Translate

fredag den 17. marts 2023

Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023]


KONGEN BLIVER KRONET
Fra sanselig urtekst til fed dekadence

Af BO GREEN JENSEN

BAZ Luhrmanns film om Elvis Presley (1935-1977) er tre eller fire ting på en gang. Der er lige så mange måder at se og vurdere den på. Værket er i hvert fald et dumdristigt vovestykke. Som sådan hylder det gejsten i sit motiv.
   Elvis er filmen, der skal genstarte den musikalske legende og konsolidere kongemyten i en tid, hvor billedet lever videre, mens musikkens status er mindre selvskreven. Elvis skal så at sige forny medlemskabet, sangerens abonnement på udødelighed. Sådan er filmen bestilt og betalt for af Elvis Presley Enterprises i samarbejde med Warner Brothers – eller hvem, der nu ejer det hele for tiden.



ELVIS er samtidig værket, der skal give den australske filmskaber grebet tilbage. Luhrmann – og hans hustru, scenografen Catherine Martin, som har designet de overdådige film – var centrale kræfter i 1990erne. Strictly Ballroom (1992), William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001) var kompakte, men helstøbte arbejder, som viste en ny måde at lave musikfilm på.
   Så ville Luhrmann prøve uden musik. Det skete med den nationalromantiske Australia (2008), som kun var en succes i hjemlandet, og med en vildt overgjort filmatisering (til og med i 3D) af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (2013). Der er ikke noget at sige til, at plakaten for Elvis betoner forbindelsen til »Red Curtain«-trilogien. Musik er, hvad Luhrmann virkelig kan. Som naturalist er han absolut på det jævne.



EFTER disse hensyn kommer et forsøg på at forklare, hvorfor Presley var vigtig for tidens musik. Vi skal se, hvordan drengen fra Tupelo blev til manden fra Las Vegas, der klædte sig i en hvid sparkedragt og bar kappe som en superhelt. Elvis kunne citere Also Sprach Zarathustra, men han foretrak at læse om Captain Marvel Junior. Ifølge filmen var hele hans liv et forsøg på at nå »The Rock of Eternity« – Evighedsklippen – i den obskure tegneserie.*
   Sidst, men bestemt ikke mindst, er Elvis en gedigen musikologisk bestræbelse. Luhrmann undersøger og demonstrerer, hvordan ti slags musik blev rørt sammen i gryden, fra country og blues til gospel og soul. Det samlede show er et karneval værdigt. Som en cirkusplakat, der er udført af Pablo Picasso i sen periode. Her er alt fra slank urtekst til fed dekadence. Måske også sjælen og kraften i stemmen. I hvert fald lever – og overlever – musikken.



SOM historiens livsvidne vælger Baz Luhrmann den mest forhadte person i mytekomplekset. Alle Presleys biografer har analyseret mysteriet. Hvordan kunne »Colonel« Tom Parker (1909-1997), Presleys manager, igen og igen tvinge kongen på plads? Hvori bestod den faustiske pagt? Parker var en charlatan, der løj om alt i sin baggrund. Men Presley føjede ham til det sidste.
   Her bider filmen sig fast og tager fat. Parker – som faktisk var hollænder og hed Andreas van Kujik – bliver spillet af Tom Hanks. Det er ham, der fortæller det meste af filmen. Elvis bliver spillet – fremragende – af kuglelynet Austin Butler, der gør for Presleys sange, hvad Joaquin Phoenix gjorde for Johnny Cash i James Mangolds I Walk the Line (2005).



ELVIS varer næsten tre timer. Filmen levendegør alle de mytologiske sætstykker i biografien. Mange mindre film har brugt Elvis og fundet måder at smugle ham ind på. Michael Shannon havde rollen i Elvis & Nixon (2016). Kurt Russell gav et af de mest livagtige portrætter i John Carpenters Elvis (1979). Selv Harvey Keitel (!) har spillet Presley (i David Winklers Finding Graceland fra 1998).
   Alle de små forsøg falmer i forhold til Luhrmanns skumplende monstrum. Som dog også er blidt på udvalgte steder. Elvis husker at skildre forældrene, Gladys Love og Vernon Elvis Presley, hustruen Priscilla Beaulieu og datteren Lisa Marie (1968-2023), som selv fik en svær og forblæst karriere. Den gør det nænsomt og med takt. Det kan derfor ikke undre, at familien er tilfreds.




FILMENS lydspor er sædvanen tro en vilter blanding af fortid og nutid. En drage, der slæber og slår med sin hale. Det var det store mix af pop, soul, hiphop og opera, som satte ild til det tatoverede kitsch i »Red Curtain«-trilogien. Det manglede i Australia, og i Gatsby blev det til blikdåsejazz.
   Her er den frodige sammensmeltning tilbage i høj og ufortrøden stil. Der er måske ikke en ny »Everybody's Free (To Wear Sunscreen)« i mixet, skønt Eminems »The King and I« forsøger noget lignende, men i montagerne mellem de obligatoriske hits, som Austin Butler leverer med overbevisning, er der betagende konstruktioner.
   Første gang Elvis kommer til live, er i gospelteltet på tivolipladsen, hvor han falder i trance til »I'll Fly Away«. Mest fængende ved første møde er dog ikke Presley-sangene. Det er Yola Quarteys take på Sister Rosetta Tharpes elektriske »Strange Things Happening Every Day«, som har alle de rigtige takter og ryk til at samle den politiske uro i Civil Rights-perioden.



AUSTIN Butler er bedst i sætstykker som »Heartbreak Hotel«, »Suspicious Minds« og »In The Ghetto«. Filmen genskaber 1968-øjeblikket, hvor Elvis trodser juleformatet og synger »If I Can Dream« i tv efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Alt dét er godt, hvis man kender til Elvis. Det må også være relevant for nye og kommende slægter.
   Elvis lever og fungerer i de første to timer. Anden akt kulminerer i et flugtforsøg, som Elvis er lige ved at lykkes med, da Parker behændigt spiller sin trumf og sikrer sig, at de bliver i USA og Las Vegas. Elvis går ikke ombord i privatflyet Lisa Marie. Han går tilbage til værelset, sætter sig i mørket foran væggen med tv-skærme og beder om alligevel at få besøg af Dr. Nick, som skriver piller ud.



HER kunne filmen have sluttet. I stedet følger tre kvarter, som fortæller den tunge, trivielle del af historien om narkomani og selvparodi, faldet fra tronen og den så godt som forudsagte død. Her er kun plads til montage, og selv Luhrmann kan løbe tør for ideer. Når det sker, dynger han mere på i en form, der kan ses som et visuelt sidestykke til den nu unævnelige Phil Spectors legendariske Wall of Sound.
   Mens kongen falder, trisser Tom Hanks rundt i casinoet med sit iltapparat og fortæller og funderer. Det er en bizar sammenstilling. Filmen lader Parker bryde den narrative kontrakt og være den, som viser klippet med Elvis, der synger »Unchained Melody« i en sidste deformeret udgave af sig selv. Det er det eneste sted i filmen, hvor vi ser og hører Elvis i stedet for Austin Butler. Fysikken er blevet grotesk, men stemmen er ren som tyve år før.



HVAD der lykkes bedst i Elvis, er at tale om begyndelsen og forklare, hvordan Presleys kemi er unik. Han er hvid underklasse, der blander sig frydefuldt og naturligt med afrikansk-amerikansk soul og gospel. Hans helte kommer fra Nashville og Beale Street i Memphis; Graceland er summen af hillbillydrømme. Han hænger ud med B.B. King. Han ser ingen forskel på menneskers farve.
   Elvis er en film af sin tid, og tiden er med den. Identitetspolitikken bliver omfavnet hér. Det er for første gang et stort selling point, at Elvis inkarnerede alt, som ikke var hvid middelklasse. Luhrmann og Martin deler hans glæde ved multikulturen. Den er ikke noget tillært og bagstræberisk.
   Colonel Parker-portrættet er irrelevant, og det føjer intet til forståelsen af Elvis som et amerikansk ikon. Figuren er da også reduceret til en bekvem fortællersynsvinkel. Alligevel er det sødt, når han midt i forhandlingen om Elvis-i-Vegas-for-altid husker at insistere på sin ret til at sælge lurvet merchandise. Parker påstår, at han opfandt begrebet.


MÅSKE er det ikke filmen om Elvis, men jeg vil gerne se den igen. Jeg vil høre Yola synge »Strange Things Happening Every Day«. Det er altid et godt parameter, om man har lyst til at gense og opdage mere. Det har man igen efter Elvis. Efter Australia og Gatsby kunne man ikke komme hurtigt nok hjem.
   »Elvis Presley is the king/ I was at his crowning«. Sådan sang Phil Ochs i 1970, og på koncertalbummet Gunfight at Carnegie Hall, der er optaget samme år, erklærede venstrefløjstroubaduren: »If there’s any hope for America, it lies in a revolution. And if there’s any hope for a revolution in America, it lies in getting Elvis Presley to become Che Guevara
   Tonen var ironisk-allegorisk, men Ochs  som havde påbegyndt sin egen nedsmeltning  var ærlig i sin kærlighed. Elvis er ikke mindst historien om, hvordan pagten med Colonel Parker forhindrede idolet i at gøre en forskel politisk. Også Luhrmann ser i dette en tragisk, forspildt mulighed. For han havde alle kortene på hånden.  
   I Elvis er vi med til kongens kroning. Det lykkes at lade ham leve igen, endda med en vis værdighed. Gå selv til billedkilden. Du vil se, hvad jeg mener med sanselig urtekst.

Elvis var Oscar-nomineret i 8 kategorier, herunder Best Picture. I Best Actor-kategorien tabte Austin Butler på målfoto til Brendan Fraser (The Whale). Ved de britiske BAFTA  Awards modtog filmen priser i 4 kategorier. Austin Butler blev årets Best Leading Actor. Det samme skete ved årets stilfærdige Golden Globes-ceremoni.


 
*) Captain Marvel Jr. var en af adskillige spin-off karakterer fra den fantastisk indviklede mytologi omkring Captain Marvel, der blev skabt i 1940 af C.C. Beck og Bill Parker og udkom på Fawcett Comics [1939-1953]. Han lever videre som DC Comics-karakteren Shazam! Guldalderserien er senest filmatiseret i 2019 med Zachary Levi og Asher Angel som drengen Billy Batson, der bliver forvandlet til voksen ved at fremsige formularen »Shazam!«. Akronymet er dannet af initialer i navnene Salomon, Herkules, Atlas, Zeus, Akilles og Merkur. Fortsættelsen Shazam! Fury of the Gods har dansk premiere den 16. marts 2023.
   Billy Batson delte sine kræfter med bl.a. tvillingesøsteren Mary og deres ven Freddy Freeman, som var handicappet. Lærlingen – som dybest set er et Superboy/Robin-sidekick – siger ikke »Shazam!«, men »Captain Marvel!«, når han forvandles og bliver en stærk, karismatisk version af sig selv. Ed Herron skrev serien sammen med Parker og Beck. Ifølge Beck var karakteren inspireret af Charles Dickens og J.M. Barrie. Freddy Freeman var Tiny Tim i A Christmas Carol; Captain Marvel Jr. var Peter Pan.
   Captain Marvel Jr. optrådte først i Whiz Comics og havde sin egen serie fra 1942. Han tog aktivt del i Anden Verdenskrig sammen med den øvrige Marvel Family. Elvis læste serien som dreng og beholdt sin samling som voksen. Der er argumenteret overbevisende for, at han baserede både sit unge look og de sene, ekstravagante kostumer med kappe på Captain Marvel Jr. En definitiv redegørelse findes på Elvis Australia – det officielle site for den australske Elvis Fan Club.



MARVEL-familien har sine kræfter fra troldmanden Shazam. De møder ham ved The Rock of Eternity, der fungerer som en blanding af hovedkvarter og magisk portal. Den ligger ofte i et nedlagt tog- eller tunnelsystem. Evighedsklippen blev introduceret i første nummer af omnibusserien The Marvel Family (1945), hvor alle karaktererne var samlet for en tid. Det er Marvel-familiens svar på Batgrotten og Ensomhedens Fæstning
   Alt Marvel/Shazam!-materialet har været genstand for en lang krig på ophavsret mellem DC og Marvel Comics, der har sin egen Captain Marvel-karakter. Fra 1953 til 1972 var Shazam-universet simpelt hen lukket ned. I nyere tid blev karakteren selv Elvis-fan og lod sit udstyr inspirere af idolets futuristiske kostumer. Bl.a. tegneren Alex Ross har arbejdet med denne forbindelse. 


Elvis. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Sam Bromell, Jeremy Doner, Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Mandy Walker. 159 min. Australien-USA 2022. Dansk premiere: 23.06.2022.


Fotos: Warner Bros./ Bazmark Films/ Roadshow Entertainment/ The Jackal Group/ Whalerock Industries/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Elvis Presley Estate/ Elvis Australia/ Grand Comics Database
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster,Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Første udgave af teksten blev lagt på Weekendavisen.dk 23.06.2022 og trykt næste dag i WA Kultur .

Ingen kommentarer:

Send en kommentar