Ari Aster: Midsommar (2019) [Horror 100]

TIL MAJDRONNINGENS ÆRE

De lyse nætters mareridt

Af BO GREEN JENSEN

FIRE amerikanere tager med deres svenske ven, Pelle (Vilhelm Blomgren), til midsommerfest i Hårga i Hälsingland. Det skulle egentlig være en ren drengetur, men Dani (Florence Pugh fra Lady Macbeth) er fulgt med kæresten Christian (Jack Reynor), fordi hun er mærket (og det tror pokker!) af de traumatiserende tab, som filmen beskriver i sin prolog.

   Samme chokerende hændelseskæde fik Christian til at blive sammen med Dani, skønt han i måneder havde underholdt vennerne med historier om hendes kontrollerende og omklamrende væsen. Faktisk er Dani ærlig og stærk. Christian er både et skvat og en kryster, men i glimt er han egentlig god nok på bunden. Og sikkert en meget troværdig mandstype.

MIDSOMMAR er, skal jeg huske at sige, skrevet og instrueret af Ari Aster, som med et slag blev gyserfilmens store håb, da Hereditary fik premiere i 2018. Aster er en Dylan/Tarantino for sin genre. Han fravælger splatter for psykologi. Han skaber tætte billeder og hylder sine helte. Der er næsten ingen grænser for, hvad Aster kan. Det ville være en underdrivelse at sige, at der knytter sig forventninger til toeren.

   I Hårga bliver vennerne mødt af en smilende skare, alle klædt i hvidt og i færd med at forberede den store midsommerfejring. Der bliver straks serveret heksebryg, virkeligheden er ustabil allerede ved ankomsten. Skulle man være i tvivl, har filmen lagt spor ud. Således er verden vendt på hovedet, da bilen kører nordpå fra Arlanda til Hälsingland.

   Pelle bliver budt velkommen hjem fra sin »pilgrimsfærd« af byens ældste. Både Odd (Mats Blomgren) og Siv (Gunnel Fred), som kunne være borgmester og præst, fortæller åbent om regler og ritualer. Hårga er et lukket samfund og en særlig livsform. De unge tager på pilgrimsfærd for at lære om verden, men også for at finde egnede gæster.

DET er ikke nyt for alle i gruppen. Kun Dani er helt uforberedt. Christian og Josh (William Harper) studerer antropologi og håber at finde et emne i Hårga. Aster har lagt megen konflikt og satire i gruppen af gæster. Den sarte og krævende Mark (Will Poulter) er en øretæveindbydende karikatur på den brovtende amerikaner. Han sætter Hårga på den anden ende, da han urinerer på forfædrenes træ.

   Efter en time bliver gruen konkret. Bordet fanger, da alle tager del i ättestupa-ceremonien, som er den første af ni dages solhvervsmarkering. Et gammelt par bliver fejret, før de frivilligt springer i døden fra klippen. Manden lever stadig efter faldet og bliver hjulpet på vej.

   Siv forklarer, at Hårga inddeler menneskets tids i fire livsaldre. Først er man barn og ung i atten år, så voksen, så moden og endelig nestor. Den udmålte tid slutter ved 72. Ni er ordenstallet, og navne går i arv. Nu vil andre få springernes navne. Summen af liv er konstant.

RITUALERNE kulminerer i maratondansen om majstangen, hvor en dronning bliver kåret i trods mod »Den Sorte«. Dani danser naturligvis med. Christian får set, hvad det inderste rummer, da han medvirker i et parringsritual, som er komisk og makabert på en gang. Der er megen anden folklore indblandet. Et vanskabt orakel fingermaler i bogen, der registrerer Hårgas historie. En bjørn skæres op. Man træder til anklerne i amuletter. Alt bliver gjort med et smil og under kærligt gruppepres.

   For Aster ligger udfordringen i at dæmonisere den flyvende sommer og de nordiske majritualer. Hereditary var en studie i mørk, klaustrofobisk rædsel. I Midsommar foregår samtlige scener ved højlys dag og ude i det åbne. Øvelsen lykkes. Hvis topografien trods alt virker usvensk, kan det skyldes, at filmen er optaget i Ungarn. Det lykkes også at balancere komikken i de excentriske skikke med effektiv gru i scener, hvor den hårde, hedenske bund i kultens ritualer bliver klar.

LIGESOM i Hereditary, hvor Toni Collette havde hovedrollen, er det muligt at læse historien som noget, der foregår inde i Dani. Gør man det, er der tale om en bekræftende frigørelseshistorie. De skal glæde Dem til slutbilledet, hvor verden omsider er faldet på plads.

   Midsommar hører hjemme i genren weird folk eller folk horror, som især britiske forfattere, musikere og filmskabere har dyrket med ildhu siden 60erne. Kronstykket er Robin Hardys The Wicker Man (1973), hvor en from og stiv skotsk politimand efterforsker en piges forsvinden på Sommerøen, hvor hedenske ritualer sikrer en gavmild æblehøst. Også her bliver en Majdronning kåret. Betjenten ender som hovedperson i en menneskeofring. Den pragtfulde film kaster skygger endnu.

   Midsommar forholder sig naturligvis til The Wicker Man. Det giver også mening, at Aster nævner Lars von Triers Dogville blandt sine favoritfilm. Og Rødt chok. Og Rosemarys baby. Aster er en leksikalsk nyskaber med sans for sin plads i en tradition. Dertil har han virkelig noget på hjerte. Både Hereditary og Midsommar er feministiske fabler, den ene sort, den anden lys, som giver begrebet the final girl ny mening.

SLUTNINGEN har måske ikke helt den samme æselsparkende gru, som man føler i træhuset i Hereditary, da det én gang for alle står klart, at Toni Colette ikke var en fantast. Men det er en uafbrudt fornøjelse at finde og følge de tråde, som Aster væver i mareridtsmønstret. Det er gåden, der driver begæret. Forklaring og svar er af mindre betydning.

   Fotografen Pawel Pogorzelski får sommeridyllen til at emme af særhed, usikker morskab og snigende rædsel. Blomsterne i Majdronningens krone er pulserende psykedeliske pletter. De store fællesscener er koreograferet med en totalitær nerve, som er lige dele Leni Riefenstahl og Busby Berkeley. Fascismen i den hvidskurede kult giver frygtelig mening.

   Midsommar er en betagende gyser. Jeg glæder mig til at se den igen.

Se også Ari Aster: Hereditary (2018) [Horror 100].

Midsommar. Instr. og manus: Ari Aster. Foto: Pawel Pogorzelski. 147 min. USA 2019. Dansk premiere: 11.07.2019.

Foto: A24/ Nordisk Film

Filmen streames på Amazon (Instant + Prime), Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019