TERMODYNAMIKKENS FØRSTE LOV
Roy Anderssons statiske billedstil er unik
Af BO GREEN JENSEN
Af BO GREEN JENSEN
En due sad på en gren færdiggjorde bevægelsen fra Sange fra anden sal (2000) og Du levende (2007). Som de andre film var den bygget af tableauer, 39 situationer, for at være nøjagtig, som alle var skudt i Anderssons statiske signaturstil. Ikke siden Alfred Hitchcock og Federico Fellini har en filmskaber været så opsat på at blive i studiet, hvor alle faktorer kan kontrolleres, og det er muligt at skabe en håndlavet virkelighed.
Fem år senere fik Giliap verdenspremiere i Cannes. Opus to var det modsatte af en succes. Der var bred enighed, om at filmen var en katastrofe. Ingmar Bergman så Giliap og rådede Andersson til at finde en anden metier. Det var nyt at møde modgang. Den unge mand var sønderknust.
FAKTISK er Giliap værd at se, hvis man kan finde den. Filmen blander flere genrer, som den samtidig vil hylde, og lader en trekanthistorie folde sig ud mellem Thommy Berggren, Mona Seilitz og Willie Andréasson. En meget ung Pernilla August medvirker som »pige på sommerhotellet«.
Scenen er det lurvede Hotel Busarewski. Her er melodrama, mørk komedie, fransk film noir og konturerne af udtryksløsheden, som bliver et stort virkemiddel i de senere succesfilm. Giliap foregriber nogle af Aki Kaurismäkis eksperimenter. Men filmen kom ti år før sin tid, blev myrdet af anmelderne og ignoreret af publikum. Der gik 25 år, før instruktøren forsøgte igen.
ANDERSSON lærte siden at se nederlaget som en velsignelse i forklædning. Efter Giliap var han forgældet og følte sig usikker på, hvad han skulle med sit liv. For at tjene til dagen og vejen instruerede Andersson en række originale og nu legendariske reklamefilm, som for det første genrejste ham økonomisk og for det andet skærpede hans kunstneriske særpræg.
Det var i disse film, at han trænede sit pokeransigt og udviklede den skiftevis sarte og barokke situationskomik, som kendetegner hans bedste fiktive arbejder. Endvidere blev han sin egen producent og kunne i 1981 etablere sit eget sted, Studio 24, hvor alle værkerne er blevet til.
I 1987 vendte Andersson tilbage med kortfilmen Der er sket noget. Fire år senere fulgte kortfilmen Härlig är jorden – egentlig et bidrag til en antologi med 90er-tema – som er vigtig trods sit beskedne format. Disse film uddyber Anderssons markante stil med dvælende, demonstrativt kunstige billeder, som indrammer knivskarpe situationer, der i galgenhumoristisk belysning udforsker kunstnerens to store temaer: hans kærlighed til menneskene og hans dybe mistro til deres samfund.
VED årtusindeskiftet blev Sange fra anden sal en blanding af comeback og nyt gennembrud. Andersson modtog Juryens Pris ved premieren i Cannes, og filmen nåede ud i hele verden. Der er 46 tableauer i Sange fra anden sal. Han kunne nu bruge syv år på at skabe de 50 i Du Levende. Hver indstilling tog cirka en måned at skabe; hver scene er som et levende maleri.
Anderssons stil dannede skole. Filmskabere som Ruben Östlund, Tomas Alfredson og Björn Runge lærte af Anderssons arbejde. I 2001, da jeg talte med instruktøren på vegne af Weekendavisen, beskrev han sin rejse således:
»Det har været en lang, lang proces. Jeg begyndte på min første spillefilm, En kærlighedshistorie, umiddelbart efter filmskolen. På den kan man tydeligt se, at jeg egentlig ikke har nogen æstetik. Jeg har et tema, jeg kan se hvad der er komisk, men der er ingen stil. Men i slutningen bliver billederne mere komplekse og rigere og stærkere. Efter lang tids famlen og hårdt arbejde, længes man efter en enkelhed, en klarhed som ikke manipulerer. Det er en modningsproces som gør, at man finder sit udtryk til slut. Risikoen ved klippet og kamerabevægelsen er, at de forstyrrer og distraherer muligheden for oplevelse. Klippet tager tid, det ødelægger fordybelsen. Har man ro til at se, begynder man at tænke selv.«
For de fleste er det scenen, hvor den fortvivlede far bliver vred og slår sin søn, så manden falder afgrundsdybt i drengens agtelse, der bliver siddende. Andersson fremhævede scenen, hvor familien pantsætter sit sengetøj. Pantelåneren må kravle op på en tårnhøj reol for at finde den rigtige plads. På den måde viser de Sica, uden at sige noget med ord, hvor mange der deler skæbne med familien.
Andersson havde aldrig glemt detaljen. Og han havde bestræbt sig på at skabe en social filmkunst med det samme humanistiske grundsyn, som neorealisterne havde. Nu var det gjort. Han kunne gå hjem og hænge sporerne op på trofævæggen i Studio 24.
MEN der var altså mere i posen. I 2019 var han tilbage i Venedig med Om det uendelige, og ingen var blevet trætte imens. Han modtog denne gang instruktørprisen. Måske opdagede Andersson, som nu går med stok og ser skrøbelig ud, at der var mere tid, end han troede. Måske udløste befrielsen ved, at arbejdet var færdigt, i sig selv en sum friske situationer.
Man kan aldrig vide med Andersson. Der er intet nyt i Om det uendelige. Der er heller ingen fornemmelse af tilføjelser eller gamle ideer, som ikke blev brugt. Dem var flere af i En due sad på en gren, hvis det endelig skal være. En karakter havde mareridt om den djævelske maskine, som stod og arbejdede i landskabet, hvor soldater med tropehjelm gennede livegne sammen. Maskinen var bogstaveligt drevet af slavers energi. Det var Anderssons billede på kolonisering og globalisering. På samme måde fyldte han gasbilen i Härlig är jorden.
I Om det uendelige er vi tilbage i Anderssons konstruerede samtid. Vi ser først et par, der svæver som engle. Første gang er der ingen baggrund, kun gråheden og tomheden, som titlerne er skrevet på. Efter en time ser vi dem igen. Nu svæver de over en sønderskudt by. Broen ved floden er knækket. Fortællerstemmen, som er gennemgående, sætter en kort beskrivelse på, hvad hun ser: »Jeg så to elskende, som svævede over en by, der var kendt for sin skønhed, men som nu lå i ruiner.«
Nede på jorden sidder et par i lang tid på en bænk og ser ud over byen, som kunne være Göteborg eller hvorsomhelst. Himlen er lysegrå; husene lidt mørkere grå. Lyset i Studio 24 har altid denne mælkehvide kvalitet. Begge er set fra ryggen og siden. Manden har hentehår og ser ivrigt op. Efter et halvt minut siger kvinden: »Det er allerede september...«
SÅDAN skaber filmen sin ro og sin rytme, der er som et langsomt åndedræt. Der er atter små tråde af handling. I den første situation, som bliver mere end en indstilling, kommer en mand op fra trappen til metroen med sine indkøb. Han fortæller os om Sverke Ohlsson. Han havde ikke set Sverke siden skoletiden. Så mødte han ham forleden, men Sverke ignorerede ham. Det forstår han godt, for han sårede Sverke.
Mens manden står og taler, kommer Sverke atter forbi. Han hilser heller ikke denne gang. Langt senere er vi hjemme hos manden, som nu står i køkkenet og koger vand, mens hans hustru sidder ved bordet. Han taler stadig om Sverke Ohlsson. For tænk, at en taber som Sverke Ohlsson doktorerede. Tænk at Sverke gjorde noget med sit liv.
Selv har manden jo intet udrettet. Det har du vel nok! siger hans kone. Vi har da været ved Niagara Falls. Og sidste år besteg du trapperne i Eiffeltårnet, selv om du har dårligt knæ. Du har da udrettet meget.
HER bliver humoren næsten verbal. Dét er faktisk nyt. Ellers arbejder Andersson altid i visuelle gags. Han er lige dele Luis Buñuel, Edward Hopper og den tegnede, dialogløse stribe om Ferd'nand, som blev en succes verden over.
Vignetten, der har givet filmen tema og titel, er næsten en sketch. Et teenagepar sidder på værelset, han i stolen, hun på sengekanten. Pigen reder sit hår, drengen læser til eksamen. Der står en stjernekikkert ved vinduet.
Der er stille i lang tid. Hos Andersson er der altid stille i lang tid. Huden er grå som husene og himlen. De to kunne være parret fra bænken som unge. Eller med tiden blive parret fra køkkenet med Sverke Ohlsson. Drengen ser op fra sin bog og begynder at filosofere. Det må være en af de længste replikker fra Anderssons hånd:
»Termodynamikkens første lov siger, at alt er energi. Og den kan aldrig ødelægges. Den er uendelig. Den kan kun omdannes til nye former. Det betyder altså, at du er energi, og jeg er energi, og at din og min energi aldrig kan forsvinde. Den kan bare blive til noget nyt. Så rent teoretisk kan vores energier mødes igen om flere millioner år. Og så er du måske blevet til en kartoffel. Eller en tomat – «
Her har pigen en praktisk kommentar, som punkterer den tænksomme drengs tankespind: »Så vil jeg helst være en tomat.«
HER er sætstykker som korsfæstelsesscenen, der kan måle sig med flagellanterne i Sange fra anden sal. En mand bærer et tungt kors gennem de smalle gader i byen. Han falder flere gange. Vagterne sparker og rusker i ham, mens en spidsrod af hverdagssvenskere råber: »Korsfæst! Korsfæst!« Manden spørger: »Hvad har jeg gjort?«
I næste billede vågner manden, stadig med lyden af korsfæstelsen, og råber eller klynker ud i natten ved ægtesengen. Hans kone siger, at det bare var et mareridt. »Men de drev nagler gennem mine hænder!«
Så er han hos psykiateren og må have fortalt om sin drøm. Lægen giver ham ret i, at det ikke kan være morsomt. Bærer han mon på en skyld, som kan have udløst den tilbagevendende drøm? Det kom, da han begyndte at tvivle på Guds eksistens. Dr. Lindh kan se problemet, for så vidt som patienten er præst. Men hvis der ikke er noget at tro på, »må man måske bare være tilfreds med, at man lever,« siger lægen.
PRÆSTEN uden tro vender tilbage i en scene, hvor han drikker sig mod til i sakristiet og slingrer ind til nadverhandlingen. Senere sidder han i bussen og spørger ud i luften: »Hvad skal man gøre, hvis man har mistet sin tro?« Først er der ingen som reagerer. Så følger en debat om, hvorfor manden ikke kan være fortvivlet hjemme hos sig selv. Psykiateren og receptionisten må bruge kræfter for at at få den faldne præst til at gå, da han vender tilbage.
Anderssons film er fulde af den slags ensomt insisterende stemmer. Mennesker, der bliver overset og vil anerkendes. På baren juleaften (med den orange lysstjerne fra 1955) står tandlægen og drikker, mens sneen falder udenfor. En vred mand snerrer, at han synes det hele er herligt. Han bliver ved, indtil tandlægen mumler sit ja.
FORTÆLLERENGLEN siger: »Jeg så en mand, der ville erobre verden og forstod, at det var mislykkedes for ham.« Så viser filmen faktisk Hitler i bunkeren, mens bomberne falder. I næste billede er en besejret hær »på vej til fjendens fangelejre i Sibirien«. De snor sig over snemarker, der fortaber sig i det uendelige. Det er som Karl den Tolvtes slagne tropper i En due sad på en gren. Selv tundraen i Rusland er malet på væggen i Studio 24.
Andersons film sidestiller det største og det mindste og finder modsætninger eller overenstemmelser. De er simrende, vævende organismer. Han er bedst, når han fokuserer på én lille ting og lader den stå. En far og hans datter på 8-9 år er på vej til en fødselsdag i hård regn. De skal over græsset ved et boligbyggeri. Så bukker manden sig i regnen og snører pigens sko. Det er kærligt og virkeligt. »Og det regnede virkelig meget,« siger englen.
Skønt dronning Sylvia personligt puffede jomfruen ned, blev krakket og kalamiteterne ved. Flagellanterne (som Andersson havde set i virkeligheden i Seoul under en finanskrise) gik forgæves i procession. Så gik Sverige under, og alle familierne mødtes i lufthavnen, hvor de prøvede at slæbe hele møblementer ombord på de sakkende fly.
»De skal jo ud til lufthavnen og til friheden, men de har alt det med sig, som gør at de ikke er frie. De vil tage ufriheden med sig til et andet land. Det er fikseringen på det materielle, som binder dem fast. De har guldspejle og golfkøller med. Så de kan begynde forfra i et andet land og blive lige så ufrie igen.«
ROY Andersson er blevet en stor konstant klippe i nordisk film. Hver af filmene kunne være skabt når som helst fra 1980 til nu. I Studio 24 hersker en anden tidsregning. Han sagde allerede for tyve år siden, at nogle af ideerne var tyve år gamle. Andersson ser vores trængsler i et evigt perspektiv. Her er mennesket altid på vej og i live. Her er fryden trods alt stadig mulig. Vi skal bare lære at omfavne den.
Om det uendelige (Om det oändliga). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: Gergely Pálos. 78 min. Sverige-Tyskland-Norge 2019. Dansk premiere: 17.06.2021.
Fotos: Studio 24/ Roy Andersson Filmproduktion AB/ Svenska Dagbladet/ CineMaterial/ Camera Film/ Curzon/ Festival de Cannes/ Venice Film Festival
Filmen streames på C More, Google Play, SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.06.2021
Ingen kommentarer:
Send en kommentar