Martin Scorsese: The Departed (2006)

RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.

   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.

   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.

SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.

   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.

   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.

MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.

   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.

SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.

   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.

PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.

   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.

   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.

TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.

   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.

MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.

   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.

Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006