Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)

SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.

   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.

PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.

   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.

   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.

FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.

   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.

DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

   Den nye version gør figuren ære og viser respekt. Det er atter den tragiske realisme, der kalder Nattens Ridder hjem. The Batman er en værdig tilføjelse til DC-universet. Og faktisk en god og ganske stilren film noir.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

Béla Tarr: The Turin Horse/ Hesten fra Torino (2011)

NU ER KARTOFLERNE RÅ

Balsamisk filmkunst som tirrer og trætter

Af BO GREEN JENSEN

UNGARSKE Béla Tarr (f. 1955) er både berømt og berygtet for sin minimalistiske signatur. Hver scene gransker tingenes væsen, ofte i mikroskopiske panoreringer. Det er slow cinema i sin reneste form.

   Film som Satantango (1994), Werckmeister Harmonies (2000) og The Man From London (2007) betragter den fysiske verden så længe, at man endelig ser noget nyt i hver genstand. Tingene afgiver deres essens. Noget strengt metafysisk bliver meget konkret. Det er en udmattende oplevelse, som bagefter føles lutrende og balsamisk.*

   I Hesten fra Torino overgår Tarr sig selv. Den sort-hvide film varer to en halv time og er bundet op på en anekdote om Friedrich Nietszche, som i 1889 omfavnede en hest, der fik prygl af sin ejer. En prås gik op for tænkeren, som begyndte at græde med ordene: »Mutter, ich bin dumm.« Så gik han hjem til sin mor og sine søstre. Han holdt sengen de sidste år af sit liv, men havde forstået noget vigtigt om verden.

TARR læser selv historien op undervejs, af og til med udførlige regibemærkninger. Forbindelsen til Nietzsche er ikke skærende klar, men måske er det dén hest, som filmen følger hjem til et husmandssted på en bar pløjemark, hvor en far (Janós Derzsi) og en datter (Erika Bók) over seks døgn oplever verdens ende, mens de stort set ikke taler til hinanden.**

   Den historiske tid ligner Nietzsches, men kunne være når som helst. Hesten fra Torino er en fantastisk statisk film med kun 30 indstillinger alt i alt. Til sammenligning er Roy Anderssons Sange fra anden sal (2000), en anden apokalyptisk tableaufilm, et decideret livstykke med 47 faste indstillinger. Apropos svenske navne, sender Tarr en hilsen til Ingmar Bergman og Gøglernes aften (1953), da en vogn gør holdt ved gården.

   Alt er fossilerede rutiner. Hun hjælper ham i og af tøjet, fordi hans højre arm er lam. Han spænder hesten for vognen. Hun koger to store kartofler, som de begge kradser skrællen af med fingrene. Han drikker to glas brændevin for at komme i gang. Under alle scener høres Mihály Vigs tonale trappestiger sammen med lyden af den ubønhørlige vind, som tager til.

NETOP dét er sagen i A Torinói Ió. Vinden blæser uafbrudt og kommer kun fra én retning. Universet reduceres for hver dag. Jorden er gold, brønden løber tør, hesten nægter at lade sig tvinge. Til sidst forsvinder selve lyset, og olielampen vil ikke tage tænding. De samme ting skildres igen og igen i fotografen Fred Kelemens skulpturelle billeder, der er som tegninger udført med kulstift.

   En nabo banker på, bliver beskænket og sidder længe ved bordet, mens han taler om hændelser inde i byen. Far og datter forsøger at rejse, men vender snart tilbage, for der er ingen steder at tage hen. Man venter på, at vinden standser. Man håber og frygter, at noget vil ske. Endelig ophører vinden, men lyset kommer ikke igen. Nu er kartoflerne rå, og de knaser. »Vi er nødt til at spise,« lyder Béla Tarrs sidste ord.

DER er en distinkt europæisk følelse i filmen, som ligner et sindbillede på så meget. Der er et ekko af Samuel Beckett og Michael Hanekes Das weisse Band (2009, da. Den hvide sløjfe). Man sender også H.A. Brendekildes maleri Udslidt (1889) en tanke. Det er selvsagt ikke en let film at se, men den er ikke utilgængelig, og den er ét med sin æstetik. Det er filmkunst for the ages. Hesten fra Torino er både fuldendt askese og en visuel fest.

*) I 2013 skulle jeg tale om »Horror vacui i filmkunsten« på KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum – som ligger i Køge. Det var en bestillingsopgave til en temadag med mange forskellige oplæg og synsvinkler. Altså ikke min egen idé og slet ikke let at gå til. Jeg begyndte i emnets ånd på bar bund og fyldte lærredet ud efterhånden. Foredraget kom vidt omkring, fra Mario Praz og Aubrey Beardsley til Peter Greenaway og Derek Jarman. Jeg sluttede med to citater, som er forbundne modsætninger. Det ene var fra Gaspar Noés Irreversible (2002), som vender kronologien og slutter med en pulserende hvidhed, der fylder lærredet ud. Det andet var Hesten fra Torino, som lukker med et mørke, der er lige så absolut. Der var uro, da jeg begyndte, men bagefter bredte en fred sig i salen. Måske var der lettelse, fordi talestrømmen holdt inde. Eller muligvis virkede filmene faktisk. På min stikordsliste står der:

Gaspar Noé: Irreversible. Frankrig 2002. KAP 14-15. 1:29 inde. De sidste fire minutter af filmen. Det svimle kamera. Hvidheden og stroboskopisk effekt. Le Temps détruit tout. Beethovens 7. Symfoni, 2. sats (Allegretto).

Béla Tarr: Hesten fra Torino. Ungarn 2011. KAP 9. 2:15 inde. De sidste ti minutter. Mørket og vinden der vokser. Det næsten taktile fravær af lys. Minimalistisk musik af Mihaly Vig, som blander sig med vinden og bruger samme tonale register.

**) I et interview med Konstanty Kuzma [East European Film Bulletin vol. 2, February 2011] forklarede Tarr: »Præmissen for filmen er enkel: vi ville undersøge, hvad der blev af hesten efter hændelsen. Og skønt filmen i sig selv ikke handler om Friedrich Nietzsche, hviler ånden i hændelsen over filmen som en skygge.« Béla Tarrs film konkurrerede på Berlinalen i 2011. Her modtog han Juryens Grand Prix og blev fejret efter alle filmkunstens regler.

   Interviewet er værd at se nærmere på. For eksempel taler Tarr om forholdet mellem film og litteratur: »Normalt har mine film ikke noget budskab. Kameraet er en iagttager, der fanger atmosfæren i et øjeblik og reagerer på livet. Jeg vil ikke give tilskuerne et budskab, jeg vil vise dem mit billede af verden. Kameraet har et objektivt synspunkt, jeg kan kun vise dig virkeligheden. Filmen er ikke som litteratur: den viser dig kun, hvad der er foran linsen. Du kan ikke snyde med virkeligheden.«

Hesten fra Torino (A Torinói Ió). Instr.: Béla Tarr. Manus: Béla Tarr, Lászlo Krasznahorkai. Foto: Fred Kelemen. 146 min. Ungarn-Frankrig-Schweiz-Tysland 2011. Dansk premiere: 14.06.2011.

Fotos: TT Filmmûhely/ MPM Film/ Vega Film/ Zero Production Film/ Films Boutique/ The Cinema Guild/ Øst for Paradis Distribution/ East European Film Bulletin (Béla Tarr on set 2011 photo)

Filmen streames på Blockbuster og er udgivet på blu-ray hos Artificial Eye (region 2) og The Cinema Guild (region 1)  

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2011

Kurt Cobain | Gus Van Sant: Last Days (2005)

DEN KVÆSTEDE SKØNHED
En biografisk fantasi om Kurt Cobain 1967-1994

Af BO GREEN JENSEN

GENERATIONSIKONET Kurt Cobain begik selvmord i 1994, men er aldrig blevet glemt eller nedskrevet. Tværtimod. »Heart-Shaped Box«, »Lithium« og »Smells Like Teen Spirit« står tilbage som mejslede sange, der én gang for alle slog sømmet i kisten med 80ernes tidsånd og indvarslede den flossede elektriske grunge, som i begyndelsen af 90erne gav rockkulturen grund til at leve endnu nogle år.

   Cobain selv var en forpint person, indesluttet i autistisk grad og gjort endnu mere fjern for verden af de stoffer, som han og hustruen Courtney Love indtog i rigeligt mål. Eller sådan er efterbilledet blevet, og sådan var den sidste tid måske.

   Mange som kendte sangeren siger, at personen nærmest var modsat sin myte. Det giver udmærket mening. Jeg holder meget af MTV Unplugged-koncerten, som blev optaget i november 1993. Cobain er en ung familiefar på 26. Han smiler i sin striktrøje og spiller David Bowies »The Man who Sold the World« med »hjemme på værelset«-varme, som en ferm teenagefan, der har lært sig den sang. Han ligner ikke en alf, der forsvinder om lidt.

   Jeg så Cobain live en enkelt gang. Det var på Roskilde Festivalen i juni 1992. Nirvana spillede på Orange Scene foran 90.000 mennesker. Publikum levede med i musikken, mange dansede i solen. Cobain, Dave Grohl og Krist Novoselic var tre tændstikmænd på en kolossal scene. Der var ingen teatralske effekter. Cobain stod bare bomstille og skreg. Men var senere klar og helt nede på jorden i bagsceneinterviewet, som Kenan Seeberg sikrede sig.

GUS Van Sants fiktionsfilm er inspireret af, men ikke som sådan baseret på, de sidste to dage i sangerens liv. Michael Pitt spiller Blake, en Cobain-lignende musiker, der har lukket sig inde i et stort gammelt hus i skoven sammen med nogle venner og veninder. Han tumler rundt i landskabet, mumler kryptiske sangstumper for sig selv, lever inde bag et gardin af hår og prøver i sine mest nærværende øjeblikke at tilberede makaroni med ost, som han hælder mælk på, før han lægger æsken med cornflakes i køleskabet.

   Venner og fremmede kommer og går. En dørsælger og to mormoner kommer forbi. Blake lytter høfligt, men hører dem næppe. Asia Argento er den effektive kvinde – en mor, en søster, en publicist? – som prøver at give ham en opsang. Stjernemaskinen er sat på standby. En turné bliver aflyst, svigtede aftaler hober sig op, og alt er afhængigt af manden, som tilsyneladende er gået i stykker. Han sminker sig til fælleskøn, falder om og får lov at ligge i stuen. Det er bare sådan hér det er, mens hoffet venter på, at kongen kommer ud af sig selv og vender tilbage.

DE andre i huset lever deres egne liv. Til slut ligger sangeren død i et drivhus. Man ser ikke, hvordan det går til, men i en næsten provokerende naivistisk slutsekvens træder Blakes sjæl nøgen ud af den døde krop og kravler til himmels som på en jakobsstige. Følelsen i scenen er på én gang mystisk og forklaret, smertefuld og sanselig som på et katolsk helgenbillede. Som skildret hér ligner døden det bedste, der nogensinde er sket for Blake.

   Ligesom i Gerry (2002) og guldpalmevinderen Elephant (2003) benytter Van Sant en statisk fremlæggelsesform, hvis grundelement er lange indstillinger, der registrerer karakterernes fysiske bevægelser uden forsøg på at stramme, dramatisere eller psykologisere forløbet. Kronologien klippes op i sløjfer, så man jævnligt springer tilbage i tiden og følger en anden karakter eller synsvinkel frem til et punkt, som man genkender.

   Strukturen – som Van Sant beredvilligt erkender at have fra sin ungarske kollega Béla Tarr – er cirkelformet snarere end lineær. Hele forløbet er hele tiden til stede, og hvor man sædvanligvis lever sig ind i en fortælling, bliver man her føjet ind i en tilstand.

I TO strategiske scener, begge filmet på meget lang afstand, giver Blake sig til at spille og synge, så man glimtvis begriber en klarhed. Der er ingen Nirvana-musik i filmen. Michael Pitt har selv skrevet »Death to Birth«, som sammen med »Venus in Furs«, Lou Reed og John Cales snart 60 år gamle tabersalme fra det første album med The Velvet Underground, bærer filmens kvæstede skønhed igennem.

   Van Sant og Cobain kom fra det samme nordvestlige hjørne af USA og havde fælles bekendte. På et tidspunkt kontaktede sangeren filmskaberen og bad ham give en slægtning en rolle. Det lå i luften, at de skulle arbejde sammen, men man fik aldrig talt om tingene.*

LAST Days siger mere om Kurt Cobain, end en regulær biopic kunne tillade sig. Filmen hviler smukt i sig selv og står inde for sit emne. Den kan med udbytte ses i forlængelse af Nick Broomfields Kurt & Courtney fra 1998, som undersøger vedholdende konspirationsteorier. 

   Vil man tættere på den faktiske, fysiske Cobain, som ikke nødvendigvis var fjern og depressiv hele tiden, er en snestorm af materiale arrangeret kalejdoskopisk (men ikke vilkårligt) i Brett Morgens Cobain: Montage of Heck (2015). Dokumentaren ligner et forstudie til Bowie-portrættet i Moonage Daydream (2022), som må være Morgens magnum opus. 

*) Cobain og Nirvana bliver slet ikke nævnt, og der er ingen direkte henvisning til sangerens baggrund. Gus Van Sant kunne derfor lave sin film med eller uden tilladelse fra The Kurt Cobain Estate, hvilket har irriteret rettighedshaverne lige siden. I oktober 2022 opførte Royal Opera House i London en nyskreven opera, Last Days, med musik af Oliver Leith og libretto af Matt Compson, som instruerede forestillingen sammen med Anna Morrisey.  Agathe Rousselle sang partiet som Blake.

   Forestillingen blev positivt modtaget i snart sagt alle britiske og amerikanske medier. Cobain-boet udsendte en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »Last Days has been created and written without the permission or input of the Cobain estate. Sadly, this show, just like the movie, is an unauthorized attempt to benefit from the brief meeting set up with Kurt and Gus Van Sant. This one meeting has been exploited for profit for thirty years now, and enough is enough.«

   Det skal siges, at boet ellers ikke modarbejder kreative og kritiske fremstillinger. Arvingerne gav deres fulde tilladelse og åbnede alle arkiver for Brett Morgen, da han forberedte dokumentaren Cobain: Montage of Heck i 2015. Frances Bean Cobain (f. 1992) , som er datter af Courney Love og Kurt Cobain, er krediteret som executive producer på filmen, som hun også medvirker i.   

Last Days. Instr. & manus: Gus Van Sant. Foto: Harris Savides. 97 min. USA 2005.

Fotos: HBO Films/ Meno Film Company/ Picturehouse/ Pie Films Inc./ National Public Radio (Cobain on stage photo by Joe Giron)/ Royal Opera House

Filmen streames på HBO MAX

Teksten bygger på en dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #31 jan.-feb. 2006 – ajourført december 2022.

Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten stod (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Animation | Henry Selick/ Neil Gaiman: Coraline (2009)

ANDEN VERDEN
Neil Gaimans fabel i 3D stop-motion

Af BO GREEN JENSEN

TEGNESERIESKABEREN Neil Gaiman (The Sandman) har skrevet adskillige originale romaner – f.eks. Neverwhere (1996), Stardust (1999), American Gods (2001), Anansi Boys (2005) og The Ocean at the End of the Lane (2013). Han er også leveringsdygtig i den mørke ende af børnebogsgenren, hvor pædagogiske spøgelseshistorier bliver til.

   Især forstår Gaiman at holde igen med hensyn til djærv og anstrengt kammeratlig onkel-humor. Hans genfortælling af Hansel and Gretel (2015, da. Hans og Grete) og hans særlige take på Norse Mythology (2017, da. Nordisk mytologi) er fine og følsomme genveje ind til grundstoffet. 

   I Coraline (2002) fortæller han med indlevelse om den oversete Coraline på 11 år. Sammen med sine forældre flytter hun ind i et gammelt hus på en regnfuld egn, hvor der intet som i intet er at lave for en ensom og måske lidt overset pige. Netop da det ser mest håbløst ud, finder hun døren til Other World – »Anden Verden« – som også husets mus benytter.

   Som en sen-moderne Alice i Undreland trænger Coraline ind gennem spejlet og får hos Anden Verden-versionen af sine forældre al den kærlighed og opmærksomhed, som hun savner i hverdagen. Men mørke kræfter er på spil, mange børn er forsvundet bag døren, og Coraline bliver af Anden Mor bedt om at give sine øjne til gengæld for knapper, hvis varmen og trygheden skal vare ved.

   Selvsagt vælger hun virkeligheden, da det kommer så vidt, men at vende hjem og lukke døren bag sig er ikke så enkelt, som det var at finde ind i passagen.

HENRY Selick udførte det meste af animationen på The Nightmare Before Christmas (1993), skønt kultfilmen forbindes med Tim Burtons navn. Han har siden instrueret bl.a. James and the Giant Peach (1996) og Monkeybone (2001). Coraline er skabt efter stop-motion-metoden, der efterhånden kun praktiseres af Nick Park og Aardman Studios. Endvidere er Coraline beregnet til at blive vist i 3D-formatet, som kræver briller og særligt fremvisningsudstyr.

   Denne mulighed foreligger kun i visse danske premierebiografer. Skønt det i begyndelsen virker magisk at se en synål skyde 11 meter ud fra lærredet og svæve over alle de ens stolerækker, bliver effekten med tiden en sekundær faktor. Animeret 3D er en kunstform for sig, som stumfilm i forhold i lydfilm. I Coraline er det historien, som bærer igennem, og den spektakulære dybdevirkning opleves mest som en distraherende gimmick.

DAKOTA Fanning låner Coraline sin stemme. I den danske version er det Emma Sehested Høeg. Flere groteske afsnit kan virke skræmmende på små tilskuere. Filmen føles lang i midten, så den er næppe et tilbud til børn under syv. I sin form er den lidt selvsmagende, mere en kunstfilm på linie med The Tale of Despereaux (2008, da. Eventyret om Despero) end de bredt tilgængelige, mere farvestrålende historier fra Pixar, Dreamworks og Disney.

   Men Coraline er god at få forstand af. Filmen dramatiserer en universel konflikt, som børn og forældre kan tale om sammen. Begge parter vil uden tvivl sætte (endnu) mere pris på hinanden bagefter. De vil huske, hvorfor de elsker hinanden, og det er netop kærligheden, der bærer Coraline helt i mål. Den er det levende grundstof, et hemmeligt våben, som ikke kan knækkes med tid eller byttes for knapper.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003); Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Coraline (Coraline og den hemmelige dør). Instr. & manus: Henry Selick. Foto: Pete Kozachik. 100 minutter. USA 2009. Dansk premiere: 12.06.2009.

Fotos: Laika Entertainment/ Focus Features/ Pandemonium/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2009

Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022]

VINTERBILLEDE

Juletræet uden pynt

Af BO GREEN JENSEN

VED juletid i Reykjavik søger familierne sammen. Den lille storby stråler i mørket, men konflikterne hviler kun for en aften. Echo lægger en mosaik af 56 små forløb og vignetter, som skildrer de islandske mennesker. Nogle scener er næsten noveller, andre bare et enkelt tableau. Helheden samler sig kalejdoskopisk.

   Roy Anderssons film er en oplagt pendant, men Rúnar Rúnarsson bruger ikke studieoptagelser og er mindre teatralsk. En far får nej fra banken på grund af inhumane algoritmer. En landmand brænder slægtsgården ned. En datter besøger sin far og hans nye familie. Forældrene filmer skolens juleforestilling. En dreng på otte ringer til Alarmcentralen, fordi forældrene slås.

 

EFTER jul bliver træerne brændt i et stort bål på stranden. Da fyrværkeriet brager ved nytår, gemmer hunden sig under sofaen. Sophia Olsson sætter sit kamera mellem boligblokkene, så perspektivet bliver sædeskildrende panoramisk. Som på Breugels vinterbillede af jægere i sneen, hvor man ser skøjteløbere nede i byen. Echo er på samme måde et vidnesbyrd om evig hverdag. En smuk og stofrig kollektivfilm. En julegave til alle i Norden.

DER var ikke plads til mere – ovenstående fylder 1200 tegn – da jeg anmeldte Echo til Weekendavisen i december 2020. Man kunne skrive hver lille splint af livsfrisen ud til en film i fuld længde, sandsynligvis også en god punktroman. Jeg så filmen på et screenerlink og sikkert midt om natten. I hvert fald noterede jeg, som skulle der skrives en stor, grundig tekst.

   Det var i pausen mellem det første panikslagne, men beslutsomme COVID-19-lockdown og den anden, længere og mere diffuse karentæneperiode med mundbind, vaccinekrav, coronapas, regler om afstand og forsamlingsloft. Det var ikke til at bære, at det hele kom igen. STORKØBENHAVN LUKKER NED SOM I FORÅRET, står der i min kalender [09.12.20].

   Små hverdagsting gjorde meget stort indtryk, vi var pludselig ved at gå til alle sammen. Så det år var der mere at hente i Echo end i Love Actually og de øvrige højtidsfavoritter. Kun It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) og Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) er aldrig helt overgået. Også de var jo alternative julefilm for deres tid.

JEG kan især ikke glemme den knugende scene, hvor datteren besøger sin far hos hans nye familie, hvor der er elskede bonusbørn. Hun har øvet sig på sit klaverspil. Hun vil gerne imponere ham. Billedet har hendes ansigt i forgrunden og stuen bagved i dybdeskarp Gregg Toland-stil. Musikken er trist, og det samme er scenen. Hun indser, at hun har mistet sin far.

   Nedenfor er noterne lagt frem til vitterlighed. De første år af 2020erne har været regulært rædselsfulde: pandemi og vinterkrig; inflation og recession; klimaforandringer til det værre. Tilliden til fremtiden er på det laveste niveau, der er målt nogen sinde. Det kan ikke være meningen. Det hér skulle jo være gli anni più belli, »de smukkeste år«, som en anden god film fra den vinter hed. Vi må gøre det bedre i 2023.  

   God Jul & God Bless Us, Every One! som det hedder hos Charles Dickens i Et juleeventyr.  

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Richard Curtis: Love Actually (2003); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019].

Echo (Bergmál). Instr. og manus: Rúnar Rúnarsson. Foto: Sophia Olsson. 79 min. Island-Frankrig-Schweiz-Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 03.12.2020.

Org. titel Bergmál

   | musik Kjartan Sveinsson

  | foto Sophia Olsson

Echo | Island 2020, Rúnar Rúnarsson, 79 m. | ed. Jacob Secher Schulsinger

56 tableaux/ vignettes

Bilvask

Search party

Mor & baby v/ jul

Drengens begravelse i morgen

US-atlet i højfjeldssol (phone home)

Ny farmer brænder mors gård ned (typehuse fra Polen)

Mor skraber is (sætter lift)

Immigrationspoliti ved kirken (går bare ind)

Dialog på byggeplads (polske arb. 1/5)

Mand i værksted (radio om arbejdskonflikt)

Pige får skældud i gymnastiksal (har slået dreng)

Bibliotekar i telfon (om hvalkød)

Mor ser på piger der danser

Førstehjælp i fikserum (2 sygeplejersker, Johann) [julegave]

Julespil på skolen [salme + forældrenes skærme]

Kvinde/ bodybuilder/ beauty contest

Datter på besøg hos far og ny familie [klaveret]

Drivhuse/ låneansøgning (algoritmer)

Jul på slagteriet

Far, mor, datter køber juletræ (obnoxious dad)

Vandgymnastik (udendørs)

Kvinde der med eksmand i haven tørrer vindue af (mågen)

Julemand i stormagasin

Kø ved containeren; mad blivber kasseret (e-cig.)

Gamle mænd drikker øl og spiser gæret fisk i garagen (realthy)

Røde Kors madbank

Julesang på torvet

Lægge blomster på kirkegården (kors m/ lys)

Pige i bad mens forældrene klæder sig på

Kys ved familiejul

Julemiddag for én (vagt m/ telefon)

Virtual reality briller (gave til Granny)

Jul på plejehjemmet (demens)

Alermcentralen (dreng på 8 ringer om at F & M slås)

Julegudstjeneste (prædiken om troen og egoisme)

3 drankere spiller Matador (fjerde mand sover)

Babysvømning

Hos frisøren (snak om skiftende par)

Krænkelsesparathed (fra film)

Bror og søster taler i gedestalden (statsstøtte)

Fitness center X-large

To påå bar taler om kunde som hun er interesseret i

Bål gøres klar på stranden (julen er ovre)

Byttedag i legetøjsbutik fyrværkeributik

Ved stoppestedet (Telma siger undskyld for mobning)

På plejehjemmet (de ser statsmisterens tale)

To businesstyper ser samme tale (nu on-screen)

Store bål på stranden bliver tændt

Fyrværkeri ved boligblok

Hund under sofa hører fyrværkeriet

Fyrværkeri kl. 12 i byggeriet (som Breugel)

Veer på fødestuen (og fødsel!)

Ø med fjeldet set fra Reykjavik

Havarerede biler i sneen (sikkerhedsseler)

Skraldemænd |

samme musik

På skibet i høj sø | 

credits

Fotos: Nimbus Iceland/ Pegasus Pictures/ Jour2Fête/ Bord Cadre Films/ Media Rental/ MP Film/ Halibut/ Nimbus Film/ RÚV/ YLE/ Kvikmyndamidstöd Íslands/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Creative Europe MEDIA/ Cinéfondation/ Les Arcs Film Festival/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 04.12.2020