Translate

lørdag den 24. april 2021

Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 15]


EN SORT PANTERS ENDELIGT
Nye grundfortællinger om 1968

Af BO GREEN JENSEN

FRED Hampton (1948-1969) blev leder af De Sorte Panteres Illinois-afdeling, da Black Panther Party etablerede sig i Chicago i 1968. Det skete efter det demokratiske partikonvent, som i august samme år havde udløst kaos og borgerkrigslignende tilstande. Hver etnisk gruppe blev radikaliseret. Den hvide kunne bevare magten, så længe splittelsen vedblev i det revolutionære miljø.
   Hampton var kun 20 år, men havde allerede lang erfaring fra sit arbejde i NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), som var en mere moderat og i systemets øjne derfor mindre farlig organisation. Han havde flair for at tale og bringe modsætninger sammen. I Chicago begyndte han at samle militante grupper fra hele det ideologiske spektrum.
   The Young Lords var puertoricanske – i Shaka Kings film om Hampton bliver de kaldt The Crowns – og mødte i udgangspunktet Hampton med skepsis. Den unge formand fik dem overtalt. Selv de hvide racister, som mødtes under Dixie-flaget i karreerne på South Side, blev spurgt, om de ville samarbejde. Hampton kaldte det revolutionære forbund for »Regnbuekoalitionen«. Bevægelsen døde, men navnet hænger ved. Efterfølgende har flere politiske ledere talt om en regnbuekoalition.



HAMPTON havde lyttet til Eldridge Cleaver og Bobby Seale. Hans tanker tog form gennem målbevidst læsning af Lenin, Che Guevara og Mao Zedong. Alligevel – eller netop derfor – så han USA i 1968 med samme blik som borgerrettighedsforkæmpernes primære modstander, FBI-direktøren J. Edgar Hoover (1895-1972), der efter 50 år i embedet havde nået sin mest paranoide og megalomane Napoleon-periode.
   Systemet kunne leve med sabotage. Den sociale modstand kunne endda være nyttig, fordi den sikrede forbundspolitiets bevillinger og råderum. Men Hoover frygtede »a black Messiah«, en skikkelse der samlede fronterne og fik dem til at rejse sig mod imperiet, ganske som den bibelske messias. Derfor blev Malcolm X og Martin Luther King særligt nidkært mandsopdækket. Og derfor blev Fred Hampton dræbt den 4. december 1969, da FBI trængte ind i hans lejlighed og skød, indtil alle lå stille.
   Det er ikke en konspirationsteori. Bureauet stod ved sin handling og betegnede den som nødvendig magtudøvelse. I dag ville man tale om en anti-terroraktion. Der var ni andre i lejligheden, bl.a. Hamptons højgravide hustru, Deborah Johnson, som siden tog navnet Akua Njeri. Hun fødte parrets søn, Fred Hampton Jr., to uger senere. Et andet partimedlem døde. De øvrige overlevede og blev sigtet for at modsætte sig arrestation og for mordforsøg. FBI løsnede 99 skud under aktionen. De Sorte Pantere løsnede ét.



»DET er vigtigt at få politikken på plads,« siger Shaka King, som har instrueret Judas and the Black Messiah og skrevet filmen sammen med Will Berson. De bruger lang tid på at tegne baggrunden op. I populærkulturen har perioden – cirka fra »The Summer of Love« i 1967 til Watergate 1972 – været omgærdet af nostalgisk erindring, selv når tilbageblikket var kritisk.
   Er der noget, som har ændret sig med Black Lives Matter, er det vægten i fremstillingen af historien. Hoover fik skurkerollen i 1980erne, da FBI’s arkiver blev åbnet, og man indså graden af hans magtmisbrug. Korruption er et tema fra Forbudstiden og frem, og i hvert fald siden 70erne er CIA og FBI skildret som kompromitterede størrelser.
   Det har dog altid været en hvid fortælling. I de seneste år lægges accenten tillige på etnicitet. Det fremgår, at systemet førte en skjult krig mod sine fjender – og fjenderne var alle, som ville ændre status quo. Både Aaron Sorkins The Trial of the Chicago 7 og Judas and the Black Messiah er blandt årets Oscar-kandidater. Også Ma Rainey's Black Bottom og One Night in Miami er repræsenteret. Det er et andet mediebillede nu.
   Sorkins humanistiske retssalsdrama er næsten høfligt i forhold til tonen i Kings skarpe læsning. Men begge film tager udgangspunkt i Chicago 1968. Og begge ser, hvordan historien, som »vi« lærte om og kendte den, er forandret.



DER er mere end en martyrskildring i filmen. Daniel Kaluuya spiller Fred Hampton, som er en relativt ukompliceret »Black Messiah«. Han handler, som han prædiker, og hans eneste brist er at sætte sagen over familien. Shaka King får Kristus-analogien til at stemme, fordi han lægger perspektivet hos William O’Neal, der fungerede som en Judas i forhold til den sorte Messias.
   Når O’Neal begik røverier, udgav han sig for at være FBI-officer. Han blev arresteret og fik valget mellem at gå i fængsel eller infilterere Black Panthers som muldvarp. Som afrikansk amerikaner kunne O’Neal komme tæt på Fred Hampton. Filmen lader ham tvivle og have alle dobbeltagentens anfægtelser, men der er aldrig tvivl om, at forræderen leverer.
   Der findes tv-optagelser med den virkelige O'Neal, som fortalte om sin rolle i mordet på Hampton i PBS-dokumentaren »Eyes on the Prize 2« i 1989. O’Neal døde i en trafikulykke i 1990. Filmen rekonstruerer programmet og antyder, at O’Neal begik selvmord, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Det står for Kings egen regning. O’Neal havde for meget alkohol i blodet, da han kørte galt, men det forpinte Judas-billede passer perfekt.




LAKEITH Stanfield spiller O’Neal så mange nuancer, at skikkelsen aldrig bliver entydig. Jesse Plemons er den hvide FBI-officer, som kontrollerer og overtaler O’Neal. Han bliver selv kontrolleret og overtalt af J. Edgar Hoover, der spilles med overbevisning af Martin Sheen. Dominique Fishback har rollen som Deborah Johnson, der lader os se den bløde side af Fred Hampton.
   Kritikere vil hævde, at filmen romantiserer Black Panther Party og fortegner ved at fremstille medlemmerne som idealister, der er villige til at skyde igen. Et fysisk højdepunkt tidligt i filmen er et skudopgør mellem Panterne og politiet. Da partiets hovedkvarter er ødelagt, kommer The Crowns som de første og spørger, om Panterne behøver hjælp. På den måde er politiet med til at styrke regnbuekoalitionen.



BLACK Panther Party blev opløst i 1982. Programmet var fuldt af paroler, men voldsretorikken blev sjældent realiseret. BPP drev folkekøkken blandt nødlidende i kvarteret og slog hårdt ned på narkohandel. Når Kings film skal bruge autentiske billeder, citerer den fra Agnès Vardas kortfilm Black Panthers (1968). Den kan De selv se på streamingtjenesten MUBI.

   Svageste punkt er den fysiske lighed. Både Kaluuya og Stanfield er ti år for gamle til deres roller. Fred Hampton var 21 år, da han døde; O’Neal var 19, da han forrådte ham. Men der skal ikke herske tvivl om filmens betydning og risikovilje. Det er effektiv systemkritik og nye nuancer i billedet af tiden, der til stadighed forandrer sig, fordi historien ikke er skrevet i sten.

Judas and the Black Messiah er Oscar-nomineret til 6 priser i 5 kategorier: Best Picture, Best Supporting Actor (Daniel Kaluuya + Lakeith Stanfield), Best Original Screenplay (Will Berson & Shaka King/ story by Berson, King, Keith & Kenny Lucas), Best Cinematography (Sean Bobbitt), Best Original Song (»Fight for You« - H.E.R.) 

Judas and the Black Messiah. Instr.: Shaka King. Manus: Will Berson, Shaka King. Foto: Sean Bobbitt. 126 min. USA 2021. Dansk premiere: 16.04.2021


Fotos: Bron Studios/ HBO Max/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Parris Whittingham - GQ Magazine (Shaka King Portrait)

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2021

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar