Translate

lørdag den 7. december 2019

Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]



SIGNALET FRA NEPTUN
En anti-visionær fremtidshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FÆDRE kan svigte deres børn på mange måder. Nogle dør før tiden. Nogle går deres vej og forsvinder. Andre flyver bare væk.
   Astronauten Roy McBride (Brad Pitt) var dreng, da hans far tog afsted for at finde liv og nye verdener i rummet. Mission Lima havde ingen endelig destination. Roy var stadig en ung mand, da Lima blev tavs efter 16 år. Tredive år senere er han major i det amerikanske Space Agency. Roy er vokset op med arven, hans opdagelsesrejsende far efterlod: Clifford McBride (Tommy Lee Jones) er en kanoniseret nationalhelt. 







VI er cirka 50 år ude eller inde i en fremtid, hvor tingene stort set ligner sig selv. Verden går sin skæve gang. Der er så småt kommet gang i en kolonisering af rummet, udvinding af ressourcer og anden kommerciel trafik. Klimaet er ikke blevet bedre. Teknologien er nano og virtuel. Der er ingen forventninger knyttet til rummet. Der er ingen spor af aliens.
   Roy er netop kommet på benene efter en arbejdsulykke, da han bliver kaldt til møde. En rumantenne blev ramt af et kraftfelt og brød i brand. Energiudladningen kommer fra Neptun. Man formoder, at Clifford McBride er i live og sender de dræbende bølger. Nu skal Roy kontakte ham.





Roy er kendt for sin koldblodighed. Hans puls når aldrig over 80 slag i minuttet, selv i pressede situationer. Lige så fast har han været privat, alle er skubbet på afstand. Rejsen går via Månen og Mars. En pioner fra rumprogrammet, oberst Pruitt (84-årige Donald Sutherland), som kendte Clifford, er med. Roy kan regne ud, at der er mere i sagen, end han får at vide. I skibets last ligger våben, som én gang for alle skal slukke signalet fra Neptun.


JAMES Gray (f. 1969) er blandt de bedste amerikanske filmskabere i generationen, som nu er blevet midaldrende. Skønt Quentin Tarantino tog det store publikum, har han og Gray kørt en slags parløb. De er begge mønsterbrydere, som arbejder yderst genrebevidst og er rundet af 70ernes filmsyn. Tarantino har leget med konventioner. Gray har raffineret dem. 




Gray markerede sit territorium i tre hjemstavnsbaserede kriminalfilm: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007), der er mere interesserede i miljø og moral end i effekter og intrige. Efter en atypisk skrøbelig kærlighedsfilm, Two Lovers (2008) med Joaquin Phoenix og Gwyneth Paltrow, kan de seneste værker ses som en trilogi, der afprøver klassiske genrer og undersøger, hvad de kan bruges til nu.
   Marion Cotillard havde titelrollen i The Immigrant (2013), en stor periodefilm som aldrig nåede til Danmark. The Lost City of Z (2016) fortalte i eventyrlig form om Percy Fawcett, den victorianske opdagelsesrejsende, som ledte efter Eldorado i Amazonas. Han forlod sin familie på samme måde, som Clifford McBride gør i Ad Astra, men på den sidste ekspedition fik han selskab af sønnen.
   Ad Astra kommer som filmen, der samler det hele. Den er stort produceret i alle henseender og smukt fotograferet af Hoyte van Hoytema. The Immigrant stod ikke tilbage for Uskyldens år og The Gangs of New York i scenografien. The Lost City of Z var som at se en blanding af Indiana Jones, Werner Herzogs Fitzcarraldo og imperietidsfilm som Four Feathers. Den nye film går videre endnu. Ad Astra står ikke tilbage for Rumrejsen år 2001, når det gælder snittet i produktionen.   




FILMEN er næsten en antologi, der arbejder sig gennem genren. I første akt er der spektakulære sætstykker og fysiske scener, man vitterlig aldrig har set. Roy og hans kolleger udfører en rutinemæssig reparation på en rumantenne, da bølgerne fra Neptun får tårnet til at selvantænde. Flammerne og faldet er beskrevet med en taktilitet, der gør synet smukt og apokalyptisk på samme tid.
   Senere mellemlander Roy og Pruitt på Månen, da de skal skifte fartøj på vej til basen på Mars. Under køreturen bliver de overfaldet af pirater, som opererer uden for de fastlagte nationale zoner. Det udvikler sig til en biljagt, der kan måle sig med actionscener i de bedste kørefilm. 
   Grays film er samtidig optaget af at normalisere rumfarten. Ad Astra er ingen dystopisk fremtidsvision. Månelufthavnen er et prosaisk sted med toldfri butikker og kafferestauranter. Der er ingen mystik eller pionerånd. Nutidens kapitalisme har simpelt hen udviklet sig eksponentielt. Det er for den sags skyld de samme firmanavne.






I ANDEN akt bliver rejsen til Neptun afbrudt ved flere lejligheder. Skibets kaptajn ser sig nødsaget til at reagere på Mayday-signalet fra et norsk rumfartøj, skønt Roy insisterer på, at hans mission har prioritet. Der er ingen mennesker på det nødstedte skib. Men der er rasende forsøgsdyr, som angriber med chokerende virkning.
   Endelig når vi til Neptuns ringe. Her er en smuk serie rumvandringer, men især er der mødet med Clifford McBride, den fortabte og muligvis mentalt forstyrrede far, der har styret Roys liv med sit fravær. Grays egen bemærkning om filmens præmis giver mening. Det er »nærmest som hvis du blander Apocalypse Now med 2001 og kommer en smule Conrad i mikset.«
   Kubricks hovedværk er naturligvis en forudsætning. Der ville ikke være nogen Ad Astra uden Rumrejsen år 2001. Dommedag nu, Francis Ford Coppolas Vietnamkrigsfilm, var baseret på rejsen op ad floden, som Joseph Conrad fortæller om i Mørkets hjerte (1899). Her skal Marlow – på handelskompagniets vegne – uskadeliggøre den gale Kurtz, som har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.




OM den prosaiske fremtid i filmen siger Gray, at han var inspireret af noget, som Kurt Vonnegut skriver i Sirenerne på Titan (1958). Romanen begynder med et ironisk-lakonisk tilbageblik på »Mareridtstiden«, hvor ingen kendte meningen med tilværelsen: »Menneskeheden sendte sine fortropper længere udad, hele tiden udad. Til sidst sendte den dem ud i rummet, ud i det farveløse, kedsommelige, vægtløse hav af udadrettethed uden ende. Den slyngede dem udad som sten.«*
    Clifford McBride er en af de sten. For hvad opdagede mennesket ude i rummet? »Disse ulykkelige fortropper fandt, hvad allerede var blevet fundet til overflod på Jorden – et uendeligt mareridt af meningsløshed. Rummets, den uendelige udadvendtheds gaver til menneskene var tre i tallet: tomme heltepositurer, vulgær komik og meningsløs død.«
   McBride afbrød kommunikationen, fordi han ville ikke acceptere, at der ingenting var i rummet. For militæret var det enklere at give renegaten heltestatus. Da far og søn mødes, er to principper i spil: Clifford vil videre udad. Roy vil aflevere sin last og definitivt standse eksperimentet.
   Ad Astra står på skuldrene af talrige andre scifi-film. Men med sit kølige blik på menneskets undren, er den en film af sin tid og meget original. Der er ingen sorte monolitter, ingen stjernebørn. Der er ingen mulighed for nærkontakt. Vi er på godt og ondt alene.




BRAD Pitt, som selv er medproducer, skaber en af sine bedste karakterer. Roy McBride er en mand til alle tider, der kan måle sig med patriarken fra Terrence Malicks Tree of Life (2011). Ad Astra ligner jo den science fiction, man håbede Malick kunne lave en dag. Blot er åndeligheden erstattet med sin modsætning. Ad Astra er anti-visionær science fiction.
   Den voksne Roy McBride er så fjern og indesluttet, at han knapt reagerer på sine omgivelser. Derfor giver det mening, at Liv Tyler forsvinder i rollen som hustruen, der har opgivet at råbe ham op. Filmens mest interessante kvindefigur er Helen Lantos (Ruth Negga), der har levet sit liv i stationen på Mars. Tommy Lee Jones er bare Tommy Lee Jones i rollen som Clifford McBride.







   I den bevægede slutakt, hvor søn og far taler ud, får filmen en stor klump i halsen. Ellers ligger lejet et fornuftigt sted mellem følelseskulden i 2001 og følsomheden i film som Robert Zemeckis’ Contact (1997) og Christopher Nolans Interstellar (2014), hvor det er døtre, som bliver forenet med en forsvunden rocket man-far på tværs af tidens krumning. Max Richters score lægger en sober distance til alle excesser.
   Det er en af de flotteste film i sin genre. Ad Astra skal absolut ses på stort lærred i biografen, hvor alle kan høre dig skrige i rummet. 



*) Sirenerne på Titan er citeret i Arne Herløv Petersens oversættelse, som udkom på Stig Vendelkærs Forlag i 1972. Vibe Vestergaard har tegnet det stemningsskabende omslag. En lang række store forfatterskaber i genren blev introduceret på dansk i serien SV science fiction, som Jannick Storm (1939-2015) redigerede sammen med AHP, der heldigvis lever endnu. Forlaget gjorde sig ellers mest i erotiske skrifter. I flere bind kan man finde en værdikupon, der kan indløses for en turistplads på den første kommercielle flyvning til Månen. Det var tre år efter Apollo 11. The Sirens of Titan er den eneste af Vonneguts bøger, som er ENDNU bedre end Slaughterhouse-Five (1969). Jeg mødte ham først i den serie og gemmer stadig billetten til måneturen.



Ad Astra. Instr.: James Gray. Manus: Ethan Gross og James Gray. Foto: Hoyte Van Hoytema. 122 min. USA-Kina-Brasilien 2019. Dansk premiere: 19.09.19









Foto: 20th Century Fox/ Nordisk Film Distribution
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 20.09.19

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar