Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]

DEN FLIMRENDE BUND
Signalement af den sekteriske psyke

Af BO GREEN JENSEN

EN kult, et kollektiv, en kommune. Det er svært at sige, hvad det er for en slags sekt, som Martha (Elizabeth Olsen) flygter fra, da hun efter to års tavshed dukker op hos sin søster Lucy (Sarah Poulson) og svogeren Ted (Hugh Dancy) i parrets fantastiske hus ved en sø i den grønneste del af New England. Tiden er dog ikke til spørgsmål. I første omgang handler det om at få Lillesøster på fode igen.

   Som tilskuer har man en anelse om, hvad der rører sig i Martha. Det er sådan set også alt, hvad man får, for her bliver intet forklaret til bunds.

   Fortællingen begynder på gården, hvor hun dyrker jorden sammen med andre unge kvinder og mænd. Sean Durkins Martha Marcy May Marlene er en film, som antyder meget og uddyber lidt. Det fremgår dog, at den karismatiske Patrick (John Hawkes) bestemmer, hvordan storfamilien skal leve. Man prøver at blive et selvforsynende samfund.

DER er orden i tingene. Kvinderne tilbereder et måltid, som mændene indtager. Først bagefter kommer de selv ind og spiser. Man sover også hver for sig, skønt der er sat tid af til forplantning. Lederen indvier alle novicer. Man kan dufte brødet og mærke regnen i skoven. Farverne er varme, stilen rustik pionertid. Her er smukke unge mennesker, som lever enkelt og virksomt. Det er ikke det skæveste sted, man har set. Alligevel anes mørket i stref.

   Patrick er på én gang charmerende og faderlig. Stålet sidder under den vindtørre hud, og man kan sagtens se attraktionen. John Hawkes, som spillede Teardrop i Debra Graniks Winter's Bone, kunne være en yngre udgave af Levon Helm, som ofte fik den slags roller.* Det er ham, der siger til Martha, at hun »ligner en Marcy May Marlene«. Han synger en sang, som hun tror er skrevet til hende, men faktisk er »Marcy’s Song« hugget fra et album med Jackson C. Frank.**

DET er filmens store styrke, at den ikke dæmoniserer Patrick. For den sags skyld bliver ordene »kult« eller »sekt« aldrig sagt. Man taler højest om et fællesskab eller en familie, og der følger ingen brugsanvisning med de løbende flashbacks. Tiden går ved søen. Tiden går i erindringen. Først er der kun en kreds af udvalgte, men projektet griber om sig, og det samme gør lederens store ideer.

   Der er dog intet melodrama. Man dyrker jorden, lever sammen, har brudt med resten af verden og følger kun egne værdier. Mange ville sige, at man realiserer en idé i den amerikanske tradition for utopiske eksperimenter. Man opfordres ikke direkte til at tænke på Charles Manson, Jim Jones eller David Koresh, men det er den type leder, som Patrick har i sig. Mest af alt minder stedet i skoven om det sagnomspundne compound i Waco, Texas, som FBI gik til angreb på i 1993.

GRADVIS indser Martha, at hun ikke er så udvalgt, som hun tror. Her begynder måske hendes smerte. Senere erfarer hun, at man ikke uden videre forlader Familien. Det er svært at træde ud af en sekt, men værre at blive forkastet.

   Patrick lader gruppen mobilisere og træne med våben i skoven. Nye kvinder kommer til og bliver supermødre i lederens plan. Martha går ud og bliver ved med at løbe. Hun ved næppe selv, hvad hun har været igennem, og endnu mindre om, hvor hun skal hen.

   I denne tilstand banker hun på hos søsteren og hendes mand, der udgør et provokerende eksempel på selvtilstrækkelig normalitet.

   Martha har svært ved at omstille sig. Vanerne fra gården hænger ved. Hun går på bare fødder alle vegne. Hun vasker ikke hænder før maden. Hun sætter ikke ting på plads, når hun har brugt dem, og når hun har svært ved at sove, kommer hun ind og lægger sig i fodenden hos Lucy og Ted, uanset om de er i færd med at elske.

   Ted får hurtigt rigeligt og betragter svigerinden som en snylter. Lucy og Martha har issues fra barndommen, og den ældre søster føler åbenbart, at hun skylder den yngre et eller andet.

MARTHAS egen vinkel ligger mellem objektive billeder af dagene i huset nu og subjektive flashbacks til det lille hus i de store skove, hvor hun var lykkelig i begyndelsen. Når filmen bliver hos Martha, ser man i glimt, hvor skræmmende og svær at læse verden virker for hende. Disciplinen hos Patrick tilbød en klarhed, hun ikke finder i andre systemer. Somme tider ser hun personer fra sekten og er usikker på, om hun bliver forfulgt. Publikum ser det samme og ved, at ikke alt er indbildning.

   Emnet er ofte kredset om og beskrevet, først i Ralph Thomas’ canadiske Ticket to Heaven (1981), herhjemme i Susanne Biers Sekten (1998) og Niels Arden Oplevs To verdener (2008), men måske allerbedst i Jane Campions Holy Smoke (2001), der fokuserer på afprogrammeringsprocessen.

   Der er dokudramaer om Charles Manson-familien, de kollektive selvmord i Jonestown, Guyana, og den japanske Aum Shinrikyo-kult, som Haraki Murakami skrev bogen Underground (2001) om og som Tatsuya Mori har skildret i filmene A (1998) og A2 (2001).

ALLE disse fremstillinger viser skræmmebilleder, som det er enkelt at tage afstand fra. Det er satanisk stof, som man bliver selvfejrende i sin snusfornuft af. Martha Marcy May Marlene kommer fra et andet sted. Durkins mørke film besidder en uudgrundelighed, som inddrager tilskueren og gør ham eller hende usikker, fascineret og nysgerrig.

   Alt er gjort med anelser. Der hviskes og gestikuleres. Sandheden ses måske i et glimt på den flimrende bund under søen, hvor Martha rekonvalescerer. Man forlader biografen med en følelse af, at der var endnu mere på spil og på færde.

   »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud,« siger Paulus i 1. Korintherbrev. Enhver kultisk drift er funderet på oplevelsen af et mystisk sekund, på mødet med et ansigt, som man plejer at se i et spejl, i en gåde, og høre om i genfortællinger.

   Men hvad, hvis man følte forklarelsen selv? Sean Durkin sætter ord på en hob af knuste billeder. Det er i kraft af film som Martha Marcy May Marlene, at begrebet American Independent stadig giver mening.

*) Levon Helm (1940-2012) spillede trommer og sang i The Band, men han medvirkede også i henved tyve film, fra Michael Apteds Coal Miner's Daughter (1980) til Bertrand Taverniers In the Electric Mist (2009). I filmen om Loretta Lynn spiller han kulminearbejderen Ted Webb, som er far til Loretta. Taverniers film bygger på James Lee Burkes In the Electric Mist with the Confederate Dead (1993, da. Genfærdsgeneralen), den sjette bog i krimiserien om Dave Robicheaux. Helm har en lille, men vigtig rolle som John Bell Hood, et genfærd fra Konføderationshæren, som træder frem i den elektriske tåge. Robicheaux bliver spillet af Tommy Lee Jones. I Phil Joanous Heaven's Prisoners (1996, da. Delta Blues), den anden Burke-filmatisering, bliver detektiven spillet af Alec Baldwin.

**) Sangskriveren Jackson C. Frank (1943-1999) fik et tragisk liv og en kort karriere. Da han var 11 år, eksplodere fyret på hans skole i Cheektowaga i delstaten New York. 15 elever døde, og mange fik forbrændinger. Jackson lå på hospitalet i syv måneder. Her blev han interesseret i musik. Han var stor Elvis Presley-fan, og hans mor rejste med ham til Memphis, Tennessee, og sørgede for, at han fik hilst på sit idol. Han besluttede at satse på en musikalsk karriere, da han som 21-årig fik udbetalt en stor erstatning ($110.500) for brandulykken.

   Frank kom til England i 1965. I London lærte han Paul Simon at kende, og det var Simon – som samme år indspillede The Paul Simon Songbook (med urversionen af »The Sound of Silence«), før han tog hjem til New York og genoptog samarbejdet med Art Garfunkel – der producerede Jackson C. Frank (1965), den eneste LP, som udkom i Franks levetid. Simon og Al Stewart akkompagnerer på nogle af sangene, der blev indspillet på tre (eller seks - kilderne divergerer) timer.

   Frank var kortvarigt kæreste med Sandy Denny og blev ven med bl.a. Bert Jansch. En lang række kunstnere har indspillet sangen »Blues Run the Game«. Da pengene fra forsikringen slap op, tog Frank tilbage til USA og bosatte sig i Woodstock. Her blev han gift med Elaine Sedgwick. Parret fik datteren Angelina og en søn, som døde af cystisk fibrose.

   Frank led fra begyndelsen af depressioner og blev i 1966 diagnosticeret som skizofren. Han troede i årtier, at Paul Simon ejede rettighederne til hans sange. I 1994, da Mooncrest udgav Jackson C. Frank på cd, var der fem bonusskæringer med. »Marcy's Song« er en af de fem. Sangen var ikke med på den oprindelige LP, men stammer fra samme session.

Martha Marcy May Marlene. Instr. og manus: Sean Durkin. Foto: Jody Lee Lipes. 102 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.06.2012.

Fotos: Fox Searchlight Pictures (Searchlight Pictures)/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2012