Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]

ORAKLET I WASHINGTON

Philip K. Dick ifølge Steven Spielberg

Af BO GREEN JENSEN

DER er øjne alle vegne i Minority Report. De ser os, når vi ikke ser dem, og iris er blevet vort fingeraftryk i den nære fremtid, som Steven Spielbergs film beskriver. Øjnene scannes ved hvert kontrolsted. Man kan derfor snyde scannerne ved at købe nye øjne på det sorte marked. Her hersker narkosælgere helt uden øjne, og i øvrigt forvaltes lov og orden efter syner, som tre debile orakler – the pre-cogs – har i deres dvaletilstand. De ser forbrydelserne, før de sker, og udpeger offer og gerningsmand. Arresten foretages, dommen afsiges pr. webkamera. Alt har med vision at gøre. Øjnene er over os.

DETTE livtag med fremtidsgenren er usædvanligt for Spielberg i flere henseender. Der plejer at ligge et eventyr eller i det mindste et ekko af undren og glæde gemt i sammenhængen, når Spielberg bevæger sig ind i det fantastiske.

   Det gælder i udtalt grad de store fortællinger, der gjorde ham elsket i begyndelsen, Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad ) og E.T. – The Extra-Terrestrial (1982), men selv en mørk fabel som den undervurderede A.I. - Artificial Intelligence (2001) får lov at ende grænseoverskridende magisk. Den kunstige dreng, som tror han er Pinocchio, finder jo faktisk Den Blå Fe og genforenes med sin mor, om det så bare er for en dag, og han må vente i to tusind år.

   

AF dette udtryk for barnet i Spielberg er der omsider ingen spor i Minority Report, som fortæller en rendyrket spændingshistorie og forener tænksom moralsk refleksion med rimelig hård science fiction.

   Forlægget er en tidlig novelle af Philip K. Dick (1928-1982), som skrev »The Minority Report« til magasinet Fantastic Universe i 1956. Dick havde endnu ikke udviklet den på én gang paranoide og præcise vision, der gør senere arbejder som novellen »We Remember It for You Wholesale« (1966, da. »Vi husker det for Dem en gros«) og romanen Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968, da. Drømmer androider om elektriske får?) til så oplagte emner for de mest stilskabende fremtidsfilm. Novellen blev til Paul Verhoevens satiriske Total Recall (1990). Romanen om replikantjægeren Deckard blev til Ridley Scotts banebrydende Blade Runner (1982).*

   Spielberg sender begge film en hilsen i Minority Report, som af manusforfatterne Scott Frank og Jon Cohen er forstørret fra et dystert anslag til en fremtidsvision i fuld skala. De store skærmreklamer, som kalder den forbipasserende ved navn, hele mediestøjen som præger det offentlige rum, er meget i Verhoevens ånd. Menneskejagten, de paranoide korporative komplotter og den halvt simulerede virkelighed er derimod Scott op ad dage. Da oraklerne udpeger Anderton som mulig dræber, og Tom Cruise må flygte, som kun han kan flygte, er det ramme for ramme en tro kopi af Blade Runner. For alle tre instruktører er det lige vigtigt at skildre, hvordan fremtiden føles og hvordan den ser ud. Scenografien er således stjerne i Minority Report.

DET må nærmest blive en trossag, om man overbevises af dette Washington i år 2054, hvor vildt avancerede nyskabelser som vertikale motorveje og svævende biler (alle af mærket Lexus, thi denne film excellerer i product placement, som også Nokia, Carlsberg og Bugatti nyder godt af) blandes med en prosaisk dagligdag, der leves stort set som nu.

   Flere forbedringer er meget upraktiske, hvis man tænker logistikken igennem. Det virtuelle rum af hologrammer, plexiglasskærme og avanceret psykofarmaka, der kan afspille udvalgt erindring og lade forbrugeren leve sin drøm, virker derimod plausibelt. Den første hjemmecomputer blev fremstillet i 1985. Tænk hvad det er blevet til på 35 år, og tænk hvad der kan ske i løbet af de næste 50.

   De første 40 minutter af filmen har travlt med at vise os fremtidens ansigt. Det er lige ved at blive ensformigt, skønt Janusz Kaminskis drænede blå-hvide billeder aldrig bliver ordinære at se på. I sit hjerte er historien dog en dystopi, en mørk utopi om det samfund vi får, hvis vi fortsætter med at leve som nu. Minority Report træder derfor i karakter, da vi engagerer os i John Andertons smerte og begynder at dele hans flugt. Det lykkes overvældende godt. Max von Sydow er som den ene af orakelprogrammets forældre en tilpas uudgrundelig modstander.

ORAKLERNE udpeger Anderton. Vantro flygter han, opsøger kvinden som hjalp von Sydow med at udvikle programmet, hører om de marginalrapporter som skrinlægges, når oraklerne ikke er enige. Han bortfører Agatha (Samantha Morton), det vigtigste orakel, fra »Templet«, hvor de tre pre-cogs ligger nedsunkne i en ursuppe af mælk, neuroner og flydende erindring.

   Spændingen er så basal som i Flygtningen, mens filmen reflekterer over paradokserne i forbindelse med det forudsete og forudbestemte. Kan man arrestere en morder, som ikke har myrdet endnu? Da Dick skrev, var det dystopisk science fiction, men efter 11. september 2001 gælder The Patriot Act, som tillader påbegribelsen af formodede terrorister.

SPØRGSMÅLET i denne fremtid bliver da, om det frie valg findes endnu. Det kommer til en særdeles dramatisk prøve, da Anderton sammen med Agatha ender i det hotelværelse, som skal være gerningsstedet ifølge profetien. Anderton blev chef for »førdrabsafdelingen«, fordi hans 6-årige søn blev offer for en seksualforbrydelse. Han tror fuldt og fast på orakelprogrammet og er derfor en effektiv ambassadør, da en folkeafstemning vil afgøre, om hele USA skal drives efter orakelprogrammet. Da han får grund til at tvivle, bliver han farlig, og filmen kommer mærkbart til live.

MINORITY Report er ikke så dyb og markant som A.I., og den vil givet skuffe de skarer, som venter på en ny E.T. Men håndværket er førsteklasses, fortællingen engagerer konstant, og den moralske problemstilling er tankevækkende på samme måde som de klassiske dystopier, Orwells 1984 og Huxleys Fagre nye verden, der også kan nydes af genrens fjender.

   Spielberg har skildret krigens ofre i Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998). I Amistad (1997) manede han til forsoning mellem racemæssige modsætninger, og i A.I. færdiggjorde han Stanley Kubricks Pinocchio-historie. Han har skabt denne hårdføre fremtidsthriller, der i mange henseender er i Kubricks ånd (scenen hvor Andertons øjne transplanteres kunne være en pastiche på A Clockwork Orange). Nu må han for min skyld gerne holde fri og give os en ordentlig opfølger på trilogien om Indiana Jones.**

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/ München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Seks af de korte tekster, som blev til både små og store film, er samlet i udvalget Filmatiserede noveller, som udkom på forlaget Rosenkilde i 2004. Ulla Meyrick har oversat, og Bo Tao Michaëlis har skrevet forord. Foruden »Minoritetsrapporten« og »Erindringer engros« er »Løncheck« (1953; forlæg for John Woos Paycheck, 2003), »Stedfortræder« (1953; forlæg for tv-filmen Imposter, 1962), »Den anden variant« (1953; forlæg for Christian Duguays Screamers, 1995) og »Den lille sorte kasse« (1964) inkluderet. »Impostor« blev til en episode i antologiserien Out of this World. Det var det eneste færdige arbejde, som Dick faktisk nåede at se. Han så et første sammenklip af Blade Runner, men døde før filmen fik premiere. Han peger selv på novellen »The Little Black Box« som et link til Do Androids Dream of Electric Sheep? Den sorte 'empatiæske' i novellen bliver i romanen til det 'stemningsorgel', som Iran og Rick Deckard justerer dagens grundhumør på. Ridley Scott fjernede dette fra filmen, ligesom Blade Runner heller ikke bruger de kunstige dyr fra romanen. Dick var begejstret for natbillederne af Los Angeles, men han sagde nej til at skrive en novelization, der lå tættere på filmudgaven. Henved 30 af Dicks tekster er filmatiseret. Der er meget godt at sige om Richard Linklaters animerede A Scanner Darkly (2006) og tv-serien The Man in the High Castle (2015-2019), som stadig streames på Amazon Prime, men storværket er og bliver Blade Runner.  

**) Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull havde premiere i maj 2008. Man kan diskutere, om den indfriede forventningerne. Det vil vi gøre ved lejlighed. Der er derimod ingen tvivl om, at Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023) leverede varen. Den femte og sidste fortælling om arkæologen blev instrueret af James Mangold, men var kærligt kurateret af skikkelsens skabere, Spielberg, George Lucas og Harrison Ford.  

Minority Report. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Scott Frank og Jon Cohen. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2002. Dansk premiere: 09.08.2002

Fotos: Twentieth Century Fox/ Dreamworks Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Blue Tulip Productions/ Ronald Shusett/Gary Goldman/ Amblin Entertainment/ Digital Image Associates/ Parkes/MacDonald Image Nation/ SF Home Entertainment/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SKYSHOWTIME, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 17.05.2010

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.08.2002 

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]

TÅRER I REGNEN

Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.

   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.

   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.

   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner – The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.

BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.

   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«

   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.

DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.

   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.

   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.

   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.

   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.

  

REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.

   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.

   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.

   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.

   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.

Se også Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Se også Efter kærligheden: 2046 | Wong Kar-wai [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7].

Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017