Translate

fredag den 18. februar 2022

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)


KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.
   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.
   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.
   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.
   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.


EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.
   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.
   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.
   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.




RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.
   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.



PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.
   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.


HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête 
(1946, da. Skønheden og Udyret).





A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV
Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999

Ingen kommentarer:

Send en kommentar