En fornem skildring af tid og demens
Af BO GREEN JENSEN
Anthony hører ikke rigtigt efter. Hvorfor lyver Anne for ham? Han kan jo se omridset efter billedet, der er fjernet. Han kan altid mærke, når de ikke taler sandt. Og han er sikker på, at plejeren tog hans ur. Man kan ikke regne med nogen, når man bliver gammel. Et let bytte. Det er, hvad man bliver til sidst.
Demens – og de mange nuancer i spektret – er sjældent skildret indefra på film. Det er mærkeligt, for mediet kan beskrive en flydende virkelighed, uden først at formidle vildfarelsen sprogligt. Filmen kan simpelt hen vise, hvad øjnene ser og lade skredet i sanserne blive konkret. Anthony går vild i tiden med absolut nøgternhed og realisme. Der er ikke pyntet på noget i The Father, som bliver i lejligheden og lader et langt liv forsvinde i småt aftenlys.
FLORIAN Zeller har lavet The Father, fordi han ville se Anthony Hopkins i titelrollen. Zeller er fransk og fik Le Père opført på Théâtre Hébertot allerede i 2012, hvor Robert Hirsch og Isabelle Gélinas var far og datter. Philippe Le Guay instruerede den franske filmatisering, Floride (2015), med Jean Rochefort og Sandrine Kiberlain. Skuespillet er opført i 45 lande. Det nåede Folketeatret i 2016, hvor Ole Thestrup og Anette Støvelbæk havde de centrale roller.
Det er vigtigt for Zeller, at der er overensstemmelse mellem krop og karakter. Robert Hirsch var 88, da han spillede rollen på scenen; Jean Rochefort var 81, da Floride blev optaget. Man kan derfor gå ud fra, at Anthony i The Father er 83 år, for den alder har Anthony Hopkins p.t.
Han har ikke i årevis været så velanbragt i en filmrolle. Hopkins er især god til at skildre vreden, som vælder op, når den gamle mand føler sig truet. Anthony raser i selvforsvar og lever i desorientering. Han står i køkkenet i sin lejlighed og tømmer poser efter et indkøb. Der er skiftevis rodet og ryddet i rummet. I stuen sidder en fremmed, ganske ubehagelig mand, som påstår at være hans svigersøn, skønt Anthony ved, at datteren ikke er gift.
ANTHONY nægter at forlade lejligheden, men er faktisk flyttet ind hos Anne og Paul for flere år siden. Han må af og til erkende diskrepansen. Så ruller han raseriet tilbage og mumler bare et svagt »Oh, I see.« Men han forstår ikke, hvad det går ud på. Anne taler om at flytte til Paris. »Ups,« siger Anthony og holder sig for munden, da han kommer til at røbe det for Paul. Der er meget, som Anthony ikke begriber. Kun når han lytter til opera, har han fred.
Så bliver han pludselig slået og spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive og forgifte tilværelsen for sine omgivelser. Det er lussingerne, som Paul giver Tony, der udløser ægtefællernes brud. Man afkoder kronologien med hans ustabile bevidsthed som filter. En kæde af små labyrinter er foldet ind i hinanden. Der er sikre detaljer. Der er steder, som man skal holde sig fra. Fortiden bliver til fremtid og nutid. Man fornemmer en gradvis forværring. Det er næsten ikke til at bære, da den gamle mand græder og kalder på sin mor.
Når han føler sig tryg, kan han være skarp og præcis. Laura bruger børnesprog, da han skal tage sin medicin. Anthony spørger, om hun er nonne? Nej. Hvorfor taler hun så til ham, som om han er retarderet? Hun siger undskyld. Men et øjeblik efter er han som retarderet.
Zellers tekst forstærker forvirringen ved at blande personer fra plejehjemmet med personer fra familien. Somme tider er Anne gift med Rufus Sewell, der spiller Paul. Det er ham, der slår Anthony i sin afmagt. Men i stuen sidder Mark Gatiss og læser avis. Han ringer efter Anne. Hun bliver nu spillet af Olivia Williams og har samme ansigt som plejersken i værelset med udsigt til en have. Her er der endelig en anelse om fred. Anne er i Paris, siger kvinden. Hun kommer nok i weekenden. Så kan de spadsere i solen.
DE SAMME SITUATIONER bliver vendt med små variationer. Konturerne af et forløb træder frem. Det er meget raffineret sat sammen. Som en mordgåde uden forklaring. Der er ikke længere en fast bund af sandhed i historien.
The Father føjer sig smukt til en lille familie af film med beslægtede protagonister: Julie Christie, der forsvinder fra sin mand og blomstrer op på plejehjemmet i Sarah Polleys Away from Her (2006); Ghita Nørby, der gør det samme i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Julianne Moore, som mister sit sprog i Richard Glatzers Still Alice (2014); Jean-Paul Trintignant, der hjælper Emmanuelle Riva til at dø med værdighed i Michael Hanekes Amour (2012). Erik Clausen, der frygter for sin forstand i Mennesker bliver spist (2015); Helen Mirren, der tager Donald Sutherland med på den sidste tur i The Leisure Seeker (2017).
Der er andre, men ikke så mange andre film om demens. Skildringer af mennesker, som ikke er her mere.
The Father er nænsomt omplantet til britiske forhold af Christopher Hampton. Zellers film er nomineret til seks Oscars. Den er klassisk, for så vidt som emnet er evigt. Flere af de andre kandidater kunne kun være lavet i år. Det er både en mild og en meget stærk film. Et kolossalt memento mori. Der er dansk biografpremiere den 10. juni.
The Father er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Anthony Hopkins), Best Supporting Actress (Olivia Colman), Best Adapted Screenplay (Christopher Hampton, Florian Zeller), Best Production Design (Peter Francis, Cathy Featherstone), Best Film Editing (Yorgos Lamprinos)
The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.
The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.
Filmen får dansk biografpremiere 10.06.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.04.2021
Ingen kommentarer:
Send en kommentar