Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002)

ET STYKKE AF FREMTIDEN

Lattermild spænding og lys nostalgi

Af BO GREEN JENSEN

VERDEN vil bedrages og bliver det også igen og igen. I amerikansk film er bondefangeren – the confidence trickster eller bare the con man – derfor sjældent sat i et helt dårligt lys. De kloge narrer de mindre kloge, og vi beundrer gerne bedragets mestre, hvis ingen uskyldige kommer til skade.

   Steven Spielbergs lette svindlerkomedie om den yngste økonomiske bedrager i nyere amerikansk retshistorie har således dækket sig ind i alle henseender. Det er svært at betragte tillidstyven Frank W. Abagnale (Leonardo DiCaprio), der også i virkeligheden udnyttede godtroenheden og risikoviljen i 1960ernes fremskridtsforblændede USA, som en trussel mod noget som helst.

   Faktisk er knægten jo så begavet, at han fortjener vor beundring og en belønning af en slags. End ikke manden som jager ham, en humørforladt FBI-agent ved navn Carl Hanratty (Tom Hanks), kan i længden undgå at føle respekt.

DEN vævre Frank bliver tyv ved et tilfælde, men talentet løber i familien. Fra Befrielsens Europa hjemførte Frank senior (Christopher Walken) et smukt trofæ i skikkelse af franskmanden Paula (Nathalie Baye). Gennem Franks barndom lever familien over evne i New Rochelle, hvor tilværelsen endelig falder i hak, da Frank senior bliver livsvarigt medlem af Rotary Club.

   Franks beundring kender ingen grænser, da faderen fortæller den instruktive lignelse om to mus, som var ved at drukne i mælk. Den ene mus gav op. Den anden holdt ud og kærnede mælken til smør. Det er dén mus, som Franks far har været, og det er dén som drengen selv bliver, da faderidolet er smuldret.

Snart står I.R.S. – Internal Revenue Service er navnet på det frygtede amerikanske skattevæsen – i entreen og kalder Franks far til ansvar. Huset forsvinder, forældrene skilles, de lejede hjem bliver mindre. Frank må vælge og vælger sin far, men løber straks hjemmefra.

   Han ved, at han besidder et særligt talent. I den seneste nye, lidt ringere skole trådte han uden videre ind i rollen som lærervikar og underviste sin klasse i fransk. Mor var rystet. Junior og Senior delte et smil. Frank er Fars dreng på et hår.

   Alene i verden skal han nu rejse penge, men ingen vil indløse drengens checks, uanset hvor godt han taler for sin syge moster. Da ser han Fremtidens Budbringer i den opfyldte ønskedrøm af en scene, som filmen vender tilbage til flere gange. En Pan Am-pilot med fire stewardesser på armen stiger ud af en taxi og forsvinder ind på luksushotellet, hvor de formentlig vil forsøde eftermiddagen for hinanden i en af de dyre suiter.*

   En prås går op for drengen, der navigerer efter to moralske parametre: en far som altid pynter på sandheden og Barry Allen alias superhelten Lynet i den klassiske tegneserie om The Flash. For det første er det dén mand, piloten der bærer på fremtidens drømme, som Frank Jr. ønsker at være og håber at blive. For det andet har piloten ingen problemer med at få kredit. Alle tror og tager ham på ordet. Alle vil have et stykke af fremtiden.

FRANK er bare 16 år, da bedraget begynder i 1964. Fem år senere falder konstruktionen, men han har til overflod haft sin tid i solen. Han har fløjet verden rundt som Pan Am-pilot, fået ansættelse som børnelæge på et velanskrevet hospital i Louisiana, fungeret som assisterende statsanklager i New Orleans. Han har også indløst falske checks til en samlet værdi af 2,5 mio. dollars.

   Alt dette lægges frem i filmens begyndelse, hvor deltagerne i tv-quizzen Tell the Truth skal udpege den rigtige Frank blandt tre kandidater. Charmen ved filmen består i at følge Franks grænseløst opfindsomme strategier, hans flair for at sno sig ud af alle situationer og hans åbenlyse glæde ved et håndværk, han tilegner sig efter learn-by-doing princippet, mens den utrættelige og til stadighed ydmygede Hanratty hele tiden ånder ham i nakken.

DEN unge mand og den gamle enspænder leger skjul, tagfat og katten efter musen gennem fem år og på flere kontinenter. Til slut er Frank eftersøgt for checkfalskneri i 26 lande. Eftersom Catch Me If You Can er baseret på Frank Abagnales egen erindringsbog, er der aldrig nogen spænding om udfaldet. Det ender nok galt, men alligevel ikke, for da det kommer til stykket, kan systemet bruge Franks evner. Fordi jagten bliver så personlig, udvikler de to mænd efterhånden et far-og-søn forhold.

   Filmens hjerte ligger i 60erne, som den rekonstruerer kærligt og grundigt, vel at mærke uden at gribe til de sædvanlige tricks, sangene og tøjet, der signalerer hurtig tidsånd og giver øjeblikkelig periodekolorit. Spielbergs detaljer er mere subtile og ligger i omgangsformen, benovelsen ved maskuline rekvisitter som en James Bond-habit og en hurtig sportsvogn, den aura af andagt som står om piloter, læger og advokater.**

   John Williams’ score er for én gangs skyld ikke symfonisk og svulstigt, men består i hovedsagen af elegante lounge-pasticher over Henry Mancini. En lignende omhu er lagt i titelsekvensen, der lægger sig efter mesteren Saul Bass.

CATCH Me If You Can er således en lille film fuld af store småting. I rollen som Frank Abagnale kan Leonardo DiCaprio undtagelsesvist bruge løs af den drengede mangel på alder, som ofte gør ham utroværdig i romantiske og dramatiske roller. Tom Hanks kan sin Dragnet-sammenbidte G-Man på kornet, og Christopher Walken og Nathalie Baye er fine detaljer som forældrene. Resten af rollelisten befolkes af typer, som dog alle fungerer efter hensigten.

   Når disse pæne ord er sagt, må det tilføjes at Catch Me If You Can på ingen måde udfordrer tilskueren eller nødvendiggør en spilletid på to en halv time. Filmen er så let, at den forsvinder mellem fingrene, og i forhold til Spielbergs seneste bestræbelser, fremtidsfablerne A.I. - Artificial Intelligence (2001) og Minority Report (2002), er den at regne for en bagatel.

   Steven Spielberg har altid lavet film og drevet forretning efter princippet om gynger og karusseller. Ingen af de mørke fremtidsfilm slog an. Nu var der brug for en hurtig pose popcorn, og den får publikum stilfuldt serveret i Catch Me If You Can.

Se også Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Munich/München (2005) + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]

*) Flyselskabet Pan-Am (1927-1999) er særligt velegnet som symbol for 60ernes svimlende hybris. I sin gyldne tid var Pan American World Airways det største luftfartsselskab. Ingen kunne forestille sig den deroute, som sænkede flagskibet i 1999. I Ridley Scotts Blade Runner (1982) er der neonreklamer for Pan-Am i det fremskrevne Los Angeles i november 2019. Selskabet betjente 86 lande på seks kontinenter. I 1968 var der 11 millioner passagerer. En karriere som air hostess hos Pan-Am var på hitlisten over amerikanske pigers prinsessedrømme, ganske som det i Skandinavien var et mål at blive stewardesse hos SAS. Det var, før man sagde kabinearbejder og talte om lavtløn og sexistisk chikane. Det ikoniske Pan-Am-logo var designet af Ivan Chermayeff fra tegnestuen Chermayeff & Geismar.

**) Catch Me If You Can var seismisk præcis i sin læsning af samtidens længsel efter popkulturen lige før. Før 2000 var det typisk sjælen fra 60ernes slutning, ungdomsoprøret, Woodstock, rockmusikken osv., der blev genopvakt. Gik man længere tilbage, var det for at huske Eisenhower-årenes (indbildte) uskyld i 1950erne. Ved årtusindeskiftet var det med ét de tidlige 60ere, Kennedys Camelot, anlægningen af forstæderne og Breakfast at Tiffany's-kulturen, som tidsånden sværmede for. Spielbergs film er et forvarsel om strømningen, som kulminerer i Matthew Weiners umådeligt indflydelsesrige serie Mad Men (2007-2015), der i sine første sæsoner var lige så betaget af cocktail- og lounge-kulturen. De feterede stewardesser fik deres egen serie i Pan Am (2011-12). Film som Bruno Barretos View from the Top (2003) og Jason Reitmans Up in the Air (2009) kommer samme sted fra på hver deres måde. 

Catch Me If You Can. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Jeff Nathanson. Foto: Janusz Kaminski. 142 min. USA 2002. Dansk premiere: 07.03.2003.

Fotos: DreamWorks Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, NETFLIX, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.03.2003