Translate

mandag den 20. april 2020

Martin Zandvliet: Under sandet (2015) [Danmarks Besættelse 80 år]


NUANCERNES TID
Alle Besættelsens andre historier

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen ende på Besættelsens historier. I årtier var man optaget af at tale om patriotisme. Så kom splittelsen i det politiske landskab og historierne om retsopgøret. Sabotørerne blev set som anti-helte med komplekse motiver. Der er langt fra De røde enge (1945) til Flammen & Citronen (2008). Alligevel var Hvidsten-gruppen (2012) en forlængelse af de gamle heltebilleder.
   Nu er en yngre generation af filmskabere begyndt at granske krigens billeder. Efter 75 år er man nået til de episoder, som ikke passer ind i forestillingen om passiv modstand. Roni Ezras 9. april fortalte om de danske soldater, som kæmpede og faldt i Haderslev. I Under sandet kaster Martin Zandvliet (Applaus, Dirch) et sjældent blik på danskerne i den første tid efter freden.
   Under krigen lagde tyske soldater over to millioner landminer i sandet ved den jyske vestkyst. Minerne lå tættere end noget andet sted i Europa – på nogle strækninger endda i flere lag – fordi man mente, at risikoen for en allieret landsætning af tropper var mest overhængende her.
   Efter krigen skulle minerne fjernes. Derfor blev 2.000 krigsfanger sendt til Danmark. De arbejdede hen over sommeren 1945, blev kummerligt behandlet og døde i stort tal. Ifølge historikeren Helge Hagemann, som skrev om minerydderne i bogen Under tvang (1998), blev henved halvdelen af de tyske mænd dræbt eller invalideret.




  
ZANDVLIETS film følger en gruppe fanger, som under ledelse af sergent Carl Leopold Rasmussen (Roland Møller) fra det allierede Parachute Regiment skal rydde en strand ved Vesterhavet.
   De får tre dages træning i Oksbøl, hvor løjtnanten (Mikkel Boe Følsgaard) lægger sadistisk iver i at betone, hvor lidt de unge mænds liv betyder – for ham og for danskerne generelt. Tyskerne knuste Europa. Nu må de rydde op og betale.
   Carl Rasmussen har i udgangspunktet den samme indstilling. I filmens første scene får han afløb for sin frustration ved at overfalde en tysk soldat, der har taget et dansk flag med på marchen tilbage. Carl knuser næsten den unge mands hoved og vil ikke holde op med at slå.
   Tre måneder senere er han alene med 14 fanger. Han er stadig opsat på at lade sin vrede gå ud over de tyske mænd. Sagen er bare, at det ikke er de samme soldater, som anbragte minerne. Fangerne er drenge på 16-17 år, indkaldt i krigens sidste dage. De længes hjem, drømmer om et liv efter mareridtet og kalder på deres mor, når de vågner om natten. De er skræmt fra vid og sans af arbejdet, som kan rive dem væk når som helst.





ZANDVLIET har samlet en gruppe unge tyske skuespillere, der kan fremstille alle de klassiske typer. Den 18-årige Sebastian (Louis Hoffman) er en slags leder, den bitre Helmuth Morbach (Joel Basmann) vil ikke spise nådsensbrød, tvillingerne Ernst og Werner (Emil og Oskar Belton) er blide og symbiotisk forbundne. Alle er hjerteskærende unge.
   Det bliver efterhånden umuligt for Carl at holde liv i sit had. Andre er mindre forsonlige. Konen på gården (Laura Bro) fryder sig, da de sultne drenge spiser kvægfoder med rotteafføring. Da løjtnanten ser Carl hente mad til sine drenge – som systematisk bliver dårligt behandlet og sultet – kommer han med sine engelske mænd og foranstalter en fornedrende afstraffelse.
   Da går Carl i brechen for sine drenge. Han spiller også fodbold med dem på stranden, og billedet er næsten en Døde Poeters Klub-idyl, da Carls hund træder på en overset mine, og hele forsoningsprocessen rulles tilbage.




SPÆNDINGEN bliver konstant holdt i live af bratte eksplosioner. Tilskueren har en taktil fornemmelse af at arbejde med kold sved på panden og stive fingre i sandet. På lydsiden følger en kortvarig døvhed hver eksplosion. Alt i filmen er skildret skærende klart. Det er som at være der selv.
   Det lykkes Zandvliet at kombinere spændingen fra film som Frygtens pris og The Hurt Locker med traditionen fra film om den gode træner eller lærer, der sætter skik på sine drenge og bliver et bedre menneske i processen. Alligevel glemmer filmen aldrig det historiske landskab. Der er ingen falsk romantik.
   Roland Møller er formidabel i sin første hovedrolle som den hårde, men retskafne Carl. Der er ikke mange fysiske spillere i dansk film, men Møller siger mere med kroppen end med sin vejrbidte udtryksløshed. 
   Efter 9. april og Under sandet mangler kun filmen, der fortæller om russernes okkupation af Bornholm. Den fandt sted i den anden ende af landet, mens drengene fjernede miner mod vest. I midten af landet var krigen forbi. De skæve historier blev fejet væk, så de ikke forstyrrede det store billede.
   Nu er det blevet nuancernes tid. Under sandet er både en moderne krigsfilm og en tidløs historie om slagne og sejrende kræfter. Den skildrer mennesket midt i det hele. Så længe vi undrer os, findes der håb.




Under sandet. Instr. og manus: Martin Zandvliet. Foto: Camilla Hjelm. 100 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 03.12.2015



Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2015

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar