JORDENS SKÆBNE
Klimasagen tager form i det stille
Af BO GREEN JENSEN
Der er latter og bifald i salen. Så tilføjer han, atter indstuderet, men for hver optræden lidt varieret: »Jeg synes egentlig ikke, at dét er så morsomt.« Det er det jo ikke. Gore er manden, som tabte til George W. Bush med en margin på tusinde stemmer. Allerede i prologen har Gore gjort det glasklart: Han er her endnu. Han vedkender sig, at han tabte. Og sé, hvor det bragte os hen.
DAVIS Guggenheims dokumentarfilm er optaget over flere aftener i et par af mange hundrede sale, hvor Gore har holdt sit foredrag om Jordens skæbne. Som An Inconvenient Truth skrider frem, høres teksten i sin fulde udstrækning. Der er dog også personlige indstik, hvor Gore gør rede for sin baggrund, forholdet til sin familie og forsøget på at komme videre efter professionelle nederlag og en personlig tragedie. Den forhenværende vicepræsident lægger i og for sig ikke skjul på, at han har brugt miljøsagen som terapi.
Som præsidentkandidat blev Gore kritiseret for at være for vag, for pæn, for nølende, for intellektuel og, om man vil, for sandfærdig i forhold til oppositionens mand, der aldrig har haft problemer med at forenkle og tale usandt, når det var dét der skulle til. Nu rømmer Gore sig og træder én gang for alle i karakter. Hans lidenskabelige forsvar for planeten og hans svært modsigelige påvisning af, hvor galt det står til, er ikke et øjeblik præget af tøven. Hans tale fornemmes ganske spontan, skønt han har sagt det samme hundrede gange. Nede i biografsalen sidder man, ligesom ude i foredragssalen, og bliver mere og mere overbevist.
DA det personlige stof er af vejen, koncentrerer Gore sig om at vinde publikum for miljøsagen. Hvad han gør, er ganske enkelt at tale og vise billeder fra sin computer imens. Man bemærker, at han bruger en Mac, og at alle remedier stammer fra Apple-koncernen. Al Gore er i parentes bemærket medlem af bestyrelsen for Apple MacIntosh.
Sagen er i korte træk, at den globale opvarmning er ude af kontrol, at polerne og indlandsisen og bjergenes iskapper er ved at smelte. Hvis vi ikke nu og hér reducererer CO2-udslippet, vil klimaet gå amok, ikke i en abstrakt fremtid, som de fleste af os tror, når vi tænker, at vore børnebørn sikkert finder på noget, men i løbet af årtier.
Det er ikke gjort med, at havene stiger, at vejret bliver vildere og at isbjørnen forsvinder sammen med gletscherne og sneen på Kilimanjaro. Fremtiden bliver ikke et kronisk Lalandia-vejr. Tværtimod kan der komme en istid, som rammer inden for 50 år.
DET kan der, fordi det globale vejrlig er baseret på en pumpemekanisme. Der er koldt og tørt på den nordlige halvkugle; der er fugtigt og hedt på den sydlige, og for at udligne forskellen, trækkes våd varme op via Golfstrømmen, så vi får sommerens caribiske orkaner at føle som lune efterårsstorme. Hvis den globale ophedning fortsætter, kan temperaturen holdes uden denne omfordeling af varmen. Termostaten slår fra, og så kommer isen. Mennesker vil se det som en klimakatastrofe. For planeten er der snarere tale om at indrette sig på en forandring.
Det er skræmmende let at forstå den forklaring. Gore bruger da også hovedparten af sin taletid på at forklare, hvordan det faktisk kan nytte at modarbejde udviklingen, begrænse CO2-udslippet, ratificere Kyotoaftalen, forholde sig til det hele. »Sandheden om klimakrisen er ubekvem, for den indebærer jo, at vi bliver nødt til at lave om på den måde, vi lever vores liv.« Det er for så vidt hele konklusionen på Al Gores høflige veltalenhed.
DEN gode nyhed er, at det nytter. Filmen fremlægger overraskende dokumentation for, at ozonlaget er i bedring; at det faktisk har haft en positiv effekt, hver gang man tog sig sammen og skruede bare en anelse ned for den økonomiske vækst. Her adskiller En ubekvem sandhed sig radikalt fra tidligere årtiers mobilisering til modstand. Publikum skal ikke sendes hjem i fortvivlelse.
Jeg så første gang filmen på Cannes Festivalen, hvor den var et uventet hit, og jeg fik svedige hænder ligesom mine sidemænd. Det er ikke, fordi argumenterne er nye. Jeg har bare aldrig til fulde forstået, hvordan den globale opvarmning fungerer. Forfatteren og formidleren Carl Sagan sagde om vort økosystem: »Hvis du giver en globus et lag lak, svarer tykkelsen af lakken nogenlunde til atmosfærens tykkelse i forhold til Jorden.« Al Gore formår bedre end mange grundigere miljøstrateger at vise, hvor skrøbelig hele klimamekanismen er.
Hver gang han har brug for at understrege, træder Gore selv tilside og citerer forskellige fyndord, der er sagt eller skrevet i anden forbindelse af mænd som Upton Sinclair (»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn er afhængig af, at han ikke forstår det«), Winston Churchill (»Nu går vi ind i konsekvensernes periode«) og Mark Twain. Især sidstnævnte slår hovedet på sømmet: »Det er ikke det, du ikke ved, der får dig på glatis. Det er det, du er helt sikker på, men som bare ikke passer.«
DET for alvor kontroversielle ved filmen er sådan set ikke dens påvisning af de miljømæssige konsekvenser af CO2-udledningen. Det er snarere budskabet om, at det kan nytte at begrænse årsagerne, som får kritikerne op af stolen. Bjørn Lomborg anmelder filmen i Ekko og lader sin affærdigende kritik munde ud i et absurd økonomisk argument. En fuld implementering af Kyoto-aftalen ville blot »udsætte opvarmningen i seks år i år 2100, med en årlig omkostning på 150 milliarder dollars.«
På forstemmende vis bliver miljøet en trossag. Ved filmens amerikanske premiere gik flere kommentatorer i selvsving for at vurdere, om An Inconvenient Truth er et camoufleret forsøg på politisk comeback, en måde at komme fjenden – ikke Bush, men Hilary Clinton – i forkøbet på. Det er den sandsynligvis også. Det rokker dog ikke ved filmens vederhæftighed, som yderligere understøttes af den (rigeligt) illustrererede kaffebordsbog, der hører til foredraget.*
ALLE øjne har været på Gore. Da Errol Morris lod Robert McNamara tale ud i The Fog of War (2003), og da Oliver Stone tog til Cuba for at føre lange samtaler med Fidel Castro i Comandante (2003), blev filmene primært vurderet som film. Det kunne man med fordel også gøre i tilfældet An Inconvenient Truth, for sjældent har de æstetiske virkemidler været finere stemt efter sagen og manden.
Instruktøren Davis Guggenheim ved nøjagtigt, hvad Gores form kan bære, og hvad tiden kan tåle at høre og se. 1970ernes apokalyptiske scenarier er afløst af et opbyggeligt Power Point-foredrag. Budskabet er ikke, at alting går ad helvede til. Budskabet er, at det nytter at handle, og hver af filmens strategier arbejder på at mejsle dette i publikums bevidsthed. Bjørn Lomborg, gå hjem, kunne man hilse og sige.
JEG er sikker på, at man kan diskutere filmens argumenter og gradbøje alle de ubekvemme sandheder. Gore får sikkert også det hele til at lyde mere enkelt, end det er. Men An Inconvenient Truth er under alle omstændigheder en af årtiets vigtigste dokumentarfilm, fordi den får publikum til at tænke og i hvert fald overveje at handle. Endvidere demonstrerer den, hvordan man styrer og drejer et godt publikum.
I 2017 fulgte Gore sagen op i An Inconvenient Sequel: Truth to Power, som Bonni Cohen og Jon Shenk instruerede efter samme model, men med større vægt på Gores lobbyagtige arbejde bag foredragsvirksomheden. Det er en mere uklar præsentation, og især er det en mere lokal amerikansk synsvinkel, som problemerne anskues fra. Styrken i An Inconvenient Truth er netop, at den hæver sig over nationale hensyn. Derfor kan filmen stadig være relevant i 2021, skønt atmosfæren forekommer næsten nostalgisk.
An Inconvenient Sequel: Truth to Power (En ubekvem sandhed 2). Instr.: Bonni Cohen og Jon Shenk. Manus: Al Gore. Foto: Jon Shenk. 98 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.11.2017.
Fotos: Lawrence Bender Productions/ Davis Guggenheim/ Eric Lee/ Paramount Vantage/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.09.2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar