Ridley Scott: The Last Duel (2021)

DET HISTORISKE BLIK
Ridley Scott springer ud som feminist 

Af BO GREEN JENSEN

DET er en hård, udeltagende verden, som manes frem i The Last Duel. Året er 1386, da den sidste duel mellem to herremænd bliver udkæmpet foran den franske kong Karl den Sjette. Den ene mand har taget den andens hustru med vold. Sagen har været for retten, hvor begge parter fastholdt deres version. Handsken er kastet og taget op. Nu må Gud fælde dom.

   Det er en regulær folkeforlystelse, da ridder Jean de Carrouges (Matt Damon) tørner sammen med borgvæbner Jacques le Gris (Adam Driver). Den unge konge fniser nervøst. Det gør han generelt – kongens øgenavn var Karl den Gale. Den krænkede kvinde (Jodie Comer) betragter spektaklet.

   

HERTUG Pierre d’Alençon (Ben Affleck), den reelle magthaver, håber inderligt, at le Gris vil dræbe Carrouges. Den gamle mand har retten på sin side, ja, men han er en anakronisme. Hertugen kan bruge den begærlige le Gris. De har begge flair for livet. Carrouges fortjener at dø i sin selvretfærdige patos.

   Vi er endnu i prologen. Jorden er mudret, lyset metallisk. Fra hver ende af indhegningen rider de to mænd mod hinanden. Hver i sin rustning, hver med sin lanse. I kontaktøjeblikket bliver billedet hvidt. Tiden nulstilles. Så følger tre versioner af, hvad der virkelig skete, da Jacques le Gris forgreb sig på Marguerite de Carrouges, mens hendes mand var på Urias-togt.

HVER sandhed udgør en film i sig selv. »Sandheden ifølge Jean de Carrouges« er en melankolsk beretning om, hvordan den retskafne borgherre igen og igen blev svigtet og forbigået. Hertugen gav hans privilegier til le Gris. Carrouges tjener penge som lejesoldat. Han bærer sorg, da han møder Marguerite. De er kærlige og forelskede sammen. Der mangler kun et barn til at sikre arvefølgen.

   »Sandheden ifølge Jacques le Gris« er ikke helt den modsatte historie, man kunne forvente. De to mænd var venner, men le Gris kunne ikke modstå hertugens fristelser. Han giver sig selv points for at prøve at skåne Carrouges. Ja, han voldtog Marguerite – men hun ville selv og gav ham signaler. »Vi kunne ikke styre os,« siger le Gris, da han knapper sig til.

   »Sandheden ifølge Marguerite de Carrouges« er naturligvis kernen i filmen. Hun beskriver det svære forhold til sin svigermor (Harriet Walter) og forklarer, hvordan det er at blive handlet med, først som en bringer af medgift, siden som et avlsdyr. Hendes beskrivelse af voldtægten er uigendrivelig. Som loven fungerer, vil Marguerite dø, hvis hendes mand ikke vinder duellen.

DET er ikke en Ivanhoe-ædel fortælling. Filmen bygger på en autentisk fremstilling: The Last Duel: A True Story of Trial by Combat in Medieval France (2004) af historikeren Eric Jager. Den sidste lovlige duel i Frankrig blev virkelig udkæmpet den 29. december 1386.

   Spilletiden er næsten tre timer. Man er meget spændt på duellens udfald. Det er dog lige så interessant at følge de små forrykkelser i baggrunden. Flere afsnit viser de samme situationer fra forskellige synsvinkler. Retsproceduren er meget moderne. I andre henseender er fortiden virkelig et fremmed land.

MATT Damon og Ben Affleck har skrevet manuskriptet sammen med Nicole Holofcener (Friends with Money). Skuespillerne begyndte som et forfatterteam. De skrev Good Will Hunting (1997) sammen og modtog en Oscar.

   I #MeToo- sammenhæng har især Damon gjort sig uheldigt bemærket, ikke ved handling, men ved at antyde nuancer. Man har set ham som en facilitator. Her tager vennerne til genmæle. Det sker i en filmisk form, der låner fra mesteren Akira Kurosawa. Også Rashomon – Dæmonernes port (1950) beskrev en voldtægt fra flere synsvinkler. Alt gik op i en højere enhed.

   Ridley Scott elsker episk kamptummel. Her holder instruktøren igen i de parallelle historier. Først til slut bliver kniven sat ind. Omsider rendyrkes stilen fra to andre middelalderfilm, Scott har skabt: korsfarerskildringen i Kingdom of Heaven (2005) og det solide bud på en ny Robin Hood (2013).

EN feministisk riddertidsfortælling er næppe, hvad man venter sig fra Sir Ridley Scott. Den 83-årige filmskaber har altid været en praktisk håndværker. Han lavede tidligt to værker, Alien (1979) og Blade Runner (1982), som definerer sci-fi på film. Han er en af de sidste, som bruger hele det klassiske apparat.

   Går man listen efter, er der feministiske tilløb. Scott instruerede Thelma & Louise (1991) og G.I. Jane (1997). Han formgav Sigourney Weavers ikoniske Alexandra Ripley-figur. Da Kevin Spacey blev #MeToo-impliceret, var Scott ved at optage All the Money in the World. Scott fjernede ham uden at blinke og tog scenerne om med Christopher Plummer.

SCOTTS debut var en filmatisering af Joseph Conrads The Duellists (1977, da. Duellanterne). Med en vis poesi er det dér, han er landet igen. Jeg vil ikke kalde The Last Duel en uforglemmelig film, men skarpheden overbeviser. Det er en tankevækkende skildring af privilegerede kvinders udsatte stilling.

   Filmen foregår på samme tid som Charlotte Sielings Margrete den Første. Den kaster det samme historiske blik på køn, krig og magtintriger.

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Philip K. Dick 1928-1982; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005).

The Last Duel. Instr.: Ridley Scott. Manus: Nicole Holofcener, Ben Affleck, Matt Damon. Foto: Dariusz Wolski. 152 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Fotos: 20th Century Studios/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.10.2021