Antoine Fuqua: Southpaw (2015)

VREDEN OG SMERTEN
En salut for den fysiske filmkunst

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske boksefilm er en genre for sig. Den er et af de få steder, hvor maskuline træk belyses, uden at der for enhver pris skal skydes. Her kan gode mænd tabe med ære, og heltene vinder ved at sige fra. Talent er et dæknavn for integritet.

   Typisk følger filmene en tragisk kurve – den lovende bokser ender som ringvrag – eller fortæller heroisk om knægten, som kommer fra ydmyge kår og bliver mester. Tonen er altid solidarisk. Der er arier og variationer. Genrens hovedværker er film som Somebody Up There Likes Me, Fat City, Raging Bull, Ali og dele af serien om Rocky Balboa.

   Når genren er bedst, kan den være et spejl. I centrum står altid en kraftpræstation fra en spiller, som foretager en fysisk forvandling. Robert De Niro satte en krævende standard, da han tog 30 kilo på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Scorseses film var autentisk baseret. Det er de gode boksefilm som regel.

I SOUTHPAW er det Jake Gyllenhaals tur. Han blev sidst set som klam netreporter i Dan Gilroys Nightcrawler (2014) hvor han havde tabt sig, som De Niro gjorde for at spille Travis Bickle i Taxi Driver. Nu er han trænet til ukendelighed for at spille letsværvægteren Billy Hope, der falder for atter at rejse sig, klogere, stærkere, hærdet og lidt mere ydmyg.

   Filmen har manuskript af Kurt Sutter, som skrev tv-serien Sons of Anarchy (2008-2014), hvor rivaliserende rockerfamilier blev skildret i fuldt dramatisk register. I Southpaw vælger han, sikkert med vilje, at hylde snart sagt enhver kliché, man forbinder med en boksefilm. Det er næsten som i en konservativ western.

BILLY og Maureen (Rachel McAdams) kommer begge fra Hell’s Kitchen-kvarteret og er vokset op i det sociale system. Hun styrer hans karriere i samråd med promoteren Jordan (Curtis »50 Cent« Jackson), der vil sælge enhver for det højeste bud. Parret lever i øvrigt for deres datter. Mesteren bliver nappet i hælene af Escobar (Miguel Gomez), en opkomling fra Columbia, som udfordrer ham ved enhver lejlighed.

   Billy er træt allerede i kampen, som sætter Southpaw i gang. Hans strategi er at åbne sig for modstanderens slag, indtil vreden og smerten kickstarter systemet, så han kæmper på blindt raseri. Det tager tid at nå det strategiske punkt, og bokseren er i sørgelig stand. Da Maureen dør, mister Billy alt, inklusive sin bokselicens. Værst er dog, at systemet, som han selv kommer fra, tager datteren i forvaring.

ATTER må Billy lære fra bunden. Heldigvis er der trænere som Tick Willis (Forest Whittaker), der ved, hvad det gælder, og ser, hvad der nager.

   Kort sagt bliver Billy taget til nåde og møder rivalen fra Columbia i en kamp, som HBO transmitterer. Honoraret er på 231 mio. dollars. Den glatte promoter er selvsagt tilbage og repræsenterer begge boksere. Han er den eneste helt sikre vinder.

   Der er få overraskelser, men mange solide glæder i filmen. Det er ikke som i David O. Russells The Fighter, hvor de gængse troper blev efterjusteret. Southpaw er heller ikke så selvbevidst arketypisk som Raging Bull. Men Gyllenhaals karakter kravler ind under huden, og der er en gennemgribende menneskelighed i alle figurer.

BOKSEFILMENS kvindebilleder er lige så flade, som galleriet af hanner er dybt. Undtagelsen er naturligvis Hilary Swanks karakter i Clint Eastwoods Million Dollar Baby, som skildrer en kvindelig bokser. Som regel er kvinderne milde husmødre eller spydige trofæhustruer. McAdams hører afgjort til englene i faget.

   Genrens fans kan glæde sig. Der er trods alt også en vis modernitet. Her kan kampe vindes på point, og den forslåede mester har virkelig ondt. Antoine Fuqua orkestrerer kampene med flair, og Jake Gyllenhaals nye fysik er imponerende. Det er patetisk på den rigtige måde. Det er næsten, så man bliver ramt og tager tælling.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013).

Southpaw. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Kurt Sutter. Foto: Mauro Fiore. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 20.08.2015.

Fotos: Escape Artists/ TWC/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.08.2015