Translate

mandag den 26. april 2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]


INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.
   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.
   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.


DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.
   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.
   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.


MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.


DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.
   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.
   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

.


VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.
   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.
   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.


FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.


Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.01.2021

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar