Translate

mandag den 19. april 2021

Chloé Zhao: Nomadland (2020) [Oscars 2021]

VANDRENDE HJERTE
Et øjebliksbillede af nationen

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste moderne nomader er folk med en fortid, som gik i stykker. For kvinden Fern – som spilles af 63-årige Frances McDormand – skete det i etaper. Først døde hendes mand af kræft. Så lukkede US Gypsum sin fabrik i Empire, Nevada, hvor den havde ligget i 88 år. Alle blev opsagt i januar 2011. Infrastrukturen forsvandt. I juli blev byens postnummer officielt annuleret.
   Fern havde hele sit liv i Empire. Man ser og føler al hendes ømhed og smerte i de første scener af Nomadland. Hun pakker resterne sammen og kører mod Nixon, den nærmeste by, som ligger 90 km væk.
   Senere prøver hun at forklare andre nomader, hvad der var særligt ved Empire. Egentlig var det jo bare 200 ens typehuse, men deres lå på kanten af byen og havde udsigt til bjergene, som var blå. Der var en skole og en biograf, endda en golfbane i blomstringstiden.
   Finanskrisen knækkede økonomien. Der er ikke sten på sten tilbage af livet, som hun kendte det. Men hun bider det i sig og ryster det af sig. Nomadland er ikke en film, hvor mennesker ser sig tilbage. De lærer at leve i stedløsheden og begynder at føle sig frie.



FERN skal først have forskellige knubs. Hun får sæsonarbejde i et af Amazons pakkecentre. Hun falder i med en veninde, Linda May, der overtaler hende til at besøge et træf for nomader i Arizona, hvor den filosofiske Bob Wells også i virkeligheden er et verdsligt orakel, som formulerer nej-sigernes tanker.
   Alt ved Nomadland gælder »i virkeligheden«. Chloé Zhao begyndte sin film som en dokumentar, baseret på Jessica Bruders artikler, der er samlet i Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century (2017). De fleste medvirkende spiller sig selv. Kun McDormand og David Straitharn er hentet udefra. Linda May, Charlene Swankie og Bob Wells er nomader i virkeligheden.


DET er i sagens natur en road movie, men der er ingen dramatiske konstruktioner. Som regel møder migranterne venlighed og forståelse, også i byerne, hvor »normale« mennesker lever i huse som altid. Nomaderne trykker næsen mod glasset. Bob Wells taler om at fravælge konsumerismen. Han beskriver trækdyrets psyke, hvordan vi bliver ved hele livet og får sværere ved at give slip, efterhånden som vi sakker bagud og segner. De fleste mennesker over 50 vil føle sig hjemme i Nomadland.
   Det er en film uden illusioner. Tempoet er roligt, og man finder rytmen sammen med McDormand. Den første vinter er bidende kold. Det gælder liv og død, når bilen bryder sammen. Man arbejder sig frem og finder stationer, der kan bruges igen. For yngre nomader er der muligvis en faktor af spiritualitet, men de fleste er praktiske mennesker, der har fundet sig til rette på vejen.


   
FILMEN er fuld af små epifanier – og et par enkelte store. Nomadland er optaget i Nevada, Californien, Arizona og South Dakota. Badland National Park har ikke stået renere i nogen western. Det er byer med navne som Scenic, Wall og Scottsbluff. Slet ikke storbyernes USA, hvor de fleste film og serier foregår. For at bruge et belastet udtryk: Her er vi blandt folket i virkeligheden.
   De fleste er gode mennesker, som økonomien har givet et puf. Derfor er filmen nyttig at se for ikke-amerikanere. Efter 2016 har vi vænnet os til at tænke på afskedigede arbejdere og trailerfolket som Trumps kernevælgere. Sådan fremstår de ikke i Nomadland. Her har mennesker stadig integritet og værdighed. Filmen er en tillidserklæring til de værdier.

 

FERN bliver ven og næsten kæreste med David (Straitharn), som hun arbejder sammen med i Custer National Park. Hun besøger ham, da han bliver hentet af sin søn, som skal være far.
   Hun besøger sin søster. Svogeren er ejendomsmægler. Han siger, at 2012 var fænomenalt. Her er filmens eneste åbne konflikt. Fern siger fra over for selvgodheden. Søsteren har aldrig forstået, at Fern blev i Empire. Fern prøver at forklare det. Og kører endelig tilbage for at se, om spøgelsesbyen er der endnu.



FAKTISK blev Empire opkøbt i 2016 og er genåbnet i en vis størrelse. USA kom gennem krisen, men kun for at blive til den splittede ørken, som ligger der nu. Måske skal man komme udefra for at se det så klart.
   Den kinesisk fødte filmskaber har arbejdet i Los Angeles siden high scool. Chloé Zhao skrev og instruerede The Rider, et portræt af en strejfende rodeorytter, i 2017. I 2020 fik Nomadland Guldløven i Venedig og i marts 2021 modtog den en Golden Globe som årets bedste drama.
   Det er frydefuldt at se McDormand i en rolle, hvor hun bare viser sit ansigt. Som regel er hun attraktionen i genrefilm, der spiller på en kvalitet af hårdkogt pragmatisme. Som typerne i Fargo, Six Billboards Outside Ebbing, Missouri og Olive Kittredge. I Nomadland skærer hun slet ikke tænder. Her synes hun næsten at være sig selv.

Nomadland er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actress (Frances McDormand), Best Adapted Screenplay (Zhao efter bogen af Jessica Bruder), Best Cinematography (Joshua James Richards) og Best Film Editing (Zhao)


Nomadland. Instr. og manus: Chloé Zhao. Foto: Joshua James Richards. 107 min. USA 2020. Dansk premiere: 06.05.2021


Fotos: Cor Cordium Productions/ Searchlight Pictures/ Disney/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Disney+ fra 30.04.2021 og får biografpremiere 06.05.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.03.2021

Ingen kommentarer:

Send en kommentar