Alexander Payne: Downsizing (2017)

ET LIV I BESKÅRET FORMAT 

En lille fabel om store problemer

Af BO GREEN JENSEN

HVIS mennesker var mindre, kunne kloden bedre bære dem. Det er den relativt enkle præmis for satiren i Alexander Paynes robuste fabel om, hvordan livet ville være, hvis man boede i et ægte Lilliput.

   Analogien lyder letkøbt, men faktisk er der ikke så langt til Gullivers rejser. Paynes film sammenføjer en imponerende bred vifte af temaer og tonearter. Der er nok en stor bekymring, men der er især et skarpt blik for menneskers adfærd. Det er hvad-nu-hvis fiktion i en gammeldags magasinnovelle, som Kurt Vonnegut eller Philip K. Dick kunne have skrevet, før de blev psykedeliske mestre.

   Payne plejer at lave intime historier – About Schmidt (2002), Sideways (2004), The Descendants (2011), Nebraska (2013) – der zoomer ind på den enkelte karakter og finder et stort drama i ordinære hverdagsliv.

   Her åbner han ude i makroperspektiv, skønt filmen drejer sig om minimering. To norske forskere (Rolf Lassgård og Søren Pilmark) udvikler en teknik, der reducerer cellers størrelse. Man er pludselig på højde med en tændstik, og de formindskede mennesker lovpriser tilstanden.

  

DET ligner en kur for planetens problemer, men løsningen medfører nye konflikter. Små folk kan leve i luksus, men det skævvrider økonomien. Snart spørger de store, om minimennesker bør have fuld stemmeret.

   Downsizing er nemlig også en fabel om identitetspolitik. Matt Damon spiller fysioterapeuten Paul Sefranek fra Omaha, der vælger at blive lille. Det handler lidt om at begynde igen og meget om økonomien.

   Audrey, hans hustru, bliver spillet af Kristen Wiig. Hun tøver gevaldigt og springer i målet. Så Paul vågner alene. Audrey beder ham lade være med at skælde ud, da de taler på tværs af den irreversible proces. For hun kan bare ikke bære mere skyld.

PARRET bliver skilt, og Paul indretter sig. Gradvis bliver den blå himmel mørk. Der er intet at lave i minisamfundet, hvor tiden står stille og verden er ren. Flygtninge standses ved grænsen. Det er byen fra The Truman Show i beskåret format. Fascismen lurer lige om hjørnet.

   Paul engagerer sig i humanitært arbejde og finder sammen med en tvangsminimeret aktivist fra Vietnam. Hun hedder Ngoc Lan, og hun giver ham retning. De besøger den oprindelige norske koloni og møder det første menneske, som er født i formindsket tilstand.

   Netop da når planeten the tipping point – et vendepunkt, hvor analysemodellerne opgiver. Herfra er der ingen vej tilbage. Jorden kan ikke blive bæredygtig igen.

PÅ film bliver science fiction ofte en meget bogstavelig form. Den er dystopisk, visionær eller dramatisk. Downsizing har en forfriskende lavpraktisk tilgang til stoffet. Tonen er mere som tv i en klassisk episode af The Twilight Zone eller Black Mirror.

   Logistikken i formindskelsesprocessen er gennemarbejdet. For eksempel er det nødvendigt at fjerne proteser og tandfyldninger. Ellers eksploderer den skrumpede biologi. Også infrastrukturen overbeviser. Der er tænkt over arkitektur og transport.

   Til gengæld er satiren en trættende affære. Scenerne fra Norge er lige dele nisseøl og LSD. Downsizing har mange kvaliteter, men den ved ikke, hvor den vil hen med det hele, og filmen savner den psykologiske dybde, som ellers er Paynes adelsmærke.

   Filmen rejser fra støjende hverdag til stille apokalypse. Alligevel er der mere i sagen. I det mindste er Downsizing gennemført sær. Det er derfor, De vil huske den, når mere stilrene fremtidsfabler er glemt.

Se også Alexander Payne: About Schmidt (2002) og Alexander Payne: The Descendants (2011). 

Downsizing. Instr.: Alexander Payne. Manus: Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: Phedon Papamichael. 135 min. USA 2017. Dansk premiere: 18.01.2018

Foto: Paramount Pictures/ FilmAffinity

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.01.2018