Translate

tirsdag den 15. september 2020

Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968


FORVANDLINGENS TID
En film om Robert Kennedy og USA i 1968

Af BO GREEN JENSEN

FOR så vidt står det hele i første afsnit af Charles Dickens’ To byer (1859): »Det var den bedste tid, det var den værste tid, det var visdommens æra, det var tåbelighedens æra, det var troens epoke, det var vantroens epoke, det var lysets år, det var mørkets år, det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter, vi havde alt foran os, vi havde intet foran os, vi var alle direkte på vej til Himlen, vi bevægede os alle direkte den modsatte vej.«
   I den kollektive erindring er 60ernes slutning gledet i ét, en blomstrende magisk forvandlingstid, hvor historien begyndte for alvor. 1967 var Sergeant Pepper, San Francisco og »kærlighedens sommer«. 1968 var Hair, hippietid og den ny feminisme. I 1969 landede Apollo 11 i Stilhedens Hav, og 400.000 mennesker samledes om musikken i Woodstock. Vist kunne man høre krigen i Vietnam, men var det egentlig ikke en strålende tid, som pegede frem mod vor egen?
   Faktisk var 1968 et af de voldsomste år i nyere amerikansk historie. I Vietnam tabte man Tet-offensiven. Martin Luther King blev dræbt i Memphis den 11. april. Robert Kennedy blev skudt i Los Angeles den 5. juni og døde dagen efter på Good Samaritan Hospital. Sorte demonstranter blev nedkæmpet i South Carolina. Amerikanske soldater gik amok i Vietnam og udslettede landsbyen My Lai. I april var der blodige demonstrationer, som kun er trængt i baggrunden, fordi franske studerende henne i maj revolterede så spektakulært i Paris.
   I radikale kredse overvejede man muligheden for en amerikansk revolution. De mest ekstreme kræfter gik under jorden og kaldte sig en modstandsbevægelse, men flertallet veg tilbage efter de borgerkrigsagtige konfrontationer ved det demokratiske partikonvent i Chicago. Det var i august, samme måned som sovjetiske tropper besatte Prag og standsede fløjlsrevolutionen, mens Frankrig blev verdens femte atommagt.
   Ganske som nu var der dage, hvor man nødigt tændte for nyhederne. I den sidste ende blev Hubert Humphrey demokraternes bud på en blød præsident, og hvis et historisk vindue havde åbnet sig i marts, da Robert Kennedy bekendtgjorde sit kandidatur, blev det lukket igen i november, da nationen valgte Richard Nixon som leder. Seks år senere, efter Ohio State og Watergate, da de sidste helikoptere lettede fra den amerikanske ambassade i Saigon, var man begyndt at se tilbage på 1968 som en uskyldig tid.


DE 22 karakterer, som Emilio Estevez skriver frem og følger i Bobby, kan naturligvis ikke vide, at de lever midt i et stort tidehverv. Det kan man sjældent i virkeligheden, hvor historien sker for os samtidig med, at hverdagen er der som altid. Somme tider er man åben for forandring, når ens eget liv kunne bruge en ændring. Andre gange, og faktisk for det meste, er man ikke vild med en voldsom forandring, men klynger sig til, hvad man ved, at man har.
   Sådan er det også med gæsterne og de ansatte på Ambassador Hotel i Los Angeles, dét med den legendariske natklub »The Cocoanut Grove«. Filmen følger dem over et døgn, nærmere bestemt den 4. juni, hvor man gør klar til ved midnat at holde receptionen, som fejrer Robert Kennedys sejr i det californiske primærvalg. Det er stort, men alligevel ikke så stort. Netop dette hotel har lagt rum til så meget og set dem alle komme og gå.
   Den pensionerede dørmand (Anthony Hopkins) kommer hver dag og sidder i foyeren sammen med sin gamle kollega (Harry Belafonte). De spiller skak og fortæller hinanden historier, som begge kender til hudløshed. I hotellets skønhedssalon bliver en alkoholiseret sangerinde (Demi Moore), der er begyndt at føle kulden i kroppen, gjort smuk før aftenens optræden. Imens går hendes mand (Estevez selv) tur med hunden og føler sig rig og tilovers.


KOSMETOLOGEN
 (Sharon Stone) har en vis distræt medlidenhed med stjernen, men er selv bekymret for sit ægteskab med hotellets direktør (William H. Macy), som netop denne dag fyrer sin småracistiske køkkenbestyrer (Christian Slater), der ikke vil give den sorte kok (Laurence Fishburne) og de mexicanske køkkendrenge (Freddy Rodríguez og Jacob Vargas) fri til at stemme. Køkkenchefen lader derfor kosmetologen vide, at hendes mand for tiden ligger i med den kønne lyse kvinde (Heather Graham) fra omstillingen.
   I salonen sidder endvidere pigen (Lindsay Lohan), som næste dag skal giftes med en skolekammerat (Elijah Wood), så denne ikke sendes til Vietnam. En tjekkisk jornalist (Svetlana Metkina) bestormer Kennedys kampagneleder for at få et interview med kandidaten. Hun fortæller ham om Dubcek, der samme forår har trodset Moskva. Banale ordvekslinger eksponerer historien. Andre kunne finde sted til enhver tid. For eksempel er en forretningsmand (instruktørens far, Martin Sheen) blevet kærlig efter en depression. Det skal hans hustru (Helen Hunt) vænne sig til at håndtere.


ALLE er de døgnvæsener, som simrer i dråben af harpiks, der med tiden vil størkne og blive til rav. På afstand ser man dem som noget særligt, men i øjeblikket er de der bare. Dagen går med stort og småt, mens receptionen rykker nærmere. Ved midnat ses både præsidentkandidaten (Dave Fraunces) og drabsmanden (David Kobsantzev) i strømmen af gæster, som fylder den store balsal. Også hovedparten af de nævnte mennesker fra hotellet er til stede, og i filmens sidste minutter bliver det klart, at de ikke er udvalgt tilfældigt.
   På en måde er filmen et udførligt set-up, der bygger op til scenen, hvor skuddene falder i hotellets køkken. Bobby interesserer sig ikke for de konspirationsteorier, som også dette attentat er omgærdet af. Filmen er knapt nok interesseret i Kennedy, som Estevez næsten altid klipper væk fra eller filmer fra siden, så man primært fornemmer et nærvær. Det vigtige er at isolere og fastholde øjeblikket, da drømmen om Amerika døde.



MAN kan diskutere, om det lykkes, men ambitionen gør Bobby til noget særligt. Estevez skrev manuskriptet i 2001, før angrebet på World Trade Center, men efter George W. Bushs knebne valgsejr over Al Gore. Den amerikanske venstrefløj havde støttet Gore og promoveret ham så aktivt, som man i sin tid sluttede op om Robert Kennedy. Man kan ikke påstå, at filmen underspiller den historiske parallel. Bobby kan i vid udstrækning ses som en amerikansk elegi over det svigtede demokratiske løfte.
   Robert Kennedy havde sikkert gjort en forskel. Han ville ud af Vietnam. Han ville give det sorte Amerika oprejsning for mordet på King. Han ville forhandle med Sovjetunionen og lægge lovgivningen i føderale hænder. Den 42-årige præsidentkandidat var det reaktionære Amerikas mareridt. Teorierne om en bestilt likvidering, som til overflod er fremført i forbindelse med mordet på hans mere pragmatiske storebror, giver mening i relation til RFK. Estevez kunne derfor have drejet en pendant til Oliver Stones JFK (1991), som har de samme sædeskildrende kvaliteter, men sætter dem over styr ved at være så monoman i sin bestræbelse på at »opklare« Kennedy-mordet.
   Det har Estevez heldigvis ikke gjort. Han har dog heller ikke udvundet essensen af USA i 1968, som det nok har været hensigten. Der er mere autentisk tidsånd i mainstreamfilm som Robert Zemeckis’ Forrest Gump (1994) og førnævnte Stones Born on the Fourth of July (1989). Estevez har lavet en stjerneparade med politisk korrekt undertekst, en film der føles mere som en langstrakt episode af den sympatiske serie American Dreams (2002-2005).*


SOM myldrebillede af et sted fungerer filmen upåklageligt. Estevez har utvivlsomt set Robert Altmans ensemblefilm med fornøjelse. Bobby har samme sædeskildrende ambition, og ligesom Altman jonglerer han med et hold spillere, der får helstøbte mennesker ud af en skitse. Altman havde dog ikke bøjet sit budskab i neon. Der er meget Nashville (1975) over Bobby, men Altman ville følge en tilfældig dag i 1968 og kalde filmen for Ambassador.
   Der er mere soap end zeitgeist i Bobby. Vist engagerer man sig i gruppebilledet, men det lykkes ikke at skabe en overbevisende forbindelse mellem de skildrede liv, 1968 i Amerika og mordet på Robert Kennedy.
   Via dørmanden John Casey peger Estevez selv på Grand Hotel (1932) som en inspirationskilde. Edmund Gouldings tidlige tonefilmsklassiker, der primært huskes for Greta Garbos skyld, har sit udspring i Vicki Baums roman Menschen im Hotel (1929), som Max Reinhardt i 1930 forvandlede til en teaterforestilling. Her balancerer social sædeskildring og højt melodrama, og filmen er et ursted i genren, hvor mennesker mødes og skilles i et tidsvindue på en berømt lokalitet. Airport, Earthquake, Poseidon, Titanic. Desværre minder Bobby mere om de film end om Nashville, Short Cuts og Gosford Park.


ESTEVEZ bruger ikke mindst musikken til at skabe en fornemmelse af tid og sted. Typisk er der dog tale om de sædvanlige hits fra den store jukebox med »golden oldies«, sange som bruges i flæng, når som helst nogen vil signalere 60erne, Vietnam-modstand og flower power: Donovans »Hurdy Gurdy Man«, »California Dreamin’« med The Mamas & the Papas osv.
   Den intelligente undtagelse findes i scenen, hvor to unge mænd (Brian Geraghty og Shia LeBoeuf) fra Kennedy-kampagnen køber græs hos en pusher (Ashton Kutcher). Denne introducerer dem til LSD, og Estevez skaber en fornem sekvens, hvor de tre mænd tripper i lejligheden. Et tv ofres til neonguden, og døren i stuen åbner direkte ud til krigen i Vietnam. Scenen fungerer netop, fordi den ikke anvender Jefferson Airplanes »White Rabbit« som akkompagnement.
   I stedet bruger Estevez sangen »Initials« fra Hair. Gerome Ragni og James Rados tidehvervsmusical havde premiere på Biltmore Theatre i New York den 29. april 1968 og var virkelig alle vegne i tidens mediestrøm. Før den blev kitsch, var den vildt progressiv og bar ved sin første opsætning undertitlen »The American Tribal Love-Rock Musical«. Det var sådan en sang, der kunne spille i hovedet på to pæne drenge, som flirtede med at tage syre i sommeren 1968.



DA Kennedy kort efter midnat begynder på sit livs sidste tale, skruer Estevez ned for reallyden og lader Paul Simons »The Sound of Silence« fylde soundtracket ud. To sæder fra mig griber en kollega fat i sin blok. Vedkommende noterer formentlig, at Bobby på tidstypisk vis er så bange for at kede, støde og være politisk, at vi kun må høre en bid af Kennedys tale:
   »Hvad jeg mener må være ganske klart er, at vi kan arbejde sammen, når det kommer til stykket. Og uanset det som er sket med Amerika i de seneste tre år – splittelsen, volden, skuffelsen med hensyn til vort samfund ... hvad enten det gælder kløften mellem sorte og hvide, mellem de fattige og de mere velstillede, mellem aldersgrupper eller om krigen i Vietnam – kan vi begynde at arbejde sammen igen. Vi er et stort land, et uselvisk land og et barmhjertigt land. Og jeg har til hensigt at gøre dét til fundamentet for mit kandidatur...«
   Imidlertid har man næppe tænkt tanken, før talen alligevel følger. Blot har Estevez for effektens skyld gemt den til billederne af de panikslagne, blodtilstænkede gæster i Ambassadors køkken og balsal. Det er et af flere eksempler på, hvordan filmen ofte gør sig for mange tanker og bærer præg af at være skrevet igennem så mange gange, at man formelig hører hvert komma. Det havde virket stærkere, hvis Sirhan Sirhan bare tog sigte og skød, men Estevez er opsat på at forkynde.




DET giver sjældent mening at skrive om filmen, som kunne have været. Alligevel må det siges, at en stor chance tabes på gulvet under titelsekvensen til slut. Estevez ledsager den med »Never Gonna Break My Faith«, en besværgende blanding af gospel og hiphop, fremført af Aretha Franklin og Mary J. Blige. Imens ser man autentiske fotos fra bisættelsen.
   Estevez var selv syv år i 1968. Netop dén forskudte vinkel på tiden, som hele filmen på godt og ondt bærer præg af, er fastholdt i Mary Chapin Carpenters coming-of-age-sang »Stones in the Road«. Efter Kennedys død blev hans kiste kørt med særtog tilbage til østkysten. For Carpenter er dét madeleinekagen: »When I was ten my father held me/ On his shoulders above the crowd/ To see a train draped in mourning/ Pass slowly through our town/ His widow kneeled with all their children/ At the sacred burial ground/ And the tv glowed that long hot summer/ With all the cities burning down.«
   Der er betydeligt mere af tidens farve og børnenes sjæl i den sang, end i den banale bannerhymne, som Bryan Adams har skrevet til Franklin og Blige. Omvendt skal der ikke herske tvivl om, at Bobby er en intelligent mainstreamfilm om politiske løfter og skuffet forventning. En sjælden film, der taler til tiden om tiden og kommer fra Hollywoods progressive kvarter.

*) Teksten er skrevet i 2006, og jeg havde glemt Americans Dreams, som i Danmark blev sendt på TV2. Jonathan Prince skabte serien, som følger medlemmerne af familien Pryor, en (hvid) katolsk middelklassefamilie i Philadelphia, Pennsylvania, fra 1963 til 1966. Der er tre sæsoner og 61 episoder à 60 minutter. Serien er fuld af tidens musik og gør meget ud af at citere og rekonstruere musikprogrammet American Bandstand (1952-1989), som Dick Clark producerede og var vært på i mere end 30 år.
   Dick Clark (1929-2012) producerede American Dreams i samarbejde med NBC Productions. Familiens teenagedatter, Meg Pryor (Brittany Snow), bliver fast danser på American Bandstand, der brugte ungdom i studiet på samme måde som britiske Top of the Pops og danske musikprogrammer.
   Jack Pryor (Tom Verica) driver en radioforretning, så tidens tv indgår naturligt i serien. Tonen er eftertænksom, de forskellige karakterer og spor i historien afspejler tidens sociale og kulturelle forandringer. Helen Pryor (Gail O'Grady) læser Mary McCarthys The Group og siger fra over for barn nummer fem. Pilotepisoden kulminerer i nyheden om drabet på JFK.
   American Bandstand præsenterede både hvid pop som The Beach Boys og afro-amerikanske R&B-kunstnere som Martha Reeves and the Vandellas ("Dancing in the Street").  Borgerrettighedsbevægelsen, spirende feminisme, modstanden mod krigen i Vietnam, alle de store temaer fra 60erne bliver behandlet med alvor.
   American Dreams er som sunket i jorden. Serien streames ikke nogen steder i Europa og udkom aldrig på dvd i region 2. Jeg syntes så godt om den, at jeg anskaffede et boxsæt med alle episoder (og Bandstand-klip i fuld længde) fra Universal. Jeg genså den, da jeg fandt denne tekst. Serien holder og kan ses som et hængsel mellem The Wonder Years (1988-1993) og Mad Men (2007-2015). Tone og temaer foregriber sidstnævnte. Måske er det derfor, at American Dreams blev fortrængt.
   Emerson Hart fra Tonic skrev temasangen "Generation", som modtog flere priser i 2003. Ved dét års TV Land Awards blev den kåret som vinder i kategorien 'Future Classic'. I 2020 ligger den end ikke på Spotify, skønt platformen tilbyder flere spilelister med numre fra American Dreams og et par af Harts soloalbum. Her er den i titelsekvensen fra tredje sæson:  



Bobby. Instr. og manus: Emilio Estevez. Foto: Michael Barrett. 120 min. USA 2006. Dansk premiere: 25.06.2006


Fotos: TWC/ FilmAffinity/ CineMaterial
Filmen streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.12.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar