Derek Cianfrance: Blue Valentine (2010)

HÅRD KÆRLIGHED
En suveræn ægteskabsskildring

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at give slip, når et parforhold dør. Man mødes og forelsker sig. Man stifter gæld og familie og deler en hverdag. Man arbejder sammen, og mens det er godt, er det virkelig godt, men en dag slutter varmen og glæden. Da vil man ikke kunne undgå at huske, hvor salig begyndelsen var. Det er dén slags erindring, som Derek Cianfrance undersøger i sin smukke film om en familie, der går i stykker.

   Dean og Cindy har været gift lige så længe, som datteren Frankie på 6 år har levet. De bor i Pennsylvania, hvor han maler andre folks huse, mens hun er sygeplejerske på hospitalet, hvor hun egentlig skulle være læge. Det hænger lige netop sammen og løber nogenlunde rundt. »I’ve done my best to live the right way/ I get up each morning, go to work each day,« synger Bruce Springsteen i en af de sange, der taler for par som Cindy og Dean. Han er tilfreds. Han ville bo et sted og høre til. Hun er kørt fast og kan slet ikke se, hvad det var, hun så i ham dengang.

Blue Valentine udspiller sig over to dage, hvor Dean booker Fremtidsrummet på et hotel, der er beregnet til par, som vil elske i fred. Det gør han i et sidste forsøg på at trænge ind til Cindy. De har begravet familiens hund, som blev kørt ihjel, og Frankie er parkeret hos sin morfar. På hotellet skal de drikke, høre »deres sang« fra dengang, elske og finde hinanden igen. Sådan ser Dean scenariet.*

   Cindy har tilkaldevagt, men tager med, fordi hun synes, hun skylder Dean noget. På vejen møder hun tilfældigt den mand, som hun havde et forhold til, da hun traf Dean. Også han kunne være Frankies far, og dét ved Dean udmærket. Det har aldrig været picture perfect, men det har været ærligt. Egentlig er det svært at sige, om det er Dean eller Cindy eller fortællingen selv, der giver sig til at huske på, hvordan tingene var, da de mødtes.

   Han kom til New York fra Florida og fik et job som flyttemand. De mødtes på et plejehjem, hvor Cindy besøgte sin farmor. Dean hjalp en ensom gammel mand på plads i værelset overfor. Cindy vidste ikke, at hun var gravid. Han blev præsenteret for hendes skeptiske far og overfaldet af ekskæresten. I tidens løb har det nok været gode historier, men nu ændrer minderne væsen. Lyset er blåt. Der er ingen af Hollywoods pangfarver.

Blue Valentine fortæller sin historie præcist, uden melodramatiske krøller. I sin grundstemning er den på linje med film som Bille Augusts Honningmåne og 5 x 2 af François Ozon. Ozon talte ned gennem tiden. Cianfrance springer mellemregningerne over. Man ser bare glæden dengang og afmagten nu. Cindy undrer sig over, hvad der skete. Dean forsøger at holde fast. Han tager afsked med sin datter i en scene, man vil huske. Det føles som fuld realisme. Der er ingen dramatiske svigt.

   Michelle Williams og Ryan Gosling spiller Cindy og Dean mellem 24 og 30. Det gør de med fuldkommen indlevelse. Det kommer heldigvis aldrig på tale at konsultere en coach eller parterapeut. Det er ikke den slags virkelighed. Blue Valentine er et øjebliksbillede af to mennesker, der ikke længere kan nå hinanden. Man får ondt i hjertet af at se den, men der er også en dyb blå katarsis i spil.

*) Sangen hedder »You and Me« og er ifølge titelsekvensen af og med Penny and the Quarters. Det lyder som en golden oldie, men faktisk er der tale om det dybeste af deep cuts. Rob Servier fra nicheselskabet Numero overtog nogle masterbånd fra Prix Records, et lokalt og for længst lukket soul/R&B-label fra slut-60erne i Columbus, Ohio. Det viste sig at være demoer, som aldrig var brugt. Numero lagde sangen på en sampler med Prix-indspilninger. Ingen vidste, hvem Penny and the Quarters var, så man kunne ikke betale royalties.Det var Ryan Gosling, som kontaktede Numero og bad om tilladelse til at bruge sangen i Blue Valentine (hvor Dean spiller ukulele for Cindy og synger bl.a. sin egen »Unicorn Tears«). Da filmen fik premiere, og begejstringen for sangen greb om sig, gravede en dedikeret journalist fra Columbus Dispatch  i mysteriet. »You and Me« var skrevet af Jay Robinson, som havde arbejdet for Prix nogle år tilbage i tiden, da sangskrivere sad på et kontor og havde fast ansættelse. Han fik aldrig succes og forlod efterhånden musikken og blev kok. Robinson døde i 2009. Hans enke, Gloden Robinson, huskede sangen, bare ikke i versionen med en kvindelig sanger. Det er stadig uklart, hvem Penny var, så royalties fra sangen er betalt til Gloden Robinson. Jeg har historien fra Toby Manning på The Guardian, som skrev den i 2011 med henvisning til Columbus Dispatch. Musikken i Blue Valentine er kærligt kurateret. Filmen tager sin titel fra Tom Waits-albummet med samme navn.

Blue Valentine. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Joey Curtis, Cami Delavigne og Derek Cianfrance. Foto: Andrij Parekh. 112 min. USA 2010. Dansk premiere: 05.08.2011

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/ TWC

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 05.08.2011