MANGE moderne robinsonader er henlagt til det
ydre rum, hvor ingen kan høre den strandede skrige, når irrationelle dæmoner
gestaltes med overjordisk akkuratesse. For det ydre rum ligger som regel
indvendig, hvor rejsen til sindets ende begynder.
I Moon har menneskeheden løst sine problemer
med energiforsyning og klimaforandring. Den privatejede Lunar Industries-koncern
producerer bæredygtig energi på Månens bagside, hvor fire kolossale høstmaskiner
samler sten, som knuses og konverteres til brændstoffet Helium 3. Basen
betjenes af én enkelt mand, som skriver kontrakt for tre år ad gangen. Hans
eneste selskab er computeren Gerty, som vedligeholder virkeligheden og minder
ikke så lidt om robotten fra Lost in
Space.
Naturligvis bliver man ensom, og selvfølgelig får man klaustrofobi. I
Gertys erindring er stribevis af optagelser med Sam, som bryder sammen eller er
på nippet til at gøre det, når han kommunikerer med ledelsen hjemme eller taler
med sin hustru og datter på Jorden. Ved begyndelsen har Sam to uger tilbage i ensomheden,
der er af eksistentiel karakter, for at sige det mildt. Da han vil tilse en
funktionsfejl, kører månebilen galt og Sam sidder livløs tilbage med en flænge
i hovedet.
IGEN bliver der lys. Sam kommer til sig selv i infirmeriet. Computeren beskriver –
med Kevin Spaceys elskværdige stemme – hvad der gik galt. Gerty er en tænksom
maskine, der overvejer sit direktiv lige så nøje som arbejdsrobotten i Wall-E. Hans reaktioner er markeret med en
smiley, som kan græde og undre sig i
sit display. Nu må man ikke læse videre, hvis man intet vil vide om filmens
præmis. For den atter fokuserede Sam vil undersøge ulykkesstedet. Og så er der
pludselig to af den samme.
Hvem
er klonen? Hvem er førsteudgaven? Er der muligvis flere kopier? Moon blander behændigt temaer fra sci-fi-hjørnesten som Solaris (livagtige hallucinationer), Rumrejsen år 2001 (Gerty nedstammer fra Hal) og Blade Runner (kloners smerte ved kunstig
erindring, som ikke desto mindre gør ondt). Man husker også 1969-hittet »Space Oddity«. Vist hedder manden i Moon
ikke Major Tom, men instruktøren Duncan Jones er ikke for ingenting søn af
David Bowie*
SAM Rockwell spiller sig selv flere gange med overbevisning, og Kevin Spacey giver
computeren Gerty karakter. Eksteriørbillederne fra Månens overflade er
forbløffende overbevisende. Filmen rører rigeligt meget sammen i gryden, men
den stiller relevante spørgsmål og udforsker på intelligent vis de temaer, som
kommer til udtryk i robinsonader. Moon
er skarp og stilbevidst science fiction med potentiale til at blive en lille
klassiker på linje med Dalton Trumbos Silent
Running (1972), hvor Bruce Dern på samme måde var alene i rummet.
Moon. Instr.: Duncan Jones. Manus: Nathan Parker. Foto: Gary Shaw. 97 min. UK 2009. Dansk premiere: 18.02.2010
* Duncan Zowie Haywood Jones (f. 1971) er søn af Angela Barnett og David Bowie (1947-2016), som egentlig hed David Robert Jones. Han tog scenenavnet Bowie for ikke at blive forvekslet med Davey Jones fra The Monkees. Sangen »Kooks« fra Hunky Dory (1971) er forældrenes gave til drengen: »Will you stay in a lovers' story?/ If you stay you won't be sorry/ 'Cos we believe in you// Soon you'll grow, so take a chance/ With a couple of kooks/ Hung up on romancing.«
Da Zowie Bowie blev døbt, var der bekymrede klummer i pressen. Stakkels dreng. Kun Dweezil Zappa var genstand for mere omsorg. Duncan Jones blev skuffende mainstreamet i Source Code (2011) og rigeligt pulpy i Warcraft (2016), men Netflix-produktionen Mute (2018) var et comeback (og en tematisk toer til Moon). Duncan Jones og Rodene Ronquillo blev gift i 2012. De har en søn og en datter. Pigen fik fornavnet Zowie (»About time SOMEONE made use of my middle name, even if I wasn't ready to!«) Fotoet af far og søn er taget på Tribeca Festivalen i 2009, da Moon fik amerikansk premiere.
Fotos: Cinematerial/ FilmAffinty/ David Shankbone/ Sony Pictures
Filmen streames ikke i DK - i UK på Apple TV, Amazon Store, Rakuten TV, Sky Store og Virgin Media Store
4K Ultra HD + Blu-ray + Digital 4K [10the Anniversary Edition] Sony Pictures 2019
Trykt som filmrevy i Weekendavisen Kultur 19.02.2010
DET er onsdag
morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at
tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge
steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er
det en rejse tilbage, der venter.
Der er gået 30 år i fiktionen. I
virkeligheden er det 35 år siden, at Blade
Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen
længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.
Oprindelig stolede studiet ikke på publikum.
Ridley Scotts genreskabende blanding af science
fiction og film noir blev derfor
udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at
lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet,
og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.
Der har siden været flere udgaver af filmen.
Lige nu er Blade Runner – The Final Cut(2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte
Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt
replikantjægeren selv var en kopi.
BLADE Runner handler især om at
tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for
Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer
androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original
forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han
døde i 1982, kort før premieren.
Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans
bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott
havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om
alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser
Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«
Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig
været smukkere.
DET er en af
de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen
sidder to af Sonys mænd med night vision
goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.
Før forestillingen læser distributøren en
hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i
orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere
oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige
forhold i plottet.
Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle
omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af
den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja,
der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.
Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede
sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle
replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da
økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared
Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er
landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.
Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet.
Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i
2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige
slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har
stadig særlig betydning.
REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade
runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde
serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s
hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at
han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er
taget i ed.
K har det samme forhold til kommissæren
(Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen
Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som
Tyrell havde til Rachael.
K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle
mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet.
Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana
Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker
bekendte.
Der er noget, som alle leder efter, og som jeg
med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt
en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.
Der er kommet en sval, digital kølighed i
optikken, men det er stadig future noir.
Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science
fiction.
Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017
Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017
RIDLEY Scotts futuristiske fabel om mennesker
og replikanter har længe haft nyklassisk status. Skønt Blade Runner ikke blev regnet for meget ved premieren i 1982 – det
var året, hvor alle elskede Spielbergs E.T.
– fik filmen hurtigt hengivne fans, som foretrak denne mørkere fremtid. Blade Runner er voldsom, sexet og
intelligent. Den har store filosofiske ideer, men er samtidig både kulørt og
konkret. Ingen har nogen sinde beskyldt den for at tale til hele familien.
Filmen udspiller sig i Los Angeles i november 2019. Den handler kort
fortalt om Deckard (Harrison Ford), som på vegne af myndighederne i Los Angeles
likviderer - »pensionerer« er den foretrukne eufemisme – de kunstige mennesker,
der bruges til minearbejde i »the off-world colonies«. Fabrikanten, Eldon
Tyrell (Joe Turkel), har givet dem en udløbsdato. Han har også givet dem en
klonet erindring, og de har selv udviklet et følelsesliv.
Som rebelske engle gør replikanterne oprør. Deckard får til opgave at
finde og dræbe dem i neonjunglen: halvguden Roy Batty (Rutger Hauer),
nydelsesmodellen Pris (Darryl Hannah), kampmodellen Leon Kowalski (Brion James)
og kvindekrigeren Zhora (Joanna Cassidy), der optræder med sin syntetiske
slange.
Hos Tyrell præsenteres han for Rachael (Sean Young), et eksperiment i fuldkommen
menneskelighed, som ikke ved, at hun er replikant. Deckard foretager
Voigt-Kampff-testen. Rachael rystes i sin grundvold. Deckard er mod sin vilje
forelsket. Én efter én bliver kopierne pensioneret, men Deckard vil ikke slå Rachael
ihjel.
FILMEN bygger på Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968),
en også dengang ret berømt roman af Philip K. Dick (1928-82), som var en af de
førende eksponenter for new wavescience fiction i USA. Han boede selv i
Los Angeles og brugte sin personlige erfaring til at undersøge og anfægte
virkeligheden.
Dick mente, der nok var mere i sagen. Han skrev en masse bøger
på en støt diæt af sprit og speed, men han havde originale ideer og bliver i
disse år bredt genopdaget. Fremfor alt kunne han tænke og føle. Han kunne sætte
sig i kopiernes sted, mens han fastholdt menneskets perspektiv.
RIDLEY Scott kom sent ind i processen. Det var forfatteren Hampton Fancher, en væver
og excentrisk mand, som fandt Dicks roman, købte optionen og skrev de første
versioner af et manuskript, han kaldte Mechanismo.
Hen ad vejen blev produceren Michael Deeley interesseret, og de to mænd
udviklede sammen et treatment med titlen Dangerous
Days.
Nøglebegreberne blade runner
og replicant stammer ikke fra Drømmer androider om elektriske får? I
Dicks roman er Deckard bare bounty hunter
- »prisejæger« skriver Jannick Storm i sin idiosynkratiske oversættelse - og
replikanterne er ordinære androider.
Fancher fandt sin nye titel hos William Burroughs, der i 1979 udgav Blade Runner (a movie), et aldrig
realiseret udkast til en filmatisering af Alan Nourses roman The Bladerunner (1974), hvor begrebet
giver mere mening.
DET var Ridley Scott, som foreslog, at man kaldte
androiderne noget andet. Arbejdskopien af Blade
Runner, som blev vist for studiechefer og udvalgte tilskuere, er forsynet
med en fortekst, som citerer definitionen på ordet replicant efter Webster’s American Dictionary. Citatet stammer,
står der, fra 2016-udgaven.
Dick selv var aldrig involveret. Han syntes ikke, at han fik nok at vide
om projektet, og han brød sig afgjort ikke om det manuskript – David Peoples
»forbedrede« Fanchers version, da Scott blev træt af diskutere detaljer – som Warner
Brothers endelig sendte ham til orientering.
Dick, som på dette tidspunkt hørte
stemmer og mente at have mærket Gud, døde i marts 1982, mens Scott endnu redigerede
filmen. Han nåede dog at se en promo reel
på 20 minutter og var både berørt og bevæget. Ikke over handlingen, men over Scotts
Los Angeles. Det lignede byen, han selv havde set.
DET er ikke svært at forstå, hvorfor Dick
var utilfreds med manuskriptet. Hverken Hampton Fancher, Michael Deeley eller Ridley
Scott syntes særlig godt om romanen. David Peoples har stadig ikke læst den. Han forholdt sig alene til Fanchers version.
Flere af Dicks centrale ideer blev kasseret med det samme. I romanen sørger
menneskene over den knuste økologi, og fordi levende dyr er så sjældne, er der
status i at eje en ged, en fugl, en hest, et får. Har man ikke råd til den ægte
vare, investerer man i en »elektrisk« kopi.
Do Androids Dream of Electric Sheep? begynder
hjemme hos Deckard den 3. januar 1992. Han skændes med sin kone, der kalder ham
»a murderer hired by the cops«, før han går op på bygningens tag for at fodre
sit kunstige får. Imens vælger hans hustru en ny sindstilstand på den automatiske
bevidsthedskifter og skruer op for sit tv, der sender morgenhygge med Buster
Friendly and His Friendly Friends. Deckard rejser ind i en handling, som kun
formelt ligner filmen de steder, hvor Deckard har kontakt med Rachael Rosen og
de øvrige androider.
FILMUDGAVEN antyder, at Deckard selv er
replikant. Heraf den legendariske drømmesekvens, som blev fjernet fra
arbejdskopien og mangler i den version af Blade
Runner, som fik premiere i 1982. Den blev genindsat i Director’s Cut-udgaven
fra 1992 og er nyindspillet til det digitale final cut.
Det er en ganske kort scene, bare et glimt. Deckard ser
en hvid enhjørning, der kommer løbende imod ham i en måneoplyst skov. Han
smiler svagt og kender sin drøm. Senere, da Deckard flygter med Rachael, har
kommissær Gaff (Edward James Olmos) efterladt en af sine kunstfærdige origamifigurer
i lejligheden. Gaff har været der, mens Rachael sov. For det første lod han
hende leve. For det andet kender han Deckards drøm.
NOGET sådant er aldrig på tale hos Dick, skønt tanken næppe har været
ham fremmed. Et bærende motiv hos Dick er, at virkeligheden er en designet
illusion, et bedrag, som nogen har konstrueret for at holde mennesket hen. Hans
helte har et sandhedens øjeblik, hvor de indser, at de har levet i en løgn.
Imidlertid
er et andet hovedtema - hvad er et menneske? hvad er et liv? - prioriteret i denne
roman. Deckards androidejagt er blot en spændingsmotor. Kernen er kopiernes
oprør og forholdet mellem Rachael og Deckard. Det fuldbyrdes også i bogen, før
hun dræber den levende ged på hans tag som hævn for drabene på sine fæller.
FANCHER strøg uden videre den irriterende dyrehistorie. Peoples skrev en
mere bogstavelig udgave, hvor åbningsscenen faktisk viste replikanternes arbejde
i kolonierne på Mars. Scott var mest interesseret i byen og Rachael. Hvad han
så for sig, var – fortæller han nu - »a futuristic urban film noir – very
Marlowesque and dark.«
En
pointe er så, at romanens dybere lag alligevel lever i filmen. Også hér sidder
en syntetisk ugle på Tyrells kontor, og klonet liv er noget, man køber for en
slik på gaden i det multietniske Los Angeles, hvor Deckard går omkring og
ligner en futurisk version af Philip Marlowe.
Far/søn-opgøret mellem Tyrell og
Roy Batty, der bogstaveligt presser livet ud af sin skaber, er ren romantisk
trods i ånden fra Frankenstein og
Mary Shelley. Rachael Rosen er begge steder gestaltet som svaret på en maskulin
ønskedrøm, men hun er hårdere, klogere og mindre sentimental i romanen, som
ikke har nogen positiv slutning.
DICK ville trods alt have elsket den
færdige Blade Runner. Til gengæld
blev han fornærmet, da Warner Books tilbød ham arbejdet at skrive en romanudgave
af filmmanuskriptet. Man var ikke interesseret i at genudgive Do Androids Dream som movie tie-in. Dick havde sindet og
hovedet fuldt af sine sidste, omsider åbenlyst religiøse skrifter, VALIS (1981), The Divine Invasion (1981) og The
Transmigration of Timothy Archer (1982), som på én gang tangerer det
geniale og det ulæselige. Han ville ikke have mere at gøre med filmen.
MED mange logistiske forhindringer blev Blade Runner endelig færdig. Man optog om natten, i regnlys og den
støvede røg, som var en signatur for Scott på den tid. Warner-studiets New
York-gade blev forvandlet til bogstavelig fremtid. Det var før, man havde CGI.
Meget er attrapper, malerier og modeller, men hver fysisk genstand eksisterer.
Ved
at fylde filmen med slidt stoflighed og ramponerede maskiner, skabte Scott en holdbar
fremtid.Bogen er skrevet i 1968 og
henlagt til 1992. Filmen er lavet i 1982 og foregår i 2019. Man kunne blive ved
at skyde disse tal. Det vil altid være den nærmeste fremtid. Det vil altid være
et virkeligt nu.
WARNER-cheferne syntes ikke om arbejdskopien. De havde svært ved at
orientere sig i den kompakte forhistorie og havde forbehold på publikums vegne.
Derfor kom fortællerstemmen tilbage. I Fanchers første version blev baggrunden
genfortalt og formidlet af Deckard. Nu skrev Peoples en voice over, som bevidst er baseret på den lakoniske tone og
blomstrende stil hos Raymond Chandler. Man satte også en ny slutning på.
Deckard og Rachael flyver væk i en spinner,
for at leve så længe de kan i vildnisset. Måske har Rachael ingen udløbsdato.
Måske kan fremtiden lykkes trods alt.
Det
var denne version, som fik premiere i 1982, også i de danske biografer. Man var
derfor i højere grad tilbøjelig til at se en pastiche, en futuristisk krimi med
tragiske og erotiske tiltag, men også med reminiscenser af humor. Det var
rigeligt. Mange havde Blade Runner på
listen med yndlingsfilm fra begyndelsen. Der er tusind gode grunde til, at den
– med eller uden voice-over – er en
af de 100 »evige« film, som det amerikanske filminstitut AFI har besluttet at
restaurere, frede og sikre for altid.
ALLIGEVEL var det en lille åbenbaring, da Warner i 1992 udsendte et Director’s Cut, som var baseret på den oprindelige
arbejdskopi. Uden fortæller stod historien meget renere, og Deckard fik lov at
have hemmeligheder. Drømmen om enhjørningen var tilbage, den positive slutning var
slettet. Scott var med til at redigere kopien og rettede visse tekniske fejl,
men det var ikke hans idé, at der skulle stå Director’s Cut på den fjerde version.
PÅ den måde opstod planen om at skabe en definitiv udgave. Blade Runner - The Final Cut blev vist første gang på filmfestivalen i Venedig den 1. september, 2007. I december samme år udkom et bokssæt
med alle fem versioner og en jungle af ekstramateriale, som man kan bruge uger på at gennemtrawle. Er første eller Final Cut så den originale udgave? Harrison Ford havde en god kommentar til Director's Cut-kopien: »They haven't put anything in, so it's still an exercise in design.« Måske er der slet ingen original. Måske er de alle versioner.
FILMEN er fuld af magiske øjeblikke.
Indflyvningsbillederne med de høje stikflammer. Neonreklamer og svirrende spinners. Myldrende, multietniske gader.
Fremtidsridderen Deckard. Replikanten Roy Batty, som dør i regnen, mens han taler
om ting, som nu vil gå tabt, fordi tiden kun findes i vor erindring:
»I've seen
things you people wouldn't believe. Attack ships on fire
off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tanhäüser
gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to
die.«
Drømmekvinden Rachael, furien Pris, amazonen Zhora, som flygter gennem natbyen
og bliver skudt i ryggen af Deckard. Hun dør på gaden i en sky af neon, glas og
sne.
FORDI der
ikke var råd til at filme kolonierne på Mars, er ideen om dem begribelig nok.
Fordi Dustin Hoffman blev ved med at kræve ændringer, fik han heldigvis ikke
rollen som Deckard. Sean Young har brugt sin triste karriere på at leve op til
drømmebilledet af Rachael. Selv tangentfænomenet Vangelis, som man ellers ofte
får rigeligt af, har skabt en billeddannende fremtidsmusik, der beriger og
understøtter hver scene. Man undrer sig, da der er gået to timer. For denne film sætter sig ud over tiden. Blade Runner har altid åbnet flere rum, end den viser. The Final Cut gør den endelig færdig.
Blade Runner – The Final Cut. Instr.: Ridley Scott. Manus: Hampton Fancher og David Webb Peoples. Foto: Jordan Cronenweth. 112 min. UK-Hongkong-USA 1982/2007. Dansk premiere: 16.05.2008.
Foto: Warner Bros./ Sandrew Metronome Film/ Warner Brothers Home Entertainment/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Blade Runner - The Final Cut udkom på 4K Ultra HD Blu-ray i september 2017 Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2008
OGSÅ ELEKTRISKE LIV HAR VÆRDI Forfatteren og bogen bag Blade Runner Af BO GREEN JENSEN PHILIP Kindred Dick efterlod et mere end almindeligt viltert forfatterskab ved sin død i 1982. Men natuglen gjorde det ikke slet dårligt. Trods en katastrofisk livsførelse, blev han 53 år, og der kom et konkret resultat ud af det omfattende amfetaminmisbrug, som han tog op i teenagetiden: 44 romaner, 121 noveller, forskellig kritik og bjerge af breve. Hertil kommer en 8.000 sider lang dagbog, som Dick begyndte på i 1974 og som er uden for kategori. Han ville udgive den i to bind med titlen Exegesis. Jonathan Lethem og Pamela Jackson redigerede i 2011 et 900 sider langt udvalg af The Exegesis of Philip K. Dick. Forlaget Houghton Mifflin satser på at udgive den samlede tekst før 2020. Ti af Dicks romaner hører til science fiction-genrens grundsteder i nyere tid. Kanoniseringen var komplet, da Library of America udgav 13 af hans romaner i tre bind, som udkom 2007-09. I 2010 var Ubik (1969) på Time Magazines liste over de 100 bedste romaner (i nogen genre). Med andre ord er livsbogen slet ikke skrevet færdig endnu.
TO bøger har fået særlig betydning. Dick opfandt ikke den kontrafaktiske genre, men The Man in the High Castle (1962, da. 1973, Manden i den store fæstning) er et sjældent solidt eksempel på hvad-nu-hvis genren, hvor historien har udviklet sig anderledes. Romanen udspiller sig i en samtid, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig. Det østlige USA kontrolleres af Tyskland. Hitler lever, men har syfilis i sidste stadie. Martin Bormann fungerer som kansler, mens Arthur Seyss-Inquart varetager udryddelsen af de afrikanske folkeslag. Mod vest har Japan etableret et Pacific States of America. I midten af kontinentet fungerer bjergstaterne som en neutral zone. Her – i Cheyenne i Wyoming – bor Hawthorne Abendsen, den sagnomspundne forfatter til en sortlistet, kontrafaktisk kultroman med titlen Græshoppen ligger tungt. I den var det de allierede, som sejrede ved krigens slutning i 1947. Den anden store titel er Do Androids Dream of Electric Sheep? Bogen udkom i marts 1968 og fik nyt liv i kraft af Ridley Scotts stilskabende filmatisering. Alene på engelsk foreligger 79 udgaver. Blade Runner havde amerikansk premiere den 25. juni 1982, kun ti uger efter forfatterens død. Siden har fremtiden ikke været den samme.
FORDI filmen findes og fylder så meget, er det svært at abstrahere fra de betagende future noir-billeder, som Scott og scenografen Syd Mead skabte til lejligheden. Filmen følger dele af bogen ganske tæt. Andre elementer er kasseret uden videre. Skuespilleren Hampton Fancher, som skrev det første manuskript til filmen, havde selv fundet bogen. Produceren Michael Deeley nærede ingen veneration for forlægget. Scott var meget uenig med Fancher og bad David Peoples lave en ny gennemskrivning. Scott havde ingen særlig mening om Dick. Han kunne lide ét spor i bogen. Det var de undvegne Nexus 6-androider, prototypen Rachael Rosen (navnet bliver i filmen til Tyrell), som dræberen Deckard forelsker sig i, og tematikken omkring kunstigt over for ægte liv. Scott skrev ikke selv på filmen, men han sagde til og fra. Han ville ikke bruge belastede ord som android, så Fancher fandt begrebet blade runner hos William Burroughs. Fancher lod Deckard fortælle i private eye-form. Da Peoples kom til, bad Scott ham lade være med at læse Dicks bog. David Peoples’ datter læste biokemi og spurgte, om han kendte verbet to replicate. Det er betegnelsen for at kopiere celler med henblik på kloning. Heraf kom ordet replikanter. Bogen foregår i et affolket San Francisco og er fuld af giftigt dagslys. Filmen blev flyttet til Los Angeles af praktiske årsager. Den regnglinsende natby var helt og holdent Scotts vision. Det kan virke nørdet at fokusere på de detaljer. Imidlertid er det Scotts mise-en-scène, der har gjort Blade Runner-universet til en fælleskulturel hjørnesten. Dicks bog er »blot« en obskur kultroman. Mange af filmens ikoniske scener findes ikke hos Dick. Et eksempel er den bevægende slutning, hvor Deckard og Roy Batty, den sidste androide, kæmper i regnen på taget af den historiske Bradbury Building. Batty når sin naturlige udløbsdato og fremstammer: »Jeg har set ting, som I mennesker ikke vil tro. Angrebsskibe i brand ved Orions skulder. Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tannhäuser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen. Tid til at dø«. Al denne poesi kommer fra filmen. David Peoples krediterer skuespilleren Rutger Hauer for at improvisere den sidste del af replikken.
I BOGEN er det Deckard, som taler. Roy Baty (med ét t) udstøder »et forpint råb«, da Deckard skyder hans hustru. Deckard har netop dræbt Pris Stratton, der havde de samme træk som Rachael Rosen. Han svarer Baty med et snerrende: »Okay, De elskede hende. Og jeg elskede Rachael. Og den specielle elskede den anden Rachael.« Dødsscenen er decideret prosaisk: »Den store mands krop piskede omkring og væltede som en samling skøre enkeltdele der var stablet for højt op; den ramlede ind i køkkenbordet og tog tallerkener og bestik med sig i faldet. Reflekskredsløb i kroppen fik den til at spjætte og baske, men den var død; Rick ignorerede den; han så ikke på den, og han så heller ikke på Irmgard Batys krop ved entredøren. Jeg fik den sidste, opdagede Rick. Seks i dag; næsten rekord. Og nu er det ovre og jeg kan tage hjem til Iran og geden. Og for en gangs skyld har vi penge nok.«*
HJEM til Iran og geden? Ja. For i bogen er Deckard ikke den ensomme Philip Marlowe-type fra filmen. I 1992 har en tredje verdenskrig - »World War Terminus« - udraderet en stor del af Jordens befolkning og dræbt de fleste dyrearter. De, der har råd, er flyttet til kolonier i rummet. Her består arbejdstyrken af androider, som til daglig kaldes »andyer«. Dusørjægeren Deckard og hans hustru, Iran, er blandt de sidste lejere i en ejendom, hvor der står syntetiske husdyr – som Deckards elektriske får og naboens Pecheron-føl – på »den overdækkede tag-græsgang«. Deckard har ejet et levende får, men Groucho rev sig, fik stivkrampe og døde. Da han har »pensioneret« de tre første Nexus 6-androider, bruger han pengene på en sort, nubisk ged. Det sidste, som Rachael Rosen gør, er at dræbe Deckards ged, fordi hun ved, hvor ondt det vil gøre. Dyrene er ikke med i filmen. I romanen giver de status og er symboler på den empati, som resterne af en regering vil promovere. Et andet empatiskabende tiltag er Mercerisme, en kommerciel og demokratisk religion, som dyrkes ved brugen af sorte »empatikasser«. Centralt i den syntetiske tro står visionen om Wilbur Mercer, der på Sisyfos-vis kæmper sig op ad et bjerg, mens han bliver bombarderet med sten. Til slut flyver Deckard i sin svævebil op til Oregon og bliver – måske – Wilbur Mercer. I ødemarken finder han en tudse, det sidste eksempplar af en art, som alle troede uddød. Han tager den med hjem og viser den til Iran. Som finder »det lille bitte kontrolpanel« med sin negl. Måske er der ikke flere levende dyr. Eller nævneværdig forskel på ægte og syntetiske væsener. Noget af det sidste, som Deckard siger hos Dick, er: »De elektriske tingester har også deres liv. Kummerlige som de er.«
SOM ofte hos Dick, er der forudanelser om ting, vi har fået siden og vænnet os til. Der er næsten altid noget, som ligner apps og internettet. Om morgenen sætter Iran og Rick deres Penfield-stemningsorgel og kan vælge dagens humør i et rigt register af indstillinger, fra kombination 481 (»Bevidsthed om de mangfoldige muligheder, der står åbne for mig«) til 594 (»tilfreds erkendelse af ægtemandens større visdom i alle ting«). Først er Iran stærkt utilfreds med sin mand. »Få den modbydelige strisserhånd væk,« siger hun, da han kærtegner hende. »Jeg er ikke strisser,« svarer Deckard irriteret, skønt han har bedt stemningsorglet om at blive »velvilligt indstillet over for verden«. »Du er værre endnu,« siger hans kone. »Du er en morder som strisserne har lejet.« Iran har sat stemningsorglet til »seks timers selvbebrejdende depression«. Så Deckard går op til sit får. Iran vælger måske i stedet indstillingen 888. Med den kommer »Ønsket om at se tv, lige meget hvad de sender«. Til det formål har Buster Venlig og hans Venlige Venner et satirisk snakkeshow. Buster Venlig er en forløber for The Daily Show. Eller Den Korte Weekendavis på Radio 24syv. En tv-reklame lovpriser Mountibank Lead Codpieces. Deckard har selv sat en blykapsel over sine kønsdele. Efter støvudfaldet er fertiliteten blandt mennesker lav. Der er altid den slags hverdag i Philip K. Dicks tekster. Hans bøger ligner ikke meget andet, men skal man absolut pege læseren i en retning, kunne det være en kombination af Thomas Pynchon, J.G. Ballard og William Gibson. Som Art Spiegelman, der skrev og tegnede Holocaust-fortællingen MAUS, har sagt: »Hvad Kafka var for første halvdel af det tyvende århundrede, er Philip K. Dick for den anden halvdel.«
SOM nævnt havde Dick ingen let gang på jorden, men Drømmer androider om elektriske får? kommer fra et varmt sted. I et kort »Self Portrait« fra 1968 gør han status over sit forfatterskab og vælger ti bøger, som gerne må overleve en krig. Om Androider skriver han: »Min hustru synes, at det er en god bog. Jeg kan lide den af én grund: Den handler om et samfund, hvor dyr er sjældne og bliver værdsat, hvor en mand, som ejer et levende får, har betydning ... og føler et bånd af empati og stor kærlighed for det får. Willis, min hankat, spankulerer stille over siderne i den bog, selvbevidst som han nu er, med sin lange, gyldne, vippende hale. Få dem til at forstå, siger han, at dyrene virkelig er vigtige nu. Han siger det, mens han spiser al den mad, vi har varmet til vores baby. Det næste bliver sikkert, at han vil skrive SF romaner.« I selvportrættet oplyser Dick, at han fire år før blev skilt fra sin »ringviede hustru« og gift med en kvinde, der maler. De har netop fået barn og fundet et hus. »Så det er mit ikke-litterære liv: Jeg har en meget ung hustru, som jeg elsker, og en baby, som jeg næsten elsker (hun er virkelig en plage), og en hankat, som jeg holder af og forguder.« Rammen er rejst om det fjerde af Dicks fem ægteskaber. Hustruen er Nancy Hackett, og den nye datter er Isolde – Dick var operaelsker – som i dag driver selskabet Electric Shepherd Productions. Isa Dick Hackett har f.eks. co-produceret Amazon Studios' fire sæsoner af The Man in the High Castle. Familien blev opløst i 1972. Da Nancy og Isa forlod ham, blev Dick alene i huset i San Rafael. Han åbnede det for kvarterets hippier og praktiserede såkaldt »communal living« sammen med svogeren Michael Hackett og vennen Tom Schmidt. Til veninden J’Ann Forgue skrev han: »Vi tager alle sammen speed, og vi skal alle sammen dø, men først vil vi få nogle få år mere, og vi vil være lykkelige (...) Det er alt, man kan håbe på, tror jeg: at være lykkelig i en periode og huske det bagefter.«
IMENS blev Dick en stjerne i undergrundsmiljøet. John Lennon og Yoko Ono ringede til ham fra deres bed-in i Montreal. Hans tekster blev trykt i Rolling Stone og Playboy. Dick kunne dog stadig ikke få sin økonomi til at hænge sammen, og han tog fortsat speed for at skrive i døgndrift.
I 1973 blev han gift med Tessa Busby, der ligesom hustru nummer tre, Anne Rubinstein, har skrevet kærlige bøger om forfatteren. Det var i tiden med Tessa, at Dick gennemgik sit livs sidste store omvæltninger. Efter et indbrud forlod Dick huset i San Rafael. Han gjorde det uden at se sig tilbage. Han og Tessa var lige så sikre på, at CIA stod bag, som Kleo Apostolides, hustru nummer to, og Dick havde været i 1955, da FBI kom forbi. Dicks liv demonstrerer det Dylanske diktum: At du er paranoid betyder ikke, at der ikke er nogen efter dig. Dick kom over hærværkstiden og var i flere slags terapi. Han skrev A Scanner Darkly (1977) uden stimulanser. Det blev tonen om muligt blot mørkere af. I 1974 havde han sin bestemmende »2-3-74«-oplevelse, som fører ind i forfatterskabets sidste, mystiske fase. Akronymet VALIS står for Vast Active Living Intelligence System. Om dette handler romanerne VALIS (1980), The Divine Invasion (1981) og The Transmigration of Timothy Archer (1982). Posthumt udkom en fjerde bog, Radio Free Albemuth (1985), og den ufuldendte The Owl in Daylight, som Tessa Dick skrev færdig og selvudgav i 2009. Valis-fasen er stadig under udgravning. Det fører for vidt at beskrive den her. Dick er selv protagonisten. Epistemologiske og teologiske udredninger fører mod en personlig kosmologi. Det eneste amerikanske sidestykke er Edgar Allan Poes essay, Eureka: A Prose Poem (1848).
DICK døde, før Blade Runner fik premiere. Han nåede at se en arbejdskopi. Der findes et foto, hvor han og Ridley Scott smiler sammen. Dick var imponeret og bevæget. Til gengæld blev han vred, da Warner Brothers tilbød ham 400.000 dollar for at skrive romanversionen af filmmanuskriptet. De troede ikke på førsteudgaven. Blade Runner blev den første af et dusin store Dick-filmatiseringer. De bedste er Paul Verhoevens Total Recall (1990), Steven Spielbergs Minority Report (2002) og Richard Linklaters A Scanner Darkly (2006). Dick skrev selv manuskript til en film over Ubik, som han håbede ville nå skuespillerinden Victoria Principal (Pamela Ewing fra Dallas). Kopier og konspirationer er store temaer hos Dick. Den paranoide mand, som livet igennem søgte sin tvilling, er med tiden blevet grundigt vindikeret. For postmoderne læsere er han den fuldendte SF-forfatter: Altid den skeptiske mand, som går hen til grottens bagvæg og piller i hjørnet af simulationen, så vi ser, at der findes noget andet. Bogen og filmen deler en evne til altid at ligne den nærmeste fremtid, uanset hvad årstallet siger. I 2017 fik Blade Runner 2049 premiere. En hel kritisk industri har diskuteret, om Deckard selv er replikant. I bogen er der ingen drøm om enhjørninger. Til gengæld er der mennesker, som ikke består den afgørende Voigt-Kampff test, fordi de savner empati. Dick fik ideen til Drømmer androider, mens han skrev Manden i den store fæstning. I sin research stødte han på nogle SS-officerers korrespondance. »Vi bliver holdt vågne om natten af børnenes skrig,« klager et brev. Der var noget grundlæggende galt med en bevidsthed, som ræsonnerede sådan. Nazismen udgjorde et kollektivt tab af empati. Uden empati har hverken mennesker eller androider værdi. »De elektriske tingester har også deres liv. Kummerlige som de er.« Om dét handler bogen i sidste instans. Dystopiker, satiriker, fanboy, profet. Dick var ingen af delene og lidt af det hele. Han var sjældent en udsøgt forfatter, der gav sig ordentlig tid, men han havde stærke ideer og en sjette, seismografisk sans for at se, hvad der venter. I sin egen tid var han en anomali. I den nye er han en indfødt.
*) Drømmer androider om elektriske får? er oversat af Jannick Storm. Forlaget Notabene udgav den første danske udgave i 1973, Borgens Forlag overtog udgivelsen i 1992. Senest optrykte Rosenkilde & Bahnhof romanen i 2014, og Rosenkilde nåede lige at få Elise Munch-Pedersen til at indlæse lydbogen, før forlaget blev opkøbt af Egmont i 2015 .Derfor står Lindhardt og Ringhof som udgiver på lydbogen, der streames på Mofibo. Det er den samme tekst, som cirkulerer. Den kunne trænge til at blive efterjusteret. Den bedste biografi er Lawrence Sutins Divine Invasions: A Life of Philip K. Dick (1989). I 1993 skrev Emmanuel Carrère Je suis vivant et vous êtes mort – et fanbrev i traditionen fra Michel Houellebecqs bog om H.P. Lovecraft – som også findes på engelsk med titlen I Am Alive and You Are Dead: A Journey into the Mind of Philip K. Dick (2004). Litteraturen om Blade Runner er meget omfattende. Paul M. Sammons Future Noir: The Making of Blade Runner (1996, rev. 2007) var et pionerarbejde, som bygger på samtaler med alle de kreative kræfter, inklusive Philip K. Dick.
Fotos: Neon Dystopia/ G.P. Putnam's Sons/ Doubleday/ Rapp & Whiting/ Warner Bros./ BBC Radio 4/ Facsimilie Dustjackets LLC/ Notabene/ Borgens Forlag/ Egmont/ Library of America/ Warner Brothers Home Entertainment
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
