Translate

mandag den 23. december 2019

Un Conte de Noël (2008)



DEN FRANSKE FAMILIE
En stor julefilm til den voksne tilskuer

Af BO GREEN JENSEN

I JULEN samles familien for alvor. Hele den pukkelryggede slægt gør sit bedste for at få tingene til at glide, og skønt det sjældent lykkes at holde fred, er man som regel glad, fordi man kom. Det er trods alt kun én gang om året, og hvem ved, hvor længe vi er her?
   Bryllupper og begravelser har en lignende virkning, men samværet tynges af ydre ceremoniel, og den slags film skildrer bedre en kreds eller klasse. Julefilmen er derimod skabt til at skildre den enkelte nære familie, som i højtiden bliver til alle familier.
   Både amerikansk og europæisk film har en lang tradition for at samle slægten hen over julen. Ikke mindst franske filmskabere nærer stor kærlighed til klassiske livsfriser som Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944) og Frank Capras It’s a Wonderful Life (1946) fra Hollywood-studiernes guldalder. Men hvor formen i USA er degenereret til sentimentale ensemblekomedier som The Family Stone (2005) og The Holiday (2006), har den modne mellemgeneration af »nye franske« instruktører været i stand til at at skærpe genren og brede den ud. De stjernebesatte gruppefilm inkarnerer det ypperste i tidens mainstream.*








DET gælder bestemt ikke altid, at blod er tykkere end vand, men der er ingen tvivl i Arnaud Desplechins Un Conte de Noël. I den bittersøde julefortælling samles børn og børnebørn hos Abel (Jean-Paul Roussillon) og Junon (Catherine Deneuve) i huset i Roubaix, hvor instruktøren selv har sine rødder. Der er hvide lam og sorte får, voksne børn, som ikke kan tilgive hinanden, og medbragte kærester, der er nødt til at navigere i kaos, fordi situationen kræver det af dem. Det varer i tre tætte timer. Bagefter bliver familien hos én.







ISÆR for Henri (Mathieu Amalric), en kæntrende mand, der har været i krise siden teenårene, er julen en traumatisk sag. Faunia (Emmanuelle Devos), hans sexede jødiske kæreste, tager hjem til Paris, da hun har fået nok.
   Henri er kommet, fordi han som den eneste er i stand til at fungere som donor og give Junon den rygmarvstransfusion, hun har brug for. For længe siden døde en tredje dreng af den blodsygdom, som går i arv i familien. Nu vil skæbnens ironi, at kun den fortabte søn kan redde sin mor. De sætter begge pris på denne balance, skønt de ynder at udveksle syrligheder som: »Jeg hader også dig, min skat.«.



DEN store jul passerer, og den døde søn bliver husket, mens alle griner og græder, slår hinanden og elsker i flæng. Sådanne film kommer let til at ligne et skuespil af Alan Ayckbourn eller en pastiche på Bergmans Fanny og Alexander. Der er for dens sags skyld også elementer af Woody Allens gruppefilm og Thomas Vinterbergs Festen i Un Conte de Noël. Desplechin har dog sin egen tone, og som social arrangør er han i klasse med salig Robert Altman. Han kan styre op til ni karakterer, og dog give hver person opmærksomhed, i filmens fællesscener. Desplechins dialog kan tangere det sludrevorne, men her balancerer hans form og hans tema.


   
DER er også fantastiske billeder. I et flashback fra den vilde tid står Henri på et fortov og lader sig falde – han laver en død mur, sagde man engang - med ansigtet forrest i rendestenen. Desplechin klipper ikke væk fra hans styrt. Man venter at høre et knæk, men den ustyrlige mand rejser sig bare.
   Der var en lignende scene i Desplechins lige så lange og snaksomme Comment je me suis desputé (ma vie sexuelle) fra 1996. Midt i ordstrømmen blev der stille, da en mandlig karakter fik sin finger klippet af i en smækkende dør. Desplechin holder af at afsløre trygheden med sådanne kvæstelser, og han er god til at gøre ordet til kød.
   Henri har brug for at slå sig, fordi han er fuld og har mistet sin hustru. Dette tab uddybes aldrig, men henvises til i en bisætning. Desplechin forklarer straks den komplicerede genetiske baggrund. Senere må man orientere sig på egen hånd, der er ikke skærmtekster og blinkende pile.
   Også derfor kan man bruge tre timer. Man lærer familien at kende og kommer også til at holde af den, skønt der nok er en overvægt af furier og mimoser om bordet. Un Conte de Noël er på én gang let og meget svær. Det er dejligt, at man slipper for kunstig spænding og stor dåselatter.



I FRANKRIG var filmen en kommerciel succes for Desplechin, som ellers har favoriseret den høje stil, de store ideer og det intellektuelle snakkestykke, der plejer at skræmme masserne væk. År efter år har man siddet i Cannes og haft det godt i selskab med Comment je me suis disputé, periodeværket Esther Kahn (2000), Edward Bonds En jouant »Dans la compagnie des hommes« (2003) og den mærkelige Rois et reine (2004). Man har bestemt sat pris på dybden – og samspillet mellem Amalric og Devos, som altid medvirker hos Desplechin - men man har vidst, at disse film ville blive i Frankrig.
   De gustne overlæg og koncepter er fejet væk i Et juleeventyr, der ganske vist skildrer en særlig familie, men synes at handle om alle familier. Også i det franske borgerskab har samlivsmønstret ændret sig. De fleste par bliver skilt, der er delebørn og sammenbragte familier, alternativ seksualitet og ikke mindst etniske alliancer, som var utænkelige før 1970. 
   Der er selvsagt en faktor af nostalgi i den nye familiefilm, men formens sædeskildrende styrke er netop, at krisen og fryden kan sameksistere. Det er muligt at skildre harmoni og konflikt på én gang. Man kan sige: »Jeg hader også dig, min skat,« så det står klart, at der er tale om en kærlighedserklæring.


   
AF samme grund er formen populær. Mens Desplechin optog Un Conte de Noël, indspillede hans kollega Olivier Assayas, et andet stort navn fra mellemgenerationen, den væsensbeslægtede L’Heure d’éte. Her samles familien i sommerens hjerte for at fejre matriarkens 75-års dag, men i stedet må man begrave hende. Ikke siden Jean-Louis Trintignant snød familien i Patrice Chéreaus Ceux qui m'aiment prendront le train (1996) har et dødsfald samlet slægten så frodigt.**
   En julefortælling havde været en mere dækkende titel, for tonen er sådan set yderst prosaisk, men Et juleeventyr knytter filmen til Eric Rohmers Contes des quatre saisons (1990-98), som Desplechin både hylder og skylder adskilligt. På dansk havde disse film eventyrtitler. De bedste franske voksenfilm har stadig noget, som filmkulturen savner andre steder.*** Un Conte de Noël er et prægtigt bevis. 

* Un Conte de Noël var ny på et tidspunkt, hvor nyskabende ensemblefilm som Francois Ozons 8 kvinder - og et mord (2002) stod relativt klart i den fælles erindring. 

**) L’Heure d’été fik dansk premiere med titlen Sommertid i 2009. Desplechin har skabt sit magnum opus med erindringsfilmen Trois souvenirs de ma jeunesse/ De Gyldne År (2016). Han vendte stærkt tilbage til hjemstavnen i Roubaix, une lumière (2019), en politifilm, der leder tankerne hen på både Georges Simenon og en fransk James Gray. På engelsk hedder filmen Oh Mercy! Den var i konkurrence i Cannes i 2019.

***) Men læs lige artiklen om Paprika Steens Den tid på året (2018), som står et andet sted her på bloggen.




Et juleeventyr (Un Conte de Noël). Instr.: Arnaud Desplechin. Manus: Arnaud Desplechin og Emmanuel Bourdieu. Foto: Eric Gautier. 150 min. Frankrig 2008. Dansk premiere: 14.11.08




Foto: Bac Films/ Camera Film
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 15.11.08

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar