Translate

tirsdag den 7. april 2020

Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996)


TO GANGE FIRE
Paul Thomas Andersons sobre debut

Af BO GREEN JENSEN

VI er i udkanten af film noir-territoriet, i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og tidløse moteller.
   Her – i ekspresbryllupsbyen Reno, Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og præst.
   Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på, hvad Sydney vil med ham og det hele.


TO år senere er Sydney og John stadig en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine (Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney. Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at han også har set Sydney før.


HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.


PAUL Thomas Anderson var kun 23 år, da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at ligne en million.

DET er uafbrudt interessant at følge kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da. En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter, der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.



DET er især Philip Baker Halls film. 80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.

GWYNETH Paltrow gør meget for filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting. Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie Nights og Magnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.



DET er en rimelig udsøgt debut. Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver det nærmere omvendt.



Hard Eight. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 102 min. USA 1996. Ingen dansk premiere.


Foto: Green Parrot/ Goldwyn/ Screen Captures
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og YouTube Movies 
Nyskrevet 07.04.2020

Ingen kommentarer:

Send en kommentar