Translate

lørdag den 13. juni 2020

Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]


CHAPLIN EFTER VAGABONDEN
Diktatoren, Morderen, Klovnen og Kongen

Af BO GREEN JENSEN


BEGYNDELSEN er legendarisk. Som medlem af Fred Karnos turnerende varieté kom den 23-årige englænder Charles Spencer Chaplin til USA i 1912. Han hoppede af og blev hængende i den endnu spæde filmindustri, der gjorde indtryk på ham som fremtidens medie. Han arbejdede for Mack Sennetts Keystone Film Company, hvor han i 1914 medvirkede i ikke færre end 35 titler. En af dem var Kid Auto Races at Venice (da. Chaplin vil fotograferes), hvor han første gang optræder som The Tramp, Vagabonden, der blev hans signaturfigur.
   I 1915 skrev han en bedre kontrakt med The Essenay Film Manufacturing Company, hvor han skabte 15 korte farcer, bl.a. The Tramp. Han holdt skiftedag i 1916 og producerede for Mutual Film Company yderligere 12 korte titler, bl.a. den fremadskuende The Immigrant (da. Chaplin som emigrant) og den komiske klassiker The Floorwalker (da. Chaplin i stormagasinet).

1. Lille mønsterbryder: The Kid, 1921

CHAPLIN var nu en feteret stjerne, som på ingen tid havde fået et begejstret globalt publikum. I 1918 skrev han en stjernekontrakt med First National Pictures og producerede fra eget studie de otte film, som han havde lovet dem. National var særdeles skeptisk, da The Kid (da. Chaplins plejebarn) i 1921 brød budgettet og blev til »six reels of joy« i stedet for de sædvanlige to ruller, som man havde aftalt.




MED Jackie Coogan i titelrollen som Knægten og Chaplin selv på højden af sin fysiske formåen, er The Kid den første film om Vagabonden, der endnu kan ses uden skyldig hensyntagen til tilblivelsestidspunktet. Den er på én gang dugfrisk og eviggyldig. Det er barnet og manden, som finder sammen, bare de to imod hele verden, med alt hvad dertil hører af hjertevarme og kærlighed. The Kid er meget passende den første film i The Chaplin Collection, et boxsæt med de fleste af Chaplins lange film.*
   Jeg har tilbragt nogle intense døgn med at dykke og pirke og gå på opdagelse i dette boxsæt. Det var bestemt stort at gense de restaurerede hovedværker, The Gold Rush (1925, da. Guldfeber) og The Circus (1928, da. Cirkus), hvor Vagabond-figuren eksponentielt bliver større og mere klart defineret, før han kulminerer i klassikerne City Lights (1931, da. Byens lys) og Modern Times (1936, da. Moderne Tider), der begge retfærdiggør betegnelsen mesterværker. 
   Det var også interessant at se A Woman of Paris (1923, da. Kvinden fra Paris), som Chaplin skrev til Edna Purviance og instruerede som sin anden lange spillefilm, da han var kommet ud af kontrakten med First National og havde etableret United Artists sammen med D.W. Griffith, Mary Pickford og Douglas Fairbanks. De fleste oplevelser lå imidlertid i gensynet med filmskaberens sene produktion, som ikke helt retfærdigt står i skyggen af de tidlige arbejder.
   Hvad The Chaplin Collection fremfor alt demonstrerer, er i hvor høj grad den store, varme og sentimentale underholder også var en skarp, kompromisløs og af og til iskold politisk filmskaber. Lad os derfor begynde et godt stykke inde i Chaplins fem årtier. Før 1923 skabte han 72 titler. Siden tog det ham godt og vel 40 år at blive færdig med de sidste ti.

2. »Vi tænker for meget og føler for lidt«: Diktatoren, 1940 



»WE think too much and feel too little,« siger Chaplin i den berømte og skelsættende tale, som afslutter The Great Dictator (1940, da. Diktatoren). Den lille jødiske barber, endnu en version af Vagabonden, bliver forvekslet med Adenoid Hynkel, den præcise karikatur af Adolf Hitler, som Chaplin skabte umiddelbart før krigsudbruddet i 1939. Diktatoren havde premiere den 15. oktober 1940. Der blev arbejdet på produktionen i 559 dage, en rekord selv for Chaplin, der havde ressourcer til at gøre den slags, fordi han ejede sit eget studie og var sin egen chef.
   Talen holdes ved et stævne, der er baseret på det nazistiske partikonvent i Nürnberg, som Leni Riefenstahl skildrer i Triumph des Willens (1935, da. Viljens triumf). I sit portræt af diktatoren arbejdede Chaplin med avisreportager og nyhedsrevyer som grundmateriale. Hynkels operettepalads var en parodi på det opulente Rigskansleri, som Albert Speer havde tegnet til Hitler. Især bed Chaplin mærke i en strategisk detalje på Hitlers kontor, nemlig den mandsstore globus, som i filmen udløser en komisk ballet. Da de russiske tropper nåede Berlin, var bygningen rippet for alt inventar. Dog stod en enkelt uhåndterlig genstand tilbage: megalomanens gigantiske globus.




OPRINDELIG havde Chaplin skrevet en kortere tale, som affødte en mere farceagtig slutning. Når barberen havde talt, skulle brunskjorterne give sig til at danse. På selve settet, og mens begivenhederne i Europa gjorde filmen forstemmende døgnaktuel, ændrede Chaplin slutningen til den nuværende. Da han endelig taler i The Great Dictator, hører man for første gang filmskaberens egen stemme. Chaplin talte på film i 1931, da en nyhedsrevy fastholdt hans møde med østrigske fans. I dramatisk sammenhæng udgør nonsenssangen i Modern Times hans første forsigtige tilnærmelse til tonefilmen. 
   Som Hynkel siger han en masse i Diktatoren, men dialogen består af lydord, som karikerer Hitlers rablende oratiske udfoldelser. Chaplin havde arbejdet længe med talen, som udgør hans humanistiske manifest. Han taler til slut på helt egne vegne: »Vi tænker for meget og føler for lidt. Snarere end flere maskiner, har vi brug for mere menneskelighed. Snarere end snedighed har vi brug for venlighed og nænsomhed. Uden disse egenskaber vil livet forme sig hårdt og brutalt, og alt vil være tabt.«** 



CHAPLINS tale er så overdrevent sentimental og patetisk, som han forbeholdt sig retten til at være. Det er samtidIg disse kvaliteter, der gør den tidløs og universel. Den taler med ord til forstanden og hjertet, på nøjagtig samme måde som Vagabonden altid har gjort via billeder. Og på fantastisk vis var Chaplins stemme den eneste, der talte mørket i tiden så klart imod. Ellers så Hollywood tiden an med hensyn til krigen i Europa. Det nazistiske menneskesyn havde magtfulde sympatisører i USA.
   FBI-direktøren J. Edgar Hoover, der havde haft Chaplin på sin sorte liste fra begyndelsen, kunne afskrive The Great Dictator som anti-amerikansk. Chaplin talte for en alliance med Sovjetunionen. Han tog det næsten personligt, da Hitler og Stalin i 1939 underskrev den famøse ikke-angrebspagt. Også da blev det nødvendigt at nytænke filmen.
   Som skildret i Kevin Brownlows og Michael Klofts dokumentarfilm The Tramp and the Dictator (2001) var der meget ved Hitler, som fascinerede Chaplin. De var født i samme år og samme måned. De havde forladt deres hjemland for at gøre lykke. Tilfældigvis lignede Hitler Vagabonden. Chaplin studerede nyhedsrevyer med Hitlers taler og kunne se, at manden var latterlig og farlig. Samtidig følte han en absurd respekt for diktatorens dramatiske evner. Han kaldte Hitler en stor skuespiller. Og sagde efter krigen, at han aldrig ville have skildret antisemitismen i komisk belysning, hvis han havde vidst, hvor vidt man allerede dengang havde drevet umenneskeligheden i i nazisternes Tyskland.
   Mere overraskende er måske, at Hitler faktisk så og tilsyneladende også satte pris på The Great Dictator. Han så amerikanske film for sin fornøjelse og skrev ofte sine indtryk ned. Skrev han schlect kom filmene ikke ud i Tyskland. Den dom blev blandt andet fældet over Tarzan. Hitler bestilte Diktatoren til gennemsyn. Nogle dage senere bestilte han den igen. Han gav ingen skrevne kommentarer, men en betroet medarbejder forestiller sig, at Hitler sandsynligvis kunne le af scenerne, hvor Hynkel konkurrerer med Napaloni, filmens Mussolini-parodi. »Føreren var skam ingen dødbider,« siger den gamle fælle med varme i stemmen. Det er utroligt, hvad man vil stå frem med i dag.



DA Chaplin overvejede at skrinlægge filmen, bad præsident Roosevelt ham om at fuldføre den. Chaplin har altid haft sine kritikere, i USA i særdeleshed, men også blandt europæiske intellektuelle. En særlig selvfed ironisk bevidsthed finder den patetiske faktor anstødelig, behagesyg og beregnende.
   Det er dog netop den totale mangel på kalkulerende elementer, der gør Chaplins patos så anfægtende. Fordi han kunne manipulere med stor ekspertise, når det tjente hans formål, gør det indtryk, når han taler fra hjertet. Han ytrer sig da på den enkeltes vegne, og han gør det med større ret og mere indsigt end de analyserende æggehoveder, som foragter hans sentimentale træk. Hvad han siger er ganske enkelt, at vi af og til har mere brug for følelsesmæssig intelligens.
   Sammenstillingen af instinktiv farce, rendyrket slapstick og mørk politisk virkelighed fører ofte filmen ind i områder, hvor især eftertiden føler sig utryg. Her er med andre ord den farlige humor, som ofte efterlyses fra kritisk hold. Chaplins kunst er aldrig konfliktfri og kommerciel. Han leverer aldrig standardvaren, men bliver ved med at bore efter den unikke vinkel, netop fordi den personlige satsning er høj. Han gik ikke bare hjem bagefter. Han levede sine film helt og holdent.

3. »Han er ikke Charlie, men Charlie er i ham«: Monsieur Verdoux, 1947




ALLEREDE i 1930erne, mens publikum endnu var med ham, optrappede de konservative kræfter kampagnen mod den irriterende britiske enegænger med de kommunistiske sympatier. Efter sigende var det en kombination af personlig antipati og kritisk klarsyn, der udløste den lange krig mellem J. Edgar Hoover og Chaplin. Hoover gjorde tidligt tilnærmelser til Chaplin og prøvede at vinde ham for den patriotiske sag. Chaplin afviste ham med nonchalent arrogance. De to mænd kunne ikke fordrage hinanden. Allerede i 1917, da Chaplin skildrede ankomsten til Det Forjættede Land i The Immigrant, satte Hoover hans navn på sin liste. 
   Under alle omstændigheder blev Diktatoren Chaplins sidste succes. Da Monsieur Verdoux fik premiere i april 1947, havde stemningen vendt sig til åbenlys fjendtlighed. Apparatet hadede filmen på forhånd, og nu tog pressen systemets parti. Samme år blev Joseph McCarthy valgt ind i Senatet, og præsident Truman formulerede en såkaldt »loyalitetsordre« for statsansatte, dvs. et amerikansk berufsverbot. Det ideologiske korstog mod kommunismen begyndte for alvor i 1950, men det var allerede en stor tid for medløberiet.
   Hertil kom, at Monsieur Verdoux var en selvbevidst bestræbelse, som skød langt forbi den populære smag i efterkrigsårene. Man ville muligvis have tilgivet Chaplin hans særheder, de socialistiske sympatier og de rodede forhold til purunge kvinder, hvis han havde bragt Vagabonden tilbage. Trods alt var uimponeret respektløshed en del af karakterens væsen. Imidlertid valgte Chaplin netop dette tidspunkt til at tage afsked med Vagabonden og tale tiden ret imod.



MONSIEUR Verdoux er et vovestykke. Det var egentlig Orson Welles, som ville basere en komedie på sagen om den franske bigamist og seriemorder Henri-Désiré Landru, der i 1922 blev henrettet for mordene på 10 kvinder og en enkelt dreng. I 1941, umiddelbart efter premieren på Citizen Kane, henvendte Welles sig til Chaplin og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en sort komedie om den franske Blåskæg. Chaplin købte i stedet ideen af Welles og brugte to år på at udvikle manuskriptet til A Comedy of Murders, som filmen hed i begyndelsen.
   Han spiller her æsteten med de pertentlige manerer og en lidenskab for roser, som i næsten italiensk farcestil holder en stakåndet mængde forhold og ægteskaber i luften på én gang. Han faldt ind i vanen med at gifte sig til penge, for snart efter at dræbe sine hustruer, da han under den økonomiske nedtur mistede sit arbejde som bankkasserer. Verdoux har en handicappet hustru og en søn, som han elsker for alvor. Hovedparten af sin tid bruger han dog på at pendle mellem forskellige koner. Han investerer sine penge i aktier. Endelig ramler hans verden sammen, da børskrakket kommer. Samtidig må han flygte fra et bryllup, hvor en af hans andre hustruer dukker op som gæst.
   Filmen er for det meste morsom på en temmelig ubehagelig måde. Hvis man i Diktatoren kunne have det sært med at le, mens Hynkels brunskjorter hærger i den jødiske ghetto og bl.a. vil lynche barberen, bliver det endnu vanskeligere at more sig i Monsieur Verdoux. En febrilsk undertone gør filmen ganske spændende. Den er fuld af karikerede kvindefigurer, men kan ikke afskrives som misogyn. De fleste af Verdouxs ofre er ældre, uskønne kvinder, men de er hverken skildret som dumme eller ondskabsfulde.
   En ung kvinde, der vil prostituere sig, bliver fremstillet værdigt og smukt af Marilyn Nash. Hende lader han leve, og hun bliver på sæt og vis begyndelsen til enden. Et kapitel for sig er den pragmatiske amerikanske amazone, spillet i Lucille Ball-modus af Martha Raye, som Verdoux har giftet sig med under dække af at være kaptajn i handelsflåden. Hun skærer ukueligt igennem og overlever alle hans forsøg på at tage hendes liv. Så Verdoux resignerer. Den uudslettelige kvinde er sikkert Chaplins syrlige, men alt i alt godmodige hyldest til et folk og et land, der altid vil overleve.


   
MONSIEUR Verdoux er Chaplins første ægte tonefilm. Han taler selv med den omhyggelige, påtaget aristokratiske accent, der ligger langt fra hans cockneybaggrund. Dialogen er for alvor søgt integreret i plottet. Verdoux lægges frem som en selvbevidst dandy, der ofte skræmmer kvinderne væk, men lige så ofte charmerer dem på fem minutter med sine poetiske kærlighedstaler. For første gang er han på demonstrativ vis ikke Vagabonden. Alligevel bærer han hat, går med stok, har en sirlig moustache og gebærder sig vævert. Adskillige af Vagabondens manierismer slår igennem. »Han er ikke Charlie, men Charlie er i ham,« sagde Claude Chabrol (1930-2010), som var en stor beundrer af Monsieur Verdoux.
   Chabrol, der i 1962 skabte filmen Landru (da. Er det synd at myrde kvinder?), peger samtidig på forskellen mellem virkelighedens Landru og Chaplins Verdoux. »Landru var en særling. Verdoux er filosof.« Chabrol er ikke i tvivl om, at det er Vagabonden, som til slut bliver ført ud til skafottet.
   Det er i hvert fald Chaplin selv, der taler gennem Verdoux, mens han venter i dødscellen. Han taler atter om humanistisk modsat totalitær moral, men hans ord udgør nu et bittersødt modstykke til den patetiske gestus i Diktatoren. En journalist spørger Verdoux, om han fortryder. Verdoux fortryder ikke det mindste og opfatter ikke sig selv som forbryder. Tager man ét liv, er man morder. Tager man millioner, bliver man en helt. »Numbers sanctify« – »tallene guddommeliggør« – lyder den sønderlemmende civilisationskritik til slut i Monsieur Verdoux. Ordene illustreres med indklip af hære, der mobiliserer.
   I USA fik filmen ikke en chance. I Europa så man bedre efter, men det var tydeligvis ikke en film, man tog børnene med til. Det blev Chaplins arbejder aldrig igen. Kritikeren Charles Silver har skrevet, at »Verdoux er Vagabonden som gammel, omsider tvunget ind i livets intriger af ansvar og familie.«
   Det lyder fornuftigt. På afstand ligner Chaplin et offer for Conan Doyle-syndromet, men Charlie ville ikke dræbe The Tramp, som Doyle ville udslette Sherlock Holmes. Alle Chaplins senere figurer forholder sig til Vagabonden. Til gengæld fik Doyles læsere detektiven tilbage, da de havde plaget længe nok. Vagabonden vendte aldrig hjem.

4. Nostalgi betyder hjemve: Rampelys, 1952





EFTER de politiske arbejder ville Chaplin skabe en film, som i bund og grund ikke var kontroversiel. For første gang overvejede han, om han virkelig var ude af trit med tiden. Han følte også en akut præstationsangst, hvilket ikke var første gang. Når tingene strammede til i privatlivet, og når kunstneren følte sig udsat og trængt, vendte han altid tilbage til sit rette element, den sentimentale komedie. The Kid blev til i et inferno af faderskabssager, kostbare skilsmisser og halvfærdige forhold. Tredive år senere skabte han Limelight (1952, da. Rampelys), som stadig giver hårde mænd bævende stemmer.
   Den fallerede varietekunstner Calvero forsvandt fra rampelyset, da han stivnede midt i sin trætte rutine. Nu redder han den unge danserinde Terry, som har forsøgt at tage sit liv. De hjælpes med at genrejse hinanden, og Terry leger endog med ideen om at gifte sig med faderfiguren. I 1943 havde Chaplin giftet sig for fjerde gang med Oona O’Neill. Hun var 18, han var 54. Denne aldersforskel – og offentlighedens meninger om den – har meget at gøre med forholdet mellem Calvero og Terry i Rampelys
   Endvidere arbejder filmen på at skabe idealiserede portrætter af Chaplins egne forældre. Limelight er en gennemført øvelse i nostalgi, som egentlig betyder hjemve. Den er lavet i Hollywood i 1951, men udspiller sig i London i 1914, på den samme hendøende music hall-scene, som Chaplin forlod, da han opdagede filmen.
   I Sunset Boulevard (1950) havde Billy Wilder samlet veteraner fra begyndelsen til en bridgeaften hos Norma Desmond (Gloria Swanson) og hendes tragiske tjener (Erich von Stroheim). En af »voksfigurerne« var Buster Keaton, som var ved at blive glemt og kunne bruge honoraret. Chaplin gør det samme for sin gamle våbenfælle i Rampelys, hvor Keaton spiller Calveros kollega.***
   Limelight blev Chaplins sidste amerikanske arbejde, og man skulle ikke mene, at komikerens kritikere kunne finde meget at udsætte på moralen. Det kunne de imidlertid. Senator McCarthys politiske heksejagt var nu på sit højeste. Alt blev blandet sammen, og ingen lagde fingre imellem. Claire Bloom, som spillede Terry, fortæller at Chaplin ikke nærede illusioner om den amerikanske modtagelse. »Jeg vil ikke spilde Deres tid, mine damer og herrer,« sagde han ved pressemødet. »De kan begynde slagteriet.«





   
5. En konge i Schweiz

I SEPTEMBER 1952 rejste Charlie og Oona til Europa for at lancere Limelight. Chaplin fik ikke fornyet sin opholdstilladelse. To år senere valgte Oona at blive britisk statsborger ligesom sin mand. De bosatte sig i en naturskøn The Sound of Music-agtig kulisse ved Genfersøen i Corsier-sur-Vevey. Der var 18 værelser i Manoir de Ban, og parret befolkede dem systematisk. I 1919 havde Chaplin mistet sit første barn, en søn som han fik med Mildred Harris og som kun blev tre dage gammel. Han fik to sønner sammen med Lita Grey. Ægteskabet med Paulette Goddard var barnløst. Til gengæld fik Charlie og Oona otte børn sammen, fem piger og tre drenge, mens han brugte de sidste 25 år af sit liv på at pleje arkivet, skrive ny musik til gamle film og relancere fortidens bedrifter i definitive udgaver. I 1964 udkom selvbiografien Mit liv. Selv i Schweiz skrev Hoovers agenter rapport, når familien Chaplin gik i cirkus.



MED base i Schweiz skabte Chaplin sine sidste to spillefilm. I den næstsidste, A King in New York (1957, da. En konge i New York), spillede han selv titelrollen som den eksilerede Kong Shahdov, der kommer til USA efter en revolution.
   En minister løber med statskassen, og Kongen må benytte sig af de tilbud han får, ikke mindst fra reklameindustrien, så han kan betale regningen på Hotel Ritz. På en lidt støvet måde ironiserer filmen over de aspekter af 50ernes massekultur, som Chaplin foragtede allermest: rock and roll, film i det brede Cinemascope-format, den kommercielle forgudelse af ungdommen og den gennemgribende konsumerisme, der forvandler livet selv til annoncer. Chaplin var 68, da han optog filmen i London. Alligevel ses Vagabonden i glimt.
   Filmen er værd at se alene for slutscenen, hvor Kong Shahdov oversprøjter den præsiderende House Un-American Activity Committee med vand. Det sker ved et komisk uheld, men det står mere end klart, at han gør det med glæde. Kongen vidner, fordi han har taget sig af Rupert Macabee, en dreng hvis forældre var kommunister. For at redde dem vidner Rupert og nævner navne. I begyndelsen er han en ret ulidelig miniature-demagog. Til slut er han et knækket barn. Charlies egen søn, Michael Chaplin, spiller drengen.
   Filmen har for travlt med at sige for meget til at være egentlig vellykket, men man ser den med fornøjelse og stor sympati. Det er Chaplins opgør med landet, som han i et brev til dramatikeren Clifford Odets kaldte »en byld« og »et sted hvor man kastrerer dissidenter«. Ethel og Julius Rosenberg, som kunne være Ruperts forældre, blev henrettet i 1953. Senator McCarthy var endelig faldet i unåde i 1954. Alligevel var det ikke risikofrit at kritisere the American way. Filmen fik selvsagt ikke premiere i USA og blev først vist dér i 1973. Det kan undre, at Chaplin tog til Hollywood for at modtage en æres-Oscar i 1971. Han fik da en særlig indrejsetilladelse, som kun var gyldig i 14 dage.





CHAPLINS sidste film, A Countess from Hong Kong (1967, da. Grevinden fra Hong Kong) med Sophia Loren og Marlon Brando, var tænkt som en sofistikeret sædekomedie med moderne stjerner i de bærende roller. Den blev i stedet en støjende, rodet affære, som man fra kritisk hold overfortolkede, fordi den var skabt af Charlie Chaplin. Han døde mere end mæt af dage den 25. december 1977. Men Vagabonden lever videre, ligesom Diktatoren, Morderen, Klovnen og Kongen. Til slut i sin selvbiografi skriver han:
   »Schopenhauer sagde, at lykke er en negativ tilstand – men jeg er ikke enig med ham. I de sidste tyve år har jeg oplevet, hvad lykke vil sige. Jeg har den store lykke at være gift med en vidunderlig kvinde. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive mere om dette, men her kommer kærligheden ind, og fuldendt kærlighed er den smukkeste af alle hæmninger, fordi den er mere end man kan udtrykke (...) Med al denne lykke sidder jeg undertiden ude på terrassen i solnedgangen og ser ud over den store grønne plæne ned mod søen i det fjerne, og hinsides søen til de beroligende bjerge, og i denne sindsstemning tænker jeg ikke på noget som helst, nyder kun deres storladne stilhed.«




*) The Chaplin Collection indeholder: The Kid, A Woman of Paris, The Gold Rush, The Circus, City Lights, Modern Times, The Great Dictator, Monsieur Verdoux, Limelight og A King in New York. Boxsættet udkom på blu-ray i 2015. Chaplins film distribueres i Danmark af Miracle Film, som jævnligt giver dem repremiere.  

**) Der ligger mange versioner af talen på YouTube, nogle farvelagt og med musikalsk underlægning. Den fulde tekst er følgende: »I'm sorry, but I don't want to be an emperor. That's not my business. I don't want to rule or conquer anyone. I should like to help everyone if possible - Jew, Gentile, Black Man, White. We all want to help one another, human beings are like that. We want to live by each other's happiness, not by each other's misery. We don't want to hate and despise one another. And this world has room for everyone, and the good Earth is rich and can provide for everyone. The way of life can be free and beautiful, but we have lost the way. Greed has poisoned men's souls, has barricaded the world with hate, has goose-stepped us into misery and bloodshed. We have developed speed, but we have shut ourselves in. Machinery that gives us abundance has left us in want. Our knowledge has made us cynical - our cleverness, hard and unkind. We think too much, and feel too little. More than machinery, we need humanity. More than cleverness, we need kindness and gentleness. Without these qualities life will be violent, and all will be lost. The aeroplane and the radio have brought us closer together. The very nature of these inventions cries out for the goodness in men - cries out for universal brotherhood - for the unity of us all. Even now my voice is reaching millions throughout the world - millions of despairing men, women, and little children - victims of a system that makes men torture and imprison innocent people.To those who can hear me, I say - do not despair. The misery that is now upon us is but the passing of greed - the bitterness of men who fear the way of human progress. The hate of men will pass, and dictators die, and the power they took from the people will return to the people. And so long as men die, liberty will never perish. Soldiers! Don't give yourselves to brutes - men who despise you - enslave you - who regiment your lives - tell you what to do - what to think and what to feel! Who drill you - diet you - treat you like cattle, use you as cannon fodder. Don't give yourselves to these unnatural men - machine men with machine minds and machine hearts! You are not machines! You are not cattle! You are men! You have the love of humanity in your hearts! You don't hate! Only the unloved hate - the unloved and the unnatural! Soldiers! Don't fight for slavery! Fight for liberty! In the 17th Chapter of St Luke it is written: "the Kingdom of God is within man" - not one man nor a group of men, but in all men! In you! You, the people have the power - the power to create machines - The power to create happiness! You, the people, have the power to make this life free and beautiful, to make this life a wonderful adventure. Then - in the name of democracy - let us use that power - let us all unite. Let us fight for a new world - a decent world that will give men a chance to work - that will give youth a future and old age a security. By the promise of these things, brutes have risen to power. But they lie! They do not fulfil that promise. They never will! Dictators free themselves but they enslave the people! Now let us fight to fulfil that promise! Let us fight to free the world - to do away with national barriers - to do away with greed, with hate and intolerance. Let us fight for a world of reason, a world where science and progress will lead to all men's happiness. Soldiers! In the name of democracy, let us all unite!«



***) En lang række gamle Hollywood-navne spiller sig selv i Wilders syrlige hyldest til stumfilmens glory days. Ved bridgebordet sidder også H.B. Warner, som spillede Jesus Kristus i Cecil B. DeMilles The King of Kings (1927, da. Kongernes Konge) og Anna Q. Nilsson (1888-1974) fra Ystad, som kom til USA i 1905 og blev et stort navn i jazzårenes Hollywood. Det var ikke tonefilmens ankomst, der knækkede Nilsson. Hun kom til skade ved en rideulykke i 1928 og var inaktiv i tre år. Da hun vendte tilbage, var publikum væk. Herefter fulgte 40 år med små eller helt ukrediterede roller.    

Enter: C.C. i Making a Living, 1914
Exit: C.C. i A Countess from Hong Kong, 1967
Artiklen begyndte i Weekendavisen Kultur 02.01.2004. Teksten er her bearbejdet og forkortet (!). Den hed dengang bare 'Efter Vagabonden'.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar