Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre]

STRANDEN I SEPTEMBER

En samtale med Paul Thomas Anderson

Af BO GREEN JENSEN

VENEDIG 2012 – Det er sjældent konstruktivt at interviewe filmskabere på en filmfestival. Der er tusindvis af kolleger, og man bliver anbragt i grupper. Svarene får et mekanisk præg, fordi der altid bliver spurgt om det samme. Endvidere er man tilbøjelig til at fokusere på konkurrenceaspektet. Vil The Master mon vinde Guldløven?

   Det er uinteressant efter et halvt år, når filmen når biograferne hjemme. I øvrigt er Paul Thomas Anderson ret ligeglad. Den 42-årige amerikaner har netop præsenteret filmen, som siges at være en karikatur af Scientology-stifteren L. Ron Hubbard. There Will Be Blood, en anden film i Den Store Mand-genren, fik premiere på Berlinalen i 2007. Her var Daniel Day-Lewis oliemagnaten, der solgte sin sjæl for en slik.

  I The Master bliver Mesteren spillet af Philip Seymour Hoffman, som faktisk deler fysik med Hubbard. Filmen skildrer - i eksklusiv langform - hans forhold til strejferen Freddie, der er som en herreløs hund. Køteren spilles af Joaquin Phoenix. Det er et hovedværk fra instruktøren, der begyndte som hjemstavnens krønikeskriver i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

   Senere deler Hoffman og Phoenix en pris for bedste skuespil. Anderson bliver kåret som den bedste instruktør og modtager altså en løve af sølv. Lige nu sidder vi på Hotel Excelsior og ser ud over stranden i september. Vandet ligner Stilllehavet i de første scener af The Master. Anderson har en venlig, indolent facon. Han ved, at The Master er uovertruffen.

Glæden ved at udforske stoffet 

 

– Det siges, at filmen tog form efterhånden.

   »Jeg hader at bruge klicheer, men man bliver sikkert aldrig færdig. Man giver bare slip. Filmen ændrede sig, mens vi arbejdede. Sikkert til det bedre. Vi prøvede hele tiden at finde ud af, hvad vi egentlig ledte efter. Joaquin er en interessant skuespiller. Han er også uforudsigelig. Så uanset hvilke instinkter, man går ind til dagens arbejde med, ryger de næsten uundgåeligt ud af vinduet. Det er en spændende måde at arbejde på. Man ved aldrig hvad dagen vil bringe. Når det er sagt, var der ting, vi ville opnå. Når det lykkes, er følelsen fænomenal.«

   - Har du altid instrueret på den måde?

   »Ikke i begyndelsen. Det er vel noget, der ændrer sig over tid. Man bliver mere erfaren og mindre paranoid. Jeg var 23, da jeg lavede min første film, og jeg var skrækslagen for, at holdet skulle opdage, hvilken charlatan de arbejdede med. Man gjorde alt for at være klar og på plads hver morgen, somme tider på bekostning af glæden ved at udforske stoffet. Det var midtvejs i den første film, jeg begyndte at slappe af. Jeg begyndte at opdage nogle af de ting, jeg stadig er ved at opdage.«

At finde mennesket på bunden

 – Der var rygter om Scientology fra begyndelsen ...

   »Der var en masse fantastisk sludder og sladder. Jeg vidste, at vi ikke lavede en film om Scientology. Så man må lukke af og sige: Vi ved, hvad vi gør; vi fortæller denne historie. Jeg var sikkert naiv. Jeg troede, at vi kunne arbejde i fred, men Scientology er et ord, der kalder stærke reaktioner frem. Vi havde mange små visninger i USA, og det var godt at høre publikum. Det eneste, de talte om, var Freddie og Master. Efter filmen var der ingen, som nævnte Scientology.«

   – Men figuren har meget tilfælles med Hubbard –

   »For mig er Hubbard bare en af de dér store karakterer. Fuld af liv og energi. Han skrev utallige bøger. Han var tydeligvis bristende fuld af ideer og, tør jeg sige, også af menneskelighed. Der er meget, jeg har læst mig til. Man vader gennem floden af fantastiske historier og prøver at finde mennesket på bunden. Hubbard er jo bare et udgangspunkt.

   Philip ville hele tiden have informationer. Han ville forstå denne mands indre liv. Det blev min – vores – opgave at skabe det sammen. Så på et tidspunkt er det ikke nok at forholde sig til L. Ron Hubbard. Man må selv give karakteren et liv. På den måde kommer man ind i sig selv og i folk, som man kender. Man ser på andre store afsind og larger-than-life karakterer.«

De ville gerne begejstre hinanden

– Der er ofte en far/søn-konflikt i dine film. Her er de også lærling og mester...

   »Det er unægtelig et tema, der bliver ved at dukke op. Man sætter sig hver gang og tænker, at denne film skal være noget andet. Man er overbevist om, at det bliver anderledes, og så ender man alligevel, hvor man plejer. Hver gang man begynder på en film, prøver man mærkeligt nok at lave noget, der ikke ligner alt det andet, man har lavet. Det går der to eller tre uger med. Så opdager man, at uret tikker. Man må bare fortælle historien og optage scenerne med disse karakterer.

   Men det er frustrerende at se tilbage og finde det tema igen og igen. Jeg havde et fremragende forhold til min far. Jeg ved ikke, hvorfor det kommer ud på den måde. The Master er dog snarere en kærlighedshistorie. En maskulin romance. Det var et stort held at have Joaquin og Philip i den samme film. De ville gerne begejstre hinanden. Det passede godt til (b)romancen.«

   – Skrev du filmen til dem?

   »Jeg kendte Joaquin lidt i forvejen. Jeg havde ofte spurgt, om vi skulle lave noget sammen, men det var aldrig rigtigt blevet til noget, så jeg skrev bare Freddie som karakter. Men når man tænker på, hvem der kan spille den mand, kommer navnet naturligvis op. Som Philip sagde: Joaquin ville være god, for han gør mig bange.«

Hjem til kyllingefarmen

– Freddie og Master har brug for hinanden. Men til hvad?

   »Man ser jo den slags hele tiden. Folk bliver skilt, og børn har brug for deres forældre. Så de leder efter faderfigurer. Det gælder også for Freddie og Master. Jeg læste om soldater, som fungerede fint under krigen, fordi de fik at vide, hvad de skulle. De holdt af at have en herre. Freddie er som en hund, man kan lære fire-fem tricks, men han vil alligevel skide på tæppet. Mesteren ved det. De leger en leg med hinanden, og den bliver mere indviklet efterhånden. Og er det ikke sådan en Shakespeare-ting, at alle sønner dræber deres fædre til slut?«

   – Freddie kommer tilbage fra Stillehavskrigen. Er det anderledes for tropperne nu?

   »Du tænker på soldaterne, som kommer hjem fra Irak og Afghanistan. Jeg er ret sikker på, at de hører den samme tale, som Freddie får i begyndelsen af filmen. Du har gjort din pligt, nu skal du tage hjem til kyllingefarmen og stifte familie. Krigen er færdig. Få et job på en benzintank.

   Jeg skrev ikke selv dialogen i de scener. Den er taget fra Let There Be Light, en propagandafilm, som John Huston lavede under krigen. Alle de store instruktører fik en bunden opgave. Huston lavede Let There Be Light, og hæren kasserede den med det samme. Han filmede på disse felthospitaler og viste, hvor medtagne mændene var. Det var ikke noget, man ville have frem.«

En finale i moll

– I dine første film flimrede formen. »The Master« er rolig og klassisk fortalt –.

   »Boogie Nights havde brug for at flimre. Man vil nok også vise sig, når man er yngre. Jeg ville lave en af disse store, klassiske historier. Og man tænker, hvor svært kan det være, det er bare at rette kameraet den vej. Men det er svært at være kompakt og økonomisk. At gøre tingene enkle og sige dem klart. Man må også være velforberedt. Når man arbejder med Joaquin, skal hele rummet belyses. Man ved aldrig, hvor han finder på at gå hen.

   Jeg kendte ikke slutningen på forhånd. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt erkendte, at det harmonerede bedst med den indre udvikling i disse karakterer, hvis historien fik en finale i moll. Der var en tyngde, som stod i vejen, når jeg overvejede noget mere dramatisk. Så man følger med karaktererne. Måske falder publikum fra, men man må tro på, at de bliver hængende.«

Gammelt grej

– Du bruger råfilm fra tiden og cinemascope. Ingen har filmet i 70 mm, siden Kenneth Branagh lavede sin »Hamlet« i 1996 –

   »Hamlet var den sidste fiktionsfilm, men dokumentaren Baraka blev skudt i 70 mm. De gamle kameraer anvendes stadig. Christopher Nolan har brugt dem. Terrence Malick brugte dem i The New World. Så der ligger Panavision-udstyr forskellige steder, og vi ville gerne arbejde med det. 70 mm bruges som regel til store epos med panoramiske billeder. Jeg vidste, at vi i hvert fald ikke lavede den slags film. Men vi undersøgte kameraerne og legede med dem. Resultatet taler vel for sig selv.

    Jeg har altid tænkt på, hvordan man lavede det stærke look i film som Hitchcocks Menneskejagt. Ikke at vi ville kopiere det. Vi ville bare bruge gammelt udstyr og se, hvad der skete. De kameraer er lige så store som bordet her. De er fantastisk tunge at arbejde med, men alle de store instruktører har brugt dem. Så der kommer også en naturlig tyngde og økonomi i måden, man bruger udstyret på.«

Nu kom et andet menneske frem

– Joaquin Phoenix forandrer sig fysisk som Freddie. Er der tale om metodespil?

   »Joaquin blev i karakter i flere måneder. Fysisk måtte han holde sig tynd. Han kunne ikke spise, som han plejede. Ifølge ham selv, tager han to kilo på, hvis han spiser en muffin til frokost. Så alene disciplinen placerede ham i en anden zone. Metodespil er lidt af en myte. Man hører det samme om Daniel Day-Lewis, men hvor langt kan man egentlig tage det? Man taler jo med personer, som er der.

   Men de er også et andet sted. Da vi havde skudt den sidste scene, kunne jeg se hans ansigt slappe af og forandre sig for mine øjne. Vi kendte ikke hinanden så godt. Jeg havde set på en person i tre måneder og tænkt, at sådan var han. Nu kom et andet menneske frem. Han havde holdt sig selv tilbage så længe. Det er noget med koncentration, frygten for at miste karakteren, man er inde i. Man tør ikke give slip.«

   – Tro er en faktor i dine film. Har du selv et forhold til religion?

   »Det er ikke noget, jeg er opmærksom på. I There Will Be Blood var det temmelig klart. Der var synd og en præst, som talte om soning. Jeg blev opdraget katolsk, men meget afslappet. Jeg gik i søndagsskole. Så mistede jeg interessen. Jeg ved ikke, hvor den blev af. Det var ikke traumatisk. Det blev bare kedeligt at gå i kirke.«

Paul Thomas Anderson blev interviewet på Hotel Excelsior i Venedig den 2. september 2012. The Master havde dansk premiere den 31. januar 2013.

Ikke tidligere offentliggjort. Interviewet blev skrevet til, men aldrig bragt i Weekendavisen, da The Master havde dansk premiere. Den daværende kulturredaktør valgte at bringe sin egen samtale med Annette K. Olesen, som samtidig var undervejs med sin genindspilning af Skytten.