Translate

søndag den 24. november 2019

Philip K. Dick 1928-1982


OGSÅ ELEKTRISKE LIV HAR VÆRDI
Forfatteren og bogen bag Blade Runner

Af BO GREEN JENSEN

PHILIP Kindred Dick efterlod et mere end almindeligt viltert forfatterskab ved sin død i 1982. Men natuglen gjorde det ikke slet dårligt. Trods en katastrofisk livsførelse, blev han 53 år, og der kom et konkret resultat ud af det omfattende amfetaminmisbrug, som han tog op i teenagetiden: 44 romaner, 121 noveller, forskellig kritik og bjerge af breve.
   Hertil kommer en 8.000 sider lang dagbog, som Dick begyndte på i 1974 og som er uden for kategori. Han ville udgive den i to bind med titlen Exegesis. Jonathan Lethem og Pamela Jackson redigerede i 2011 et 900 sider langt udvalg af The Exegesis of Philip K. Dick. Forlaget Houghton Mifflin satser på at udgive den samlede tekst før 2020.
   Ti af Dicks romaner hører til science fiction-genrens grundsteder i nyere tid. Kanoniseringen var komplet, da Library of America udgav 13 af hans romaner i tre bind, som udkom 2007-09. I 2010 var Ubik (1969) på Time Magazines liste over de 100 bedste romaner (i nogen genre). Med andre ord er livsbogen slet ikke skrevet færdig endnu.  
   To bøger har fået særlig betydning. Dick opfandt ikke den kontrafaktiske genre, men The Man in the High Castle (1962, da. 1973, Manden i den store fæstning) er et sjældent solidt eksempel på hvad-nu-hvis genren, hvor historien har udviklet sig anderledes.
   Romanen udspiller sig i en samtid, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig. Det østlige USA kontrolleres af Tyskland. Hitler lever, men har syfilis i sidste stadie. Martin Bormann fungerer som kansler, mens Arthur Seyss-Inquart varetager udryddelsen af de afrikanske folkeslag.
    Mod vest har Japan etableret et Pacific States of America. I midten af kontinentet fungerer bjergstaterne som en neutral zone. Her – i Cheyenne i Wyoming – bor Hawthorne Abendsen, den sagnomspundne forfatter til en sortlistet, kontrafaktisk kultroman med titlen Græshoppen ligger tungt. I den var det de allierede, som sejrede ved krigens slutning i 1947.
   Den anden store titel er Do Androids Dream of Electric Sheep? Bogen udkom i marts 1968 og fik nyt liv i kraft af Ridley Scotts stilskabende filmatisering. Alene på engelsk foreligger 79 udgaver. Blade Runner havde amerikansk premiere den 25. juni 1982, kun ti uger efter forfatterens død. Siden har fremtiden ikke været den samme. 


FORDI filmen findes og fylder så meget, er det svært at abstrahere fra de betagende future noir-billeder, som Scott og scenografen Syd Mead skabte til lejligheden. Filmen følger dele af bogen ganske tæt. Andre elementer er kasseret uden videre.
   Skuespilleren Hampton Fancher, som skrev det første manuskript til filmen, havde selv fundet bogen. Produceren Michael Deeley nærede ingen veneration for forlægget. Scott var meget uenig med Fancher og bad David Peoples lave en ny gennemskrivning.
   Scott havde ingen særlig mening om Dick. Han kunne lide ét spor i bogen. Det var de undvegne Nexus 6-androider, prototypen Rachael Rosen (navnet bliver i filmen til Tyrell), som dræberen Deckard forelsker sig i, og tematikken omkring kunstigt over for ægte liv. 
   Scott skrev ikke selv på filmen, men han sagde til og fra. Han ville ikke bruge belastede ord som android, så Fancher fandt begrebet blade runner hos William Burroughs. Fancher lod Deckard fortælle i private eye-form. Da Peoples kom til, bad Scott ham lade være med at læse Dicks bog.
   David Peoples’ datter læste biokemi og spurgte, om han kendte verbet to replicate. Det er betegnelsen for at kopiere celler med henblik på kloning. Heraf kom ordet replikanter. Bogen foregår i et affolket San Francisco og er fuld af giftigt dagslys. Filmen blev flyttet til Los Angeles af praktiske årsager. Den regnglinsende natby var helt og holdent Scotts vision.
   Det kan virke nørdet at fokusere på de detaljer. Imidlertid er det Scotts mise-en-scène, der har gjort Blade Runner-universet til en fælleskulturel hjørnesten. Dicks bog er »blot« en obskur kultroman. 
   Mange af filmens ikoniske scener findes ikke hos Dick. Et eksempel er den bevægende slutning, hvor Deckard og Roy Batty, den sidste androide, kæmper i regnen på taget af den historiske Bradbury Building.
   Batty når sin naturlige udløbsdato og fremstammer: »Jeg har set ting, som I mennesker ikke vil tro. Angrebsskibe i brand ved Orions skulder. Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tannhäuser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen. Tid til at dø«.
   Al denne poesi kommer fra filmen. David Peoples krediterer skuespilleren Rutger Hauer for at improvisere den sidste del af replikken.
   I bogen er det Deckard, som taler. Roy Baty (med et t) udstøder »et forpint råb«, da Deckard skyder hans hustru. Deckard har netop dræbt Pris Stratton, der havde de samme træk som Rachael Rosen. Han svarer Baty med et snerrende: »Okay, De elskede hende. Og jeg elskede Rachael. Og den specielle elskede den anden Rachael.«
   Dødsscenen er decideret prosaisk: »Den store mands krop piskede omkring og væltede som en samling skøre enkeltdele der var stablet for højt op; den ramlede ind i køkkenbordet og tog tallerkener og bestik med sig i faldet. Reflekskredsløb i kroppen fik den til at spjætte og baske, men den var død; Rick ignorerede den; han så ikke på den, og han så heller ikke på Irmgard Batys krop ved entredøren. Jeg fik den sidste, opdagede Rick. Seks i dag; næsten rekord. Og nu er det ovre og jeg kan tage hjem til Iran og geden. Og for en gangs skyld har vi penge nok.«

 
HJEM til Iran og geden? Ja. For i bogen er Deckard ikke den ensomme Philip Marlowe-type fra filmen. I 1992 har en tredje verdenskrig - »World War Terminus« - udraderet en stor del af Jordens befolkning og dræbt de fleste dyrearter. De, der har råd, er flyttet til kolonier i rummet. Her består arbejdstyrken af androider, som til daglig kaldes »andyer«.
   Dusørjægeren Deckard og hans hustru, Iran, er blandt de sidste lejere i en ejendom, hvor der står syntetiske husdyr – som Deckards elektriske får og naboens Pecheron-føl – på »den overdækkede tag-græsgang«. Deckard har ejet et levende får, men Groucho rev sig, fik stivkrampe og døde. Da han har »pensioneret« de tre første Nexus 6-androider, bruger han pengene på en sort, nubisk ged. Det sidste, som Rachael Rosen gør, er at dræbe Deckards ged, fordi hun ved, hvor ondt det vil gøre.
   Dyrene er ikke med i filmen. I romanen giver de status og er symboler på den empati, som resterne af en regering vil promovere. Et andet empatiskabende tiltag er Mercerisme, en kommerciel og demokratisk religion, som dyrkes ved brugen af sorte »empatikasser«.
   Centralt i den syntetiske tro står visionen om Wilbur Mercer, der på Sisyfos-vis kæmper sig op ad et bjerg, mens han bliver bombarderet med sten. Til slut flyver Deckard i sin svævebil op til Oregon og bliver – måske – Wilbur Mercer. I ødemarken finder han en tudse, det sidste eksempplar af en art, som alle troede uddød. Han tager den med hjem og viser den til Iran. Som finder »det lille bitte kontrolpanel« med sin negl. 
   Måske er der ikke flere levende dyr. Eller nævneværdig forskel på ægte og syntetiske væsener. Noget af det sidste, som Deckard siger hos Dick, er: »De elektriske tingester har også deres liv. Kummerlige som de er.«



SOM ofte hos Dick, er der forudanelser om ting, vi har fået siden og vænnet os til. Der er næsten altid noget, som ligner apps og internettet. Om morgenen sætter Iran og Rick deres Penfield-stemningsorgel og kan vælge dagens humør i et rigt register af indstillinger, fra kombination 481 (»Bevidsthed om de mangfoldige muligheder, der står åbne for mig«) til 594 (»tilfreds erkendelse af ægtemandens større visdom i alle ting«).
   Først er Iran stærkt utilfreds med sin mand. »Få den modbydelige strisserhånd væk,« siger hun, da han kærtegner hende. »Jeg er ikke strisser,« svarer Deckard irriteret, skønt han har bedt stemningsorglet om at blive »velvilligt indstillet over for verden«. »Du er værre endnu,« siger hans kone. »Du er en morder som strisserne har lejet.«
   Iran har sat stemningsorglet til »seks timers selvbebrejdende depression«. Så Deckard går op til sit får. Iran vælger måske i stedet indstillingen 888. Med den kommer »Ønsket om at se tv, lige meget hvad de sender«. Til det formål har Buster Venlig og hans Venlige Venner et satirisk snakkeshow. Buster Venlig er en forløber for The Daily Show. Eller Den Korte Weekendavis på Radio 24syv. 
   En tv-reklame lovpriser Mountibank Lead Codpieces. Deckard har selv sat en blykapsel over sine kønsdele. Efter støvudfaldet er fertiliteten blandt mennesker lav. 
   Der er altid den slags hverdag i Philip K. Dicks tekster. Hans bøger ligner ikke meget andet, men skal man absolut pege læseren i en retning, kunne det være en kombination af Thomas Pynchon, J.G. Ballard og William Gibson. Som Art Spiegelman, der skrev og tegnede Holocaust-fortællingen MAUS, har sagt: »Hvad Kafka var for første halvdel af det tyvende århundrede, er Philip K. Dick for den anden halvdel.« 

SOM nævnt havde Dick ingen let gang på jorden, men Drømmer androider om elektriske får? kommer fra et varmt sted. I et kort »Self Portrait« fra 1968 gør han status over sit forfatterskab og vælger ti bøger, som gerne må overleve en krig. Om Androider skriver han:
   »Min hustru synes, at det er en god bog. Jeg kan lide den af én grund: Den handler om et samfund, hvor dyr er sjældne og bliver værdsat, hvor en mand, som ejer et levende får, har betydning ... og føler et bånd af empati og stor kærlighed for det får.
   Willis, min hankat, spankulerer stille over siderne i den bog, selvbevidst som han nu er, med sin lange, gyldne, vippende hale. Få dem til at forstå, siger han, at dyrene virkelig er vigtige nu. Han siger det, mens han spiser al den mad, vi har varmet til vores baby. Det næste bliver sikkert, at han vil skrive SF romaner.«
   I selvportrættet oplyser Dick, at han fire år før blev skilt fra sin »ringviede hustru« og gift med en kvinde, der maler. De har netop fået barn og fundet et hus. »Så det er mit ikke-litterære liv: Jeg har en meget ung hustru, som jeg elsker, og en baby, som jeg næsten elsker (hun er virkelig en plage), og en hankat, som jeg holder af og forguder.«
   Rammen er rejst om det fjerde af Dicks fem ægteskaber. Hustruen er Nancy Hackett, og den nye datter er Isolde – Dick var operaelsker – som i dag driver selskabet Electric Shepherd Productions. Isa Dick Hackett har f.eks. co-produceret Amazon Studios' fire sæsoner af The Man in the High Castle.
   Familien blev opløst i 1972. Da Nancy og Isa forlod ham, blev Dick alene i huset i San Rafael. Han åbnede det for kvarterets hippier og praktiserede såkaldt »communal living« sammen med svogeren Michael Hackett og vennen Tom Schmidt. Til veninden J’Ann Forgue skrev han:
   »Vi tager alle sammen speed, og vi skal alle sammen dø, men først vil vi få nogle få år mere, og vi vil være lykkelige (...) Det er alt, man kan håbe på, tror jeg: at være lykkelig i en periode og huske det bagefter.«
   Imens blev Dick en stjerne i undergrundsmiljøet. John Lennon og Yoko Ono ringede til ham fra deres bed-in i Montreal. Hans tekster blev trykt i Rolling Stone og Playboy. Dick kunne dog stadig ikke få sin økonomi til at hænge sammen, og han tog fortsat speed for at skrive i døgndrift.
   I 1973 blev han gift med Tessa Busby, der ligesom hustru nummer tre, Anne Rubinstein, har skrevet kærlige bøger om forfatteren. Det var i tiden med Tessa, at Dick gennemgik sit livs sidste store omvæltninger.
   Efter et indbrud forlod Dick huset i San Rafael. Han gjorde det uden at se sig tilbage. Han og Tessa var lige så sikre på, at CIA stod bag, som Kleo Apostolides, hustru nummer to, og Dick havde været i 1955, da FBI kom forbi. Dicks liv demonstrerer det Dylanske diktum: At du er paranoid betyder ikke, at der ikke er nogen efter dig.
   Dick kom over hærværkstiden og var i flere slags terapi. Han skrev A Scanner Darkly (1977) uden stimulanser. Det blev tonen om muligt blot mørkere af. I 1974 havde han sin bestemmende »2-3-74«-oplevelse, som fører ind i forfatterskabets sidste, mystiske fase.
   Akronymet VALIS står for Vast Active Living Intelligence System. Om dette handler romanerne VALIS (1980), The Divine Invasion (1981) og The Transmigration of Timothy Archer (1982). Posthumt udkom en fjerde bog, Radio Free Albemuth (1985), og den ufuldendte The Owl in Daylight, som Tessa Dick skrev færdig og selvudgav i 2009.
   Valis-fasen er stadig under udgravning. Det fører for vidt at beskrive den her. Dick er selv protagonisten. Epistemologiske og teologiske udredninger fører mod en personlig kosmologi. Det eneste amerikanske sidestykke er Edgar Allan Poes essay, Eureka: A Prose Poem (1848).



   
DICK døde, før Blade Runner fik premiere. Han nåede at se en arbejdskopi. Der findes et foto, hvor han og Ridley Scott smiler sammen. Dick var imponeret og bevæget. Til gengæld blev han vred, da Warner Brothers tilbød ham 400.000 dollar for at skrive romanversionen af filmmanuskriptet. De troede ikke på førsteudgaven.
   Blade Runner blev den første af et dusin store Dick-filmatiseringer. De bedste er Paul Verhoevens Total Recall (1990), Steven Spielbergs Minority Report (2002) og Richard Linklaters A Scanner Darkly (2006). Dick skrev selv manuskript til en film over Ubik, som han håbede ville nå skuespillerinden Victoria Principal (Pamela Ewing fra Dallas).
   Kopier og konspirationer er store temaer hos Dick. Den paranoide mand, som livet igennem søgte sin tvilling, er med tiden blevet grundigt vindikeret. For postmoderne læsere er han den fuldendte SF-forfatter: Altid den skeptiske mand, som går hen til grottens bagvæg og piller i hjørnet af simulationen, så vi ser, at der findes noget andet.
   Bogen og filmen deler en evne til altid at ligne den nærmeste fremtid, uanset hvad årstallet siger. I 2017 fik Blade Runner 2049 premiere. En hel kritisk industri har diskuteret, om Deckard selv er replikant. I bogen er der ingen drøm om enhjørninger. Til gengæld er der mennesker, som ikke består den afgørende Voigt-Kampff test, fordi de savner empati.
   Dick fik ideen til Drømmer androider, mens han skrev Manden i den store fæstning. I sin research stødte han på nogle SS-officerers korrespondance. »Vi bliver holdt vågne om natten af børnenes skrig,« klager et brev. Der var noget grundlæggende galt med en bevidsthed, som ræsonnerede sådan. Nazismen udgjorde et kollektivt tab af empati.
   Uden empati har hverken mennesker eller androider værdi. »De elektriske tingester har også deres liv. Kummerlige som de er.« Om dét handler bogen i sidste instans.
   Dystopiker, satiriker, fanboy, profet. Dick var ingen af delene og lidt af det hele. Han var sjældent en udsøgt forfatter, der gav sig ordentlig tid, men han havde stærke ideer og en sjette, seismografisk sans for at se, hvad der venter.
   I sin egen tid var han en anomali. I den nye er han en indfødt.

Drømmer androider om elektriske får? er oversat af Jannick Storm. Borgens Forlag udgav den danske udgave i 1992. Den bedste biografi er Lawrence Sutins Divine Invasions: A Life of Philip K. Dick (1989). I 1993 skrev Emmanuel Carrère Je suis vivant et vous êtes mort – et fanbrev i traditionen fra Michel Houellebecqs bog om H.P. Lovecraft – som også findes på engelsk med titlen I Am Alive and You Are Dead: A Journey into the Mind of Philip K. Dick (2004). Litteraturen om Blade Runner er meget omfattende. Paul M. Sammons Future Noir: The Making of Blade Runner (1996, rev. 2007) var et pionerarbejde, som bygger på samtaler med alle de kreative kræfter, inklusive Philip K. Dick. 




Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 06.04.2018

2 kommentarer:

  1. Hold kæft Bo, hvor er det godt skrevet. Du har lige udvidet min forståelse af Philip og litteraturen en megaton, og vi er totalt på samme side. Selv er jeg dmt-evolveret og pensioneret journalist. Venlig hilsen, Flemming

    SvarSlet
  2. Suverænt. Takker den danske mester. Måske er vi alligevel virkelige ...

    SvarSlet