Translate

onsdag den 8. april 2020

Bob Dylan: Murder Most Foul (2020)


ET UNATURLIGT MORD
Dylans sang om JFK giver genlyd i gaderne, som ligger øde

Af BO GREEN JENSEN

OGSÅ det amerikanske kulturliv er lukket ned af coronavirus. Og ligesom her er der hver dag signaler og beskeder fra kunstnere, der meddeler sig fra isolationen. Ikke alt bliver modtaget med tak. »We all hate you,« var en repræsentativ reaktion, da Jennifer Lopez sendte billeder af sin familie i haven fra luksusudgaven af social karantæne.
   Neil Young, der har sit eget meget aktive website med et musikalsk arkiv, man kan abonnere på (og som er det værd), har givet snekoncert. Madonna sidder (i England) ved sit arbejdsbord. January Jones laver mærkelig mikstur i sit bad. Mest anfægtende har Michael Stipe (R.E.M.) lagt en ny, spæd sang ud, som hedder »No Time for Love Like Now«.
   Alt dét er, hvad man kunne vente, og det bliver set og hørt og brugt i en stemning af fælles forståelse. Vi lever i en undtagelsestilstand. Ingen forventer udødelige værker. Det er i orden blot at meddele sig. Men alle holdt vejret en ekstra gang, da Bob Dylan uden varsel og helt uopfordret sendte en ny sang i luften forleden.

   
»MURDER Most Foul« er en meditation over mordet på John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963. Dylan undersøger eftervirkningerne i meget bred forstand og beskriver forløbet (som vi kender til hudløshed, og dét er en del af pointen) i et sprog, der er farvet af Shakespeare, tragedien om Hamlet, Prince of Denmark (1604) især.
   Det er Dylans første nyskrevne bidrag til noget, siden albummet Tempest udkom i 2012. Det er for den sags skyld det første, han har reageret med siden Nobelprisen i 2016. Triplicate fra 2017 var en samling af coverversioner, der dykkede dybt i The Great American Songbook.
   Den nye sang er et væsentligt værk, som har givet virkelig genlyd. Som Rolling Stone Magazine skrev i sin leder, er det musik, der taler til en traumatiseret nation: »For those of us who often turn to Dylan’s catalog for that very purpose, ’Murder Most Foul’ has arrived at the right time.«


SANGEN varer 16 minutter og 55 sekunder. Det er længere end både den novellistiske »Highlands« (hvor Dylan talte kunst med en skotsk servitrice) fra Time Out of Mind (1997) og »Sad-Eyed Lady of the Lowlands« fra dobbeltalbummet Blonde on Blonde (1966), der var skelsættende i sin tid, fordi skæringen fyldte en hel LP-side. Der er 165 verselinier fordelt på fem lange rimede strofer.
   Metrikken er relativt konsekvent. Der er i lang tid bare en violin og et ondulerende klaver. Syv minutter inde begynder en løs og lidt asynkron tromme, som af og til også bliver strøget over skindet, men der er aldrig et rytmisk forløsende løft, blot dette simrende mørke i nærheden af to basale akkorder. Det er med andre ord én lang mørkeblå blues, der snor sig som cigaretrøg:

It was a dark day in Dallas, November ’63
 A day that will live on in infamy
President Kennedy was a-ridin’ high
Good day to be livin’ and a good day to die.

Scenen er sat, og det samme er sammensværgelsens tone: 

He said: ’Wait a minute, boys, you know who I am?’
’Of course we do, we know who you are’
Then they blew off his head while he was still in the car.

Stadig vender stemmen tilbage til en fordømmelse af mordet. Der er næppe adjektiver nok til at beskrive, hvor umådelig denne ugerning er:

Zapruder’s film I seen the night before
Seen it thirty-three times, maybe more
It’s vile and deceitful, it’s cruel and it’s mean
Ugliest thing that you ever have seen
They killed him once and they killed him twice
Killed him like a human sacrifice.


»ZAPRUDERS film« er den historiske 8mm-smalfilm, 486 billeder fastholdt på 26,6 sekunder, som amatørfotografen Abraham Zapruder optog i Dallas, da præsidentparrets limousine passerede Dealey Square og drejede ud på Elm Street. I dét gadenavn hører Dylans fortæller naturligvis også et popkulturelt ekko:
   
Put your foot in the tank and then step on the gas
Try to make it to the triple underpass
Blackface singer, whiteface clown
Better not show your faces after the sun goes down
Up in the red light district, they’ve got cop on the beat
Living in a nightmare on Elm Street.

The day they blew out the brains of the king/ Thousands were watching, no one saw a thing. Alle så til, men ingen lagde mærke til noget. Men Zapruder-filmen viser, hvordan »den magiske kugle« rammer JFK i hovedet, så han kastes til venstre og falder ind over sin hustru. Warren-kommissionen (og alverdens konspirationsteoretikere) har analyseret hver ramme i 57 år.
   I forbifarten – på associativ Dylan-manér – vil jeg blandt tusind JFK i Dallas-tekster anbefale romanen Flying in to Love (1992) af D.M. Thomas (som ingen rigtigt læser nu, men som er husket især for Det hvide hotel). Her optræder en nonne, som masturberer til slowmotionoptagelser af Zapruder-filmen og lægger hovedet helt tilbage, når filmen når det bestemmende sted.
   Dylans store sang kender og forstår disse stemninger. Den husker alle navnene, for:

The day that they killed him, someone said to me, ’Son
The age of the Antichrist has only just begun...

***

VILE, deceitful, cruel, mean. Adjektiverne er utilstrækkelige synonymer, fordi intet ord kan rumme graden af mørk modsathed i det naturstridige kongedrab. Også det er jo i Hamlets ånd. »Murder Most Foul« tager sin titel fra Første Akt, Femte Scene, hvor Hamlets fars ånd taler til sønnen:
   »Revenge his foul and most unnatural murther.« »Murther?« siger Hamlet, og genfærdet uddyber: »Murther most foul, as is the best it is;/ but this most foul, strange, and unnatural.«
   Det er særdeles interessant at se, hvordan hver tid og dansk oversætter har strakt og vredet stoffet for at finde en passende formulering. Hos Niels Brunse, som næsten altid er klarest og mest kongenial, står der: »Så hævn et hæsligt, unaturligt mord!« »Et mord?« »Et mord så hæsligt som det altid er, men dette fælt, fordærvet, unaturligt.«
   Hos Edvard Lembcke var der tale om »et unaturligt, grufuldt snigmord«: »Et mord er altid grufuldt, men det her dog/ især er grufuldt, rædsomt, unaturligt.« Hos Vilhelm Østerberg handler det om at hævne »hans skændige, unaturlige mord«: »Et mord er skændigt allenstund, men dette/ skændigt som ingen, uhørt, unaturligt.«
   For Ole Sarvig er det vigtigt at variere endnu mere: »Og hævn hans hæslige, perrverse mord!« »Hans mord? »Et hæsligt mord, for mord er altid hæsligt,/ men dette mer’ end hæsligt: sygt og ondt!« Johannes Sløk, som altid er den, der giver kontekst, er på samme bølgelængde: » – så hævn hans onde og perverse mord.« »Mord?« »Et mord er altid ondt, men dette er/ mer ondt end andre, sælsomt, unaturligt.«

   


JOHANNES Sløk (1916-2001) var ikke digter, men teolog og filosof. Han sætter altid sine valg i kontekst og skriver om vendingen »murder most foul« følgende:
   »Det er vigtigt fra begyndelsen at forstå, at den afdøde konge ikke kræver sit mord hævnet blot af personlige grunde, men fordi dets perversitet er blevet den pest, der har bredt sig i riget, og som må standses. For så vidt det blot havde været blodhævn i almindelig forstand, der blev forlangt, havde opgaven været overkommelig; men Hamlet er udfordret til at genoprette kosmos, bringe den guddommelige retfærdighed til veje, og det midt i en verden, der er blevet kaos. Det er dette forhold, der skaber de endeløse vanskeligheder.«
   
***


PRÆCIS det samme gælder for Kennedy-drabet i Dylans vision. Det er dét, der har vendt verden på vrangen og vredet tiden af led. I hele resten af »Murder Most Foul« bliver smittevirkningen fulgt fra 1963 til nu gennem (især) musikalske henvisninger, der griber ind i og definerer tiden.
   Der er samtidig er en konspiratorisk fortæller, som mumler videre i Shakespearsk betoning og har den samme fortrolige medvidervinkel som Satan (den faldne oprører fra Miltons Paradise Lost), som vi møder med en vis forståelse i den klassiske Jagger/Richards-sang om at have »Sympathy for the Devil«. Det er også djævelen nede fra »the crossroads«, hvor blueslegender aflægger deres ed:

I’m goin’ to Woodstock, it’s the Aquarian Age
Then I’ll go over to Altamont and sit near the stage...

Der er en henvisning til The Who og Pete Townshends ikoniske rockopera:

Tommy, can you hear me? I’m the Acid Queen
I’m riding in a long, black Lincoln limousine
Ridin’ in the back seat next to my wife
Headed straight on in to the afterlife
I’m leaning to the left, I got my head in her lap
Hold on, I’ve been led into some kind of a trap...
   
Ride the pink horse down that long, lonesome road
Stand there and wait for his head to explode
Play ’Mystery Train’ for Mr. Mystery
The man who fell dead like a rootless tree
Play it for the reverend, play it for the pastor
Play it for the dog that got no master
Play Oscar Peterson, play Stan Getz
Play ’Blue Sky’, play Dickey Betts
Play Art Pepper, Thelonius Monk
Charlie Parker and all that junk
All that junk and ’All that Jazz’
Play something for the Birdman of Alcatraz...
   
Det bliver ved og ved, og for hvert nyt navn folder lytteren selv en film af associationer ud i sit resonanskammer. Det er hele vejen rytmen og rimet, der styrer forstanden, med en blanding af vilkårlighed og lovmæssighed. Min favorit er kupletten:

Play ’Merchant of Venice’, play ’Merchants of Death’
Play ’Stella by Starlight’ for Lady Macbeth.

For til slut fører strømmen tilbage til Dallas, og der bliver i en vis forstand rundet af:

Don’t worry, Mr. President, help’s on the way
Your brothers are coming, there’ll be hell to pay
Brothers? What brothers? What’s this about hell?
Tell them, ’We’re waiting, keep coming,’ we’ll get them as well
Love Field is where his plane touched down
But it never did get back off the ground.


DET er den første JFK-sang, som fuldt ud matcher Phil Ochs-klassikeren »Cruxifixion« (1966).** Det er 60 års kulturhistorie i flugten eller en drøm, der kommer ud af bilradioen med Wolfman Jacks stemme. Det er et majestætisk riff på Shakespeare, og det er den helgenkårede digter, der for en gangs skyld tager profetrollen på sig og svarer sin tid.
   I hvert fald er det en stor ny sang. Og det første og eneste gode, som er kommet ud af coronakrisen. Dylan lagde den på nettet ved midnat den 27. marts. Der var endda denne hilsen vedhæftet:
   »Greetings to my fans and followers with gratitude for all your support and loyalty across the years. This is an unreleased song we recorded a while back that you might find interesting. Stay safe, stay observant and may God be with you. Bob Dylan«

*) D.M. Thomas: Flying in to Love. 262 s. London: Bloomsbury, 1992. En forunderlig fragmentarisk vifte af fiktioner, som pendler i tid mellem 1962 og 1992. Den relevante passage står på side 70: "Her head thumping as if it were in a clamp, she decided to run back the video and to go with it. Her skin tingled with excitement; she breathed quickly. The sensations brought back the sick, shivery expectation she'd felt as she stood in the Saturday afternoon street of shocked Dallas. She would take revenge for Sylvia, through something quite unspeakable. She spread herself more comfortably on the chair; and as the Lincoln approached she lightly rubbed the remote control against her tracksuited groin. As the shot struck home, she allowed her head to jerk back without restraint or guilt and her mouth to cry out in pleasure." Se i øvrigt også JFK-sporet i David Bowmans (posthumt) udgivne Big Bang - A Novel (592 s. New York, Boston, London: Little, Brown and Company, 2019), der bruger Dallas-attentatet, tiden mellem dengang og nu + tusindvis af autentiske karakterer og kulturfænomener, meget som Dylan bruger musikkens historie i 'Murder Most Foul'.   


**) Fra albummet Pleasures of the Harbor (1967), hvor den indgår i et dramatisk orkestralt arrangement ved Ian Freebairn-Smith og Joseph Byrd. Byrd har forklaret: "Phil asked me to arrange the song. I really didn't think it should be arranged, because its power is in the simplicity of the lyric. But he wanted the kitchen sink: Schönberg, Stravinsky, Cage, electronic sound." Den akustiske version på Chords of Fame, kompilationsalbummet, som udkom kort efter Ochs' død i 1976, er et fraklip fra koncerten, der er dokumenteret på Gunfight at Carnegie Hall (1975). I 1967 mødtes Ochs med Robert Kennedy og spillede 'Crucifixion' for ham. Ifølge journalisten Jack Newfield fik RFK tårer i øjnene. Der er skrevet utallige analyser af Kristus-motivet i Kennedy-sangen. En af de bedste på dansk står i Thorkild Bjørnvigs Oprør mod neonguden - et essay om beat (1970).  


Murder Most Foul ligger på alle platforme, bl.a. YouTube, Spotify og Apple Music



En kort version af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.04.2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar