BORGERNE I CALAIS
Ingen står med åbne arme
Af BO GREEN JENSEN
TO forladte mænd finder sammen i Philippe Liorets stilfærdigt bevægende Welcome. Bilal (Firat Ayverdi), en 17-årig irakisk kurder, har brugt tre måneder på at gå tværs over Europa. I Frankrig når han til Calais, hvor flere hundrede flygtninge venter på at få illegal transport.*
Af BO GREEN JENSEN
Bilal har en plan om at slutte sig til sin kæreste (Derya Ayverdi) i London. Pigens far har dog andre planer. For Bilal er der ingen vej tilbage. Han vil dø, om så det gælder, og beslutter at svømme over Kanalen til England.
SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.
MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.
DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.
I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.
Imens er den midaldrende bademester Simon (Vincent Lindon) mindre begejstret for livet. Hans hustru, læreren Marion (Audrey Dana) har forladt ham, og han driver gennem en svær mellemtid. Marion er stærkt engageret i Calais-flygtningenes situation. Blandt meget andet efterlyser hun et større socialt engagement hos Simon.
Da Bilal dukker op i svømmehallen og beder om undervisning, er Simon mest tilbøjelig til at sige nej. Men han tager sig i det og betragter i begyndelsen det at hjælpe Bilal som en måde at nå ind til Marion på.
SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.
Filmens stærkeste scener ligger i begyndelsen, som viser hvordan ulovlig mennesketrafik foregår, men de for alvor anfægtende øjeblikke falder til slut, da man har fået Bilal og Simon ind i hjertet. Man drømmer måske om en eventyrslutning, men Welcome er en realistisk film trods sit besværgende menneskesyn.
MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.
DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.
I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.
I årtiets danske sammenhæng er Kathrine Windfelds Flugten (2009) det tætteste, man kommer en tilsvarende historie. Welcome vinder i troværdighed netop ved ikke at være en spændingsfilm, men en realistisk samtidsskildring, som fortæller en grum lille hverdagshistorie. Nationalkonservative politikere vil have særligt udbytte af at se den.
*) Rubrikken henviser til billedhuggerens Auguste Rodins berømte skulptur, Les Bourgeois de Calais, påbegyndt i 1884; færdiggjort i 1889; indviet i 1895. Statuegruppen fungerer fremdeles som mindesmærke og vartegn for havnebyen.
Welcome. Instr.: Philippe Lioret. Manus: Emmanuel Courco, Olivier Adam, Philippe Lioret. Foto: Laurent Dailland. 105 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 18.03.2010.
Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film
Se også Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022] og Nadine Labaki: Kapernaum (2018).
I 1346-47, ved begyndelsen af Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, var Calais i 11 måneder belejret af Edward den Tredjes britiske hær. Edward beordrede byens udslettelse, men ændrede mening og gav byens borgere et tilbud: Havde seks af dem mod til at ofre sig for fællesskabet, ville han lade nåde gå for ret.
De seks skulle komme frivilligt, med galgenløkker om halsen, og overrække kongen byens nøgler. Figurerne forestiller de seks: Eustache de Saint Pierre, Jacques og Pierre de Wissant, Jean de Fiennes, Andrieu d’Andres og Jean d’Aire. Kongen skånede dem på dronning Filippas anmodning, da de havde demonstreret offerviljen.
Der var megen debat om skulpturens placering. Det var vigtigt for Rodin, at tilskueren kunne se borgerne i øjnene; optimalt ønskede han, at beskueren kunne gå omkring mellem bronzeskikkelserne. Adskillige afstøbninger blev fremstillet. Brygger Carl Jacobsen bestilte sin den 1. januar 1900, og Borgerne i Calais har siden 1. marts 1904 været blandt kronstykkerne i Moderne Samling på Glyptoteket i København.
Ja, jeg har alt dette fra lex.dk og Wikipedia, men jeg har en autentisk barndomserindring om første gang, jeg så figurgruppen på Glyptoteket og hørte historien fra min far. En ironisk finesse: Vincent Lindon spillede Auguste Rodin i den desværre ikke så vellykkede film, som Jacques Doillon skrev og instruerede i 2017.
Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film
Filmen streames på SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar