Translate

mandag den 8. juni 2020

Spike Lee: BlacKkKlansman (2018) [Black Lives Matter 10]


DET STORE BEDRAG
A Spike Lee Joint med vid og bid

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN for BlacKkKlansman er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen, der har gjort mere for racehad end de fleste. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis ikke historien også var sand.
   I 1973 blev Ron Stallworth den første afro-amerikanske polibetjent i Colorado Springs. Hans hudfarve var et aktiv, når politiet skulle orientere sig i det radikale miljø. Da Kwame Ture – bedre kendt som Stokely Carmichael – fra De Sorte Pantere kom til byen for at tale, blev Stallworth sendt ind med en skjult mikrofon. Ved samme lejlighed mødte han kæresten Patrice, som arrangerede Tures besøg.
   At infiltrere Black Panther Party var en bunden opgave. Det var derimod på eget initiativ, at Stallworth tog kontakt til Ku Klux Klan, som søgte nye medlemmer. Han ringede simpelt hen til nummeret, som var oplyst i annoncen. Da det blev tid til at møde de lokale ekstremister, måtte en kollega med hvid hud træde ind. Det blev kriminalbetjenten Flip Zimmerman, som var vant til at arbejde dybt undercover.




ZIMMERMAN havde aldrig tænkt over, at han var jødisk. Stallworth begyndte at spørge sig selv, om han arbejdede for fjenden. Sammen steg de i graderne og var med til yde politibeskyttelse, da klanlederen David Duke besøgte sine tropper i Colorado. Hele det vilde forløb er beskrevet i bogen Black Klansman: Race, Hate, and the Undercover Investigation of a Lifetime, som Ron Stallworth fik udgivet i 2014.
   For filmskaberen Spike Lee bliver Stallworths beretning en anledning til at mobilisere alle de sædvanlige temaer og motiver. Her er omsider en sag, der kan holde og bære det hele.
   Saglig kulturanalyse og radikal systemkritik går hånd i hånd med humor, spænding, romantik og filmkunstens øvrige billige tricks. Resultatet er Lees mest effektive – skønt ikke nødvendigvis »bedste« - film siden Summer of Sam (1999), der brugte en seriemordersag fra 70ernes New York med samme politiserende flair.



SPIKE Lee havde tidligt i karrieren et populært øjeblik, hvor han og kulturen ville det samme. Film som She’s Gotta Have It (1986), Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991) blev globale og spontane hits i en tid, som ikke var mindre racistisk, men dyrkede hiphop og rap.
   Storfilmen om Malcolm X (1992) blev Lees sidste mainstreamsucces. Han gentog sig selv i svagere genrefilm som Crooklyn (1994), Clockers (1995) og Girl 6 (1996), men blev upåagtet mere politisk i dramaer som Get on the Bus (1996), der bare ikke nåede et stort publikum.
   Lee er sjældent en subtil instruktør – og han bliver ofte misforstået, når han prøver at tale stilfærdigt. The 25th Hour (2002) var en af de mest eftertænksomme film om 9/11, men den blev knap nok registreret, måske fordi Lee brugte hvide protagonister.
   Der har været kompetent melodrama som Miracle at St. Anna (2008) og neutrale spændingsstykker som Inside Man (2006) og Oldboy (2013), en genindspilning af Park Chan-wooks koreanske hyper-noir, men Lees hovedspor har i årtier været balstyrig satire, der skød langt over målet.
   Det begynder i 2000 med Bamboozled og fortsætter stadig mere outreret i Red Hook Summer (2012), Da Sweet Blood of Jesus (2014) og musicalen Chi-Raq (2015), hvor sort og hvid synger katolsk gospel sammen. Edward Norton er den syngende præst i Chicago.
   I samme periode er Lee en stadig skarpere dokumentarist. When the Levees Broke (2006) er den definitive skildring af Hurricane Katrina. Four Acres and a Mule, Lees eget produktionsselskab, har lanceret en strøm af tv-projekter, der går imod den hvide hovedstrøm.



DET er, som det hedder, en anden historie. Jeg nævner disse ting af flere grunde. For det første for at pege på en usædvanlig comebackfilm. For det andet for ikke at røbe for meget af handlingen i BlacKkKlansman. Den begynder i bredt komisk leje, men bliver siden både spændende og intens.
   John David Washington – som er søn af Denzel Washington – spiller Stallworth med åben, imødekommende mine. Adam Driver er meget velanbragt som hans jødiske partner. Laura Harrier drejer, sikkert med vilje, portrættet af Patrice Dumas i retning ad Angela Davis.
   For Lee benytter lejligheden til atter at udstille det store bedrag, som han (ikke uden rette) mener, at Hollywoods take på historien har været. 1973 er året, hvor blaxploitation var i zenit. Filmen har sin kringlede titel i ånden fra Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971). Ron og Patrice klæder sig som karakterer fra Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973).




TOPHER Grace leverer en glat David Duke, der er ond og banal i Hannah Arendt’sk forstand. Koryfæerne Alec Baldwin og Harry Belafonte udlægger filmhistorien fra diametrale positioner. Baldwin er racisten, som maner til mobilisering, mens En nations fødsel (1915) kører i baggrunden. Ku Klux Klan blev gjort til helte i D.W. Griffiths nationalepos. Det samme skete i Borte med blæsten (1939). Belafonte spiller en filmprofessor, der taler om racismen i det definitive borgerkrigsmelodrama.

   

BlacKkKlansman modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen i 2018. Til gallapremieren kom Spike Lee med de knojern, som Radio Raheem bruger i Do the Right Thing. På det ene står der LOVE, på det andet står der HATE.
   Lee har symbolikken fra Charles Laughtons The Night of The Hunter (1955, da. Kludedukken), men han siger, at alle hans film har handlet om dét. Ikke om klasse og etniske rødder. Bare om denne grundlæggende kamp.
   Til slut viser Lee friske billeder fra 2017-optøjerne i Charlottesville, Virginia. Det er selvsagt med flossede ender, at disse umage størrelser samles i filmen. Men BlacKkKlansman svæver og flyver reelt. Alle Spike Lees kvaliteter får stemme. Det er effektiv propaganda. Og virkelig en film, som kulturen fortjener.





BlacKkKlansman. Instr.: Spike Lee. Manus: Charlie Watchel & David Rabinowitz; Kevin Wilmott & Spike Lee. Foto: Chayse Irvin. 135 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018


Fotos: Four Acres and a Mule/ David Lee/ Focus Features/ UIP/ FilmAffinity
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.09.2018 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar