Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)

SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.

   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.

   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.

   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«

DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya)L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).

   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.

NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.

   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.

BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.

   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.

TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.

   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.

TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.

   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:

   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«

TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.

   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.

Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.

Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.10.2011