Translate

tirsdag den 20. april 2021

Lee Isaac Chung: Minari (2020) [Oscars 2021]


IMMIGRANTERNES DRØM
Drengen betragter og undrer sig stort

Af BO GREEN JENSEN

BØRNENE betragter de voksne, som for dem at se bestemmer, hvordan familien og verden er indrettet. De suger indtryk til sig, tager form som individer og bliver selv voksne. De undrer sig over, hvordan det blev, og ser tilbage på barndommen.
   Meget ved familiestrukturen er ændret. Børn er inddraget på en ny måde. Men erindringen virker som altid. Vi søger altid oprindelsen dér.
   Lee Isaac Chung (f. 1978) er anden generations koreansk amerikaner. Han sprang fra studiet på Yale – og skuffede sine forældre – fordi han ville lave film i stedet for at gøre nytte ved landbruget. Han debuterede markant med Munyurangabo (2007), en besværgende semi-dokumentar om, hvordan hutu- og tutsi-børn i Rwanda kunne blive venner og gøre fremtiden bedre.
   Chung havde mindre held med de næste to film. Nu har han lavet Minari, som sammen med Chloé Zhans Nomadland, en anden film af en asiatisk amerikaner, er favorit til årets Oscar for den bedste spillefilm.
   Ved Golden Globes-uddelingen var det Minari, som vandt på bekostning af Thomas Vinterbergs Druk. Minari fik plads i den fremmedsprogede kategori, fordi 90 procent af dialogen afvikles på koreansk. Både Nomadland og Minari er vigtige i #StopAsianHate-bevægelsen.



MINARI er den voksne mands erindring om, hvordan han tog form. David kommer med sin søster og forældrene Jacob og Monica til Arkansas for at begynde igen. Før da kom de til USA for »at redde hinanden«, men »det eneste, vi gjorde, var at skændes«, siger Jacob i en af de samtaler, som børnene overhører. I Californien levede de af at kønsbestemme kyllinger og sortere hannerne fra. Jacob vil have sit eget gartneri. Det kan lige lade sig gøre i Arkansas. Monica ville blive i Oakland, hvor der var andre koreanere.
   Striden bilægges, da Monicas mor flytter ind i familiens trailer. Jacob kæmper for at realisere immigranternes amerikanske drøm. Monica ser ham aldrig som andet end selvisk. De er ærlige sammen og jævnbyrdige. I forhold virker amerikanerne tunge og langsomme. Kun særlingen Paul (Will Patton), en genfødt kristen med bizarre vaner, er faktisk gæstfri og gavmild.



DAVID er seks år og ser på det hele. Han blev født med et hul i hjertet og har påbud om ikke at anstrenge sig. Pyt, siger Mormor og er det modsatte af pædagogisk. Det er hende, der planter minari ved floden. Minari er en ydmyg selleriplante, som indgår i det koranske køkken. Dét får siden stor betydning.
   Minari er en smuk film med samme forklarede tilgang til livet, samme lys og grønne grundfarve, som Terrence Malicks The Tree of Life, hvor Brad Pitt var den samme slags far. Det giver mening, at Minari er produceret af Pitts Plan B Entertainment. Men især giver det mening, at Minari er blevet en stor film uden at stræbe. Ingen ser på verden som en lille dreng, der undrer sig. Det gør Alan S. Kim i Minari.
   Der er ingen forkromet agenda. Filmen viser os, hvordan man griber dagen, når det gælder. Det er alt nok i en tid, hvor andre råber højt og vil have ret.

Minari er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Steven Yeun), Best Supporting Actress (Youn Yuh-Jeung), Best Original Screenplay og Best Original Score (Emile Mosseri)



Minari. Instr. og manus: Lee Isaac Chung. Foto: Lachlan Milne. 120 min. USA 2020. Dansk premiere: 06.05.2021


Foto: Plan B Entertainment/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen får dansk biografpremiere 06.05.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.04.2021

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar