er en uforsonlig version af livshistorien. Samme år udkom Paul Mansos 1200 sider store skandalebiografi.

   Brando måtte oftere end ellers tage båden ind fra Tetiaroa, flyve videre til USA eller Europa og medvirke i en tvivlsom film for pengenes skyld. Det kom der af og til noget ægte, varmt og levende ud af. Vist var Brandos medvirken ren window dressing i grandiose projekter som John Glens Christopher Columbus: The Discovery (1992). Han gjorde ingen særlig forskel i Euzhan Palcys velmente filmatisering af André Brinks apartheiddrama A Dry White Season (1989, da. En tør hvid årstid). I John Frankenheimers filmatisering af H.G. Wells' profetiske gyser om genetiske eksperimenter på The Island of Dr. Moreau (1996) blev Brando brugt som en excentrisk og næsten obskøn special effect.*******

   Regulært inferiøre krimikomedier som Yves Simoneaus Fresh Money (1998) var vel også under hans værdighed. Men i Andrew Bergmans The Freshman (1990, da. Jackpot til dessert) kunne Brando med ét vise tænder og karikere sin klassiske godfather. I Jeremy Levens Don Juan DeMarco (1995) kunne han pludselig være menneske på en måde, som man ikke havde oplevet før. Den overvægtige psykiater danser barfodet i sandet med Faye Dunaway. Det er Brando, der bærer alderen bedst. Som elsker var han aldrig mere overbevisende.

UNDER indspilningen af Don Juan DeMarco blev Brando ven med beundreren Johnny Depp, som havde filmens titelrolle. Depp kunne derfor overtale Brando til at medvirke i sin egen instruktørdebut, The Brave (1997), hvor den gamle mand inkarnerer Døden.

   I The Brave spiller Depp selv en oprindelig amerikaner, som for at skaffe penge til sin kone og sit barn sælger sit liv til en snuff-film, dvs. dødspornografi som kulminerer i en autentisk henrettelse. På det års Cannes-festival blev The Brave så fordømmende modtaget, at filmen aldrig kom i distribution, men undertegnede så den faktisk med glæde. Brando er godt castet som filmens Mefistofeles, den mørke købmand, som sidder i et baglokale og mumler dæmonisk, mens Depp gennemlever sin sidste dag.

   Brando og Depp fandt endvidere sammen i et engagement omkring de indfødte amerikaneres sag. Brando bakkede altid op om denne. Da han i 1973 fik en Oscar for rollen som Don Corleone, sendte han aktivisten Sacheen Littlefeather til Hollywood for at afvise prisen og forklare det fremmødte publikum, hvor skammeligt den oprindelige befolkning blev behandlet. Brandos gestus blev opfattet som en excentrisk happening, der blot drev ham længere ud i manéren, men følelsen bag hans handling var ægte.********

FOR sin medvirken i slyngelkomedien The Score (2001) modtog Brando 3 mio. dollars. Han nægtede at kommunikere direkte med instruktøren Frank Oz (i parentes bemærket manden, der lagde stemme til Muppet-figuren Fozzie Bear, før han begyndte på mainstreamkomedier) og forpestede efter sigende atmosfæren på settet ved at klistre papirlapper med sine replikker op alle vegne. Alligevel er det i den film, at Brando har en tæt lille scene med Robert De Niro og Edward Norton, som er krimiens primære kombattanter.

   Den legendariske metodespiller døde på et hospital i Los Angeles den 1. juli 2004. Han efterlod en personlig gæld på 120 mio. dollars og et fantastisk ujævnt livsværk, som især tager sig tragisk ud, fordi man tænker på, hvad det kunne have været. Det er i On the Waterfront, at Brando har sin mest berømte replik: »I coulda been a contender, I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am.« Desværre blev de ord med tiden til sandhed.

Se også Størst er kærligheden: Ingrid Bergman 1915-1982; Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Amerikas dronning: Katharine Hepburn 1907-2003; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984; Arthur Miller: The Crucible/ Heksejagt (1953/1996). 

NOTER

*) Marlon Brando with Robert Lindsey: Songs My Mother Taught Me. New York: Random House, 1994. Bogen udkom til Brandos 70-års dag og blev efter sigende sat i værk for at imødegå udgivelsen af Peter Mansos Brando: The Biography (New York: Hyperion, 1994), en skandalemættet mursten, som havde været syv år undervejs. Der er skrevet mange bøger om skuespilleren og hans kunst. Stefan Kanfers Somebody: The Reckless Life and Remarkable Career of Marlon Brando (US: Knopf/Vintage, 2008; UK: Faber and Faber, 2009) er informativ og nyttigt kortfattet, skønt meget hård i sit syn på Elia Kazan. En usædvanlig og smukt tilrettelagt bog er Florence Columbanis Marlon Brando (Phaidon Press, 2013), som indgår i forlagets Anatomy of an Actor-serie, der er blevet til i samarbejde med det traditionsrige franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma. Hvert bind i serien vælger 10 ikoniske karakterer, som skiller sig ud på værklisten, og går i dybden med filmene, som de optræder i. For Brando gælder det følgende roller: Stanley Kowalski (A Streetcar Named Desire), Mark Antony (Julius Cæsar), Terry Malloy (On the Waterfront), Napoléon Bonaparte (Désirée), Rio (One-Eyed Jacks); Fletcher Christian (Mutiny on the Bounty); Major Weldon Penderton (Reflections in a Golden Eye), Don Vito Corleone (The Godfather); Paul (Last Tango in Paris) og Colonel Walter E. Kurtz (Apocalypse Now).

**) Brando selv gav karakteren følgende skudsmål: »Kowalski was always right, and never afraid. He never wondered, he never doubted. His ego was very secure. And he had the kind of brutal aggressiveness that I hate. I'm afraid of it. I detest the character.« Brando optog alt på bånd med en iver, der kan måle sig med Richard Nixons (det mest belastende Watergate-materiale kom fra præsidentens eget arkiv). I 2015 skabte Stevan Riley en bemærkelsesværdig collage/mosaikfilm, Listen to Me Marlon, der i fuld featurelængde er klippet sammen af interviews, betroelser, mentale notater, nedtælling til selvhypnose og meget mere. En virtuel version af Brando taler ved hjælp af tidlig AI-teknik. Der citeres fra film og tv-samtaler, såvel som fra timer hos psykoterapeuten. Resultatet minder (i lille skala) om Moonage Daydream (2022), hvor Brett Morgen bruger David Bowies liv lige sådan. Begge film siger, de vil revidere standardbilledet. Man kommer vidt omkring, dybt ned og helt ind i stoffet. Man bliver dog ikke nævneværdigt klogere. Snarere konsolideres de myter, som filmene siger, de vil gøre op med. Men der er meget for øjet i filmen om Bowie, og der er meget for øret i Listen to Me Marlon. Filmen streames bl.a på AppleTV, Google Play og SF Anytime.

***) I miniserien The Offer (2022), som handler om, hvordan The Godfather blev til, beskriver Michael Tolkin og Nikki Toscana blandt andet, hvordan det lykkedes Francis Ford Coppola og maverick-produceren Albert S. Ruddy at overtale Brando til at medvirke. I den indledende small talk under besøget hos Brando, drøfter de bl.a. Guys and Dolls. »Dialogue changes. Motivation doesn't. Do you want to know my motivation for being here and sitting with you? Sinatra hated that I sang 'Luck Be a Lady' in Guys and Dolls. He hates The Godfather. So, I thought I'd piss him off. That's the real reason. It's not for the money,« siger Brando og smiler. Scenen er fra »The Right Shade of Yellow«, den fjerde af ti episoder. The Offer streames på SkyParamount. Serien er bedre, end den har ry for. Brando bliver spillet af Justin Chambers.

****) I The Teahouse of the August Moon spiller Brando en etnisk japaner. I Viva Zapata! har han brun hud som den mexicanske oprørsleder. 50erne var virkelig en anden tid i den henseende. Begrebet repræsentation fandtes ikke før 1970. I westerns var det et særsyn, at »indianske« karakterer blev fremstillet af personer fra de første 500 nationer. Pearl S. Bucks The Good Earth (1937, da. Den gode jord) blev filmatisereret med et rent kaukasisk cast som kinesiske risbønder. John Wayne spillede Djenghis Khan i The Conqueror (1956, da. Erobreren), Yul Brynner var kong Mongkut af Siam i The King and I (1956, da. Kongen og jeg). Det blev snarere set som en added bonus, når hvide stjerner forklædte sig. Kun brugen af blackface var kontroversiel, allerede da Al Jolson bar den i The Jazz Singer (1927). Asiatiske træk blev racistisk fremstillet fra Fu Manchu og Charlie Chan til Mickey Rooney som japansk fotograf i Breakfast at Tiffany's (1961, da. Pigen Holly). Herhjemme havde vi syltemidlet Atamon med en karikeret gul køkkendreng på emballagen. Vi spiste negerkys og negerpenge og jublede over Karl Stegger som kannibalhøvding i Styrmand Karlsen (1958). Det gør filmene svære at gense. Der er samtidig en historieløs vilkårlighed i cancel culture-mentaliteten. For ældre produktioner bliver fremtiden et lotteri. Ikonerne får lov at stå, hvis de ikke forsynder sig retrospektivt. Det vil med tiden blive et patchwork, som ikke repræsenterer historien. Men om Hollywood i efterkrigstiden: Der var slet ingen grænser for arrogancen. 

*****) I Songs My Mother Taught Me taler Brando helt uden filter og forbehold om sin kærlighed til Tetiaroa: »I've never seen the heavens look so vast as they do from an atoll. The first light is usually a planet, Venus or Mars; then, very slowly, subtle, distant needle pricks appear in space, and as the last glow of the sunset ebbs away and it grows darker, the stars shine more brightly. Finally the sky opens and the Milky Way and other constellations explode in a panoramic umbrella of light that reaches from horizon to horizon.« Brando købte Tetiaroa for 70.000 dollars i 1968. Tarita Teriipaia skriver langt mindre henført om livet på øen i Marlon, My Love and My Torment (2005). I dag er Tetiaroa hjemsted for luksusrefugiet The Brando.  

******  Bertoluccis film er faldet i status de sidste ti år, hvor en kønspolitisk diskussion af filmens menneskesyn har verseret. Maria Schneider (1952-2011) beskrev flere steder, hvordan hun følte sig misbrugt og udsat under optagelserne, fordi hun ikke på forhånd fik nok at vide om scenernes seksuelle indhold. Især filmens berygtede voldtægt kom som et chok, hun i tilbageblik fandt fornedrende. Ingen vil give sig i diskussionen, som tydeligvis irriterede Bertolucci, der døde i 2018. Fotografen Vittorio Storaro, som er den eneste endnu levende fra holdet, siger ofte, at han undrer sig. Det var et filmset. Alt var iscenesat og fingeret. I hvert fald har det afledt opmærksomheden og gjort det svært at se filmen, for hvad den er: et portræt af en sorgramt mand i frit fald. Han finder sammen med en kvinde, han længe helst ikke vil vide noget om. Det er den samme mekanisme, som Mike Leigh undersøger i Naked (1993) og Patrice Chéreau undersøger i Intimacy (2001). Brando sagde selv om sin karakter: »To this day I can't say what Last Tango in Paris was about. [It] required me to do a lot of emotional arm wrestling with myself, and when it was finished, I deciced I wasn't ever again going to destroy myself emotionally to make a movie.« 

*******) The Island of Dr. Moreau var den tredje filmatisering af H.G. Wells' roman fra 1896. Det var Richard Stanleys film, snarere end det var Frankenheimers. Stanley skrev manuskriptet og begyndte arbejdet som instruktør. Veteranen bag The Manchurian Candidate (1962) og French Connection II (1975) blev kaldt ind for at samle stumperne op, da produceren Edward R. Pressman besluttede at opsige og bortvise Stanley på stedet. Det skete efter et kaotisk og kostbart forløb, der kan måle sig med forvoksede produktioner som Joseph L. Mankiewiczs Cleopatra (1963) og Michael Ciminos Heaven's Gate (1980). Det kostede 40 mio. dollars at producere The Island of Dr. Moreau, som først i nyere tid har spillet sig hjem. Filmen åbnede stort, for så at synke brat og forsvinde. Der var næppe én positiv anmeldelse.

   David Thewlis havde så dårlige oplevelser, at han ikke ville medvirke i dokumentaren Lost Soul: The Doomed Journey of Richard Stanley's Island of Dr. Moreau (2014). Charles Laughton var en manieret Moreau i Island of the Lost Souls (1932); Burt Lancaster gjorde rollen mere håndgribelig i 1977-versionen af The Island of Dr. Moreau. Brando skaber en slags psykedelisk kabukiteater. Hans karakter er vildt excentrisk og fascinerer uafbrudt. 

   Det tog Stanley ti år at komme tilbage. Den alkoholiserede Frankenheimer døde i 2002 og var ophøjet ligeglad med resultatet. Val Kilmer havde håbet på mere. Efter Iceman-partiet i Top Gun (1986) og gennembrudsrollen som Jim Morrison i Oliver Stones The Doors (1991), var han altid uheldig med de store film, han medvirkede i (Batman Forever, The Saint). I Francis Ford Coppolas sene lavbudgetfilm Twixt (2011) medvirker Kilmer i gammel og ramponeret version. Han er firskåren, stout og stakåndet. Han opfører i flere scener en fremragende parodi på Marlon Brando. The Island of Dr. Moreau er værd at samle op. Filmen er sær på Jodorowsky-facon. Det samme kan næsten siges om Twixt, som ikke fik dansk biografpremiere.

********) Johnny Depp blev stadig betragtet som cool, da han lavede The Brave. Hans problem var snarere at blive taget alvorligt. Tim Burtons film gjorde meget for sagen, især Edward Scissorhands (1990) og Ed Wood (1994). I Cannes kunne man se, han var stolt af The Brave og blev ked af den hårde respons. Få tog sig af, at han instruerede sig selv i rollen som oprindelig amerikaner.

    Færre endnu hørte efter, hvad Sacheen Littlefeather (1946-2022) sagde til Oscar-ceremonien i 1973, da Brando udeblev. Hun blev fjernet fra scenen, da talen var holdt. Hun fortalte senere, at John Wayne måtte holdes fysisk tilbage, fordi han ville fjerne hende selv. I 2021 modtog hun en undskyldning fra AMPAS, det amerikanske filmakademi, da National Public Radio sendte An Evening with Sacheen Littlefeather. Man kan sagtens blive træt af krænkelseskulturen, men af og til ser den rigtigt og handler. Som sagt var det en anden tid. Den var virkelig hvid og bestemt ikke bedre.

   Imidlertid er der mere i sagen. Sacheen Littlefeather var faktisk latino, født og døbt som Maria Louise Cruz af spansk mexicanske forældre, men hun så og præsenterede sig som efterkommer af White Mountain Apache og Yaqui-nationerne i Arizona. Efter sin død blev hun afskrevet som en »pretendian«. Der var aldrig grund til at tvivle på hendes engagement, og arbejdet skabte praktiske resultater. Hun var heldigvis forsvundet, da afmonteringen af hendes eftermæle begyndte. 

 

 

OKTOBER 2023: Til sidst og for at slutte ved hovedpersonen: Myten om Brando var altid lidt større i generationen, der kom lige før min. Jeg er født i 1955. Han var snarere et forbillede for mine egne idoler og helte, som havde dyrket ham i deres teenagetid. Vi så ham i The Godfather, Superman og Last Tango in Paris, men forstod ikke helt ærefrygten, der omgav den mumlende mands præstationer. For os var 50erne noget tillært, tanter og onklers sort-hvide årti. Brando blev først virkelig, da vi så ham i Coppolas Apocalypse Now.

   En stor del af modstanden var æstetisk, et spørgsmål om stil, simpelt hen. Helt kogt ned: Vi syntes ikke, at Brando så sej ud som biker i The Wild One. Det gjorde derimod Peter Fonda som Captain America i Dennis Hoppers Easy Rider (1969). Vi kunne heller ikke se noget særligt i John Wayne. Clint Eastwood i Sergio Leones italienske westerns var vores John Wayne.

   Men Brandos eksempel var vigtigt for stjernerne, vi navigerede efter, dvs. stemmerne, som vi lyttede til. Det må være 45 år siden, at jeg første gang hørte »Pocahontas«, Neil Youngs fantastiske (og i dag sikkert dybt problematiske) sang om at elske med Powhatans datter og drømme store drømme om landet i begyndelsen. Fortælleren er en oprindelig amerikaner, der sidder på gaden i downtown L.A., hutler sig igennem og bliver set ned på (eller slet ikke set) af forbipasserende hverdagsfolk. I parentes bemærket: Man kunne skrive den samme slags sang om en grønlandsk inuit, der kryber sammen ved metroen på Christianshavn.

   Sangen er fra albummet Rust Never Sleeps (1979) og indgår i koncertfilmen af samme navn, som Young selv instruerede under pseudonymet Bernard Shakey. Jeg skrev om den i nr. 36 af Filmavisen 1000 Øjne, som udkom i marts 1980. Det var den første af 10.000 anmeldelser, og fordi Young tog Marlon Brando med – og fordi jeg kendte Pocahontas-historien fra Hart Cranes store digt om The Bridge (1930, da. Broen) – gik alting op og gav bedre mening, da jeg 17 år senere så Brando og Johnny Depp i The Brave. 

JEG skrev nekrologen om Brando til Weekendavisen i 2004. Den er fuld af fjerne titler og gamle navne, historisk stof, som jeg prøver at formidle med autoritet, men meget af det var noget, jeg lige havde læst mig til. Jeg har indhentet det meste, men der kan stadig være overspring. For eksempel var det først under arbejdet med dette blogindlæg, at jeg nåede til at afspille en blu-ray med Mutiny on the Bounty. Som det meste fra tiden, var filmen bedre og især mere farvestærk end sit rygte – det er næsten alt ved konformitetens årti, hvis man først pakker koderne ud.

   Brando er pengene værd i den film. Man deler hans foragt for Trevor Howards kaptajn Bligh (og genkender Stanley Kowalskis gestik i hans snerren). Man tror på kemien mellem Fletcher Christian og Maimiti. Hun bliver spillet af Tarita Teriipaia, og i begyndelsen var de et godt par. Der er alle de sædvanlige anekdoter fra settet. Veteranen Lewis Milestone væmmedes ved Brando. Han talte i Variety om, at studierne fortjente, hvad de fik, når de overlod produktionen til forkælede, overbetalte stjerner. 

   Det er sandt, at Brando belastede budgettet med et astronomisk honorar [500.000 dollars i hånden + 10% af billetindtægten + 5.000 dollars pr. ikke-indregnet optagelsesdag] og en klausul om retten til at sige fra. Men da det gode skib Bounty (som blev bygget igen i fuld skala) skulle brændes, satte han foden ned og truede med at gå sin vej, hvis det skete. Det er ikke stjernenykker. Det er respekt for håndværket, naturen og historien. Man kan se, hvordan Brando får blødere træk efterhånden. Han finder hjem på øerne, hvor de optager. 

 

 

JEG har stadig flere Kazan-film til gode – Boomerang! (1947) og Gentleman's Agreement (1947, da. Mand og mand imellem); Pinky (1949), Panic in the Streets (1950, da. Panik) og Man on a Tightrope (1953, da. Cirkus på flugt) – men er heldigvis lykkelig ejer af bokssættet The Elia Kazan Collection, som Martin Scorsese kuraterede i 2010. Her er 15 kanoniske værker samlet med dokumentaren A Letter to Elia i tilgift. 

   Jeg holder meget af A Tree Grows in Brooklyn (1945, da. Der vokser et træ i Brooklyn), James Dean-klenodiet East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), immigrantatmosfæren i den selvbiografiske America America (1963), som var instruktørens personlige favorit, og faktisk også The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme), filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds sidste roman, som Kazan selv var utilfreds med. Værst i værkrækken er Baby Doll (1956), som altid har været en skrækkelig film. Rigest og mest af sin tid er Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) med Natalie Wood og Warren Beatty i sin debut. Men Kazan var måske skarpest i mediesatiren A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden). Den film er besk som ind i helvede – og ubehageligt aktuel i forhold til kulturen nu. 

   Scorsese var en af de få, som støttede Elia Kazan hele vejen. Han motiverede den kontroversielle Honorary Award, som instruktøren modtog for sit livsværk ved Oscar-uddelingen i 1999. For mange var det ikke muligt at tilgive »forræderen«, uanset hvor agtværdige filmene var. Orson Welles sagde det klarest i 1982, da han besøgte la Cinémathéque Française i Paris og besvarede spørgsmål fra salen:

   »Madame, you have chosen the wrong metteur en scene, because Elia Kazan is a traitor. He is a man who sold to McCarthy all his companions at a time when he could continue to work in New York at a high salary. And having sold all of his people to McCarthy, he then made a film called On the Waterfront which was a celebration of the informer. And therefore, no question which uses him as an example can be answered by me.«

   Derfor var bifaldet spredt, da Kazan fik sin ærespris i 1999. Det skrev jeg også om i Weekendavisen, hvor jeg sad i så mange år, at det svimler. Tiden er virkelig blevet elastisk. Jeg gik ind ad en biografdør i 1962 og kom ud af salen igen 60 år efter. Jeg kan se, hvordan tiden er gået, og nu bliver vi alle til røg. Hver generation har sin kanon og sit panteon. Selv Welles måtte slutte sin svada med tilføjelsen: »I have to add he is a very good director.«

 

  

DET er vigtigt at holde navnene fast, hvis navnene er vigtige. De er næppe nødvendige for de næste, og på den måde skriver vi selv glemmebogen. Så jeg vil huske Marlon Brando. For mig er hans største bedrifter Colonel Kurtz, amerikaneren Paul i Last Tango og gangsteren Don Vito Corleone. Men det er i mødet med A Streetcar Named Desire og On the Waterfront, at jeg kan se, hvad han var for sin samtid.

   Neil Young – som nu er 77, men mere aktiv og produktiv end nogen sinde – har netop udgivet albummet Chrome Dreams (2023) i sin omfattende Archives-serie. Det samler 12 sange med amerikansk tematik, der egentlig var tænkt til ét album, men i stedet blev fordelt på American Stars 'n' Bars (1977), Comes a Time (1978), Rust Never Sleeps og Hawks and Doves (1980). »Pocahontas« er tilbage i den kontekst, den var tænkt i. Marlon Brando må have sat pris på den sang:

Aurora borealis

The icy sky at night

Paddles cut the water

In a long and hurried flight

From the white man

To the fields of green

In the homeland

We've never seen

They killed us in our teepee

And they cut our women down

They might have left some babies

Crying on the ground

But the fire sticks

And the wagons came

And the night falls 

On the setting sun

They massacred the buffalo

Kitty corner from the bank

The taxis run across my feet

And my eyes have turned to blanks

In my little box

At the top of the stairs

With my Indian rug

And a pipe to share

I wish I was a trapper

I would give a thousand pelts

To sleep with Pocahontas

And find out how she felt

In the morning

On the fields of green

In the homeland

We've never seen

And maybe Marlon Brando

Will be there by the fire

We'll sit and talk of Hollywood

And the good things there for hire

And the Astrodome

And the first teepee

Marlon Brandon, Pocahontas, and me...

 

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ United Artists/ 20th Century Fox/ Warner Bros.Entertainment/ The Criterion Collection/ Paramount Pictures/ Columbia Pictures/ Sony Pictures Home Entertainment// CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Faber and Faber/ Phaidon Press/ Nordisk Film/ The Brando/ Island Conservation Partnership and Conservation on Atoll Tetiaroa/ RKO Radio Pictures/ Cinema 77/ New Line Cinema/ Saga Studio/ American Zoetrope/ Wikimedia Commons/ Google Images/ Academy of Motion Picture Arts and Sciences/ NPR/ YouTube [trailers + / Neil Young Channel/ NeilYoungArchives.com

Artiklen blev skrevet som Brandos nekrolog og bragt i Weekendavisen Kultur 09.07.2004. Teksten er revideret og omfattende ajourført i oktober 2023.