Roy Andersson: En due sad på en gren (2014)

DEJLIG ER JORDEN

Roy Andersson husker de pantsatte lagner

Af BO GREEN JENSEN

DET er i hvert fald en smuk og forpligtende titel. Instruktøren ser da også En due sad på en gren og funderede over tilværelsen som sit sidste og bedste bud på et signalement af, hvad det vil sige at være i live.

   Formen er klassisk Roy Andersson: guddommelig deadpan, statiske tableauer, karikerede typer, som færdes i noget, der ligner en genudsendelse af 1950erne. Samuel Beckett møder Ingmar Bergman og Buster Keaton. Der er absurde visuelle gags og et afgrundsdybt understatement.

   En due sad på en gren er den sidste film i trilogien, som begyndte med Sange fra anden sal (2000) og forsatte med Du levende (2007). For nu at være ærlig, fungerede tableauerne og den tragiske humor bedst i den første film, hvor stilen var ny, og den groteske samtidskritik kulminerede i et svensk jomfruoffer. Man kan dog stadig græde og le på én gang, når Andersson iscenesætter et ensomt dødsfald.

HANS film er en tillidserklæring til individet og en undsigelse af magthaverne, der vil gøre alt for profit. Jeg bruger gamle klicheord med vilje, for Anderssons samfund er stærkt karikeret. Hans finansmænd går med høj hat og galoscher ligesom Gyldenspjæt. I en vis forstand er han som uret, der viser rigtigt to gange i døgnet.

   Ingen kan som Andersson skildre den lille kontorist, der bliver fyret efter et langt, loyalt arbejdsliv. Han er altid poetisk, men sjældent subtil. Grådige arvinger skændes ved et dødsleje. En overvægtig herre falder om i spisestuen, da han skal åbne en flaske vin mere. På færgen dør en passager i kantinen, og kassedamen spørger, om nogen kunne tænke sig måltidet, som er betalt. En kunde melder sig efter lidt tøven.

   Ikke siden Robert Storm Petersen er det gjort så lakonisk. Hunden, der bliver fodret med sin egen afskårne hale, kunne man også møde hos Andersson. Frodige folk spiller tuba, og de rige er onde pr. definition, for de må være blevet det på nogens bekostning.

SOM eksempel på den skødesløse grusomhed, der kendetegner homo sapiens, viser Andersson en abe, der bliver torteret i videnskabens navn, mens laboranten taler i telefon. Bagefter bliver afrikanske kvinder og børn gennet ind i en drejende helvedesmaskine. Bødlerne er kolonitidstropper, som taler med britisk accent.

   Disse syner plager Jonathan (Holger Andersson), den ene af to spøg-og-skæmt-repræsentanter, som bliver gennemgående figurer. Faktisk er der tale om genbrug fra kortfilmen Härlig är jorden (1991), som rummer en lignende holocaust-scene. Det er forfærdende billeder, Andersson helt uden humor. Hvilket egentlig klæder ham bedre end den evigt underliggende latter, der somme tider får pligtkarakter.

FILMENS særeste scener udspiller sig i en moderne bodega, som får besøg af Karl den Tolvtes tropper. Hæren passerer både før og efter det fatale russiske felttog i 1709, som havde den koldeste vinter, man har målt i verdenshistorien. Kunderne undrer sig såre. På vej hjem skal kongen bruge toilettet. »Ja, det er ude bagved,« siger værten. Men det viser sig, at der er optaget.

   Forløbet har ingen oplagt pointe. Det er måske det bedste ved scenen, som virkelig bliver hos én. Ellers har de fleste træk hos Andersson en allegorisk funktion. Han maler myldrebilleder som Breugel og Bosch, lige så dybe og lige så forvredne, men i hjertet er han forkynderen af et enkelt budskab om manglende menneskelig varme.

   Nu prøver spøg-og-skæmt-mændene at inddrive udestående gæld. De vil også gerne sælge deres pruttepuder og vampyrgebisser. Men ingen har penge og alle vil snyde. Deres forhutlede tilstand er ingen reklame. Det er Sam (Nisse Westblom), der lægger strategien. De præsenterer varerne ens hvert sted og fortrækker på intet tidspunkt en mine. Og hvem vil købe latter af en sælger, som ikke kan smile?

DA han drømmer om monstrøsiteten, som bogstaveligt drives af slavers energi, synes Jonathan, at han ser ind i helvede. Han taber livsmodet helt og aldeles. Nu vil han bare sidde i sit værelse på afholdsherberget og spille den sentimentale schlager om hunde, der kommer i himlen, på en gammel rejsegrammofon.

   Det gør han igen og igen. Han vil ikke mere, og det kommer til et brud med den sårede Sam. De askegrå mænd er statister i et forunderligt vanitasbillede, men de brænder for livet på en måde, som ingen af de forstoppede mænd fra begyndelsens møder med døden nogen sinde kommer i nærheden af.

EN due sad på en gren modtog Guldløven på filmfestivalen i Venedig. Andersson gjorde sig umage med takketalen, som beskrev hans gæld til Vittorio de Sica. I Cykeltyven (1948) er der en scene, hvor familien må pantsætte sit sengetøj for at overleve. Da pantelåneren vil anbringe lagenerne, må han anstrenge sig for at finde en ledig hylde i reolen, som bugner af slidt sengelinned. Således viser De Sica, hvor mange der deler skæbne med filmens protagonist.

   Andersson har aldrig glemt detaljen, som fik ham til at græde, da han så den første gang. Som regel er det scenen, hvor den afmægtige far giver sønnen en lussing og falder brat i drengens agtelse, der gør indtryk. At Andersson husker de pantsatte lagener, siger meget om måden, han ser på. Han laver også en anden slags film.

   Denne gang er der mere end stil og satire i Roy Anderssons signatur. Den svenske mester er født i 1943. Ingen af os bliver yngre. Trilogiens slutning føles som et kunstnerisk testamente.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (En duva satt på en gren och funderade på tillvaron). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: István Borbás og Gergely Pálos. 101 min. Sverige 2014. Dansk premiere: 12.03.2015

Fotos: Roy Andersson Filmproduktion AB/ Studie 24/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmGrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2015