Translate

torsdag den 8. april 2021

Yann Demange: '71 (2014) [Konflikten i Ulster]


NEDSTIGNING I HELVEDE
En ung mands blik på konflikten i Ulster

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1960ernes slutning var urolighederne i Nordirland et fast spor i bunden af nyhederne. Der var ingen særlig forståelse for konflikten. Man anerkendte den politiske side af problemet, men var utryg ved de religiøse aspekter. Man forstod, at konflikten gik tilbage til nationens grundlæggelse i 1921 og havde rødder i det endnu større drama om Irlands løsrivelse fra den britiske kolonimagt.

   Der var derfor et indgroet evighedspræg over striden, som krævede store ofre på begge sider. Fra 1966, da Ulster Volunteer Force, det protestantiske modstykke til IRA, erklærede åben krig mod IRA, til 1998, da parterne underskrev en fredsaftale, døde godt og vel 3.500 mennesker i attentater, og flere end 100.000 blev såret.
   Urolighederne eskalerede til krigslignende tilstande i oktober 1968, da det nordirske politi slog hårdt ned på borgerrettighedsmarcher i Derry og Belfast. Samme efterår blev de første britiske tropper sendt til Ulster. På konfliktens højeste var der 21.000 engelske soldater i Nordirland. Protestanterne betragtede dem som en blanding af backup og nyttige idioter. For det katolske mindretal var der tale om en besættelsesmagt.


DET var også dengang svært at se, hvad der var op og ned på konflikten. Nyhederne fra Nordirland nåede verden via de britiske medier, som forsvarede regeringens kompromisløse linie, og det var svært at nære sympati for de bombeattentater mod sagesløse civile, som IRA udførte i London og Dublin.

   Omvendt gav det bagslag, når hæren angreb fredelige demonstranter, som det skete i Derry i 1972 på den skændige »Bloody Sunday«, som Storbritannien siden har undskyldt. Borgerrettighedsforkæmperne dannede organisationen People’s Democracy, som 1969-74 fik sæde i Det Britiske Parlament, da socialisten Bernadette Devlin blev valgt. IRA havde som regel den kulturelle venstrefløjs støtte. BBC forbød sine radioværter at spille Paul McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«.



BAG fjendens linier foregår i 1971, da man var tættest på at bruge ordet borgerkrig om konflikten. Jack O'Connell spiller en ung soldat, Gary Hook, som lander midt i urolighederne uden at kende meget til baggrunden. Han ved ikke, hvad der venter og har ingen forudfattet mening om the Troubles. Bortset fra, at der må være noget galt med en befolkning, som altid volder så mange problemer.
   Gary er slet ikke forberedt på det had, som møder de britiske soldater i en befæstet by, der er opdelt lige så effektivt som Berlin. Små situationer eksploderer på ingen tid i kamphandlinger. De panikslagne soldater reagerer voldsomt og uoverlagt. Efter en træfning strander Gary i det katolske kvarter og prøver at finde hjem til kasernen.
   I løbet af natten har han kontakt med repræsentanter for alle stridens parter: rivaliserende fraktioner af IRA, der forråder hinanden for et godt ord; protestantiske loyalister; intrigante britiske provokatører, der selv iscenesætter terrorhandlinger.
   Han kender ikke kvarteret og jages gennem en labyrint af mørke gader, som kun oplyses af brande og eksplosioner. Han indser, at alle parter udnytter soldaterne, at fjenden er ligesom han og at de britiske provokatører sørger for, at konflikten bliver holdt åben. Han indser også, at hærens tilstedeværelse blot gør tingene værre.



GARYS flugt er en nedstigning i Helvede, som den instruktørdebuterende Yann Demange orkestrerer med stor sikkerhed. Soldaten får hjælp af en dreng, der brænder efter at blive partisan, og møder gode og dårlige mennesker på begge sider. Mange rives bort. Andre møder han igen. I de brændende gader hersker en vis moral. Det gør der ikke hos sikkerhedstjenesten, som ofrer hvem det skal være.
   I 80erne var konflikten i Ulster den mørke baggrund for mange fiktionsfilm, typisk tragisk spænding om unge mænd, der blev fanget i patrioternes spil: John Mackenzies The Long Good Friday (1980), Neil Jordans Angel (1982), tv-serien Harry’s Game (1982), Pat O’Connors Cal (1984), Mike Hodges’ A Prayer for the Dying, Alan Clarkes Elephant (1989) og Ken Loachs Hidden Agenda (1990).
   I 90erne var konflikten ældre, og tonen blev mere melodramatisk i Neil Jordans The Crying Game (1992), Jim Sheridans In the Name of the Father (1993) og Terry Georges Some Mother’s Son (1996). Det altid irsk-sindede USA tog bladet fra munden i spændingsstykker som Phillip Noyces Patriot Games (1992), Alan J. Pakulas The Devil’s Own (1997) og Jim Sheridans The Boxer (1997).


EFTER fredsaftalen i 1998 blev Nordirland atter et tema, nu med mere nuancering og en vis historisk bagklogskab. Paul Greengrass’ Bloody Sunday (2002), Steve McQueens Hunger (2008) og James Marshs Shadow Dancer (2012) er fremragende revisionistiske titler. Bag fjendens linier føjer sig smukt til disse film, der er lavet af instruktører, som var drenge i 1970erne, da radioen sang om »the Troubles«.
   Filmen siger mere ved ikke at tage stilling, og soldatens synsvinkel giver konflikten et nyt perspektiv. Bag fjendens linier er både et stykke tidsånd og en fundamentalt spændende overlevelseshistorie om helten med 1000 ansigters rejse til nattens ende og videre. En flot og eksemplarisk enkel (men ikke forenklet) fremstilling af en kompleks og reelt uløselig konflikt.


'71 (Bag fjendens linier). Instr.: Yann Demange. Manus: Gregory Burke. Foto: Tad Radcliffe. 100 min. Storbritannien 2014. Dansk premiere: 18.12.2014


Fotos: Film 4/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på HBO Nordic og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 19.12.2014

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar