Translate

søndag den 20. februar 2022

Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015)


BLODETS TRONE
Moderne Macbeth med empatisk forklaring

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Macbeth – »the Scottish play« - er en af de vildeste tragedier i digterens lange værkliste. Den er også en af de sidste, skrevet efter Kong Lear og i desillusion kun overgået af Coriolanus.
   De mørke stykker siger mere til dagens filmskabere end komedierne og romancerne, som blev endevendt for 20 år siden, da John Madden og Tom Stoppards Shakespeare in Love havde givet verden et lettere syn på den elizabethanske faderfigur. For intrigerne ligner tv-nyheder.
   Ralph Fiennes instruerede Coriolanus med sig selv i titelrollen i 2011. Den film kom aldrig i dansk distribution. Når det lykkes for Justin Kurzels Macbeth, skyldes det uden tvivl stjernernes navne. Filmen har dog mange kvaliteter.
   Kurzel foretager en bogstavelig læsning af tragedien om generalen og hans hustru, som bliver ødelagt af deres magtbegær og drevet til sindets yderste grænse. Hun falder ud over kanten. Han kan stadig se ironien, da heksenes profeti går i opfyldelse. Macbeth vil herske, indtil skoven marcherer mod hans slot. Det er som et af de politiske løfter, der gælder »indtil solen brænder ud«.


DET halve af Shakespeares tekst er intakt, men der er tilføjet flere faktorer. Kurzel gør alt for at flytte handlingen ud i det fri. Filmens første akt kulminerer i et episk slag, som stykket blot refererer. Her bliver det lige dele Braveheart, Kurosawa og Saving Private Ryan. Volden er aldrig abstrakt.
   Mere problematisk er forsøget på at give Macbeth og hans hustru en motivation, så vi forstår dem, skønt vi ikke billiger tronraneriet. Her har de mistet en søn. Udslettelsen af de andre familier er en forvreden måde at hævne sig på.
   Ydermere er der indført en kristen symbolik. Lady Macbeth sidder i en kirke, da hun taler om blodet, som ikke kan vaskes af, og borgen er fuld af formanende kors. Det passer til tiden, men ikke til teksten.
   At Shakespeare altid er moderne, skyldes ikke mindst stykkernes mangel på tro. Der er ingen teologiske dogmer og kun få religiøse billeder. Han undgik dem sikkert af hensyn til det prekære forhold mellem katolikker og protestanter, fordi man aldrig kunne vide med majestæter og mæcener.




DER er to ældre film, som Kurzel må forholde sig til. Orson Welles' Macbeth fra 1948 er filmet teater i én dekoration, som John Russell fotograferer fra alle tænkelige vinkler, både for at skabe en effekt af forvrængning og for at få produktionen til at se større ud. Welles lader Macbeth være en voodoo-dukke, som skæbnen stikker nåle i. Også han tilføjer en præst.
   Roman Polanskis version fra 1971 er tættere på Kurzel. Den har samme sans for den blodige bogstavelighed. Monologerne, især dén om brølet og vreden, som ingenting betyder, står klarere hos Polanski.
   Det samme gør pagten mellem Macbeth og hans hustru. Polanski prøver ikke at forklare deres handlinger. I hvert fald forsvarer han dem ikke.


MICHAEL Fassbender ser rigtig ud som Macbeth og er næsten for god til at gå i stykker. Marion Cotillard er mere usikker, men filmen registrerer forfaldet i deres forhold troværdigt. En banketscene, hvor gæsterne gøres til gidsler, er fremragende realiseret.
   Macbeth er essensen af de tragiske antihelte. Stykket blev skrevet til ære for James I, som blev Shakespeares sponsor ved dronning Elizabeths død. Han betragtede Banquo som sin stamfar og havde brug for royal propaganda.
   Det er ikke sådan, man læser teksten i dag. Man læser Macbeth som en fabel om grådige konger. Macbeth ender med at blive værre end sine fæller, men i begyndelsen er han den bedste mand i sin verden.
   Heri ligger tragedien, hos Kurzel såvel som i digterens urtekst.



Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar