UNGE ANDERSSON
Filmskaberen har sin første succes
Af BO GREEN JENSEN
Det bliver somme tider sagt, at en film ser mere i øjeblikket, end de skabende kræfter gør sig klart, mens de arbejder. Den registrerer noget, vi ikke kan se, fordi vi lever mellem træerne og har svært ved at se hele skoven. Først mange år senere kan vi se det. Eller de, der kommer efter os, kan se, hvad der var væsentligt. En kärlekshistoria underbygger teorien. Selve farven og følelsen er fastholdt i Anderssons film. Det var sådan, den nordiske virkelighed så ud for unge mennesker i 1969.
Filmen åbner med en kollektivscene, som i flimrende sol præsenterer personkredsen. De unge mødes i periferien og udvikler et forhold, som går længere end sædvanlige teenageforelskelser og er gjort af mere slidstærkt stof.
DET er skiftevis til at juble af og tude over; så megen fortættet følelse af ungdom har Andersson investeret i Pärs æblekinder og Annikas intuitive erfaring.
En tid vil han ikke vide af hende, da hun har set ham blive ydmyget. I filmens centrale scene forlader han hende på fodboldbanen, for så at vende tilbage og omfavne hende i et billede, der med rette har skrevet svensk filmhistorie. Målt med nutidens alen er det uhørt levende filmkunst, man ser i de store børns scener.
Kritikken af de voksnes virkelighed synes mere skabelonpræget, men er i det mindste uhyre konsekvent. Sangerinden Anita Lindblom (1937-2020) havde medvirket i en stribe svenske 60er-film, men fik ny opmærksomhed og respekt for sin rolle som Annikas mor. Begges familier velsigner forbindelsen, men ingen af de voksne par er lykkelige. Konklusionen må være, at det sikkert går Pär og Annika ligesådan, og dét er næsten ikke til at bære.
ANDERSSON var kun 26, da han skabte En kärlekshistoria. I 1990erne udviklede han den karakteristiske tableaustil, som kulminerer i Sånger från andra våningen (2000, da. Sange fra anden sal), Du levenda (2007, da. Du levende) og En duva satt på en gren och funderade på tillvaron (2014, da. En due sad på en gren og funderede over tilværelsen), før Om det oändliga (2019, da. Om det uendelige) slår en cirkel om trilogien og afrunder værket.
En kärlekshistorie ligger langt fra de sene films kalkede masker. Andersson var inspireret af samtidens tjekkiske film, især Blondinens kærlighed (1965) af Milos Forman, men reagerede også på Bo Widerbergs Elvira Madigan (1965), da han og fotografen Jörgen Persson lod de unge mennesker mødes. Persson var Widerbergs husfotograf. Andersson var instruktørassistent på Ådalen 31 (1969). Han havde beundret Widerbergs Kvarteret Korpen (1963, da. Ravnekvarteret), men fandt Elvira Madigan parfumeret og mildt dekadent.
EN kärlekshistoria havde premiere i april 1970 og vandt en Sølvbjørn i Berlin. Genkomsten i 2005 skyldtes en svensk repremiere og en dvd-udgivelse af filmen i restaureret version. Den er værd at se for Anderssons kommentarspor og gensynet med spillerne, som er blevet midaldrende. En kärlekshistoria må dog opleves i biografen, hvor man får en chokerende god filmoplevelse. Det var lige før, for længe siden, at nordiske film kunne være så friske.
En kärlekshistoria (En kærlighedshistorie). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: Jörgen Persson. 114 min. Sverige 1969. Dansk premiere: 28.08.1970; repremiere 21.10.2005.
Filmen streames ikke i DK - men i Sverige på TriArtPlay; i UK på iTunes og YouTube Movies
Anmeldelsen er en [let ajourført] Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 21.10.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar